Nyhed
23. dec. 2013 | 12:14

Da Stanley Kubrick landede på månen

Foto | MGM
Stanley Kubrick under optagelserne til Rumrejsen år 2001, som havde premiere i 1968 – året inden den månelanding, han ifølge en konspirationsteori iscenesatte i et studie.

Kubricks månelanding, nøddeallergi og et mærkeligt træmonster – se listen over de mest interessante manuskripter, der endnu ikke sat i produktion i Hollywood!

Af Kasper Sølvsten

Der er de filmmanuskripter, som filmbosserne i Hollywood smider direkte i makulatoren. Og så er der de manuskripter, som bosserne har svært ved at lægge fra sig igen. 

Det er de sidste, der figurerer på den såkaldte The Black List.

Den er en opgørelse over manuskripter, der endnu ikke er blevet til film, men som en gruppe på omkring 250 ledende branchefolk i Hollywood finder allermest interessante. 

Black List har eksisteret siden 2004, da den ledende filmmand Franklin Leonard tog initiativ til den. Og listen er i dag blevet lidt af et fænomen, fordi en lang række af de manuskripter, der tidligere har stået på listen, siden er blevet til store filmsuccesser. 

Oscar-vindere på listen
Blandt de manuskripter, der har været på The Black List, er Slumdog Millionaire, Kongens store tale, Juno og Argo, der alle vandt Oscar for bedste manuskript, efter at de var blevet filmatiseret. Bortset fra Juno vandt de i øvrigt også en Oscar for bedste film. 

Andre manuskripter, der tidligere har stået på listen, er Babel, Michael Clayton, Looper, Up in the Air, 50/50, Lars and the Real Girl og et utal af andre større eller mindre hit. 

En del af de manuskripter, der i år er på The Black List, kan altså meget vel gå hen og blive til ikke bare film, men gedigne succesfilm de kommende år. 

Spørgsmålet er så bare, hvilke manuskripter det bliver? 

Gigantisk svindelnummer?
Et af dem, der springer i øjnene på årets liste, er Stephany Folsoms 1969: A Space Odyssey, or How Kubrick Learned to Stop Worrying and Land on the Moon

Manuskriptet bygger på konspirationsteorien om, at Stanley Kubrick på foranledning af den amerikanske Nixon-regering instruerede billederne af Neil Armstrongs første skridt på Månen. I et studie i Hollywood, forstås. 

Til magasinet Slate fortæller Stephany Folsom, at hun ikke nødvendigvis tror på teorien om, at månelandingen var iscenesat, men at tanken alligevel fascinerer hende. 

”Jeg elsker forestillingen om, at en gruppe mennesker kunne være så organiseret, at de orkestrerede det, der i bund og grund er et gigantisk svindelnummer,” fortæller hun til Slate. 

Hverken påstanden om, at månelandingen var iscenesat, eller at det var Stanley Kubrick, der stod bag, er ny. 

I dokumentarfilmen Room 237 parafraseres således teorien om, at Ondskabens hotel, som Kubrick lavede i 1980, er én lang tilståelse af, at det var ham, der stod bag billederne af månelandingen i 1969. 

Utroskab, nøddeallergi og et træmonster
Folsoms manuskript er dog ikke det, der topper årets liste med flest stemmer fra studiebosserne. 

Det er Andrew Sodroskis Holland, Michigan, der handler om en kvinde fra Midtvesten, som tror, hendes mand er utro og derfor indleder sin egen amatørefterforskning. 

Et andet populært manuskript er Simon Stephensons Frisco. Det handler om en børnelæge med speciale i hasselnøddeallergi. Han skal skilles og bliver venner med en gammelklog og dødelig syg pige. 

A Monster Calls, der er skrevet af Patrick Ness, ligger også godt til i toppen af listen. Historien handler om en dreng, hvis mor er dødeligt syg, og derfor er hans verden ved at falde fra hinanden. Men så opsøges han af et mystisk træmonster, der begynder at fortælle historier, som hjælper ham gennem sorgen. 

Se listen over de mest populære urealiserede manuskripter.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko