Fremtidens film i Cannes

I Cannes var der i år en stand i Next-programmet, som præsenterede noget af den nyeste udvikling inden for virtual reality.

Dermed har filmkunstens mekka valgt at behandle genren som en seriøs kunstform. Her præsenterede to danskere, Johan Knattrup Jensen og Mads Damsbo, deres arbejde for både en nysgerrig filmindustri og interesserede journalister. 

Gennem det fælles produktionsselskab Makropol eksperimenterer makkerparret i Skammekrogen og Ewa: Out of Body med, hvordan man kan give publikum anderledes filmoplevelser i det meget unge medie.

– Bare for at starte helt grundlæggende: Hvad er så virtual reality? 

”Det er jo mange forskellige ting, men grundlæggende kan man sige, at det er en computerskabt virkelighed, du kan komme ind i. Det er det overordnede begreb for virtual reality,” fortæller Johan Knattrup Jensen, instruktør af duoens foreløbigt to projekter, Skammekrogen fra 2014 og Ewa: Out of Body, som der blev vist et klip fra i Cannes.

Han har gået på filmuddannelsen Super16’s instruktørlinje og har instrueret den Shortlist-nominerede Verdenssøn samt Vejen til paradis, der begge kan ses på All Time Shortlist.

”Mads og jeg adskiller os fra andre virtuel reality-skabere ved, at vi begge har en filmbaggrund. Vi bruger mediet til at lave en film.”

– Kommer historien eller teknikken først i jeres film?

”Det starter jo altid med en historie, men det er klart, at de kører parløb,” siger den ligeledes Super16-uddannede producer Mads Damsbo, der faktisk var med til at skabe Ekko Shortlist i sin tid og siden har produceret kortfilm som Turbo, der er på All Time Shortlist. 

”For når man så vil fortælle om en følelse eller et øjeblik, så begynder man også at finde ud af, hvad teknologien kan. Så kan historien ændre sig lidt undervejs, når man begynder at lære sine greb at kende.”

Traumatisk øjeblik
Ewa: Out of Body følger Ewa set gennem hendes egne øjne. I Cannes blev der vist en scene på otte minutter fra hendes barndom, hvor det dysfunktionelle forhold til moren (Danica Curcic) belyses gennem en traumatisk Blinkende lygter-agtig oplevelse, hvor hun tvinges til at spise sin fødselsdagskage dagen inden festen.

Til sidst bevæger kameraet sig ud af Ewas hoved, så vi i stedet ser scenens klimaks i et mere klassisk tredjepersonsperspektiv. Det fungerer overraskende stærkt, når man først har vænnet sig til kun at se gennem ét menneskes øjne. 

”Vi skulle vælge et punkt i hendes barndom, som er vigtigt for historien og samtidig et sted, hvor vi kunne arbejde med nogle af de ting, vi gerne ville prøve af – for eksempel at gå ud af kroppen. Der var et traumatisk øjeblik som det her et godt sted at ramme ned i,” siger Mads Damsbo.

Johan Knattrup Jensen nikker. 

”Den overordnede idé handler om at behandle nogle af de ting, vi som mænd har oplevet i vores liv. Specielt det, at man på et tidspunkt ser noget i sine forældre, som man ikke bryder sig om eller tager afstand fra,” siger Knattrup Jensen.

Forstå en kvinde
– I er begge mænd, så hvorfor har I valgt at fokusere på en kvindes livshistorie?

”Fordi det giver en distance, så vi kan behandle nogle af de ting, vi selv går og bøvler med. Hvis jeg skal prøve at beskrive en mandlig karakter, bliver det hurtigt 1:1, men gennem en kvindelig får jeg lidt afstand, så materialet går fra privat til noget, alle kan få noget ud af,” forklarer Johan Knattrup Jensen, hvorefter Mads Damsbo indskyder:

”Og så er det også bare fascinerende. Hvem af os mænd ville ikke gerne se verden fra en kvindes synspunkt? Vi kan jo ikke forstå dem.” 

– Jeg oplevede pludselig at føle mig som en skuespiller, der spillede over for Danica Curcic. Er det en forkert reaktion?

”Nej, det er jo fantastisk, hvis du som publikum føler, at du påtager dig en rolle, som vi i princippet har skrevet til dig. Så kan man jo ikke komme dybere ind i en karakter,” siger Mads Damsbo.

Johan Knattrup Jensen tager over.

”Det bekræfter det, vi gerne vil, og det er grunden til, at vi har kastet os over virtual reality og ikke laver det her som traditionel film. For det kunne vi på mange måder lige så godt have gjort. Med virtual reality har vi bare fundet en smutvej ind til, at filmen er noget, du tager på dig, noget du bliver til – ikke bare ser, men prøver,” siger han.

Ud af skammekrogen
Johan Knattrup og Mads Damsbos første virtual reality- film, den atten minutter lange Skammekrogen, viser en ubehagelig middag, hvor en søn præsenterer sin kæreste for familien.

Den situation er set før på film, men her sker det fra en af de fem deltageres perspektiv, så filmen dermed er fem forskellige historier. Den kollektive oplevelse styrkes af, at man efterfølgende kan snakke med det resterende publikum om, hvem de var, og hvordan de opfattede situationen.

– Jeg var sønnens kæreste Maj, og følte mig som den mest interessante karakter. Er hun faktisk det?

”Er du ikke også den mest interessante karakter i dit eget liv?” spørger Mads Damsbo drilsk og smiler. 

”Når man ser ud gennem øjnene på en karakter, føler man, at det er hovedkarakteren. Moren føler også, at hun er den vigtigste,” forklarer Johan Knattrup Jensen.

Publikum som en karakter
Makkerparret skal nu i gang med at videreudvikle historien om Ewa. De har skitseret hendes livshistorie og eksempelvis inddelt barndommen i små fortællinger som den, der blev vist for et publikum i Cannes.

”Vi kan også gøre publikum til en karakter, der kan have en konflikt med Ewa. Så ser man som tilskuer ikke bare personer på et lærred, men man indgår selv i dem i en fiktion, og det kan rejse spørgsmålet: ’Hvem er jeg, når jeg træder ud af kroppen på Ewa?’” siger Mads Damsbo og sender ordet videre til Johan Knattrup Jensen.

”Vi vil gerne tage publikum ud på det vildeste trip. De skal opleve at blive til et andet menneske og se, hvordan det er. Det tror jeg er en helt sindssyg oplevelse, specielt når man er færdig og vender tilbage til selv.”