Da Perelman blev til Pearlman

Det er først, da interviewet er slut, at det rigtigt begynder.

Vi er en lille håndfuld journalister, som fået et rundbordsinterview med den ukrainsk-canadiske instruktør Vadim Perelman i det store filmpalads ved Berlinalen 2020.

Anledningen er verdenspremieren på Persiske lektioner, og alt skulle være perfekt. Men en af interviewerne har åbnet samtlige af sine spørgsmål med at titulere instruktøren ”Mr. Pearlman”.

Uanset om det er en sproglig barriere eller uvidenhed, har det tydeligvis irriteret Perelman. Paradoksalt nok, for hans film har ellers et både humanistisk og humoristisk blik på mennesker, der kan kommunikere og forstå hinanden gennem et nonsens-sprog.

Persiske lektioner er en blanding af slapstick-komik og holocaust-drama. Her får jøden Gilles overbevist en nazistisk kz-lejr-chef om, at Gilles faktisk ikke er jøde, men derimod perser.

Nazisten ønsker at åbne en restaurant i Iran, når krigen er slut. Han vil derfor gerne lære farsi. Et noget aparte venskab spirer, mens Gilles lærer et selvopfundet sprog – der intet har med farsi at gøre – til den øverstbefalende og selv drager fordel af det.

Humor som slør
Men i Berlinale-paladset er Vadim Perelman ikke særligt talende. Han nikker mere, end han taler. Anerkender sammenligningen mellem Persiske lektioner og Benignis Livet er smukt, hvor en far får sin søn til at tro, at Auschwitz bare er et spil.

Instruktøren forlader bordet, mens et par af mine kolleger ryster på hovedet. Jeg kigger på min blok. Mr. Pearlman har ikke leveret noget, der kan blive til en artikel, så jeg følger efter Perelmann og fanger ham i elevatoren.

”Må jeg stille et opfølgende spørgsmål?” spørger jeg og trykker på stueetageknappen. Dørene går i. Perelman smiler skeptisk fra sit brede ansigt.

”Jeg har vel ikke noget valg,” siger han.

Elevatoren sætter i gang, mens jeg forklarer Vadim Perelman, at jeg har svært ved helt at forstå hans nye film.

Instruktøren har tidligere lavet barske og nærgående fortællinger som House of Sand and Fog, hvor ejerskabet over et hus bliver omdrejningspunktet for store moralske dilemmaer.

Men hvorfor vil han så have folk til at grine over livet i en kz-lejr?

”Humoren er et slør, jeg har puttet ned over handlingen. En måde at få folk til at se filmen til ende på. Desuden kan man jo faktisk se ’det grusomme’ på flere måder,” svarer Perelman, da elevatordøren går op.

Han træder ud og vender sig som i en filmscene, hvor den afsluttende replik skal leveres.

”Det handler jo basalt set om at få sendt et budskab af sted. Mit budskab med denne film er soleklart, synes du ikke?”

En virkelig historie
Da jeg svarer ”nej”, breder smilet sig hos Perelman. Den 56-årige instruktør kører hånden hen over det plyssede hår og virrer kort med hovedet.

”Jamen, så lad mig redegøre for det,” siger han og vifter mig ud af elevatoren.

”Vi må for alt i verden ikke glemme de skæbner, der døde i kz-lejrene. De gennemgik noget, som verden forhåbentlig aldrig kommer til at opleve igen. Men derfor må vi ikke glemme at tale med hinanden om det. Vi må kommunikere, være ligefremme og ikke skjule noget.”

– Men vi skal vel også stræbe efter at fortælle så præcist om holocaust, som vi kan. For ellers bliver filmens slør vel misvisende?

”Persiske lektioner er inspireret af virkelige begivenheder, og det har været helt afgørende. Vi ved, at der har eksisteret en fange, som lavede dette krumspring, men vi ikke, hvordan han gjorde det. Det er i sig selv en vild historie, og jeg følte, at det passede godt, at der er øjeblikke, hvor folk kan grine.”

Vi trasker ud af Berlinale-paladset og bliver ramt af februar-solens blændende stråler.

”Humor kan hurtigt opfattes som dårlig smag. Derfor er det et farligt greb, når man laver film om så følsomt et emne. Men efter min vurdering fungerer det i denne film.”

– Så humoren skal gøre det barske emne tåleligt?

”Hvis du kan få publikum til at mærke filmen, kan du også få dem til at se den. Så har du fået åbnet for noget, og kan du undgå at gøre det til en farce, vil folk måske ligefrem forstå budskabet om, at vi skal række ud til andre frem for at gøre det af med dem. Det er det, film kan, og det er det, sprog kan.”

– Kunne du have lavet filmen uden humor?

”Det overvejede jeg, og jeg er heller ikke gået hårdt efter grinene. Det overrasker mig, hvor ofte folk grinede ved premieren. Egentlig tror jeg ikke, Persiske lektioner er så sjov, som den bliver gjort til. Men man har bare brug for at lette et tryk, når man sidder og ser på noget, der er barskt.”

”Jeg kunne altså godt have lavet filmen uden humor, men det var blevet et anderledes manuskript. Og det ville have sat nogle publikummer af.”

Overlevelsens sprog
Vadim Perelman bor på hotellet, der ligger lige ved siden af Berlinale-paladset. Derfor er gåturen kort. Instruktøren stopper ved lobbyen. Han vil tydeligvis gerne have en ordentlig udgangsreplik.

”Når det drejer sig om holocaust, kan man gøre det på Sauls søn-måden, hvor man er kompromisløst modbydelig og skaber følelser på den måde.”

”Men man kan også gøre det mere tilgængeligt for flere, og det ville jeg gerne her. Jeg anede ikke, om folk ville buhe til premieren. Det er selvfølgelig anderledes at fortælle på den her måde. Persiske lektioner er jo næsten et eventyr om Gilles, men det bunder altså i virkeligheden.”

– Det er vel også en pointe, at det sprog, der læres i filmen, ikke er et sprog, og alligevel kan to mennesker med vidt forskellige livsopfattelser kommunikere.

Perelman ser overrasket ud. Som en onkel, der lige har afsluttet en samtale ved en familiesammenkomst, og nu vover den nævenyttige nevø at snakke videre.

”Kan du ikke skrive det, du lige sagde dér, som noget jeg har sagt?” siger han og slår en latter op.

”Det er selvfølgelig en pointe. Vi opfandt et sprog til filmen, og det var bestemt ikke nemt. Men det var helt afgørende for at vise, at der findes en gensidig forståelse mellem alle, der forsøger at tale sammen.”

– Det sprog, Gilles lærer fra sig, bliver nærmest et sprog i overlevelse!

”Ja, præcis. I sig selv er manuskriptet blevet til på en vanvittig måde. Det er skrevet på russisk, jeg har oversat det til engelsk, og så er det blevet oversat til tysk, fordi jeg ikke skriver godt nok på tysk. Det var tosset, men også et bevis på, at man kan kommunikere med de fleste, hvis man investerer sig selv i det.”

”Egentlig er det enkelt: Med alle holocaust-fortællinger følger et stort ansvar, og det kan være skræmmende. Eftersom jeg selv er jøde, følte jeg et endnu større ansvar for at fortælle historien med respekt, præcision og konkrete følelser. Jeg håber, folk tager imod den som en anderledes fortælling, der måske kan åbne nye døre til forståelse. Men nu skal jeg altså videre!”