Colin Farrell: Hummerens nye veje

Det kan godt virke, som om irske Colin Farrell har fundet ud af, hvor han skal gå hen.

Sådan har det ellers ikke forholdt sig igennem en årrække, for skuespilleren har haft sine problemer med at ældes med ynde. Ganske store problemer faktisk.

Det har også været noget af en vandretur, som Farrell har været ude på. Undervejs har den bragt ham igennem filmisk kviksand og sprutflasker så dybe, at karrieren næsten har været ved at drukne.

Men ikke desto mindre skinner skuespilleren i disse dage om kap med filmverdenens største stjerner på Croisetten i Cannes.

Det skyldes, at ireren indtager hovedrollerne i hele to af de prominente film, der er kommet igennem nåleøjet til hovedkonkurrencen: The Beguiled af Sofia Coppola og The Killing of a Sacred Deer af Yorgos Lanthimos, som han også lavede fremtidsdystopien The Lobster med.

I den første spiller han en såret soldat, der kommer i kløerne på en flok udspekulerede kvinder på en pigeskole. I den anden er han en succesfuld læge, der bliver indhentet af en skæbnesvanger fejl begået i fuldskab.

Han er på overfladen kontrolleret og dannet i begge film, men efterhånden som han bliver drevet ud i torvene, kommer hans drifter og indestængte vrede frem.

Smuk begyndelse
Colin Farrell brød igennem for sytten år siden, og det skyldtes to ting: talent og Kevin Spacey.

Op igennem 1990’erne havde han spillet med i mere eller mindre ligegyldige sager som Drinking Crude (1997), om en attenårig skoleelev, der dropper ud og forsøger at få arbejde i en lille irsk by. Og så den noget mere populære serie Irske hjerter (1998), hvor han agerer lige netop det, han altid gjorde i begyndelsen af sin karriere: den smukke unge mand med det flabede smil.

Men talentet ville mere end det, og da Kevin Spacey anbefalede ham som håndlanger i kriminalitetsdramaet Ordinary Decent Criminal, var Farrells billet til Hollywood sikret.

Allerede samme år – i 2000 – flåede han biografsæderne væk under enhver, der indløste billet til Tigerland, hvor han spiller en fredsforstyrrer i en soldaterlejr, så ordrerne synger i ørerne.

Farrell imponerede også de fleste i Minority Report og Phone Booth, begge fra 2002. I sidstnævnte spiller han med intens nerve en mand, der er fanget i en telefonboks, og som ikke kan forlade den uden at blive mejet ned.

Alt tegnede efter et par år i Hollywood til, at ireren ville være en af de kommende store stjerner. Men så drejede han helt galt i et t-kryds.

På slingrekurs
Eller måske kørte han nærmere lige ud i det fordømte t-kryds, som en skuespilkarriere så ofte befinder sig i. Man skal nemlig vælge sine roller med omhu, og fra 2003 skiftede Farrell rådgivere, som vi andre skifter underbukser.

Det sendte skuespilleren ud på en slingrekurs, der også involverede heftige affærer med kendte kvinder og litervis af alkohol. Farrell festede, og selv om han i de første år somme tider ramte rimeligt rent i sine roller, var der nu også for mange fejlskud.

Han fandt sig aldrig til rette i Oliver Stones mislykkede Alexander (2004), hvor Farrell er en både fersk og sommetider næsten ugidelig Alexander Den Store. De samme tillægsord kan man også putte på skuespilleren i filmatiseringen af den ellers forrygende John Fante-roman Ask the Dust (2006), hvor en måske ikke helt appelsinfri Farrell forsøger at spille en spirende forfatter.

Med årene blev rollerne mindre og mindre komplekse, og da man så Farrell som afdanket countrysanger i den ellers glimrende Crazy Heart (2009), der indbragte Jeff Bridges en Oscar-statuette, sad man tilbage med en fornemmelse af, at han var netop det: en talentfuld skuespiller, som i en alder af kun 33 år var afdanket og færdig.

Ukontrollabel druk
Hvad gør man så, når man er skuespiller?

Colin Farrell valgte at gribe i sin egen, styrketrænede barm. I 2010 begyndte han på en frisk. Efter at have været inde og ude af rehabs var det nu slut med ukontrollabel druk, men til gengæld skulle den tidligere afhængighed bruges til noget.

Derfor valgte skuespilleren roller, hvor han enten er sjov, fordrukken, akavet eller voldelig. Eller lidt af det hele på en og samme tid.

Samtidig fyrede han flere af sine rådgivere og holdt sig til altid kun at lytte til én bestemt, når de endelige rollevalg skulle træffes: hans mellemste søster, Claudine, der igennem hele karrieren har fungeret som hans personlige assistent.

Det virkede!

Farrell kan i dag her syv år senere se tilbage på en næsten eventyrlig forvandling, som har sendt ham op i skuespilhierarkiets palmetoppe. I dag skifter han så let som ingenting imellem det sjove og det alvorlige, ligesom han fuldstændigt har smidt fordoms skønhed i sine roller.

I De satans chefer fra 2011 spiller han en så afstumpet chef, at man ofte må lade latteren få frit løb. I Seven Psychopaths fra 2012 giver han en af de mest interessante fortolkninger af en forfatter med skriveblokering og gør samtidig grin med sin gamle pretty boy-persona.

I anden sæson af True Detective fra 2015 er han en alkoholiseret politimand med så dystre skyggesider og en så markant kærlighed til sin søn, at man skal være lavet af panserglas for ikke at blive berørt midt i al den rå vold.

Har fundet roen
Men det mest brillante eksempel på Colin Farrells forvandling til karakterskuespiller er Yorgos Lanthimos’ The Lobster fra 2015.

Det er en ualmindeligt underlig film, hvor Farrell spiller en mand, der er blevet forladt af sin kone. Han indlogerer sig på et hotel for singler, hvor man skal finde sig en ny mage ganske hurtigt – ellers bliver man omdannet til et dyr efter eget valg!

Farrells stille hovedperson vælger en hummer, ”fordi hummere lever i over 100 år, har blåt blod i årerne som rigtige aristokrater og forbliver frugtbare hele deres liv ... jeg kan også rigtig godt lide havet,” som han siger i filmen.

Det er denne ro midt i de indre kampe, der har kendetegnet Colin Farrell de senere år. Han har ikke været bange for at tage markant på i vægt til en rolle – det har han faktisk gjort til en hel del af dem – for så at smide det hele igen hurtigt.

Det er også tydeligt, at han vælger roller, fordi de er interessante, eller fordi han kan gøre dem interessante. Det vidner de ret fabelagtige birolleindslag i mellemvarefilm som Saving Mr. Banks (2013) og Fantastisk skabninger og hvor de findes (2016) om.

Colin Farrell er i den henseende en hummer, der på et tidspunkt var helt gennemkogt, men som nu serveres ved den fine filmkunsts højbord. Hummeren har fundet sin vej, og som skuespiller har Farrell bevist, at han har blåt blod i årene.

Nu ligger der masser af kongepræstationer og venter forude for den 40-årige skuespiller.