Da 60’erne nåede til Twickenham

”Vi fik aldrig styr på timingen,” siger Lone Scherfig på engelsk til sin instruktørassistent, Joe Geary, en ung, højtråbende mand med punkerfrisure.

”Lad os tage en prøve til.”

Men Geary får hende overtalt til at gå direkte til en optagelse.

”Den er ti minutter i elleve, og du har stadig meget at lave,” siger han. ”Lad os få det her på skinner. Jeg er sikker på, at du nok skal få det i kassen.”

Det er fredag den 25. april 2008, dag 33 af i alt 39 optagedage på An Education, der har den danske filmskaber i instruktørstolen.

Filmen foregår i 1961 og er et klassisk dannelsesdrama om den begavede, sekstenårige skolepige Jenny (Carey Mulligan).

Hun bor sammen med sine forsigtige, frygtsomme forældre i Twickenham, en grå og lidt kedelig forstad til London. Jenny drømmer om noget andet, og en dag møder hun den 35-årige, sofistikerede David (Peter Sarsgaard).

Han introducerer hende for en glamourøs verden af cocktails, musik, mode, kunst og penge, der er så langt fra hendes opvækst, som det næsten overhovedet er muligt.

”Bid ikke i læben!”
Vi springer næsten et år frem i tiden. An Education har verdenspremiere pa filmfestivalen i Sundance i januar 2009, hvor den tager publikum med storm.

Siden erobrer filmen – og ikke mindst Carey Mulligan – verden og får overvældende anmeldelser i både England og USA. Det bliver til adskillige prisnomineringer, blandt andet en Golden Globenominering til Mulligan. Og her op til offentliggørelsen af Oscar-nomineringerne bliver der hvisket i krogene om en mulig pris til Mulligan, ja, måske også til filmen og Scherfig.

Men tilbage til april 2008, hvor optagelserne stadig er i fuld gang i de gamle Twickenham Film Studios, der siden 1913 har ligget midtvejs mellem Londons centrum og Heathrow Airport.

”Twickenham er Londons Lyngby,” siger Lone Scherfig.

”Det er et rigtigt forstadskvarter. Filmen foregår her omkring, og der er en verden til forskel mellem Twickenham og Davids verden.”

I et af de største studier har filmholdet opført det indre af et typisk engelsk rækkehus. Ud over dagligstuen er der en spisestue, et pigeværelse og et køkken, hvor man er ved at gøre klar til optagelse.

I scenen, der skal optages, er Jenny lige kommet hjem fra sin første date med David.

”Den bedste aften i mit liv,” siger Jenny til sin mor, Marjorie (Cara Seymour), der står i køkkenet og vasker op.

Lone Scherfig går ind i køkkenet og taler med de to skuespillere. Carey Mulligan fortæller, at Scherfig er en meget håndfast instruktør.

”Hun taler ikke udenom, men siger præcis, hvad hun tænker. Hun er meget ligefrem. Hun kommer med specifikke kommentarer på en meget klar og enkel måde. Hun siger for eksempel: ’Lad være med at bide i læben. Det ser underligt ud.’ Jeg har ikke lavet så mange film, så det kan jeg bruge til noget.”

Svært med det sproglige
An Education er Lone Scherfigs første film efter Hjemve, der fik en hård medfart af både kritikere og publikum.

Forventningerne var store til hendes første danske film siden kæmpesuccesen Italiensk for begyndere. Mange blev skuffet over filmen, der kom til verden som et improvisatorisk samarbejde mellem Scherfig og sangeren Niels Hausgaard, der var med på optagelserne og skrev manuskriptet undervejs.

Hjemve var et forsøg, og selv om der er ting i filmen, hun holder af, erkender Lone Scherfig også, at det ikke virkede. Det var en nedtur, at filmen klarede sig sa dårligt, og hun forklarer, at hun har haft brug for at genfinde troen på sig selv.

”Jeg er vildt glad for, at jeg fik det her job. Jeg har det sjovt, og jeg lærer så meget. Jeg kan mærke, at jeg er ved at genvinde min selvtillid som instruktør.”

Hun griner.

”Jeg garderer mig mere, optager fra flere vinkler og får flere psykologiske versioner af de samme scener, end jeg er vant til. Det skyldes, at jeg ikke selv har skrevet manuskriptet, og så er jeg præget af, at Hjemve ikke gik bedre, end den gjorde. Jeg er bange for at slappe af, og jeg tør ikke gamble på den måde, som vi gamblede på Hjemve.”

Det er dog stadig en stor udfordring for Lone Scherfig at lave An Education. Og sådan skal det også være, mener hun.

”Der skal være en risiko ved alt, hvad man laver, og risikoen med den her film er forbundet med at bevæge sig så dybt ind i det engelske samfund, både arbejdsmæssigt og indholdsmæssigt. Det er svært for mig med det sproglige. Jeg mangler præcisionen, og jeg kan mærke, at jeg indimellem har svært ved at servicere skuespillerne med det sproglige.”

Lone Scherfig har ingen af sine faste, kreative medspillere med sig fra Danmark, hvilket til at begynde med gjorde hende usikker. Men under optagelserne er det gået op for hende, at hun sagtens kan arbejde uden det sikkerhedsnet.

”An Education består af køkkenscener, soveværelsesscener, bilscener og restaurantscener. Det er noget, jeg virkelig har prøvet før. Jeg har jo lavet film og tv i så mange år, at når jeg skal lave en scene med to mennesker pa et hotelværelse, kan jeg godt håndtere den spillemæssige og sproglige udfordring. At få det til at blive til film, er ikke svært for mig længere.”

One Take Fred
På settet er man blevet færdig med scenen mellem Jenny og hendes mor, og man prøver nu på en senere scene, hvor Jenny spørger sin mor og far, om de vil have noget imod, at hun gifter sig med David i stedet for at fa en uddannelse.

Det afføder en livlig og morsom diskussion, og Jenny udfordrer især sin far, Jack, en frygtsom stivstikker, der spilles af Alfred Molina, og som egentlig synes, at det er fint, hvis hun bliver gift med en rig mand og således ikke behøver tænke på fremtiden.

Molina beskriver selv Jack som en snæversynet mand med en meget lille fantasi, og i scenen er der da heller ikke megen tvivl om, at han både mangler situationsfornemmelse og har svært ved at forstå sin datters udlængsel.

”Det kunne jeg godt lide,” siger Molina efter en prøve til Scherfig, der har siddet og grinet foran monitoren.

”Jeg kan godt lide, at vi ikke giver hende den tid eller opmærksomhed, hun har brug for.”

Trods al den sjov, han laver, er Molina fuldstændig koncentreret, når kameraet kører. Scherfig fortæller, at man kalder ham ”One Take Fred”.

Bagefter stimler hele filmholdet sammen i køkkenet for at se en gennemgang af scenen. Fotografen, John de Borman, lysfolkene og Scherfig sætter sig ved køkkenbordet for at tale om, hvordan scenen skal filmes. Der kaldes til frokost.

Det på en gang vittige og alvorlige manuskript til An Education er skrevet af den britiske forfatter Nick Hornby, der brød igennem med sine romaner om mænd og deres sjældent uproblematiske forhold til det andet køn: High Fidelity, Fever Pitch og About a Boy.

An Education er dog baseret pa et selvbiografisk essay af den engelske journalist Lynn Barber, der som sekstenårig forelskede sig i en ældre mand, som viste sig at være lidt af en charlatan og bedrager.

Det var omkring 1961, hvor det rationeringsramte, glædesløse britiske samfund endelig var ved at ryste Anden Verdenskrig af sig, og nye tider ventede lige om hjørnet.

Det var muligheden for at fortalle denne parallelle historie, der tiltalte Hornby, da han i 2003 laste Barbers essay.

”De ti sider var fantastiske og morsomme og tragiske, og jeg kunne genkende ånden i materialet,” siger den 52-arige forfatter, der i sine bøger selv bevøger sig mellem komedie og drama.

”Det var sadan en deprimerende tid i England. Men på samme tid var der ved at ske en hel masse – faktisk kun et par måneder efter, at Lynn Barbers artikel ender. Vi englændere var meget isolerede og grå, og det føles, som om den fyr, Lynn møder, bringer 60’erne til hendes hus.”

Komik og følelser
Efter frokost gøres der klar til at optage scenen, som Carey Mulligan, Cara Seymour og Alfred Molina har øvet.

”Kom så, gutter,” siger instruktorassistenten.

”Hvis ikke vi far en følelse af at have travlt, bliver vi aldrig fardige med den her film.”

Lone Scherfig fortæller, at Joe Geary er en af de bedste instruktørassistenter, hun nogensinde har arbejdet sammen med.

”Han gør en masse arbejde, der ellers ligger hos instruktøren. Han er helt på min side, 100 procent loyal. Det gør, at jeg kan slappe meget mere af. Da jeg første gang talte med ham, gik det op for mig, at hvis jeg en dag skulle have besked om ubehagelige beslutninger, sa skulle det være fra ham.”

Nick Hornby er gift med filmproducenten Amanda Posey, der sammen med sin partner, Finola Dwyer, købte filmrettighederne til Lynn Barbers essay, hvorefter Hornby gik i gang med at skrive manuskriptet.

BBC Films og amerikanske Endgame Entertainment finansierede filmen, og producenterne udviklede filmen sammen med en instruktør, der dog sprang fra på grund af et andet projekt. En ny instruktør skulle findes.

På det tidspunkt havde Lone Scherfig allerede læst manuskriptet. Hun er stor fan af Hornby, og de har samme agent, som gav den danske instruktør manuskriptet.

Posey og Dwyer var interesserede i at arbejde sammen med Scherfig – de havde begge set Italiensk for begyndere og den engelsksprogede Wilbur begår selvmord – og de vidste, at den 50-årige dansker gerne ville lave endnu en engelsksproget film. Scherfig havde da også gang i en film i England, men da den ikke blev til noget, kom An Education på bordet.

”Lone havde allerede manuskriptet inde under huden, og hun følte sig tiltrukket af historien,” siger Amanda Posey.

”Desuden er tonen i denne film meget vigtig. Det er en hårfin balance mellem komik og følelsesladede øjeblikke, som Nick har i sine skriverier. Det er svært at overføre til film, men Lone syntes at have et sikkert greb om det.”

”Vi vidste, at hun kan bevæge folk, og at hun samtidig har et let trad og kan være morsom. Hun forstod også, hvordan hun skulle fortælle historien fra pigens synsvinkel og vække Jenny til live.”

Original psykopat
Klokken er ved at være mange, men optagelserne er ikke forbi. Budgettet er kun på 4,5 millioner pund, og der er syv uger til at optage i, hvilket ikke er meget til en periodefilm.

Der arbejdes seks dage om ugen fra otte om morgenen til otte om aftenen. Fagforeningerne er ikke lige sa stærke i England, som de er i Danmark, og det resulterer i lave lønninger og lange arbejdsdage.

”Det er hårdt, men okay,” siger Lone Scherfig.

”Vi er snart færdige.”

Det var den mandlige hovedperson, David, der for alvor gjorde hende interesseret i historien.

”Det er en ung piges historie, en coming of age -historie, men det er portrættet af David, der er mest originalt og varieret. Peter Sarsgaard er enormt nuanceret i sit spil, og man er helt vild med David, selv om han er psykopat.”

Det er et emne, Lone Scherfig har villet beskæftige sig med i nogen tid, og hun fortæller, at hun sammen med manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen, der også skrev Wilbur begår selvmord , har arbejdet på et endnu urealiseret manuskript om en psykopat.

”Takket vare David løfter An Education sig fra at være en ungpige-film til at være et portræt af en mand, som bare gerne vil have lov til at leve det liv, han kunne have levet, hvis han havde haft en uddannelse. På den måde kan man tilgive og forstå ham fra starten. Det er en meget svær instruktionsmæssig opgave at få publikum til at falde for David på samme måde, som Jenny og hendes forældre falder for ham.”

En anden grund til, at Lone Scherfig gerne ville lave An Education, var muligheden for at arbejde sammen med Nick Hornby.

”Jeg håber på, at jeg kan ramme hans tone så rent, at det opvejer, at jeg ikke har sproget,” siger hun.

”At det Nick Hornby’ske i det her projekt overlever bedre i min instruktion end i alle mulige andres.”

Scherfig arbejdede tæt sammen med Hornby på de sidste gennemskrivninger af manuskriptet.

”Det var svært at læse, fordi det er så økonomisk. Han beskriver meget lidt. Det er tydeligt, at han er mere lyd end billeder. Man fornemmer dialogen, men der står næsten ikke noget om, hvad de foretager sig, og hvordan tingene ser ud. Det giver mig imidlertid en masse plads, og det giver designeren og fotografen frihed.”

Dagen forinden har produktionen haft besøg af de amerikanske investorer fra Endgame Entertainment, der ville se, om alt gik, som det skulle.

Det er normalt noget, som gør en instruktør bekymret, men for Lone Scherfig var det en positiv oplevelse.

”Vi står hele tiden i problemer til halsen. Vejret er vanvittigt, det hagler, når vi skal lave sommer. Det har været ret strabadserende, og logistikken er et helvede i London, fordi det er så stor en bilpark, vi kører rundt med. Men de amerikanske investorer ved ingenting om vores problemer, og da de så prøverne, var de rigtig glade. Jeg blev simpelthen så lettet.”

Flere slutninger
Den danske instruktør har ikke final cut på An Education, men hun har fået skrevet ind i sin kontrakt, at den skal testvises for publikum et par gange, så der bliver, som hun siger, ”en eller anden objektiv mening at forholde sig til”.

Hun bliver stille et øjeblik og siger så:

”Nu må vi se ... jeg er da bekymret for, om Endgame Entertainment begynder at blande sig, men indtil videre har de været fantastiske.”

Vi springer igen frem i tiden, til december 2009, næsten et år efter filmens verdenspremiere pa Sundance-festivalen.

Lone Scherfig, der er ude at rejse, fortæller per e-mail, at samarbejdet med Endgame Entertainment og de øvrige producenter har været uproblematisk.

”Jeg fulgte klipningen og lydefterarbejdet hele vejen. Filmen er så båret af detaljer, at det ikke ville give nogen mening, hvis jeg ikke fulgte filmen til dørs,” skriver hun og forklarer, at der blev afprøvet flere slutninger.

Den, der endte i filmen, klarede sig bedst ved testvisningerne.

”Men jeg vil ikke afvise, at en af de andre slutninger var bedre. Vi havde en, hvor vi gik ud på et nærbillede af Peter Sarsgaard, og den synes jeg stadig er mere raffineret. Til gengæld tror jeg, at den nuværende version er mere kommerciel. Og løsningen med at give Jenny en voice over er heller ikke nødvendigvis optimal, men budgettet var desværre opbrugt.”

Instruktøren fortæller, at hun og producenterne af An Education gerne vil arbejde sammen igen. Hun skal snart i gang med et nyt filmprojekt:

”Det har et betydeligt højere budget, så forhåbentlig bliver der mere tid og bredere kunstneriske rammer.”