Da jeg blev suget fast til Lykkehjulet

Fra midten af februar til slutningen af maj var min tur hjem fra kontoret ikke på mere end fem skridt over i sofaen.

På de 49 kvadratmeter på Vesterbro blev spisebordet omformet til skribleplads, og når arbejdsdage på tocifrede antal timer sluttede, kunne det føles, som om væggene trak sig sammen, mens loftet søgte mod gulvet.

Coronavirus havde lukket Danmark ned, og mit hjem var omdannet til en hule.

En aften fandt jeg på TV 2 Play noget, der var gået min fintunede næse forbi. Lykkehjulet, som samlede de danske familier i hverdagene op gennem 90’erne, var blevet genoplivet.

Ind i studiet spadserer – ikke Bengt Burg og hans sidekick ”Kategorina”, men Mikkel Kryger og Kanya Rørbech.

Men rollerne er en tro kopi af gamle dage. Mikkel styrer ordlegen oppe ved hjulet, som deltagerne skal dreje for at vinde penge. Kanya præsenterer kategorierne og vender bogstaver.

Jeg havde fundet en tryg tidslomme og lænede mig tilbage i sofaen.

En seng fra Hästens
”Michael, 42 år, fra Give, arbejder i en designvirksomhed og ud over det så er du også en flot fyr,” siger Mikkel og griner.

”Tak og i lige måde,” svarer Michael.

”Tak skal du have,” griner Mikkel, og Kanya siger så lidt ud i luften:

”Flotte arme!”

Det overhører Mikkel og præsenterer Sara og Betina i samme stikordsform. Deres arme komplimenterer Kanya ikke.

Nu gælder det om at gætte ord og vinde en seng fra Hästens eller et halvt kilo chokolade.

Hvem styrer?
Jeg slugte 40 programmer på få dage. Det var tyve timers hjulspin.

Jeg grinede ad de aparte optrin og kiksede værter, gættede med på gåderne og tog mig selv i at råbe af deltagerne, når de ikke kunne gætte de mest indlysende ord.

Jeg følte mig ovenpå. Det var mig, der styrede gameshowet.

Indtil det gik op for mig, at jeg var blevet suget fast til lykkehjulet, og ligesom deltagerne drejede rundt, fordi nogle havde bestemt rammerne for, hvordan verden skulle være.

Uden for vinduerne styrede statsministeren slagets gang, skabte reglerne, og vi andre kunne bare sidde og gætte med på, hvornår vi ville få den normale hverdag tilbage.

Og det skete jo faktisk. Vi lader til at være nogenlunde igennem, og nu krydser vi bare afsprittede fingre for, at det holder.

Normaliseringen er på vej. Men hvis den stopper brat, kan TV 2 jo overveje at genudsende programmerne med Bengt Burg.