Da nattevagten blev daglejer

Den amerikanske drøm opstår altid et eller andet sted uden for USA. I enhver rockmusiker. I enhver forfatter. Og måske især i enhver skuespiller lever den latent. Men hvordan – og især hvornår – bliver den en realitet i bevidstheden?

Da Nikolaj Coster-Waldau sidder over for mig i en læderstol, minder han mig om min egen familie, der kommer fra Sydsjælland. De er joviale, venlige folk. De er hyggelige. Og de er helt nede på jorden uanset, hvad der sker. Det er han også. Jeg kaster mig ud i et forsøg på at følge i hælene på den hæsblæsende karriere, som action-helten fra indtil flere amerikanske tv-serier lige nu er midt i.

– Hvornår drømte du første gang om at komme ud – ud af lille Danmark?

”Jeg har altid gerne villet af sted. Men jeg kan godt huske første gang, jeg tænkte, at der for alvor kunne være en mulighed. Efter min spillefilmdebut i Nattevagten solgte de filmen til remake som Nightwatch, og Ewan McGregor skulle spille min rolle. Men fordi hans agent havde set originalen, kom der allerede hul igennem dér. De kontaktede mig og sagde, at de godt kunne tænke sig at repræsentere mig,” fortæller Nikolaj Coster-Waldau.

Imidlertid var han allerede i London, inden Nattevagten fik premiere, fordi han helt fra starten ville satse på en international karriere. Så efter filmdebuten fik han hurtigt sin første udenlandske rolle. Det var i filmen Bent.

”Instruktøren Sean Mathias havde lånt Stings hus, for at det ikke skal være løgn, og det lå oppe i High Gate. Han inviterede mig op, vi sad bare og snakkede, han spurgte, om jeg ville være med, og jeg kan huske, at jeg bare tænkte: ’Wow, hvor fantastisk.’ Der var altså bare et eller andet uvirkeligt over det her med alle de britiske skuespillere, man havde omkring sig. Clive Owen spillede hovedrollen, Ian McKellen var med, og Mick Jagger hang oppe i en trapez og sang en sang, som Philip Glass havde lavet,” siger Coster-Waldau.

Bjergbestiger med højt hår
Mange glemmer sommetider, at alle – også de nu berømte stjerner – er startet fra bunden. Men Nikolaj Coster-Waldau mødte også andre, der var i karrierens begyndelse.

”Bent var første gang, jeg var med i noget i udlandet. Jeg gik rundt dér på settet imellem alle de kendte og følte mig meget ny. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt snakkede med en af statisterne. Han havde lige fået en rolle i USA og var meget nervøs. Det var Jude Law. Det hele var sgu sådan en fed oplevelse. Jeg blev meget tændt på det, kan jeg huske.”

– Kom filmen ud i Danmark?

”Ja, eller ... den blev vist på sådan en bøsse- og lesbisk-filmfestival.”

– Hvornår startede ’Amerika’ for dig? Hvad gjorde du? Tog du selv derover og pitchede løs, eller hvordan foregår sådan noget?

”Nej, jeg fik jo en agent på grund af Nattevagten. Og det gjorde, at jeg fik nogle møder. Der gik kun en tre-fire uger, så fik jeg rollen i Bent. Og så blev jeg ellers sendt ud til en milliard castings, hvor jeg meget ofte var enormt tæt på, men røg på accenten. Det var næsten altid det, de fældede mig på. Men på det tidspunkt var jeg meget naiv. Jeg tog jo af sted, og jeg tænkte: ’Det kan da ikke være det store problem.’ Så jeg sad bare selv og øvede mig. Jeg så fjernsyn, for eksempel, og gentog alt, hvad de sagde, som om jeg var en eller anden papegøje. Og hos min søster – der har boet i England i mange, mange år – sagde jeg, da jeg boede hos hende: ’Prøv og hør, vi kommer ikke til at tale dansk sammen, imens jeg er her.’ Og så talte vi kun engelsk. Jeg var meget fokuseret på det, men jeg fik stadig afslag,” husker Nikolaj Coster-Waldau.

– Hvornår blev det så alvor, hvis man kan sige det sådan?

”Jeg kan huske, at der kom en film, som hed Vertical Limit. Det var sådan en bjergbestiger-film, hvor jeg skulle til casting. Jeg var ude og læse op, og det gik også fint. Instruktøren sagde: ’Prøv lige at læse til hovedrollen også.’ Og så læste jeg til hovedrollen. Jeg kan huske, at det var en torsdag. Allerede torsdag nat ringede min agent mig op. Han sagde: ’De vil gerne teste dig til hovedrollen.’ Jeg anede ikke, hvad det betød. ’Teste’? Men han forklarede: ’I morgen tidlig bliver du hentet i en bil og kørt i lufthavnen, så bliver du fløjet til Los Angeles, og derovre bliver du så testet.’”

”Ganske rigtigt, der kom en bil næste morgen, jeg blev fløjet over og sad så der på business class. Der havde jeg aldrig siddet før, og jeg syntes pludselig, at det var sgu ret vildt. Jeg måtte være ret tæt på. Og det var jeg selvfølgelig også. Nå, men jeg kommer over og ind til det her cirkus i filmstudiet, hvor jeg skal bruge en hel dag på kostume-tests og makeup-tests og hvad ved jeg. Og dagen efter kommer så selve testen. De har simpelthen bygget et helt kæmpestudie op med Himalayas bjerge, der er telte forrest, og det hele er ligesom på en rigtig filmoptagelse. Testen var simpelthen en rigtig filmdag. Jeg blev fuldstændig chokeret. Og samtidig smider de så en ti centimeter tyk stak af papirer foran mig, som jeg skal skrive under på – dét er kontrakten. Jeg kan huske, at jeg bare kiggede chokeret på de dér tal dér ...”

– Er det lønnen?

”Ja, det er lønnen, det er vilkår, det er sgu det hele. Jeg kan huske, at jeg lige når at læse, at der står: ’Du skal regne med, at du skal flyve med helikopter på daglig basis op til filmoptagelserne i bjergene.’ Det var et par timer før, vi var tre, der skulle ind og testes. Jeg havde jo ikke amerikansk accent på det her tidspunkt, så det lå hele tiden som sådan en bombe – åh, nej, for fanden, det kan jeg jo ikke, og så for at gøre det hele endnu værre: Kan du huske den første Dødbringende våben-film? Mel Gibson, han har sådan et rigtig højt hår i den film. Nå, så laver de sådan et højt hår på mig også.”

”Jeg har nærmest lavet flere tusinde castings nu, men det her var altså i særklasse et eksempel på, at alt kan være dårligt timet op til en casting. Jeg var chokeret, jeg var rystet, og jeg stod der med det dér høje hår – og havde ingen amerikansk accent. Jeg gik ind og var med, kom ud og var stadig sådan lidt ... Hold da op! Det var første gang, jeg var i Hollywood, og bare det med at være der, at se skiltet med Hollywood-bogstaverne oppe på bakken, alt det dér magi dér. Det var så overvældende. Jeg har vel været 27, men jeg følte, at jeg var meget ung, og det var jeg også på mange planer,” siger Nikolaj Coster-Waldau og sender et overbærende smil til en yngre udgave af sig selv i fantasien.

– Men du fik ikke rollen?

”Jeg fik den ikke, og det vidste jeg jo også godt. Men jeg fik da noget ud af det, for hvis man kan gå ind til et møde den ene dag i London og dagen efter være i Hollywood og være så tæt på, betyder det jo, at det kan lade sig gøre. Så jeg fik smag for det: ’Det her kan sgu ske i virkeligheden.’”

– Det lyder meget besnærende?

”Ja. Men det er jo så samtidig faren ved Hollywood. For hvis du spørger om, hvorfor der bor så mange håbefulde unge mennesker i Los Angeles – langt de fleste, der bor der, er jo folk, som bare håber på at komme ind i filmbranchen – er svaret den dér følelse: ’Arh, jeg kan næææsten nå gennembruddet, succesen, den er lige dér, lige foran mig ...’”

”Hør her, vi er amerikanere!”
– Efter det lavede du flere mindre ting, en fransk film, engelske tv-serier, men hvornår kom vendepunktet?

”Det var en serie, Filthy Gorgeous, der handlede om prostituerede i New York. Det var på kanalen Showtime, som var up and coming på det tidspunkt. Jeg lavede en casting i London, og den var de rigtig glade for. Så tog jeg over til Los Angeles, hvor jeg mødte forfatteren og instruktøren, og der skal jeg så til det, der hedder en ’network test’.”

– Hvad er det?

”Ja, det er helt absurd, for det har ikke rigtig noget med noget at gøre, og det er det mest stressende, man kan forestille sig. Man kommer ind i det her meget store konferencelokale, hvor der sidder tyve executives ved et bord. Og så skal du spille scenerne for dem, som om det er sådan et mini-teater, selv om det hele jo er lavet til en tv-skærm. Man sidder tre-fire stykker udenfor og er i totalt konkurrence med hinanden, og om lidt skal man op på skafottet. Samtidig skal man så skrive under på alle de her store, tykke kontrakter, hvor man binder sig til fem år – hvis man altså får rollen. Jeg gik ind og lavede den, sådan som jeg nu syntes, at det skulle gøres. Og det gik da okay.”

”Men bagefter kom instruktøren ud og sagde: ’Prøv og hør her, du skal spille for amerikanere, ikke europæere. Vi er amerikanere! Og vi har bare en anden ting kørende. Vi er fremme i skoene, vi skal have fat i folk! Det er en helt anden energi, og du bliver nødt til at tage den energi. Det rum er du nødt til at gå ind og tage.’”

”For mig var det et afgørende øjeblik. Her har man rejst den halve verden rundt, og så skal man sgu da også ville det, når man står der. Så gik jeg ind og tog rummet. Og så fik jeg rollen.”

– Man kan altså ikke komme til USA og så bare være dansker?

”Nej, det er udelukket, og specielt hvis man skal spille amerikaner. Og du ved det jo godt. Når du møder en amerikaner, er det bare noget andet. De taler højere, der er bare en anden energi, de understreger flere ting med accenten: Flere ord er vigtige, når man taler med en amerikaner!”

Rollen viste sig at være meget grænse- overskridende. Nikolaj Coster-Waldau spillede en prostitueret, der både var sammen med mænd og kvinder.

”Jeg vil sige det sådan, at serien kom for tidligt i forhold til, hvad vi senere har set: at vise sex på tv. Så det blev kun til en pilot (et prøveafsnit, red.).”

– Men så havde du da en pilot!

”Nemlig. Det vigtige var, at nu havde jeg haft en hovedrolle i en pilot, så når en caster sad og ledte efter en skuespiller til en hovedrolle i en serie, dukkede mit navn op på listen,” siger Nikolaj Coster-Waldau og ser begejstret ud.

– Men der er stadig mange afslag?

”Der er sindssygt mange afslag!”

– Man må blive meget skuffet?

”Man bliver selvfølgelig mere professionel med tiden. Men hvis det er noget, man virkelig, virkelig gerne vil, så bliver man skuffet.”

– Hvad var den sidste rolle, du var sådan rigtig skuffet over, at du ikke fik?

”Jamen, det var for et par år siden. Jeg var meget, meget tæt på at få en rolle i en Andrew Stanton-film, der hedder John Carter. Det er Pixars første live action-film, hvor jeg testede til hovedrollen. Det var en fed rolle, og det bliver en fed film, fordi Stanton, og for den sags skyld også Pixar, kun laver fede film. Han er den sødeste mand, jeg har mødt. Men vi var tre til testing’en, og så valgte de altså en anden. Disney står bag det hele, og det er planen at lave en trilogi, hvor hver film tager tre-fire år at lave. De sagde til mig, at de simpelthen tog én, der var ti år yngre. Jeg synes jo nok, at man på forhånd ville kunne have regnet ud, at jeg ville være omkring 50, når vi var færdige. Dét var skuffende.”

Arbejdsdagen for en tv-stjerne
– Du kom videre ...

”Ja, for Alan Ball spurgte kort efter, om jeg ville komme til casting på en ny HBO-serie, True Blood. På samme tidspunkt spurgte Lasse Hallström, om jeg ville komme til casting på en pilot til en serie, der skulle hedde New Amsterdam. Det var en romantisk historie om en mand, der er udødelig, og som derfor har levet igennem hele New Yorks historie. Jeg er selv meget interesseret i historien, og i hvert afsnit ville man bruge et moment i New Yorks historie til at spejle noget i nutidshistorien. Det syntes jeg lød pisse spændende. Jeg snakkede så med Lasse, og han ville gerne have mig. Samtidig ville HBO gerne have mig i True Blood. Der er jo ikke noget bedre, end hvis der er to, der vil have dig, for så vil de lige pludselig have dig endnu mere. Men jeg endte med at vælge New Amsterdam, fordi det var en kæmpe hovedrolle, og samtidig var det FOX, som er et rigtigt network.”

– Så tog du til New York?

”Ja, og det var første gang, jeg havde en rigtig dialektlærer på, sådan, hundrede procent, hele tiden. Så jeg fik lært amerikansk ordentligt. Problemet er bare, at jeg kun kan nå et vist stykke med sproget. De sidste ... lad os sige fem til ti procent, dem kan jeg simpelthen ikke høre. Det er dels noget kulturelt, og dels noget med, at der er noget i sprog, man ikke kan gætte sig til. Hvordan betoner man lige det her ord? Man ved måske ikke engang, hvad det er, men man kan høre, at der er et eller andet. Det, jeg fandt ud af hos min lærer, var, at amerikanerne smider en hel masse væk. Jeg kan jo godt læse mine replikker, og jeg kan også godt læse dem på amerikansk. Men amerikanere siger ikke ’to’ som en dansker, der læser ordet højt. De siger måske bare ’t’, det er faktisk bare lige t’et, der bliver strejfet.”

”Derudover så fik jeg lov til at komme ind i hele det cirkus, som sådan en serie er. Jeg drønede rundt i New Yorks undergrund som politimand og fik også lov at rende rundt som plattenslager i 1600-tallets udgave af byen.”

– Hvordan ser en arbejdsdag ud for en tv-stjerne i USA?

”Vi begyndte meget tidligt mandag morgen, og så havde vi nogle sindssygt lange dage. Jeg havde især, fordi jeg havde timer med min dialektlærer hver dag. Mandag mødte jeg klokken 5.30 og fik fri klokken 20.00 om aftenen. Hjemme læste jeg så til næste dag. Jeg mødte lidt senere om tirsdagen, men hen over ugen blev dagene længere og længere, fordi jeg fik senere og senere fri. Fredag sluttede vi typisk først klokken 4.00 om natten. Så om lørdagen vågnede jeg op og var stort set bare en zombie. Jeg gik rundt i sådan en trance hele dagen. Søndag middag mødtes jeg så med dialektlæreren igen for at læse op på hele næste uges replikker, og mandag mødte jeg så klokken 5.30 igen. Så ... en halv fridag. Resten af tiden var det bare fuld skrue.”

– Du er også kommet med i den nu Emmy-nominerede fantasy-serie Game of Thrones?

”Ja, og man bærer jo rundt på sine fordomme. Jeg tænkte helt fra starten: ’Fantasy, hvad er nu det for noget?’ Men så gik jeg til et møde med skaberne David Benioff og D.B. Weiss og med Carolyn Strauss, der er producer på serien. De sagde, at George R.R. Martin er blevet kaldt Tolkien for voksne, og de havde ret. Sagen er den, at serien handler om mennesker. Der er nogle overnaturlige kræfter, men menneskerne inde i fantasy-universet reagerer realistisk – sådan som vi gør i dag. Det handler mere om, hvem der har magten i virkelighedens verden,” fortæller Nikolaj Coster-Waldau.

– Er det så en drømmerolle, du har fået?

”I hele min karriere har jeg fulgt den regel, at hvis du er sammen med dygtige folk, kan det godt være, at det ikke bliver til det helt store, men rejsen bliver i hvert fald sjovere. Og de her HBO-folk, de er rigtig dygtige! De er pissegode til at samle folk. De putter så mange ressourcer ind i at skabe den her verden. Det er virkelig interessant at være med i, og for mig er det samtidig interessant, at det er så godt skrevet. Min karakter starter som Den Onde selv, men han udvikler sig kolossalt, og – mere spændende – han begynder faktisk først på det langt, langt inde i serien. Så i starten ser vi ham kun, som jeg ser dig lige nu, siddende dér i stolen, for eksempel. Vi ved det om ham, som vi har set indtil nu. Ikke andet.”

Amerikansk thriller på norsk
– Jeg kan godt lide, at han er så ond. Dér, hvor han skubber et barn ud fra et tårn, fordi barnet har overværet et samleje. Bare sådan et hårdt puf med ordene ...

”The things I do for love! Netop. Han er virkelig ondskaben selv.”

– Men så bliver han god?

”Naaarh ... måske har han bare i virkeligheden aldrig været ond. Nu vil jeg jo ikke afsløre for meget, men den sætning – ’the things I do for love’ – er faktisk kernen i min karakter. Det er ret spændende. Jeg kan også godt lide, at jeg nærmest skal ligne Prince Charming fra Shrek. Altså vi leger virkelig med klicheen her, ikke? Men senere, så udvikler der sig en helt anden side. En anden ting, jeg godt kan lide ved at arbejde med serien, er, at man kun optager i fem måneder om året. Så resten af året kan jeg jo lave andre ting. Som for eksempel den norske Jo Nesbø-filmatisering Headhunterne, og der er jo noget sært amerikansk ved den. Bare navnene ... Roger Brown! Det er ligesom skåret ud ...”

– Hvad har forskellen været på at arbejde med Headhunterne i Skandinavien og så opgaverne i USA?

”USA er jo mange ting. Der er studierne, så er der store independent-selskaber, og så er der små ’rigtige’ independent-selskaber. Men hvis vi tager en stor amerikansk film og vores danske film, er de jo grundlæggende ens. Arbejdsdagen er kortere her hos os, og holdene er mindre, hvilket indebærer, at færre folk skal løbe hurtigere, men vi har så også overenskomster, der er i særklasse i relation til arbejdstid. Til gengæld har man arbejdsforhold i USA, som vi ikke har i Skandinavien. For eksempel har man et sted at klæde om og et sted at være imellem optagelserne. Det er ikke en selvfølge på en dansk-norsk film, at hvis det er frostgrader, og en skuespiller er halvnøgen, og man har regnmaskiner kørende, så er det nok smart for alle, hvis skuespilleren har et sted at holde sig varm i pauserne. Og så har man jo for resten heller ikke nogen forestillinger på amerikanske film om, at et filmset er et demokrati.”

– Og hvordan synes du, det er at være med i en ”amerikansk” thriller a la Norden?

”Jeg havde en fest på Hodejegerne, som vi optog i og omkring Oslo. Romanforlægget er norsk, holdet foran og bag kameraet var skandinavisk. Det er en thriller. Selvfølgelig er inspirationen fra USA tydelig, men alligevel er den også uomtvisteligt skandinavisk, synes jeg.”

– Er du endt dér, hvor du gerne vil?

”Man kan i hvert fald sige, at det har taget længere tid, end jeg troede. For når man er 25, så synes man, at fem år er sindssygt lang tid. Nu er der så gået tyve år. Jeg er et helt andet sted, end jeg regnede med, for drømmen var jo selvfølgelig, at jeg skulle have hovedroller i store film. I stedet har jeg været med i en masse europæiske co-produktioner, som aldrig er blevet vist herhjemme, men det har været virkelig store oplevelser. Samtidig har jeg haft det privilegium at kunne komme tilbage og lave film her i Danmark. Jeg er jo virkelig heldig.”

”Men sandheden er, at jeg hverken er super- stjerne eller stor stjerne eller noget. Prøv og hør, jeg arbejder, ikke også? Og alle skuespillere, som har noget at lave ... det er faktisk ret godt gået. Hvis man skal tale om ’succes’, har jeg faktisk aldrig været i stand til at planlægge noget som helst. Der er bare en udvikling, og i forhold til for ti år siden, så er jeg et andet sted. Og som jeg ser det, et bedre sted.”

– Jeg er nødt til at spørge: Er du blevet rig?

”Jeg sad lige og tænkte: ’Hvorfor søren spørger han ikke om det?’ Ha, ha. Svaret er: ’Nej!’ Min store ambition er, at jeg en dag får råd til at købe mit hus i stedet for bare at have lånt det af banken. Hvis New Amsterdam var blevet en kæmpe succes – eller hvis jeg stod med en hovedrolle i en kæmpe film – så ville jeg kunne sige: ’Nu skal jeg have nogle flere penge.’ Men alle andre skuespillere får altså helt almindelige lønninger. Og som et chok til danske skuespillere vil jeg sige, at de er virkelig vellønnede i forhold til deres amerikanske og britiske kolleger. Kontrakten beskriver en løn, og så får man fem procents stigning om året. Punktum. Det er kun i sådan nogle lange serier som Friends, at de medvirkende efterhånden kan flippe helt ud og bede om tårnhøje beløb. Da jeg selv begyndte på Game of Thrones, var jeg lige blevet tilbudt en rolle i en dansk tv-produktion, og der tænkte jeg: ’Det var lige godt satans, så meget er jeg sgu aldrig blevet tilbudt før.’ Og da jeg sagde ja tak til at arbejde for HBO, gik jeg ned i løn.”