Nyhed
18. mar. 2021 | 13:01

Cph:Dox afslører film i konkurrence

Foto | Cinetic Media
Den kinesiske filmskaber Nanfu Wang undersøger i In the Same Breath, hvordan det kommunistiske parti i Kina lykkedes med at gøre coronakrisen til en politisk sejr.

”Vores konkurrenceprogram indeholder film, der zoomer ind på tidens allervigtigste spørgsmål,” siger direktør Tine Fischer om dokumentarfestival, som har udtaget film fra hele verden.

Af Nicki Bruun

Sidste år måtte folkene bag Cph:Dox skifte hest i sidste øjeblik og afholde dokumentarfestivalen digitalt på grund af corona-nedlukningen.

Et år senere er situationen den samme, men håbet er at kunne lave en hybridfestival, hvor publikum både kan se film derhjemme og i de forhåbentlig åbne biografer.

Cph:Dox løber af stablen 21. april – 2. maj.

Nu er konkurrenceprogrammet på festivalen blevet offentliggjort, og det er med en række spændende film fra hele verden.

”Vi har glædet os helt afsindigt til at præsentere årets konkurrencefilm. Vi står midt i en global pandemi, og sulten efter nye film, der kan udvide vores verdensbillede, mens vi har tilbragt næsten et år i bobler, er virkelig stor,” siger festivaldirektør Tine Fischer.

Hun afvikler sin sidste festival og tiltræder den 1. maj som ny rektor på Den Danske Filmskole.

”Vores konkurrenceprogram indeholder film, der zoomer ind på tidens allervigtigste spørgsmål – det gælder tech-giganternes dominans, repræsentation og diversitet, de nye demokratiske bevægelser og kampen for klimaet. Vi viser film, der nedbryder fordomme, giver nye perspektiver og går bag om ellers velkendte konflikter. Film, der tilbyder løsninger og giver taletid til nogle af de stemmer, som ellers aldrig får lov til at komme til orde.”

Ung klimakamp
64 film er udtaget til de seks konkurrencer på festivalen, hvor der bliver uddelt priser.

Hovedkonkurrencen Dox:Awards byder blandt andet på danske Camilla Nielssons Præsidenten, som under den engelske titel President vandt en pris på Sundance-festivalen og fik fire stjerner af vores anmelder.

Der er stærk dansk deltagelse i hovedkonkurrencen. Frihed, håb og andre synder er instrueret af syriske Rami Farah og den Oscar-nominerede producer bag Joshua Oppenheimers film, Signe Byrge Sørensen.

Deres film handler om tre borgerjournalister, som på tiåret for den syriske revolution mødes og ser på optagelser af opstandens udbrud.

Filmen får verdenspremiere på Cph:Dox, og det gør også Phie Ambos nye dokumentar 70/30, som er åbningsfilm på festivalen. Den handler om tilblivelsen af den nye klimalov i Danmark og unge aktivisters kamp for en grøn fremtid.

Danske Cecilie Debell har sammen med færøske Maria Guldbrandsø Tórgarð instrueret Skál, hvor to veninder på Færøerne kaster sig ud i deres eget ungdomsoprør med respekt for traditionerne.

I hovedkonkurrencen finder man også kinesiske Wanfu Nang, der tidligere har lavet One Child Nation og nu er på festivalen med In the Same Breath om corona-pandemien som politisk tragedie på global skala.

Se alle de nominerede her.

Amerikanske skoleskyderier
Der er mange film at gå på opdagelse blandt i programmet for Cph:Dox, men det er altid særligt interessant at holde øje med filmene i konkurrencen Nordic:Dox Award.

Her er det som navnet antyder nordiske film, der er i spil. Blandt dem finder man den nye dokumentar af ægteparret Frida og Lasse Barkfors, der har stået bag slående film som Pervert Park og Death of a Child.

De har nu lavet en film med titlen Raising a School Shooter, hvor forældre til amerikanske unge, der har begået skoleskyderier, taler ud om et ubegribeligt traume.‍

Norske Emil Trier – lillebror til mesterinstruktøren Joachim Trier – satte Ekko i 2013 fokus på med dvd #23, hvor vi præsenterede tre af hans musikvideoer. Nu har festivalen verdenspremiere på Trust Me, om en norsk storsvindler, der tog næsen på en masse mennesker.

Pernille Rose Grønkjær, der senest var med til at producere DR-serien Scandinavian Star, følger i sin nye Solutions et hold af verdens førende forskere. De isolerer sig i ti dage i New Mexicos ørken for at udvikle reelle løsninger på verdens mest akutte problemer.

I konkurrencen finder man også Jon Bang Carlsens The Banality of Grief, som er et impressionistisk kærlighedsbrev fra filmskaberen til hans afdøde kone.

Det fulde Cph:Dox-program vil blive offentliggjort i slutningen af marts.

Trailer: In the Same Breath

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko