Top 10
11. dec. 2015 | 12:28

Top 10: Cykelfilm

Foto | Claude Bertrand
Renæssancemennesket Jørgen Leth lavede i 1977 den fremragende En forårsdag i helvede om cykelløbet Paris-Roubaix. Tre år forinden havde Leth i øvrigt også portrætteret Giro d’Italia med Stjernerne og vandbærerne.

I anledning af den aktuelle The Program om Lance Armstrong har vi samlet et felt af stærke film med masser af cykler.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Cykelsporten er spækket med stort drama, store legender, helte og skurke.

Den biografaktuelle The Program handler om Lance Armstrongs systematiske dopingsnyd under sine syv Tour de France-sejre, men også om fascinationen ved cykling.

Og faktisk er der i filmhistorien adskillige eksempler på film, der enten decideret handler om cykelsport, eller som har cykler i en central rolle.

Vi har samlet ti af de bedste.

 

10. En festlig dag (1949)

Jacques Tati er en Frankrigs mest unikke filmskabere med masser af komisk tæft. En festlig dag er fra 1949 og en af hans første film. Tati spiller selv hovedrollen som postbuddet Francois, der gladeligt cykler rundt på sin postcykel.

Da et omrejsende cirkus besøger hans by, ser han en film om det amerikanske postvæsens effektivitet og forsøger at overføre det til sit eget arbejde.

Selv om mange af Tatis film i dag er noget bedagede, holder meget af franskmandens komik stadigvæk. En festlig dag indeholder for eksempel en herlig scene, hvor Tati giver et cykelfelt seriøst baghjul. God og solid filmkomik.

 

9. Overcoming (2005)

Overcoming er danske Thomas Gislasons film om Bjarne Riis’ cykelhold Team CSC. Gislason følger Riis og hans ryttere før og under 2004-udgaven af Tour de France.

Selv om Bjarne Riis og flere af hans daværende ryttere – blandt andet Ivan Basso og Tyler Hamilton – i dag har en tung dopingskygge hængende over sig, er Overcoming et unikt indblik i en ellers meget lukket og fascinerende verden.

Vi er med på træningslejre, hotelværelser og til verdens største cykelløb, hvor holdets kaptajn Ivan Basso får en tredjeplads og en vigtig etapesejr.

 

8. The Armstrong Lie (2013)

Alex Gibneys dokumentar fra 2013 har mange paralleller til The Program. The Armstrong Lie er historien om Lance Armstrong storhed og fald, fra cykelsportens højeste tinder til udstødt løgner.

Men frem for alt er Gibneys film et eksempel på en uomgængelig og mere mørk side af cykling: doping og det systematiske snyd.

Egentlig ville Gibney blot lave et portræt af den karismatiske cykelrytter, men som dopingsagen oprulle, må Gibney revurdere sin film og sit forhold til Armstrong.

 

7. Boy and Bicycle (1965)

Den 27 minutter lange Boy and Bicycle er veteraninstruktøren Ridleys Scotts første film. Instruktøren lavede den, mens han var elev på Royal College of Art i London.

Som en slags Ung flugt cykler hovedpersonen rundt i en kedelig engelsk by i store dele af filmen, efter at han har droppet sin skole. Rollen som skoledrengen spilles i øvrigt af Ridley Scotts nu afdøde bror, Tony Scott.

Boy and Bicycle indeholder billeder og motiver, som kan spores i Scotts senere film. Nogle kritikere har fremhævet et vandtårn og et dampende kulkraftværk, der har klare reminiscenser til lignende motiver i film som Blade Runner og Black Rain.

  

6. Vive la Tour (1962)

Franske Louis Malle, der i 1956 fik Guldpalmen i Cannes, har instrueret denne lille, men veldrejede dokumentar om Tour de France. Vive la Tour er blot atten minutter lang, men den giver et interessant indblik i verdens største cykelløb, før der var noget, der hed fuld tv-dækning af løbet.

I små sekvenser følger vi rytterne på de opslidende etaper. Publikum er undervejs en vigtig del af løbet med deres tilråb, skub og forfriskninger.

Hvis man bare har en lille smule hang til nostalgi, kan Vive la Tour anbefales.

 

5. Moon Rider (2012)

Daniel Denciks lille, poetiske Moon Rider (udgivet på Ekko-dvd #26) er et portræt af den unge enkeltstartsspecialist Rasmus Quaade i tiden op til VM i Danmark.

Dencik giver et meget personligt indblik i den unge cykelrytters liv. Meget passende hedder filmen Moon Rider, fordi man siger, at en professionel cykelrytter omtrent tilbagelægger afstanden til månen i kilometer i løbet af sin karriere.

Quaade er en ekstremt selvopofrende og disciplineret rytter, der er interessant at følge, fordi han er reflekteret og gør sig nærmest eksistentielle overvejelser om sin sport.

 

4. Drengen med cyklen (2011)

Med film som Barnet og Rosetta har de belgiske Dardenne-brødre med fornavnene Luc og Jean-Pierre for længst indskrevet sig i europæisk filmhistorie. Blandt andet med to Guldpalmer i Cannes.

Og som et stolt cykelland har de to belgiere også lavet en film med en cykel som et centralt element. Drengen med cyklen er umiddelbart en simpel film, men rummer alligevel en større og dybere historie.

Den unge dreng Cyril stikker af hjemmefra for at finde sin far – og sin cykel. Undervejs møder han Samantha, der forsøger at hjælpe ham. En film med masser af nerve, håb og cykelture.

 

3. Easy Rider (1969)

Vi skifter for en stund cyklerne ud med motorcykler. For Dennis Hoppers skoledannende road movie fra 1969 skal også med på listen på et wildcard, som det hedder i cykelsporten.

Alene filmens åbningssekvens er med god grund berømmet. Mens Steppenwolfs synger deres Born to be Wild, drøner Peter Fonda og Dennis Hopper USA rundt på deres motorcykler.

Easy Rider tog 68-generationens frihedstrang på kornet og er efterhånden blevet en ikonisk film med sin løse dramaturgi, hallucinerende slutning og unikke stil.

 

2. En forårsdag i helvede (1977)

I En forårsdag i helvede forener filmskaberen, poeten og kommentatoren Jørgen Leth sin passion for cykelsporten i sit berømte portræt af de legendariske endagsløb Paris-Roubaix årgang 1976.

Løbet er kendt for de mange kilometer på ufremkommelige brosten, og Leth formår at skildre det hårde væddeløb med mytologisk vingefang.

Filmen følger løbet og rytterne fra tidlig morgen, igennem løbet og frem til målstregen. Her får vi et fremragende indblik i løbet for store ryttere som Eddy Merckx, Roger De Vlaeminck og Francesco Moser.

 

1. Cykeltyven (1948)

Vittoria De Sica klassiker fra 1948 er naturligvis forrest i feltet. Cykeltyven har ikke blot en cykel i en vigtig rolle, som titlen antyder, men den er i sig selv en fremragende film, der har fået en betydelig position i filmhistorien.

Sammen med et par andre film indvarslede Cykeltyven nemlig på mange måde den italienske neorealisme, der retter et humanistisk fokus mod almindelige, ofte fattige menneskers liv.

Filmen handler den fattige plakatmaler Antonio, som mister sin cykel til en cykeltyv. Sammen med sin søn gennemsøger han Rom og oplever undervejs både fattigdom og arbejdsløshed i efterkrigstidens Italien. Et mesterværk.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko