Containermand overtager Saunders-selskaber

DanContainer er ifølge egen hjemmeside ”førende inden for salg og udlejning af containere”, men virksomheden har åbenbart også investeret i filmproduktionen Prima Ballerina.
– Han er blevet direktør i et filmselskab!
”Bjarne???”
– Ja. Kan jeg have forvekslet ham med en anden?
”Det er jeg ret sikker på. Bjarne ved ingenting om film. Han er pensionsmoden. Han kan godt lide at gå på jagt og lave mad. Jeg tror ikke engang, at han har optaget en film på sin mobil.”
– Det lyder mærkeligt.
”Det kan da godt være, at Bjarne kommer med årets overraskelse, men det kunne jeg simpelthen ikke forestille mig.”
Kollegaen hos DanContainer er mildt sagt forbløffet, da Ekko ringer og spørger efter Bjarne Filip Dohn. Han er ifølge hjemmesiden ansvarlig for ”salg, udlejning, inkasso” i virksomheden, der er ”førende inden for salg og udlejning af containere, både til erhverv, offentligt og privat og servicerer alle brancher”.
Men containere er ikke grunden til vores henvendelse. 66-årige Bjarne Filip Dohn har nemlig fået et nyt og umiddelbart overraskende job som direktør for en række filmselskaber, der indtil for nylig var ejet og drevet af Valerie Edwina Saunders.
Livet går videre
Saunders gik i maj 2024 konkurs med Metropolitan Film Corp. I november fik den skandaleombruste producent tre års konkurskarantæne mod at drive virksomhed.
Kuratoren for hendes konkursramte selskab Metropolitan Film Corp vurderede, at virksomhedsdriften – fokuseret på den kuldsejlede filmproduktion Prima Ballerina – var uansvarlig.
Hun havde benyttet lidt over en halv million kroner af virksomhedens midler til at betale for en dyr hotellejlighed til sig selv. Desuden havde hun påført sig gæld langt over håbløshedspunktet, mente kurator. Hun ansatte således et omkring 50 personers stort filmhold uden at have tilnærmelsesvis nok midler til at betale dem.
I kreditorinformationen fra september 2024 fremgår det, at der har været en privat investor med et lånebeløb på 4,1 millioner kroner. ”Der fremgår ingen underliggende bilag, og kurator er ikke i øvrigt kommet i besiddelse,” skriver Kromann Reumert og tilføjer, at det ikke er lykkedes for kurator at komme i kontakt med den private långiver.
Den anonyme investor har altså heller ikke meldt et krav i boet.
I en større artikel i Ekko #96, Ballerinaens nye klæder, har vi kortlagt Valerie Edwina Saunders’ turbulente karriere, der strækker sig helt fra 1990’erne. Foruden Metropolitan Film Corp har hun seks konkurser bag sig, og på et tidspunkt var hun tæt på at køre Zentropa i sænk.
Den 11. december 2024 fratrådte hun som direktør i holdingselskabet TMFC Holding ApS og underselskaberne Prima Ballerina Entertainment ApS, Metropolitan International Rights ApS og Zebra Animation Studios ApS.
Dermed lod det til, at hendes eksisterende selskaber ville forblive inaktive, og at drømmespillefilmprojektet Prima Ballerina var lagt i skuffen. Men forud for konkurskarantænen skrev Valerie Edwina Saunders til Ekko, at hun ikke havde tænkt sig at give op.
”Det gør ondt, hvis det kommer dertil, men livet går videre. Jeg har en kunstnerisk vision, som jeg kan og skal udføre,” lød det fra producenten.
Og nu har hendes holdingselskab TMFC Holding samt underselskaberne Metropolitan International Rights og Zebra Animation Studios altså fået en ny direktør, hvilket fremgår af erhvervshjemmesiden proff.dk.
En gavmild mand
Vi forsøger at kontakte Bjarne Filip Dohn, men han svarer hverken på vores opkald, sms’er ellers mails. Bedre held har vi med direktøren for DanContainer, Christian Ingemann.
”Vi har finansieret noget af Prima Ballerina. Det er noget, Bjarne selv er involveret i, tror jeg. Det er ikke en del af vores drift eller idégrundlag,” siger Christian Ingemann.
– Så det er ikke DanContainer, som har betalt penge til filmprojektet?
”Jo, men det er mere det finansielle i det.”
– En investor har betalt 4,1 millioner kroner til projektet?
”Nå, så meget har vi heldigvis ikke betalt. Vi har bare en lille del af det.”
– Jeg undrer mig bare over, at et containerfirma går ind og finansierer en spillefilm?
”Det er noget, Bjarne har lavet privat sammen med vores bestyrelsesleder, Lars Bertelsen. Jeg skal lige have fundet ud af, hvad det helt præcist drejer sig om. Jeg overtog jo bare direktørstillingen (fra Bjarne, red.) for tre år siden, og dengang så jeg Valerie i regnskaberne.”
”Jeg har faktisk aldrig mødt hende og ved ikke, hvor længe projektet trækker ud, eller om det overhovedet bliver til noget. Vi er mere en slags investor, og så tror jeg, at der har været en fordel ved at bruge os som driftsselskab på en eller anden facon.”
– Valerie er gået konkurs og har fået en konkurskarantæne, fordi der har været for meget rod. Men nu er Bjarne Filip Dohn gået ind som direktør.
”Det er typisk Bjarne. Han er flamboyant og meget gavmild. Han hjælper utroligt mange, der er i knibe. Hvis du skal i krig, skal du have Bjarne med. Jeg har kendt ham i 35 år. Han bliver typisk rigtigt begejstret, og det er han da helt sikkert blevet i forhold til filmprojektet. Har du ikke hans nummer?”
– Jo, men han svarer ikke. Forhåbentlig er han ikke skræmt af pressen.
”Nej, der skal mere til. Han er gældsopkræver for DanContainer, og det er han virkelig god til. Han plejer altid at tage sin telefon.”
Redningen, der udeblev
Hvis navnet Bjarne Filip Dohn ikke lyder bekendt i filmbranchen, er det ikke så mærkeligt. Han har nemlig tilsyneladende intet haft at gøre med film tidligere.
På Dohns Facebook-side står der, at han har erfaring med shipping og har en handelsskoleuddannelse. Fra 2006 til 2022 var han direktør i DanContainer, hvor han nu sidder i bestyrelsen, ligesom han gør for dets nærmeste moderselskab.
Lars Bertelsen kom på banen i slutfasen af Metropolitan Film Corps konkurs. Han ejer DanContainers øverste moderselskab Lars Bertelsen Holding.
Valerie Edwina Saunders forsøgte at redde selskabet via en rekonstruktion. Men retten ville ikke godkende rekonstruktionen, med mindre Saunders overførte de cirka fem millioner kroner, hun skyldte kreditorerne.
Rekonstruktøren Nicolai Dyhr – kort efter landskendt for sin ufrivillige medvirken i Den sorte svane – fremviste en hensigtserklæring fra Lars Bertelsen Holding, der agtede at overføre de fem millioner kroner til Saunders.
I retten blev det brugt som et troværdigheds-argument, at Lars Bertelsen havde 25 millioner kroner til rådighed. Men kreditorerne krævede, at Bertelsen gjorde alvor af hensigtserklæringen og overførte de fem millioner kroner.
I løbet af en pause på 25 minutter ringede Valerie Edwina Saunders angiveligt til Bertelsen for at få ham til at overføre pengene, men det skete ikke.
Mellemmand?
Ifølge regnskabsopgørelsen for Lars Bertelsen Holding i 2023 havde selskabet en egenkapital på over 21 millioner kroner.
Der er sparsomt med yderligere oplysninger om Lars Bertelsen, der tilsyneladende også er udlejer for en Bog & Idé i Nærum og en del af bestyrelsen for Proteo Vin, som sælger vin fra Sydafrika.
Han bor i Charlottenlund, og samtlige moderselskaber for DanContainer holder til på samme adresse. Heller ikke noget i hans karriere peger frem mod et engagement i filmproduktion. Han ønsker ikke at udtale sig, da han har et fast princip om ikke at tale med pressen.
De nye oplysninger rejser ellers flere spørgsmål.
Hvad er Container-mændene Lars Bertelsen og Bjarne Filip Dohns interesse i Valerie Edwina Saunders og hendes filmproduktion?
Agter Bjarne Filip Dohn at bruge de resterende selskaber til filmproduktion?
Eller er han bare en mellemmand, der formelt er ansvarlig for virksomheden, mens Valerie Edwina Saunders reelt styrer det hele?
Filmrettighederne
Hvis TMFC Holding og dets eksisterende underselskaber skal fortsætte med at producere film og serier, er spørgsmålet: hvilke?
Zebra Animation Studios har tidligere udviklet på animationsserien Vildbasserne med Michael Sandager som tilknyttet producer, men han er ikke længere at finde på selskabets hjemmeside.
Tilsyneladende er selskabernes eneste andet projekt Prima Ballerina. Her nåede Saunders kun at gennemføre fem optagedage i sensommeren 2023, før der ikke længere blev udbetalt løn, og filmarbejderne forlod produktionen med en konkursbegæring klar.
Manuskriptet til Prima Ballerina er skrevet af Saunders’ eksmand Ole Meldgaard, der udgav historien som børnebog i 2022.
Ifølge kurators gennemgang må det formodes, at Saunders selskaber ejer rettighederne til manuskriptet, da hun delvist har betalt forfatterens faktura for det. Men kurator har ikke kunnet finde manuskriptrettighederne i konkursboet, og kreditorerne har ikke stillet sikkerhed, så han kan forfølge kravet.
Ud fra navnet kunne man forestille sig, at underselskabet Metropolitan International Rights huser rettighederne, så i princippet kan Bjarne Filip Dohn sætte filmprojektet i gang igen, hvis han har dem. Eventuelt med Valerie Edwina Saunders i rollen som instruktør eller producer.
Ekko har forgæves forsøgt at få en kommentar til indsættelsen af den nye direktør fra kuratoren Teis Gulitz-Wormslev fra Kromann Reumert. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Valerie Edwina Saunders.
Valerie Edwina Saunders i skifteretten 2. november 2023
Prima Ballerina-sagen
2019-20
Valerie Edwina Saunders ansætter filmfolk til ballet-filmen.
September 2023
Optagelser starter i København, men efter fem optagedage stopper de grundet manglende løn og husleje til locations.
9. oktober 2023
Film- og tv-arbejderforeningen (FAF) begærer Saunders’ selskab JFX ApS konkurs.
2. november 2023
Saunders får ved et møde i Sø- og Handelsretten tre uger til at skaffe de omkring fem millioner kroner, som hun skylder.
23. november 2023
Sagen bliver udskudt, da Saunders betaler cirka 100.000 kroner til ét af FAF-medlemmerne.
11. december 2023
Skattevæsnet begærer JFX ApS konkurs, da selskabet ikke har betalt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af ansattes løn.
3. januar 2024
Valerie Edwina Saunders melder sig syg fra retsmødet. Skat og FAF kræver, at producenten bliver politifremstillet næste gang.
23. januar 2024
JFX ApS erklæres konkurs, men Saunders fortæller til Ekko, at hun fortsætter arbejdet med filmen.
Marts 2024
Saunders’ selskab The Metropolitan Film Corp konkursbegæres af FAF.
10. april 2024
Retsmøde om The Metropolitan Film Corp udsættes til 25. april, da Saunders kræver at se dokumentation for lønkravene.
25. april 2024
Saunders forsøger at rekonstruere sit selskab, og filmarbejdernes lønkrav kan nu indmeldes til Lønmodtagernes garantifond.
Maj 2024
Stor artikel i Ekko #96 fortæller historien om Saunders’ karriere, der har budt på flere mislykkede filmproduktioner.
23. maj 2024
The Metropolitan Film Corp erklæres konkurs trods hensigtserklæring fra Lars Bertelsen Holding om overførsel af fem millioner kroner til kreditorerne.
26. november 2024
Saunders idømmes tre års konkurskarantæne af Sø- og Handelsretten for uansvarlig forretningsdrift.
10. marts 2025
Ekko bringer nyheden om, at Bjarne Filip Dohn er indtrådt som direktør i Saunders’ eksisterende selskaber.
Kommentarer