Dag 6: Countrymusik og westernfeminisme

”Det er kun til Sundance, folk dukker op til en visning kl. halv ni om morgenen efter at have festet hele natten!”

Sådan hilste Ethan Hawke sit publikum godmorgen til visningen af hans musikerbiopic Blaze.

Det er måske rigtigt nok, men feststemningen er løjet en smule af efter weekendens mange eksklusive efterfester med kendisgæster, fri sprut i stride strømme og paparazzier på spring for at fange udskejelserne.

Der er næsten hverdagsstemning i Park City, med filmkiggeri som fuldtidsbeskæftigelse for de lokale, der med fripas vandrer forbi ventelisterne og billetkøerne og direkte ind i salen. Og selvfølgelig også for kritikerne, der skal have set så mange som muligt af de nominerede film inden prissuddelingerne på fredag.

Røgtung røverhistorie
Ethan Hawkes konkurrencefilm er et tilrøget, blues-muntert helteportræt af countrysangeren Blaze Foley, der levede stærkt og døde ung.

Den virkelige countrysanger Benjamin Dickey spiller Blaze som en hurtigtsnakkende charmør, der altid er god for en røverhistorie og en sang.

Og det er sgu nogle gode sange.

Hawke krydsklipper mellem historien om Blazes livslange romance med den krølhårede, fregnede Sybill Rosen og et radiointerview, hvor vennen Townes Van Zandt spiller hans musik, samt musikerens sidste koncert, inden han blev skudt.

Den sidste koncert foregår på en afdanket bar, der ville være møgbrun hvis nogen slukkede det røde bordellys, og publikum er en flok gamle sutter, der egentlig ikke hører efter.

Den tragedie sætter sit præg på historien, men Hawke fortæller om den legendariske honky-tonk-excentriker med smittende entusiasme og en svimlende appetit på livet, så man er hele tiden i godt selskab.

”Min far elskede kaffe,” fortæller Blaze. ”Men det rev op i affaldssystemet, så han skulle have en tarmskylning. De stikker slangen derop og tænder og sprøjter ham fuld af – kaffe! Så han hujer og skriger, og de spørger ham: ’Er det for varmt?’”

”’Nej,’ siger han. ’For sødt!’”

Giver mændene tørt på
Damsel in Distress, siger man på engelsk om en hjælpeløs kvinde, der skal reddes på heroisk vis.

Zellner-brødrene er gamle kendinge på Sundance, og de har et perfekt tag om absurdkomik. I Damsel tager de grundigt pis på westerngenren, næsten lige så grundigt som Mel Brooks’ Blazing Saddles, men ud fra en mere tidssvarende synsvinkel.

Det går ud over mændene. Da Robert Pattinsons forretningsmand træder ind i saloonen, tager bartenderen hånd om ham: ”Vi har et gangbang omme bagved senere. Det er en god måde at møde folk på.”

Pattinson er i byen for at hente en pastor. Han skal nemlig giftes og har både en diamantring, en kærlighedssang og en miniaturehest (hun sagde engang, hun godt kunne lide dem).

Pattinson er et selvhøjtideligt fjog, der onanerer til det billede af sit hjertes udkårne, han har om halsen. Pastoren er et ryggesløst skvat, der undervejs kun bliver et større af slagsen.

Og Mia Wasikowska spiller simpelthen ikke hjælpeløse kvinder. I stedet sætter hun chauvinismen på spidsen og idioterne på plads som den eneste i filmen, der har hovedet skruet ordentligt på.

Første dårlige film
Så kom den!

Festivalens første uforbeholdent dårlige film. Et anstødeligt uambitiøst lille melodrama om en husmorslave, der bliver holdt i kort snor af sin mand, men som får selvværdet tilbage, da hun begynder at lægge puslespil.

Ja, puslespil!

I New York møder hun så en anden puslespilslægger, der mangler en partner til de nationale puslespilsmesterskaber. Han forbliver deprimeret ved at se naturkatastrofer på nyhederne.

De bonder stille og roligt, lærer hinanden at kende og åbner for sider af hinanden, de ikke anede eksisterede. Det foregår i tristesse-grå billeder til tonerne af tungdramatisk klavermusik.

Instruktøren Marc Turtletaub er en rutineret Sundance-producer, ellers havde de næppe lukket ham ind med så ligegyldig en film. Manusforfatteren Oren Moverman lagde også pen til den fremragende Brian Wilson-biopic Love & Mercy, men den her film føles i den grad som et første, forhastet udkast.

I det mindste er den ikke i hovedkonkurrencen.

Overproduceret retssalsdrama
Det er til gengæld retssalsdramaet Monster, som handler om den syttenårige Steve, der bliver anklaget for et mord.

Var han på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, eller er der egentlig noget om snakken? Det er ligegyldigt for hans forsvarer, hun skal bare vurdere, om det er en sag, hun kan vinde. Og som anklageren fortæller hende, da han vil lokke hende til at indgå et forlig: ”Han passer godt til rollen.”

Steve er nemlig sort. Og han er vokset op i Harlem, hvor man åbenbart ikke kan undgå at komme i meget dårligt selskab.

Musikvideoinstruktøren Anthony Mandler fortæller en simpel historie med en megafon, når han fra tid til anden sætter handlingen på pause for at dvæle ved Steves over-æstetiserede afmagt. Som når han drømmer, at han flår alt i sin fængselscelle fra hinanden – set helt oppefra i slowmotion.

”Er jeg et menneske?” spørger Steve sig selv, efter anklageren har kaldt ham et monster. I en prætentiøs voice-over fortæller han meget meta om sit liv, som om det var et manuskript.

Når man alligevel sidder og bliver lidt grebet af historien, skyldes det helt og holdent skuespillerne.

Kelvin Harrison Jr. viser Steve som en intelligent fyr, der er rædselsslagen i en umulig situation. Scenen, hvor politiet henter ham hjemme på værelset, og forældrene bare må stirre hjælpeløse på, rammer en genkendelig situation for alt for mange unge, sorte amerikanere.