Sommerfilm
19. juli 2019 | 17:12

Da Erik Clausen blev frigjort

Foto | Asa Film Produktion
”Alle er i dag frigjort til andet arbejde,” lyder meldingen fra jakkesættet, og så tager fanden ellers ved Erik Clausens Viggo i De frigjorte fra 1993.

De frigjorte minder mig om barndomsgaden og de frie københavnere, der på den varme årstid kom ud af lejeboligerne, skriver Anders Højberg Kamp i Ekkos sommerserie.

Af Anders Højberg Kamp

”I er blevet frigjort,” lyder det maskinelt fra en høj herre i jakkesæt, der har samlet smedeværkstedets arbejdere. 

”Vil det sige, vi er blevet fyret?” lyder det brovtende fra Leif Sylvester. 

”Som sagt er I blevet frigjort …” 

Jakkesættet får en flaskebajer kylet efter sig. Det sker i en tid, hvor alt manuelt arbejde bliver udliciteret til andre lande. I De frigjorte bliver Leif Sylvester og Erik Clausen arbejdsløse i begyndelsen af 90’erne – sammen med 300.000 andre arbejdere.

Titlen De frigjorte har selvfølgelig en dobbeltbetydning. Nu er Erik Clausen sat fri – også til at sætte en smule gang i fællesgården, så alle ”de frie” kan være med.

Folk på kanten
Jeg så første gang filmen som tyveårig i 2005 i den Valby-ejendom, hvor jeg voksede op. Jeg genkendte med det samme min egen barndom. Vi boede til leje, og i ejendommen var der mange folk på kanten af arbejdsmarkedet.

En varm sommerweekend satte vores vicevært stakitter op langs fælleshaverne. Jeg var seks-syv år gammel, og med ét begyndte både de arbejdende og de arbejdsløse at bruge fælleshaverne.

Jeg husker de frie eksistenser, vi også møder i filmen.

Jeg husker om nogen 70-årige Charlie, der løb en fast tur klokken fem om morgenen, efter hanen galede, drak bajere i opgangen og cyklede København rundt og kom gnaven tilbage om aftenen og hamrede i gulvet, hvis jeg spillede musik.

Og jeg husker ejendommens svar på Tom Waits, der vækkede os med guitar i sommersolen hver morgen og ellers hang på stambodegaen.

Bænkealkoholiker
Filmens persongalleri er også fyldt med det ukrudt, samfundet siden begyndelsen af 90’erne har forsøgt at luge ud i. Dengang kommunen istandsatte deres lejligheder og solgte dem til højst bydende.

Snart blev værtshuse og låsesmede udskiftet med fancy kaffekæder og gitter til gårdene. 

I De frigjorte møder vi Bjarne Liller som bænkealkoholiker, der tager sig en plads i haveselskabet i gården med Erik Clausens familie. 

”Vil du have en snaps?” spørger Erik Clausens kone Helle Ryslinge på arbejderkøbenhavnsk. 

”Ja tak. Bare en enkelt,” siger Bjarne Liller med stenbrodialekt og drikker ud.

”Vil du have en mere?” 

”Ja, tak. Bare en enkelt,” hvorefter Bjarne Liller ta’r hele flasken. 

Slægter stopper
Jeg husker Fru Hansen, som gav en lille én, når man havde hjulpet med at flytte møbler. 

Arbejderromantisk er filmen vel nok, men den viser også bagsiden af arbejderlivet med druk og opløste familier. Med en far, der er fuld af fordomme og nægter at følge med tiden. 

En mand med gamle arbejderparoler på samlebånd, der ikke interesserer sig for sin familie og bliver oprevet, da han finder ud af, at hans søn er ”bøssekarl”. 

”Så stopper slægten. Det bliver ikke noget med farfar her, Viggo,” siger Erik Clausen til sig selv. Og til sin kone siger han: ”Oda, for helvede, det kvindelige svar på en rusten Skoda. Du ligner en pose lort!” 

Rigtige mandfolk
De frigjorte er fyldt med arbejderklassens sprogblomster, som Erik Clausen har foreviget. Filmen er en bastion i tiden, før røgfrie gårde, kontorlandskaber og kapitalistkæder tog overhånd. 

Udviklingen kom også til Valby. 

Den gamle lejeejendom blev pludselig til en andelsforening. Folk fik dollartegn i øjnene. Vi købte alle sammen forholdsvis billig. Med håb om et snarligt millionsalg. 

Men Amagerbanken, som vi havde lånt et tocifret millionbeløb af, krakkede. Huslejen steg til det dobbelte. Andele faldt med flere hundredetusinde kroner – til mindre end det, vi havde købt dem for. 

”Juhuu, mand, det er jul,” råbte Charlie til jakkesættet, der gav os beskeden i Aalholm Kirke. Charlie sad med Tuborgs julebrygnissehue. 

Arbejderklassen blev igen taget i røven. Sådan føltes det, og mange har nu ikke råd til at bo der. Jeg havde i hvert fald ikke. Da jeg flyttede, satte jeg et skilt op foran Charlies kælder med teksten: ”Rigtige mandfolk.”

Trailer: De frigjorte

Kommentarer

Min sommerfilm

Sommer er ikke højsæson for film, men alligevel har de fleste en film, som de forbinder med den varme årstid.

I løbet af juli og august vil Ekkos journalister skrive om deres helt personlige sommerfilm.

Tidligere artikel: Casper Hindse om Jørgen Leths film om Michael Laudrup.

© Filmmagasinet Ekko