Coronasmitten truer i Cannes

Det var vel kun et spørgsmål om tid, før den stadig igangværende coronakrise kom til at spille en rolle på Cannes-festivalen.

Ekkos udsendte fik kort inden et fysisk interview i den sydfranske sommerhede besked om, at interviewet ville blive rykket over på den digitale tjeneste Zoom.

Instruktøren Nadav Lapid har nemlig på festivalen været i nærkontakt med en person, der har fået et positivt prøvesvar tilbage – og altså højst sandsynligt er smittet med coronavirus.

Selv er israelske Lapid blevet testet negativ i morges og i øvrigt fuldt vaccineret, men af hensyn til sikkerhed kigger vi nu på hinanden gennem en computerskærm.

Den formodentlig smittede er nu i isolation, men hvad omstændighederne omkring det mulige smitteudbrud ellers er, bliver vi ikke klogere på i løbet af det digitale interview. 

Frygtelig selvcensur
Nadav Lapid blev et navn, da han i 2019 vandt Guldbjørnen i Berlin for Synonyms. En beslutning, som Ekkos udsendte i Tyskland kaldte et radikalt og spændende valg af juryen.

Instruktøren er i årets hovedkonkurrence i Cannes med Ha’barech, der på engelsk har titlen Ahed’s Knee.

Filmen byder på en sønderlemmende kritik af den 46-årige instruktørs hjemland. Den handler om en instruktør ved navn Y, der rejser til en fjern del af Israel for at vise sin film.

Her bliver han voldsomt indigneret over mødet med censur, da han inden en spørgerunde skal sætte kryds ved de emner, som han vil tale om. Og selvfølgelig er kritik af de israelske myndigheder ikke en mulighed.

Y tager et opgør med den unge kvinde, der som ansat i landets kulturministerium står for at holde ham på dydens smalle sti. Og for Nadav Lapid er den enkelte israeler ansvarlig for, at der ikke bliver sat spørgsmålstegn ved landets ageren i forhold til egne borgere og i undertrykkelsen af palæstinenserne.

”Selvcensuren er det værste i Israel,” siger Nadav Lapid og kommer med et eksempel.

”Jeg underviser ikke så tit i film, for jeg bryder mig ikke om det, men sidste år gjorde jeg det på landets førende filmskole for en flok dygtige elever. De lavede imponerende film, men næsten alle hadede det, som de kalder politiske film.”

”De ser det ikke som stor kunst, selv om det personlige og politiske særligt i Israel er præcis det samme. De finder politik kedeligt, men censur er ikke kun at smide instruktører i fængsel. Det handler om villighed til at kritisere en frygtelig og stædig regering, der regerer med en jernhånd.”

Brand i dalen
Censur er i Israel ifølge Nadav Lapid ikke, som vi kender den andre steder i verden. Nogle af pengene til at lave Ha’berect kommer fra de israelske myndigheder, der historisk har givet kunstnere lang snor.

”Faktisk har der i mange år været en situation, hvor borgerne er undertrykte, mens kunsten er fri. Som israelsk kunstner står man på en bakke og ser det brænde i dalen,” fortæller instruktøren.

”Jeg har altid tænkt, at branden en dag ville nå frem til kunsten, og så kommer kunstnerne forhåbentlig til at bide den hånd, der fodrer dem,” fortsætter Nadav Lapid.

”Selv om jeg får penge af de israelske myndigheder, vil jeg stadig kritisere dem. Det ville være respektløst over for den israelske finansiering – som kun udgør omkring to procent af filmens budget – hvis jeg ikke lavede en ærlig film.”

Der er ofte voldsom kritik af Israel fra resten af verden, men Nadav Lapid mener, at der også er behov for kritiske stemmer fra landets egne rækker.

”Israel har så meget sympati rundt i verden, at landet godt kunne undvære lidt af det. Som en person, der holder af Israel, må jeg forsøge at fjerne noget af den sympati, så vi kan se hinanden i øjnene.”

Håndtryk med stjerneinstruktør
Som journalist på festivalen er der adskillige udfordringer forbundet med kampen for at undgå et regulært coronaudbrud.

Det kræver daglige tests – primært i form af spyt – for at sikre en negativ prøve, der kun må være 48 timer gammel, hvis man vil ind i festivalpalæet.

Derinde skal man have mundbind på, men med undtagelse af, når man interviewer nogle af filmverdens store stjerner.

Og da undertegnede tidligere i dag snakkede med Andrea Arnold – som er på festivalen med dokumentaren Cow og for at lede juryen i underkonkurrencen Un Certain Regard – startede hun med at give håndtryk til dem, der var nærmest.

Og så var første reaktion altså at trykke hånd med den britiske instruktør, der står bag perler som Fish Tank og American Honey.

Forhåbentlig har hun ikke været i kontakt med nogen smittede, for så kan Cannes måske snart se frem til et alvorligt corona-problem!