Chefredaktør: Dårligste festival i mands minde

Det startede ildevarslende med en fjollet og komplet ligegyldig fransk zombiefilm. Siden er det nærmest kun gået ned ad bakke med for lange, kedelige og gammeldags film.

Det er femtende gang, at jeg dækker Cannes-festivalen, og aldrig nogensinde har jeg med kun to film tilbage endnu ikke givet den maksimale karakter 4 i stjernebarometret.

Der er altid svipsere på festivalen. Det ligger ligesom i kortene, når man tager chancer og bevæger sig ud i filmkunstens randområder.

Men i år har niveauet i hovedkonkurrencen været så lavt, at Cannes-festivalen er i overhængende fare for at miste sin status som verdens førende filmfestival.

Man kunne tro, at det var coronavirussens skyld, men når festivalen har fået rekordagtige 2200 film tilsendt, kan det ikke bruges som undskyldning.

Cannes-familien
Forklaringen ligger i det klamme, mafiøse begreb ”Familien”, som festivalens leder Thierry Frémaux ynder at bruge om instruktører, der er inde i varmen. Disse instruktører er mere eller mindre sikre på at blive udtaget til hovedkonkurrencen, uanset hvilken film de har lavet.

På den måde er festivalen en lukket fest, en indspist klub, der med fransk arrogance bekræfter sig selv år efter år. Sådan har det altid været, men festivalen har samtidig formået at krydre programmet med nye opdagelser, der sparker benene væk under os.

Tænk bare på Dardenne-brødrenes Rosetta, der tog festivalen med storm i 1999 og med sin ultrarealisme banede vejen for bølgen af spillefilm, der lægger sig tæt op ad dokumentarismen. Eller Cristian Mungius rumænske abortdrama 4 måneder, 3 uger og 2 dage (2007), et mesterværk om livet for almindelige mennesker i Ceaușescus rædselsregime.

Dardenne-brødrene og Mungiu er en del af ”Familien” og selvfølgelig i årets hovedkonkurrence. Deres film, Tori et Lokita og R.M.N., er faktisk blandt de bedste, men meget karakteristisk er det noget, instruktørerne har lavet før – og bedre.

Ren nostalgi
Det samme gælder Hirokazu Kore-eda, der med Broker nærmest har skabt en kopi af sin gribende Guldpalmevinder Shoplifters fra 2018.

Park Chan-wooks thriller Decision to Leave hører også til i toppen af årets konkurrence, men den kommer ikke i nærheden af Oldboy, som var et chok i Cannes for nitten år siden.

Claire Denis’ kærligheds-thriller fra Nicaragua, Stars at Noon, er også ganske langt fra hovedværket Beau travail, som kom til verden for 22 år siden.

Det taler for sig selv, at 79-årige David Cronenberg seriøst bliver nævnt som et bud på Guldpalmen.

Den canadiske instruktør havde sin storhedstid i 1980’erne og 90’erne, hvor han skabte dystre sci-fi-film som Videodrome og Crash om sammensmeltningen af menneskekroppen og ny teknologi og om mennesker, der tænder på bilsammenstød og alternative kropsåbninger!

At se Crimes of the Future er ren nostalgi – som at gå til koncert med sit gamle yndlingsband, der er blevet gendannet og gråhårede spiller deres hits, men uden ungdommens nerve.

Blev træt og tog hjem
Cannes-festivalen er blevet en festival for gamle mænd og nogle enkelte gamle damer.

Jerzy Skolimowski måtte tage hjem dagen før det obligatoriske pressemøde, fordi han var blevet træt. Forståeligt nok hans 84 somre taget i betragtning.

I den polske instruktørs EO oplever vi Europa set med et æsels melankolske øjne. Det lyder eksperimenterende, hvis det ikke var, fordi den film allerede er lavet – og betydeligt bedre – af Robert Bresson for 56 år siden under titlen Hvad med Balthazar?

Russiske Kirill Serebrennikovs Tchaikovsky’s Wife handler om komponistens kone Antonina, der krampagtigt holder fast i ægteskabet med ham, på trods af at han overhovedet ikke elsker hende.

Antoninas stamina kan måle sig med Jeanne d’Arcs. Det må man give hende. Men hvad der driver hende, leverer instruktøren intet svar på, selv om han har 137 lange minutter til sin rådighed.

Hvordan kan man få millioner af kroner til en historie, som ikke giver mening? Hvorfor er der intet ansvarligt menneske, der har bedt instruktøren forklare, hvad han vil med sit ”storværk”?

Svaret er, at instruktøren er en del af Cannes-familien og sikker på udtagelse. Om festivalen så skal bryde boykotten af Rusland og give en ærefuld plads til en film finansieret af Putins gode oligark-ven Roman Abramovich.

Middelmådige franskmænd
Endnu mere absurd er franske Arnaud Desplechins Frère et soeur, som skildrer et mangeårigt uvenskab mellem et søskendepar, der spilles af Marion Cotillard og Melvin Poupaud.

Hele filmen kredser om uvenskabet, men hvad der er årsagen til konflikten, synes instruktøren åbenbart ikke, at vi har behov for at vide.

Til sidst finder bror og søster endelig sammen igen. Som en amerikansk anmelder skrev: Havde de dog bare bilagt striden noget tidligere – om ikke for deres egen skyld, så for publikums!

Arnaud Desplechin har tidligere lavet den udmærkede Et juleeventyr og den svage Jimmy P. Hans filmtalent er til at overse, men han er en del af Cannes-familien, ligesom en del andre, middelmådige franske instruktører er (hvert år udtages fem-seks franske film til festivalens fornemste program, som er finansieret af den franske stat, og man kan være sikker på, at halvdelen af dem intet har at gøre i programmet).

Ikke overraskende er det debutanter i hovedkonkurrencen som dansk-iranske Ali Abbasi og den spanske avantgardist Albert Serra, der har leveret de mest interessante værker med henholdsvis Holy Spider og Pacifiction.

Men vi er meget langt fra Guldpalmevindere som Parasite, Adeles liv og Amour.

Status quo
Cannes har siden 1960’erne været en forkæmper for filmkunsten. Vor egen Lars von Trier kan takke festivalen for sin verdensberømmelse. Festivalen har fået en stor og velfortjent magt, men nu er den ved at sætte magten overstyr.

Ingen instruktør skal kunne skabe sig en karriere på at lave film til festivalen år efter år, og Cannes må aldrig blive eksponent for en bestemt stil eller en bestemt måde at lave film på.

Cannes skal opdage den nye filmkunst i stedet for at være en stokkonservativ opretholder af status quo. Cannes skal følge med filmkunsten, ikke omvendt.

Nu krydser jeg fingre for, at der blandt hovedkonkurrencens sidste film gemmer sig en Guldpalmevinder, som vil retfærdiggøre den kostbare tur herned.