Da murene smuldrede

Did you walk cool in the sixties daddy?
Did you fight in the war?
Or did you chase all the whores
On the rock and roll rumble?
Did you walk cool in the sixties daddy?
Did you fight in the war?
Did you break all the laws
That were ready to crumble?

Mick Jagger: Primitive Cool (1987)


På albummet Primitive Cool fra 1987 kredser Mick Jagger flere gange om ungdomsoprøret og sin egen rolle i det. Et barn spørger sin far, hvordan det var at være ung i 1960'erne: Var det sjovt? Var du med i krigen? Eller jagtede du skørter? Eller brød du alle de regler, der alligevel var klar til at smuldre?

Barnet, der spørger sin far, kunne være et af Mick Jaggers egne. Og faren derfor Jagger selv. Det fremgår ikke klart, men er sandsynligt.

Til gengæld er et andet nummer på samme album direkte selvbiografisk: War Baby. Her synger Mick Jagger (f. 1943): I was born in a war / So they call me a war baby. Derefter fortsætter han, mere upersonligt og derfor mere uinteressant, med at kritisere våben­kapløbet og spørge, hvorfor vi ikke bare kan tænke på vores børn og holde op med at føre krig, én gang for alle?

Men det kan vi altså ikke — og hensynet til vores børn er desværre lige så ofte et krigsråb som et fredshåb. Så det hele er mere indviklet, end selv Jagger kan indfange på et fire­minutters nummer, og Springsteen mener, han lærte mere fra sådan nogen, end han lærte i hele sin skoletid.

Jeg tror, jeg har samme forhold til ungdomsoprøret, som Jagger har til krigen. Han var en baby på to år, da Anden Verdenskrig sluttede. Jeg var otte år og gik i anden klasse, da ungdomsoprøret kulminerede i 1968. Alligevel synes vi på en eller anden måde, at vi var med og har øjenvidnets særlige ret til at udtale sig.

Det hænger ikke sammen med, at jeg ligner Jagger på andre måder end, at vi begge to er mennesker. Skal man så kalde det lighedspunkt "ikke noget særligt" eller "altafgørende"?

I forhold til monu­mentale begivenheder som Krigen og Oprøret tror jeg, man skal hæfte sig ved det sidste. Hos mine forældre (begge født i 1933) og hos indtil flere hold svigerforældre, der er født i trediverne og fyrrerne, har jeg set det samme: Vi ved noget om krigen! Vi var der!

Oh yeah! kunne man blasert tænke. Du vil bare gerne have en andel i en stor fortælling, og så køber du dig ind på den billigst tænkelige aktie: "Jeg var i det mindste født, da begivenhederne indtraf!"

Den slags motiver kan muligvis spille ind, det vil jeg ikke udelukke, men personligt betragter jeg ung­doms­oprøret og 1968 som noget af det vigtigste, jeg har oplevet. Derfor ville jeg blive ked af det, hvis mistænkelig­gørende og motivgranskende mennesker bare sagde, at jeg i virkeligheden ikke havde oplevet noget, jeg selv betragter som en afgørende periode i min personlige udvikling.

Kort efter ankom Jytte
Fra 1965 til 1968 var min livssituation sådan: Familien Dahl boede i Høng på Vestsjælland. Hr. Dahl var adjunkt på Kalundborg gymnasium og fru Dahl det samme på Høng Studenter-kursus. Da vi kom til byen, var vi en familie på fem. Da vi rejste tre år senere, var vi en familie på syv. Så også i det små gik det stærkt dengang.

En familie på fem-syv mennesker har et stort plads­behov. Til gengæld har to gymnasie­adjunkter ingen penge.

Hvad gør man så?

Der er sikkert mange muligheder, men i vores tilfælde blev pro­blemet løst ved, at min mor blev inspektør på det pigekollegium, der hørte til Høng Studenterkursus, fordi det til dels var en kostskole. Til den tjans hørte en tjenestebolig, og så var vi fint indkvarteret med både hus og have.

Som om det ikke var nok, at vi var fem-syv børn, syntes mine forældre også, at de skulle engagere sig i socialt arbejde. Det var smukt, men ikke særligt gennemtænkt.

En dag dukkede den katolske biskop i Danmark, Hans Martensen, op i vores hjem. Og kort efter ankom Jytte. Hun indgik i den katolske menigheds sociale arbejde og var noget af en vildkat. Derfor havde hun brug for en stabil familie, hvor hun kunne opleve noget stærkt tiltrængt normalitet. Hvad hun i den forbindelse skulle i vores familie, er svært at svare på. Men hvordan skulle en katolsk biskop kunne bedømme, hvordan en familie fungerer?

Det gør nu ikke så meget, for det korte af det lange er, at sammen med Jytte fik jeg en oplevelse for livet i form af en fuldkommen eventyrlig reserve-storesøster, som jeg blev dybt og håbløst forelsket i.

Hvad angår Anden Verdenskrig synes jeg aldrig, man kan få at vide, hvordan den var. Det meste virker som intellektuelle konstruktioner præget af efterrationalisering eller bortforklaring. Det, der forekommer mig sandest, er skrevet af Klaus Rifbjerg, som var ni år gammel, da Danmark blev besat.

Hvorfor? Fordi han hæfter sig ved besæt­telsens hverdag og er tro mod, hvordan barnet oplevede den. Og så kommer der et helt andet billede frem: Besættelsen var enormt hyggelig, fordi det altid er skønt for børn, når rutinen bliver brudt. I stedet for fast­låste roller og mønstre begynder de voksne at tale med andre voksne, de ikke normalt taler med. Og i stedet for at blive i rollerne, falder de voksne ud af dem og siger ting til børnene, de normalt ikke ville have sagt.

Det er sådan nogle billeder af krigen, Rifbjerg - som en af de meget få - kalder frem. Og det er efter min mening en af hans største fortjenester overhovedet. Jeg tror fuldt og fast på, at besættelsen for de fleste var hyggelig, fordi alle regler var sat ud af kraft.

Det ragede dem en papand
Lad mig i den ånd sige noget om ungdomsoprøret, som det så ud for en otteårig dreng i en anden klasse på Vestsjælland.

Da ungdomsoprøret kom til Høng, skete der for det ­første det, at min mor overhovedet ikke kunne styre pigerne på kollegiet. Naturligvis var herrebesøg strengt forbudt (og havde altid fundet sted), men i årene fra 1965 til 1968 blev det umuligt for min mor at håndhæve det normale hykleri.

Både pigerne og drengene på Høng Studenterkursus - som af gemytter var en standard-konform, dansk gymnasieungdom - gjorde åbenlyst oprør mod autori-teterne. Drengene fik Beatles-hår. Pigerne lod håret hænge ned og satte blomster i det. De hørte beatmusik (som man sagde dengang, fordi man troede, det hed sådan på engelsk), og det ragede dem en papand, hvad min mor udstedte af forordninger. Selv når hun fik min far til at spille bussemand, fordi hun ikke selv turde spille bussekone.

Det var meget rystende for mig og vistnok også for min lillebror at opleve, at der på den måde, og med held, blev gjort oprør mod Guds to stedfortrædere på jorden: vores mor og far.

Omkring pigerne på min mors kollegium var der en feminin mystik, som i 1965 blev holdt kraftigt nede af tækkeligt tøj og konservative omgangsformer. Selvfølgelig gennemgik jeg også selv et forløb, der omskabte mig fra et infantilt væsen på fem år til et modent menneske på otte. Men det fore­kommer mig, at der også i de år som noget nyt blev indført sex på min mors kollegium.

I 1968 var pigernes tækkelige tøj væk og erstattet af supercool hippietøj. Det åbenbarede, at de store piger i gymnasiet var skabt på en helt anden måde end både de kvindelige lærere på Høng Studenterkursus, som jeg af gode grunde så en del til, og de små piger, jeg gik i klasse med. Jeg syntes, det var ufat­telig interessant, selv om jeg nok var mest forgabt i en af pigerne på kollegiet, der var enormt god til at klatre i træer.

Stemmen var så fantastisk
Jytte var et kapitel for sig selv. Hun havde eget værelse i vores hus, selv om hun kun kom på besøg engang imellem. Det var fyldt med plakater af Beatles og navnlig Stones. Desuden havde hun en rejsegrammofon og en kæmpe samling af singler.

Sådan stiftede jeg bekendtskab med alle de mærkelige danske genindspilninger af udenlandske hits, man lavede dengang. Men også med Peter Belli, Beatles og navnlig: Stones, Stones og atter Stones. Jytte lærte mig navnene på de fem musikere, holdt mig opdateret om skandaler og arrestationer og gav efter for plagerier om at spille det nummer, jeg syntes bedst om, Have You Seen Your Mother, Baby, Standing in the Shadow?
 
Det stille mellemstykke, hvor Mick Jagger synger Tell me a story about how you adore me, forstod jeg ikke en lyd af, men stemmen og stemningen var så fantastisk, at jeg hver gang glædede mig til den del af nummeret, allerede når hornene satte ind i første vers.

Jytte gjorde selvfølgelig oprør mod mine forældre, som var magtesløse. Jeg forstod ikke, hvor­dan de kunne være så vrede på hende, fordi hun var så fantastisk sød og spændende og åbnede en verden, jeg ikke vidste det mindste om: Rockmusik. Cigaretter. Alkohol. De lokale drenge, der sværmede om hende på deres knallerter. Ture på cykler til Mullerup Strand med sodavand og transistorradio, hvor jeg heldigvis var for lille til at opdage, hvor ubelejlig min tilstedeværelse var (og Jytte alt for sød til nogen sinde at sige, at jeg var møgirriterende).

Jeg ved faktisk ikke, hvad der er blevet af Jytte, og om hun overhovedet lever. Jeg frygter også det værste, for hun var en vild pige og ikke specielt optaget af at træffe fornuftige, småborgerlige valg. Men så længe jeg ikke ved noget, kan jeg nøjes med at tænke på, hvad hun var: en vild og farlig reserve-storesøster, der på den sødest tænkelig måde indviede mig til sex, drugs and rock'n'roll.

Heroin with the president
Ungdomsoprøret var alt det, jeg husker fra de glade år i Høng: Oprør, sex og musik. Og det er her stadigvæk, ­selvom det har ændret sig. Da Shine a Light havde premiere i Danmark, måtte jeg straks løse billet, så jeg kunne tage min barndoms helte i øjesyn én gang til. Tættere på og med bedre lyd, end da jeg hørte dem i Göteborg i 1982 og i København i 1995 og 97, heldigvis.

Men samtidig med, at ungdoms­oprøret er intakt, har det også forandret sig. I 1978 kunne Stones gøre grin med, at de var blevet en del af systemet: "Well now we're respected in society / we don't worry about the things that we used to be / We're talking heroin with the president / It's a problem, sir, but it can't be bent," siger de i Respectable.

Når man tredive år senere ser Bill Clinton hilse høfligt på The Rolling Stones og præsentere dem for sin datter, sin kone, sin gamle mor og Mr. Kwasniewski, who used to be president of Poland indser man, at Stones ikke er blevet en del af systemet, men at det er lige omvendt: Systemet er blevet Stones.

Dannede mennesker i magtfulde positioner bør kunne deres Bob Dylan, deres Neil Young og deres Led Zeppelin. Kan folk ikke det, har de måske nok erhvervet en eller anden magtposition. Men de kan pr. definition ikke regnes til de dannede, og man har en naturlig ret til at drage i tvivl, om de overhovedet er i stand til at træffe fornuftige beslutninger og have med mennesker at gøre.

Tanken med Amerika
Den del af ungdomsoprøret, der stadig har gyldighed, er ikke bare en generel referenceramme af rock­musik. Arven er også, at i den vestlige, verdslige verden har rockmusikere en moralsk autoritet, der rækker længere end nogen andres. Paven kan sige, hvad han vil, om fattigdom, men der kræves en Bono for, at nogen hører efter.

I den forstand var det både rigtigt og forkert, da John Lennon sagde, at the Beatles var mere populære end Jesus. Til forskel fra John Lennon tyder intet på, at Guds Søn nogen sinde opfattede sin kar­riere som en popularitetskonkurrence. Der burde på den måde være plads til dem begge, men da de to i hen ved tredive år har haft lejlighed til at diskutere spørgsmålet personligt, skal jeg ikke kloge mig på, hvad de er nået frem til.

Men betragt situationen i dag. Hvis Barack Obama i kampen for nomineringen til demo­kratisk præsident-kandidat siger noget flabet om den lavere middelklasse, og alle falder over ham, bliver det hans redning, at Bruce Spring­steen taler til folk­et og beder det om at slappe lidt af og se tingene i deres rette, større perspektiv. Obama er, skriver Springsteen på sin hjemmeside, den kandidat, der bedst forstår, hvad Amerika handler om.

At sige sådan, uden at man bagefter bliver til grin, kræver en betydelig autoritet.

At der findes en "tanke om Amerika" går muligvis tilbage til republikkens grundlæggelse i 1776, men bliver — så vidt jeg ved — første gang formuleret på netop den måde i åbningsnummeret af The Atlantic Monthly, som udkom i 1857. Der skriver bladets udgivere (som blandt andet var Ralph Waldo Emerson, Oliver Wendell Holmes, Henry Wadsworth Longfellow og James Russell Lowell) i en fælles erklæring, at meningen med at udgive tidsskriftet var at overskride politiske grænser og henvende sig til enhver, der kunne bekende sig til den amerikanske tanke. I det følgende bliver den beskrevet nærmere som:

"Freedom, National Progress, and Honor, whether public or private."

Siden den sad på udgiverne af The Atlantic Monthly har kappen, der giver ret til at udtale sig om, hvad Amerika går ud på, siddet på skuldrene af en ren konge­række af store amerikanere. Lincoln, Roosevelt og Kennedy. Whitman, Steinbeck og nu rockmusikeren Bruce Springsteen. Så vidt jeg kan se, ligger den lige så naturligt og klædeligt på hans skuldre, som den tidligere har ligget på hans forgængeres. Og det er, når man tænker på rockmusikken og ungdomsoprøret, i enhver henseende forbløffende. Så hvordan kunne det gå til?

Oprørets pionerer
Når man skal diskutere ungdomsoprøret og dets konsekvenser, er det som altid en god idé at interessere sig for de lange linjer. Som Mick Jagger så rigtigt siger, skal man i første omgang søge årsagerne til ungdomsoprøret i Anden Verdenskrig. Da han selv og alle de andre krigsbørn blev voksne, opdagede de for det første, at de var mange, og for det andet, at man bare behøvede puste til de autoritære mure. Så ville de brase sammen, og en ny tidsalder ville begynde.

Men hvorfor var det egentlig, at de gamle autoritære mure, Jagger taler om, var så møre? Det svarer han ikke på, og selv om jeg har ham under stærk mistanke for at være en intelligent og dannet mand, er det ikke sikkert, han kan svare.

Det har bredt sig til et punkt, hvor man så småt kan kalde det "almen viden", at hvis man vil forstå det tyvende århundrede, skal man sætte sig ind i Første Verdenskrig — ikke Anden. Sådan er det i al­mindelighed, og sådan er det også med ungdomsoprøret.

Som det fremgår af Henrik Jensens frem­ragende bog Det faderløse samfund, var ungdomsoprøret i fuld gang i årene op til Første Verdenskrig. Psyko­analysens grundlæggende indsigter var blevet formuleret, og en voksende gruppe af kunstnere og intellek­tuelle arbejdede for det første på at komme til en dybere indsigt i dens konsekvenser og for det andet på at udbrede kendskabet den.

De mest radikale pionerer inden for det projekt nøjedes ikke med teori. De etablerede kollektiver, hvor de eksperimenterede med at fusionere kunst, psykoanalyse, narkotika og fri sex. En cocktail — det behøver jeg ikke huske nogen på — der i den grad minder om den, der blev blandet i San Francisco i 1967, the summer of love.

Mørnede mure
Et enkelt eksempel er kunstnerkollektivet Monte Verità i den italiensksprogede schweiziske kanton Ticino, der blev stiftet i år 1900. Her kom C.G. Jung, Hermann Hesse, Erich Maria Remarque, Isadora Duncan, Frida og Else von Richthofen, Otto Gross og en lang række andre mere eller mindre kendte urgrundlæggere af ungdoms­oprøret.

Verdenskrig, nationalisme og selv­destruktion splittede i årene, der fulgte, gruppen for alle vinde. De to første faktorer slap 1968-oprørerne for, hvilket kun gav så meget desto bedre plads til selvdestruktionen iblandt dem. Hesse elskede dog Ticino så højt, at han mere eller mindre blev der resten af sit liv. Han bosatte sig i lands­byen Montagnola, der i dag er en forstad til Lugano, og er begravet på byens lokale kirkegård.

Når murene, som Mick Jagger så rigtigt siger, var klar til at smuldre, var det fordi en tidligere ungdomskultur, som var skabt af mennesker i Jaggers bedsteforældre-generation, havde brugt en betydelig energi på at forsøge at vælte dem i halvandet årti, fra omkring år 1900 til Første Verdenskrig brød ud i 1914.

Om det er rigtigt, at visse egenskaber springer en generation over, så det måtte blive børnebørn af Jaggers bedsteforældregeneration, der endelig fik væltet murene, ved jeg ikke. Men som blandt andet Henrik Jensen fremstiller historien, besluttede fædrene til Jaggers bedsteforældre-generation (nu bliver det ind­viklet) at myrde deres sønner i skyttegravene på Vestfronten i årene fra 1914 til 1918.

For det første døde en god del af Mick Jaggers bedstefædres generation i skyttegravene, og langt fra den dårligste del. For det andet var krigen slet ikke afgjort i 1918. Der var bare trykket på pauseknappen, og krigen blev genoptaget i 1939 — for så at få sin "varme" fase lukket ned i 1945 og sin "kolde" i 1989/91. Det hele er ét sammen­hæng­ende forløb, hvor det ene misfoster fra Første Verdenskrig, Versaillesfreden, bliver slået ihjel i 1945 og det andet, Sovjetunionen, langt om længe i 1991.

Når murene faldt så hurtigt, var det både, fordi de var mørnede af tidligere angreb, og fordi de blev ramt af en kraft, der havde været opstemmet siden før Første Verdenskrig. Resultatet blev bedre, end den vildeste optimist fra Monte Verità kunne have håbet på:

Stort set alle de mennesker i det moderne sam­fund, der har nogen som helst autoritet i det offentlige liv, er kendetegnet ved, at de ikke har noget embede eller nogen magtbastion. Magt kan stadig ikke ignoreres, men autoritet er noget ganske andet, og den har i vore dage altid et åndeligt fundament.

Jeg — en 67'er
Engang deltog jeg sammen med Jens Jørgen Thorsen i en tv-udsendelse om 1968. Bagefter var vi sultne og drog fra Gladsaxe ind mod København, hvor vi fandt en restaurant og fik bestilt noget mad. Ingen af os følte, vi var kommet til orde (der må grines ...). Det hele var gået op i Reimer Bo (mig-mig-mig), Finn-Einar Madsen (jeg-fortryder-intet) og Peter Ingemann (EU-er-skyld-i-alverdens-ondskab).

Vi havde optrådt sammen før, men det blev en uforglemmelig aften. For det første fordi det var sidste gang, jeg så Jens Jørgen. For det andet fordi han gav mig et enormt godt foredrag om 1968. Essensen var, at man måtte skelne. Jens Jørgen mente, at han var 1967'er, fordi han var tilhænger af det antiautoritære oprør og af kampen for personlig og seksuel frihed, som også havde været kernen i the summer of love. Til gengæld kunne han ikke fordrage 1968.

"Hvordan kan man have fidus til folk, som frivilligt har boet i et kollektiv, der er opkaldt efter en massemorder?" fnyste han, da jeg i forbifarten udspurgte ham om Maos Lyst. Jeg forstod til fulde, hvad Jens Jørgen mente og vil også kalde mig selv 1967'er, men ikke 1968'er. Den blivende del af ungdomsoprøret er det, Jens Jørgen Thorsen kaldte "1967", og som jeg har defineret som den del, der gik tilbage til før Første Verdenskrig. En gigantisk bue, som spænder fra før den store katastrofe i 1914 til nu, efter 1991, hvor Sovjetunionen er væk og det mareridt, vi almindeligvis kalder "det tyvende århundrede", kommer på afstand.

Både Beatles og Stones var en del af det frigørelses­projekt, der gik tilbage til begyndelsen af 1900-tallet og ikke havde at gøre med det tyvende århundrede og den kolde krig.

I den store verden førte det frigørelsesprojekt ikke til, at Beatles og Stones blev en del af systemet, men til at "systemet" blev Beatles og Stones. I den lille verden førte projektet til, at jeg i hjertet altid vil være hippie — fordi min første kærlighed, min egen rock'n'roll Pippi Langstrømpe, kaldet Jytte, også bor dér.

Den fæle og ligegyldige del af ungdomsoprøret var den del, der var låst fast i det tyvende århundrede: Den politiske radikalisering. Polariseringen og identitetspolitikken. Den stupide underkastelse under den ene eller den anden 'isme.

Den triste del var lige ved at få ram på den vigtige del, men i sidste øjeblik holdt John Lennon hovedet koldt. Selv om det siges, at man skal læse Revolution og Street Fighting Man som en kritisk dialog mellem ungdomsoprørets to giganter, så tror jeg, Stones i stilhed besindede sig og gav Lennon ret. Man kan ikke forklare deres status og deres fortsatte relevans i det 21. århundrede på andre måder.

You say you'll change the constitution
Well, you know
We all want to change your head
You tell me it's the institution
Well, you know
You better free you mind instead
But if you go carrying pictures of chairman Mao
You ain't going to make it with anyone anyhow

John Lennon: Revolution (1968)