Cph:Dox forlænger med tre dage
Mange har måttet gå forgæves efter de mest populære film på Cph:Dox-festivalen, som har oplevet større interesse end nogensinde før.
Og derfor har festivalen nu besluttet af forlænge dokumentarherlighederne med tre dage og hele 25 ekstra visninger af nogle af de film, som har trukket fulde huse.
Over de næste dage kan man blandt andet se originale skildringer af verdens blodige fortid. Det gælder vinderen af hovedprisen Dox:Award, Bloody Beans, der med rollespil fortæller om den algeriske uafhængighedskrig. Man kan også nå at se Cannes-vinderen The Missing Picture, der med lerfigurer fortæller om det cambodjanske folkemord. Og F:act Award-vinderen Dirty Wars, der optrevler en lyssky elitestyrkes krigshandlinger.
Det er dog ikke dog og ulykke det hele. I Generation Iron følger man målrettede bodybuildere og Mademoiselle C et år i Vogue-redaktøren Carine Roitfelds liv.
Der er syrede billeder til overflod i mesterfotografen Antoine d’Agatas Atlas og Jodorowsky’s Dune, 3D-oplevelser på Mount Everest i Beyond the Edge og gudesmuk natur i Nepal (Manakamana) og Portugal (The Mother and the Sea).
Cph:Dox glæder sig over, at interessen i år har været fordelt på et endnu større spektrum af film end normalt, og allerede i weekenden satte festivalen ti ekstravisninger op.
Hele listen over de kommende ekstravisninger mandag, tirsdag og onsdag kan ses på Cph:Dox’ hjemmeside.
Kommentarer