Kærlighed i en koldkrigstid

Danske instruktører kunne lære noget af Pawel Pawlikowski.

Mens vores instruktører i disse år drager til Hollywood i håbet om at gøre international karriere, er den polske instruktør, der siden teenageårene har boet i England, vendt tilbage til sit fødeland for at fortælle dets historier.

I Oscar-vinderen Ida går Pawlikowski i clinch med landets behandling af sine jøder under Anden Verdenskrig. Og nu følger den 45-årige instruktør op med endnu en betændt historie, nemlig om tiden efter krigen, der blev afløst af den kolde krig.

Ved at fokusere på den kultur, hans familie kommer fra, har Pawlikowski fået et brag af et gennembrud på den internationale kunstfilmscene, som bliver cementeret med udtagelsen af Cold War i hovedkonkurrencen i Cannes.

Og Cold War er den mest helstøbte, væsentlige og rørende film, vi indtil nu har set på festivalen.

Jerntæppet sænker sig
Over perioden 1949-64 fortæller Pawel Pawlikowski historien om forholdet mellem musikeren Wiktor (Tomasz Kot) og sangeren/danseren Zula (en fængslende Joanna Kulig).

De møder hinanden, da Wiktor laver castings i provinsen for sit ensemble, der er inspireret af den autentiske Mazowsze-gruppe. Wiktor falder for Zulas ”energi og ånd”, og det skræmmer ham ikke, at hun har angrebet sin far. ”Han forvekslede mig med min mor, så jeg brugte en kniv til at vise ham forskellen,” som hun siger.

Ensemblet spiller lokal folkemusik, men da jerntæppet sænker sig over Polen, blander myndighederne sig i repertoiret, og snart rejser ensemblet rundt med oder til Stalin.

Wiktors foretrukne genre, jazz, er også bandlyst af kommunisterne, og da han opdager, at han bliver overvåget af efterretningstjenesten, forsøger han at overtale Zula til, at de skal flygte til Vesten.

Her bliver fortællingen for alvor interessant.

For selv om Wiktor og Zula elsker hinanden, er de ikke i sync i forhold til storpolitikken. Kommunismen passer Zula ganske fint, og hun har ikke megen lyst til et liv med Wiktor i Paris, hvor hendes muligheder som sanger uden franskkundskaber er begrænset. Omvendt har Wiktor ikke mulighed for at udleve sine kunstneriske ambitioner i det kommunistiske regime.

Tiden æder sjæle op
Filmen skildrer deres turbulente forhold over femten år, hvor de snart er sammen, snart adskilte, og vi kommer både til Berlin, Jugoslavien, Paris og tilbage til Polen igen.

Det er et kup, at Pawlikowski helt tørt markerer spring i tid og sted med en overskrift på lærredet. Mellemregningerne må vi selv lave.

”Tiden spiller ingen rolle, når man er forelsket,” lyder en aforisme, men den giver Zula ikke meget for. Og det gør Pawlikowski tilsyneladende heller ikke.

Wiktor og Zyla har begge en engels tålmodighed, men de er oppe imod en kontrollerende og lystfornægtende overmagt, som griber langt ind i privatlivet. Og den tid, vores elskende er adskilt, æder deres sjæl op. Cold War er en tragedie af Shakespeare’ske dimensioner, og den får en særlig tyngde, fordi den udspiller sig over et større tidsrum: Se, hvilke mennesker!

Pawlikowski udstiller ikke kommunismen. Det behøver han heller ikke. Ved at lade den være bagtæppe for den personlige historie drager vi vores egne konklusioner. Men historien er også universel og vil ramme alle, der har oplevet, at de fandt den eneste ene, men timingen var forkert.

Hvert billede er et maleri
Visuelt ligger Cold War i smukkeste forlængelse af Ida.

Filmen er også fotograferet i sort-hvid, og det karakteristisk smalle 1:33-format giver et næsten kvadratisk billede. Hvert eneste billede kunne være et maleri på et museum: en gammel kirke i ruiner, Zula der flyder på ryggen i vandet som John Everett Millais’ berømte maleri af Ofelia, parret foran en menneskemængde, der afsløres som en optisk illusion.

Til forskel fra Ida er Lukasz Zals kamera mere bevægeligt, især når det følger den dynamiske Zula. Men ligesom alle andre stilistiske valg fungerer det perfekt, fordi beslutningen er truffet ud fra historien og karaktererne.

Men frem for alt fortælles historien gennem musikken – fra de traditionsrige, landlige folkeviser over regimets propagandamusik til inciterende jazz.

Pawlikowski har dedikeret filmen til sine polske forældre, der levede et on-and-off-forhold på begge sider af jerntæppet og døde i 1989 lige før, Berlinmuren faldt. Filmen er ikke deres historie, men Pawlikowskis meget personlige tilgang gør den ikke mindre gribende.

Gudskelov er Cold War allerede købt af den danske distributør Scanbox og sat til premiere den 6. december. Der er noget at se frem til. Cold War er måske ikke helt samme åbenbaring som Ida, men den er filmkunst af fineste kaliber.