Brügger løfter sløret for Hammarskjöld-mysteriet

Mads Brügger er ofte en skurk. I hvert fald i ordets drillende og underfundige betydning. 

Instruktøren har med dokumentarværker som Det røde kapel og Ambassadøren altid sat sig selv foran historien i en rolle, hvor han tager røven på enten det nordkoreanske regime eller et underudviklet afrikansk land, som han kan nappe diamanter fra. 

Mads Brügger udstiller magtforhold ved selv at træde ind som leder, og det er ofte urkomisk og tåkrummende, når han skubber grænserne for, hvor langt man kan komme med flabethed og finesse. 

Men sådan er det ikke med Cold Case Hammarskjöld, der allerede nu er en af de mest imødesete filmoplevelser på den prestigefulde Sundance Film Festival, som hiver journalister fra hele verden til noget så usexet som Utah i slutningen af januar. 

Her vil verdens mest fremtrædende filmskribenter få sig én på opleveren, når Brügger toner frem som en undersøgende journalist, der efterforsker, om et flystyrt i 1961 reelt var et attentat imod FN-generalsekretær Dag Hammarskjöld begået af en mystisk og hemmelig organisation af white supremacists. 

Ad omveje står journalisten pludselig med en potentiel afsløringsbombe mellem hænderne og en sag, der involverer både den sydafrikanske sandhedskommission, den britiske efterretningstjeneste og amerikanske CIA. 

Filmens absolutte scoop er tilstedeværelsen af en whistleblower, der træder frem med nye informationer om Dag Hammerskjölds død. Men whistlebloweren kommer også med oplysninger om gruopvækkende operationer mod den sorte befolkning i det sydlige Afrika under apartheid – ugerninger, som trækker tråde helt frem til i dag.

Dækker over sandheden
”Vi ramler jo pludselig ind i en historie, der er langt større end Dag Hammarskjöld,” siger Mads Brügger og læner sig tilbage i chefstolen på Radio24syv en vindblæst eftermiddag, hvor han har valgt at give et eksklusivt interview til Filmmagasinet Ekko. 

”Vi” er i denne sammenhæng ham selv og svenske Göran Björkdahl, som i mange år har undersøgt, hvorfor FN’s svenske generalsekretær Dag Hammarskjöld i 1961 døde under mystiske omstændigheder i en flyulykke ved Ndola (tidligere Rhodesia, nu Zambia). 

Sammen tager Brügger og Björkdahl ind i junglens dystre fortælling og kommer ud med en mulig mordopklaring, som fører dem videre til en konspiration, der altså er langt større end det, de egentlig er på jagt efter. 

For faktisk vader de to skandinaver rundt i en afsløring af en uhyggelig forbrydelse og et kronvidne fra en hemmelig organisation, der fortæller ting og sager, som ryster både instruktør, efterforsker og ikke mindst os, der ser med. 

”Når vi sidder her i København langt væk fra det afrikanske kontinent, kan jeg ikke lade være med at være bekymret for, at Cold Case Hammarskjöld potentielt kan få låget til at ryge af gryden i Sydafrika, når filmen får premiere,” siger Mads Brügger. 

”Det, vi afslører, er reelt så voldsomt, at det kan skabe stor ustabilitet i landet, fordi myndigheder og politikere har valgt at dække over sandheden.” 

Frygtelig forbrydelse
Det var i 2011, at sporhunden Brügger fik snuset sig frem til historien om, at flystyrtet over junglen i 1961 muligvis var en forbrydelse. 

”Jeg læste en artikel om Göran Björkdahl i The Guardian og tænkte, at der muligvis var en film i det. Derfor inviterede vi ham til Danmark, så jeg kunne finde ud af, om han var konspirationsteoretiker, men Göran viste sig at være det modsatte. Han forsøger hele tiden at researche det mest sensationelle ihjel,” siger Mads Brügger. 

– Du tager på tur med ham, men hvor du indtil nu i din karriere har levet af at møde mennesker, hvor du har spillet en rolle, træder du her frem som undersøgende journalist med knofedt og faktatjek. Hvorfor? 

”Jeg har et infantilt behov for at underholde, og derfor har jeg indtil nu også brugt humoren i mine film. Hvis man virkelig vil sige noget alvorligt, er det en smagsforstærker, hvis man samtidig siger noget sjovt, men i Cold Case Hammarskjöld har jeg et totalt ærligt øjeblik, hvor jeg lægger kortene på bordet og dropper glimtet i øjet. Det er filmen simpelthen for stor til, så denne gang måtte jeg smide klovnenæsen,” siger Mads Brügger og retter hurtigt på sin ikoniske fingerring med dødningehovedet, der altid har været et af hans kendetegn. 

”I det øjeblik, jeg siger det i filmen, håber jeg stadig inderst inde, at hvis alt falder fra hinanden for rullende kameraer, kan jeg endnu nå at få høsten hjem til gården med lidt gakgak i gågaden. Men samtidig er jeg også pinligt bevidst om, at emnet er så alvorligt, at det tangerer det usmagelige at lave gak og løjer.” 

”Vi snubler reelt ind i konturerne af en forbrydelse af nærmest uforståelige dimensioner, og derfor må jeg tage et opgør med den halvsjove persona midt i filmen. Jeg må vise mig selv frem denne gang.” 

Menneskelig Volvo
– Så du er simpelthen mere seriøs denne gang?

”Cold Case Hammarskjöld er et ideelt blandingsforhold af fakta og journalistiske fornemmelser. Det er vores fornemmelser og indtryk af personerne, der gør, at vi bliver ved og ved og ved. Der har været lange pauser, hvor projektet har ligget brak, fordi det har virket helt håbløst. Men resultatet her mere end seks år senere er, at der nærmest er to kilder, som bekræfter hver eneste tese i filmen, og det har været vigtigt,” siger Mads Brügger og forklarer, at filmen oprindeligt var tre timer lang, men skal ned under to timer, inden den kommer ud i biografen. 

Desuden planlægger han en true crime-tv-serie, så der kan hældes endnu flere nuancer på paletten. For der er masser af stof, som fortjener at komme med. 

”Det her har været et stort holdarbejde. Göran Björkdahl er den menneskelige version af en Volvo, og den svenske producer Andreas Rocksén er en ringbindsjournalist af stærkeste kaliber. Det samme er den belgiske journalist, vi har med undervejs i filmen,” siger instruktøren og læner sig tilbage i en tanke. 

”Cold Case Hammarskjöld er en film, der demonstrerer, at skandinavisk co-samarbejde virkelig kan fungere. Både norske Piraya Film, svenske Laika Film og danske Wingman Media har været uundværlige, og alene SVT’s arkiv om Hammarskjöld var så massivt, at det var en kæmpemæssig hjælp.” 

”Det betyder imidlertid ikke, at det har været sjovt at lave filmen. Det er hårdt at være undersøgende journalist, og det har været en belastning for mine omgivelser og ægteskab, fordi jeg næsten har været besat af filmen.” 

Maskefald
Mads Brügger er notorisk kendt for at bruge sine rænkespil som en motor i sine film, og med Cold Case Hammarskjöld er formen da også, at han sidder på et hotelværelse og fortæller hele filmens historie til to skiftende sekretærer. 

Som fortællingen skrider frem, forstår man, at de to sorte kvinder reelt sidder og er i gang med at omskrive forestillingen om Afrika. Men hvorfor kunne Mads Brügger ikke selv have gjort alt dette? 

”Det kunne jeg måske også, men når alvoren kommer for en dag, kan det ikke rigtigt lade sig gøre. Det må medføre et maskefald, eftersom sagen er langt større end mig. Og så er persongalleriet i Cold Case Hammarskjöld i forvejen så vanvittigt, at hvis jeg også spillede en rolle, havde det bare været skørt med skørt på. Når jeg har påtaget mig roller tidligere, har det været for at få adgang til noget, som jeg så kan vise frem. Det var ikke nødvendigt her.” 

– Det er anden gang, du søger ind i et afrikansk mysterium. Hvad drager dig mod dette kontinent? 

”1960’erne og 70’ernes Afrika med afkoloniseringen fascinerer mig helt vildt. Og så er et hvidt Afrika, der forsøger at redde stumperne, inden de sorte kommer til, interessant,” siger Brügger og rømmer sig kort, inden han fortsætter. 

”Samtidig er begge mine forældre journalister, og 70’erne er en guldalder for journalistik. Dengang sad jeg og så nyheder med min far og mor, og jeg blev fascineret af Mobutu med leopardhatten og Idi Amin med den særprægede væremåde. Det var mystisk, og mysterier interesserer mig.” 

– Du er faktisk ved at løse et mysterium med Cold Case Hammarskjöld, og man kan jo spørge sig selv, hvorfor du ikke fortsætter. Hvorfor går du ikke i struben på CIA? 

”Ja, det er rigtigt, at mysteriet er ved at være løst, og det er jo i sig selv lidt skuffende. For så er det jo ikke et mysterium længere,” siger Brügger og smiler drilskt. 

”Men jeg synes, at filmen slutter et sted, hvor det må være op til myndighederne at tage over. Det, jeg er mest tiltrukket af, er, hvor tydelige skurkene er i denne historie. De er ikke sådan nogle drilleskurke, men virkelig ubehagelige og voldsomme mennesker. Men hvis man virkelig vil til bunds i det, vi har fundet ud af, skal der nogle helt andre kræfter i spil end to skandinaver, der render rundt og leder efter beviser.” 

Whistleblower får ny identitet
– Så det har altså intet at gøre med, at du måske alligevel ikke helt tror på whistlebloweren, som du og Göran Björkdahl til sidst finder frem til? 

”Vi har lister med navne, hvor whistlebloweren optræder, og som bekræfter, hvad han siger. Samtidig fortæller han ting, man kun kan vide, hvis man var en del af denne hemmelige organisation. Og så har han ingen grund til at fortælle det, hvis det ikke er sandt – med mindre han er selvmordstruet. Efterfølgende har han vidnet foran FN, og vi har måttet hjælpe ham til at få en ny identitet,” siger Mads Brügger. 

Instruktøren tænker et øjeblik over sin næste sætning og konstaterer så: 

”Vi har efterprøvet det, han har fortalt, og indtil videre har alt været korrekt. Men på en eller anden måde har jeg næsten haft et håb om, at det, han fortæller, er usandt. For det vil være bedst for alle, hvis det ikke er korrekt, hvad vi kortlægger her. Men det er jeg sikker på, det er.” 

– Er det nu slut med den rollespillende instruktør, vi kender fra Det røde kapel og Ambassadøren? 

”Det ved jeg ærligt talt ikke. I min næste dokumentarfilm er jeg slet ikke med selv, men den kan jeg ikke rigtigt fortælle om endnu. Oprindeligt havde jeg faktisk også tænkt Cold Case Hammarskjöld som en Errol Morris-lignende film med Göran Björkdahl som hovedperson, hvor vi systematisk ville arbejde os frem imod, at Hammarskjöld var blevet slået ihjel. Men da det hen ad vejen gik op for mig, hvor kompliceret sagen er, måtte jeg selv træde ind og udlægge forløbet.”