Dag 10: Auf wiedersehen, Berlin

Mon ikke Nikolaj Arcel & co. har haft tømmermænd her til morgen?

Der var i hvert fald al mulig grund til at lade champagnepropperne sprænge efter gårsdagens prisuddeling på Berlinalen, hvor Arcels storslåede kostumedrama En kongelig affære som eneste film løb med mere end én pris — en for Bedste mandlige skuespiller og en for Bedste manuskript.

Den 27-årige skuespillerelev Mikkel Boe Følsgaard, der med En kongelig affære debuterer på det store lærred, vandt fortjent prisen for sit portræt af den gale kong Christian VII.

Han veksler uden besvær mellem hofnar og plaget sjæl, og den internationale presse — og juryen åbenbart — forelskede sig øjeblikkeligt i den gakkede konge, der var et friskt og tiltrængt pust i en hovedkonkurrence domineret af karakterer i dyb, dyb elendighed.

Det bedste håndværk
Det var måske mere overraskende — men lige så fortjent — at Nikolaj Arcel og hans faste skrivepartner Rasmus Heisterberg løb med prisen for Bedste manuskript.

På en festival, hvor de politiske film er i høj kurs, var det forfriskende at opleve juryen belønne det manuskript, som var konkurrencens bedste stykke håndværk.

På superb manér får Arcel og Heisterberg de mange elementer i den indviklede handling til at gå op i en højere enhed, og de folder fortællingen ud i et roligt tempo, som har den helt rette dosis fremdrift.

Grådige magtkorridorer
Efter min mening ramte juryen plet ved at give Guldbjørnen for Bedste film til Caesar Must Die, som er instrueret af de rutinerede italienske brødre Paolo og Vittorio Taviani. Brødrene har lavet film i over 50 år.

Dokumentaren, der handler om fanger, som opfører Shakespeare i fængslet, var den bedste og mest originale film, jeg har set på årets Berlinale.

Caeser Must Die er filmet i sort-hvid og forvandler på hyper-stiliseret vis fængslet til det antikkes Roms grådige magtkorridorer.

Fangerne øver sig på Julius Cæsar og har en glødende nerve i deres spil, som nok kommer af, at de som ingen andre kan sætte sig ind i forræderiet og forbrydelserne, som Shakespeares stykke er spækket med.

Osteklokken
Juryens specialpris gik ufortjent, men ikke overraskende til den politiske Just the Wind fra Ungarn.

Filmen er baseret på en række racistiske overfald på romaer, der fandt sted for et par år siden, og udspiller sig over en enkelt dag, hvor vi følger en mor, hendes datter og søn hver især.

Ligesom hos de belgiske Dardenne-brødrene er vi nærmest inde i en osteklokke sammen med karaktererne. Kameraet følger dem tæt bagfra, mens de traver rundt og foretager sig dagens gøremål.

Der sker ikke rigtig noget i filmen før til allersidst, hvor det uundgåelige og brutale klimaks udfolder sig på 30 sekunder.

Filmen formår ikke at opbygge samme intense stemning som eksempelvis Gus Van Sants lignende Guldpalme-vinder Elephant, og så bliver Just the Wind en af den slags film, hvor man kigger mere på armbåndsuret end på lærredet.

Imponerende børnesoldat
Ud over at honorere Just the Wind med andenpladsen, havde juryen generelt fat i den lange ende.

Tyske Christian Petzold fik Bedste instruktør for Barbara, hvis hjerteblod er det underspillede og charmerende spil mellem filmens to hovedpersoner.

I et felt, hvor der ikke var mange stærke kvindelige præstationer at vælge imellem, valgte juryen den congolesiske Rachel Mwanzas præstation i War Witch, hvor hun spiller børnesoldat.

Når man tænker på, at hun for bare få år siden levede på gaden, er det imponerende, at fjortenårige Mwanza formår at bære hele filmen på sine skuldre.

Auf wiedersehen
Der var hædrende omtale til schweiziske Sister for sin fine menneskeskildring af den tolvårige tyveknægt Simon, mens Wang Quan'ans tre timer lange periodefilm White Deer Plain blev belønnet for sit overdådige kameraarbejde.

Den portugisiske Tabu, der med stor opfindsomhed leger med mediet og har noget af samme stumfilmmagi som Oscar-kandidaten The Artist, fik en pris for Bedste innovation.

Hovedkonkurrencens niveau var i bund og grund solidt, og der var ingen af de seksten (ud af atten) film, som jeg så, der faldt helt igennem.

Tak for i år, Berlin. Auf wiedersehen.

Dag 9: Hvem vinder Guldbjørnen?

Nikolaj Arcel løber næppe med den helt store pris ved aftenens prisuddeling i Berlin, der som regel honorerer film med en social eller politisk dagsorden.

Efter ti dage med utallige film fra hele verden synger årets Berlinale på sidste vers.

Den 62. udgave af festivalen afsluttes i aften, hvor den internationale jury, ledet af den britiske instruktør Mike Leigh, uddeler Guldbjørnen.

Berlin-festivalen har tradition for at honorere politisk eller socialt engagerede film som sidste års vinder, det moralske drama Nader og Simin – en separation, der foregår i det totalitære Iran. 

Det er derfor næppe sandsynligt, at Nikolaj Arcel kan rejse tilbage til Danmark med Guldbjørnen for sit storslåede kostumedrama En kongelig affære om affæren mellem dronning Caroline Mathilde og tyskeren Struensee, der var den gale kong Christian den VII's livlæge.

Filmen er blevet godt modtaget, men den har størst chance for at løbe med en pris for fotografering (Rasmus Videbæk) eller en Sølvbjørn til en af filmens mandlige skuespillere, Mads Mikkelsen og Mikkel Boe Følsgaard, som begge har fået store roser i Berlin.

Politiske kandidater
Går juryen efter en politisk film, er der flere at vælge imellem.

Filippinske Brillante Mendozas Captive følger en gruppe gidsler, der holdes fanget af muslimske terrorister i over et år, mens rumænske Just the Wind handler om racistiske overfald på sigøjnere.

Begge film er baserede på virkelige hændelser og skjuler på ingen måde deres agenda om at gøre verden opmærksom på de grumme begivenheder.

Canadiske War Witch er fortællingen om en ung pige i Afrika, der tvinges til at myrde sine forældre, og efterfølgende bliver hun børnesoldat.

Rollen spilles af unge Rachel Mwanza, hvis solstrålehistorie næppe skader filmens chancer. Hun er på få år gået fra at være hjemløs til at være filmstjerne. 

Stumfilmmagi og Shakespeare
Men det er generelt ikke de politiske film, der har fået de flotteste anmeldelser i Berlin.

Det portugisiske melodrama Tabu har fået ros for sin ulykkelige kærlighedshistorie, som fortalt i sort-hvid og uden dialog mellem to de elskende har noget af den samme stumfilmmagi, der præger Oscar-favoritten The Artist.

Det rutinerede italienske brødrepar Vittorio og Paolo Taviani vækker på kløgtig manér det gamle Rom til live i deres dokumentar Ceaser Must Die om en gruppe fængselsfanger, der opfører Shakespeares Julius Cæser.

Kritikernes darling
Det schweiziske drama Sister om en tolvårig dreng, der stjæler ski-udstyr og sælger det for at tjene til dagen og vejen, er en menneskeskildring fra samfundets nederste lag, som måske falder i juryformand Mike Leighs humanistiske smag.

Den største kritiker-darling har været tyske Barbara, hvor den tidligere Sølvbjørn-vinder Nina Roth er god i rollen som en læge, der planlægger at flygte fra Østtyskland, men langsomt trækker i land på grund af sine patienter.

Om juryen er enig med kritikerne, finder vi ud af til aftenens prisuddeling, som finder sted i den grandiøse biograf Berlinale Palast.

Dag 8: Isdronningens forvandling

Der er flere bidrag til hovedkonkurrencen fra Tyskland, og især et af dem har chance for at blive en sjælden tysk vinder af Guldbjørnen.

Jeg er altid lidt skeptisk, når en filmfestival har film fra sit eget land med i hovedkonkurrencen. Mon ikke vejen dertil har været mindre knoldet end for filmene, der kommer fra eksempelvis Indonesien eller Senegal?

For selvfølgelig skal en festival være et udstillingsvindue for landets egen filmindustri, og så spekulerer jeg på, om man er villig til at gå på kompromis med kvaliteten.

Statistikken er på min side. Der er som regel et par tyske film med i hovedkonkurrencen hvert år, men de sidste 25 år er kun én blevet tildelt Guldbjørnen af juryen, nemlig Fatih Akins Mod muren fra 2004, som tilmed er en halvt tyrkisk produktion.

Det bliver der måske ændret på i år. Det tyske drama Barbara har været populær på festivalen, og det da også en ganske vellykket film.

Lidende patienter
Titelrollen er som en pakke Lurpak, der tages ud af køleskabet i starten af filmen og langsomt bløder op.

I første scene ankommer lægen Barbara til det landsbyhospital, som er hendes nye arbejdsplads. Året er 1980, og hun er blevet sendt dertil som straf, fordi hun har ansøgt om visum til at forlade Østtyskland.

Hun er uvenlig og gør absolut ingen indsats for at komme ind på livet af sine kollegaer, men venter blot på at smugle sig ud af landet med hjælp fra sin elsker, der fra Vesten planlægger en flugtaktion, som den østtyske efterretningstjeneste har fået færden af.

Men også i landsbyen lider patienterne, og som filmen skrider frem, tvivler Barbara mere og mere på, at hun kan forlade dem og den sympatiske læge Andre, som hun får et godt øje til.

Østtysk uhygge
Det er tredje gang, at instruktør Christian Perzold deltager i hovedkonkurrencen på Berlinalen. Sidst var i 2007 med Yella, som vandt Sølvbjørnen for bedste kvindelige hovedrolle.

Den gik til Nina Roth, som for min skyld gerne må modtage prisen igen for sin hovedrolle i Barbara.

Hun er betagende og troværdig i sin overgang fra isdronning, hvis rande under øjnene er så store som Grand Canyon, til selvopofrende læge. Selvsikkerheden med den lille, perfekt doserede snert af sympati og sårbarhed forstår man godt, at Andre falder pladask for.

Filmen folder sit plot ud med sikker tålmodighed og i en afbalanceret rytme, der skaber de perfekte betingelser for opbygningen af den der helt særlige, kølige østtyske uhygge, hvor man føler, at efterretningstjenesten overvåger hver en bevægelse fra en parkeret Trabi i mørket. 

Lavine af følelser
Hans Christian Schmid har også rykket sin fortælling fra storbyen til en lille by i den tyske Home for the Weekend.

Berlineren Marco rejser med sin søn til familiesammenkomst hos forældrene i hjembyen. Han ser ikke dem og lillebroren særlig tit og har ikke fortalt dem, at han er flyttet fra sin kone.

Moren har lidt af depressioner i 30 år og indleder weekenden med at proklamere, at hun nu er stoppet med at tage sin medicin, hvilket sætter gang i en lavine af indestængte følelser mellem alle parter i familien.

Moren er træt af deres overbeskyttende adfærd. ”I behandler mig som et møbel,” konstaterer hun. Den næste morgen er hun forsvundet.

Kikset og konstrueret
Home for the Weekend er et ordinært familiedrama med en kedelig du-ved-ikke-hvad-du-har-indtil-det-er-væk-pointe.

Modsat Billy Bob Thorntons amerikanske familiesaga, Jayne Mansfield's Car, som også deltager i hovedkonkurrencen, er filmen blottet for mindeværdige scener og skuespilpræstationer, der brænder igennem.

Guldbjørnen uddeles i morgen aften og kan også tildeles det sidste tyske bidrag til hovedkonkurrencen, Mercy, som har manuskript af danske Kim Fupz Aakeson og er filmet i Norge.

Den får jeg først lejlighed til at se i aften.

Dag 7: Timevis af film fra Kina

To kinesiske storfilm fortæller hver især råt for usødet og på sentimental manér om grumme perioder i Kinas historie.

Der står kinesiske tv-folk i hobetal med pangfarvede tv-logoer på deres mikrofoner, da jeg kommer ud fra pressevisningen på det kinesiske hovedkonkurrence-bidrag White Deer Plain.

Den kinesiske presse er mødt talstærkt op i Berlin, fordi der er hele tre kinesiske storfilm på festivalen. Ud over White Deer Plain vises to film uden for konkurrence.

Det drejer sig om Hark Tsuis 3D-film Flying Swords of Dragon Gate med actionstjernen Jet Li i hovedrollen og The Flowers of War af kinesisk films grand old man Zhang Yimou.

Tilsammen har de tre historiske dramaer en spilletid på hele syv en halv time, så jeg har kun fået presset to film ind i det travle program.

Intriger og opgør
White Deer Plain varer hele 188 minutter og udspiller sig over næsten 30 år — fra den begyndende klassekamp i starten af det 20. århundrede til japanernes invasion af Kina i slutningen af 1930'erne.

Filmen handler om indbyggerne i og omkring White Deer Plain, der lever af afgrøderne fra de utallige hvedemarker, der omgiver byen.

Den kinesiske historie går sin brutale gang i den lille flække, hvor kejseren, republikanerne og kommunisterne skiftes til at have indflydelse, som går hånd i hånd med undertrykkelse.

De mange intriger og opgør i White Deer Plain fører hævntørst, selvtægt og masser af korporlig afstraffelse med sig, mens filmens kvindelige hovedperson i afmagt hopper fra mand til mand.

Menneskehedens kulkælder
Det lyder måske som en voldsom kinesisk sæbeopera — skuespillet er da også en tand for ekspressivt her og der — men White Deer Plain er en sober, patos-fri fortælling om et samfund i forfald.

Et samfund, hvor håbløsheden er så stor, at man ser ingen anden udvej end at sælge sin jord og brænde pengene af i de lurvede opiumshuler.

Og hungersnøden er så massiv, at den gravide kvinde fortvivlet foreslår den kommende far at spise hendes ufødte barn.

Så er vi da vist nede i menneskehedens kulkælder.

Hævnfulde kvinder
White Deer Plain er en periodefilm, der nærmest skriger på Hollywood'sk sentimentalitet, men instruktør Waan Quan'an, der vandt Guldbjørnen i 2006 for Tuyas ægteskab, holder sig klogt fra den.

Her græder kvinderne ikke, men er hævnfulde og pisser bogstavelig talt de mænd, der voldtager dem, i hovedet. 

Quan'an fortæller sit lands historie ærligt og råt for usødet — noget som kineserne ikke ligefrem har kunnet prale af gennem tiden.

Prostituerede og pigekor
Zhang Yimous The Flowers of War er den absolutte antitese til White Deer Plain. 

Her er der lige så mange tårer, som der er mennesker i Kina. Vi ved, hvem der er de gode, og hvem der er de onde, og der er en heltemodig vesterlænding i hovedrollen.

Christian Bale spiller hovedrollen som amerikaneren John Miller, der er fanget i den kinesiske hovedstad Nanking under japanernes besættelse af byen i slutningen af 30'erne.

Han søger tilflugt i en kirke, hvor et pigekor holder til. Da også en flok prostituerede tilslutter sig, ser de mange kvindemennesker John som deres redningsmand ud af byen.

Mesterlig billedmager
The Flowers of War er to timers visuelt overdådig og effektiv følelsesporno. Zhang Yimou, der har instrueret De røde marker, Hero og House of Flying Daggers, beviser endnu engang, at han er en mesterlig billedmager.      

Da en kvinde hopper ned i floden fra en forfalden bygning, ser han ingen grund til at klippe — kameraet hopper da bare med. Og ens æstetiske sans fryder sig, når lyset gennem kirkens kolossale flerfarvede vinduer maler de unge pigers ansigter. 

Zhang Yimou har haft den bredeste, sentimentale pensel oppe af værktøjskassen, og det fungerer, fordi han ikke skammer sig over det.

Den enlige kinesiske soldat samler en barnesko op fra murbrokkerne, mens japanerne er nogle karikerede skiderikker, der kun er ude på at voldtage unge piger — og som ikke er blege for at sprætte dem op med bajonetten, hvis de er modvillige.

White Deer Plain taler til hjernen, The Flowers of War til hjertet.

Dag 6: Længsel på bjerg og savanne

Der er brændende længsel fra toppen af Alperne til den afrikanske savanne i to af de bedste film på Berlinalen.

Sehnsucht.

Det tyske ord for ”længsel”, der blev hamret ind i mit tyske ordforråd i gymnasiet, da min tysklærer Manfred Steinberger sagde ordet to-tre gange i minuttet, når han med blødende hjerte fortalte om stakkels Werthers ulykkelige kærlighed i Goethes Den unge Werthers lidelser.

Den unge Werther ender med at begå selvmord, fordi han ikke får sin elskede Lotte. Så galt ender det ikke i portugisiske Miguel Gomes' Tabu, der er med i hovedkonkurrencen på Berlinalen, men det er tæt på.

Kærlighed på savannen
Der er masser af sehnsucht i den sort-hvide Tabu, som fortæller om den forbudte og ulykkelige kærlighed mellem Gian Luca og Aurora, der er gift og gravid med en anden mands barn.

På sine ældre dage spiller ulykkelige Aurora sin formue op på det lokale casino, og da hun dør, finder den godhjertede nabo Pilar et brev til Gian Luca blandt hendes ejendele.

Pilar beslutter sig for at opsøge Gian, der fortæller deres utrolige kærlighedshistorie, som fandt sted for mange år siden på den afrikanske savanne.

Ordløs magi
Filmens anden del, som klart er den stærkeste, er kærlighedshistorien fortalt i et flashback, der nærmest er som at se et melodrama med Greta Garbo eller Marlene Dietrich fra 20'erne eller 30'erne.

Tabu har noget af den samme stumfilmmagi, der præger Michel Hazanavicius' Oscar-favorit The Artist. Filmen har lyd, men den stormfulde kærlighed mellem de to fortælles helt uden dialog.

Forelskelsen er som mejslet ind i deres ansigter, når de uskyldigt og idyllisk ligger på savannen og kigger på himlen, hvor skyerne – med hjælp fra lidt nutidig animation – former sig som de eksotiske dyr, der omgiver dem.

Når han er på turné med sit band og spiller Beatles’ glade og dansable Twist and Shout, hænger musikken ikke rigtig sammen med det længselfulde og triste smil under det lille 60’er-overskæg.

De to prøver til sidst at løbe væk sammen, men det får drabelige konsekvenser, og filmen får selvfølgelig den uundgåelige og ulykkelige udgang, som man har været klar over fra starten af.

Perfekt melodramatisk tone
Tabu er drivende sentimental, men slipper af sted med det. Filmen rammer en perfekt melodramatisk tone, når parrets breve til hinanden på skift læses op på storladen manér.

Det er den ene kærlighedserklæring efter den anden i så perfekte og pompøse sætningskonstruktioner, at man næsten kan smage deres kærligheds beruselse, hvor sekunderne føles som år i hinandens fravær.

Det hele kommenteres af en højtidelig fortæller og den helt rigtige lyssætning i det støvede Afrika, der får det hele til at gå op i en højere, melodramatisk enhed.   

Omvendt opdragelsesforhold
Det er en anden form for sehnsucht, der er til stede i det schweizisk-franske hovedkonkurrence-bidrag Sister.

Ursula Meiers film handler om den tolvårige tyveknægt Simon, som hver morgen tager liften op til toppen af bjerget, hvor han stjæler udstyr fra ski-turisterne, som han sælger for at tjene til dagen og vejen.

Han bor i en lille lejlighed sammen med en kvinde i 20'erne, Louise, som han kalder sin søster. Hun drikker sig fuld og har sex med fremmede mænd, så Simon er nødt til at bruge cigaret-skodder som ørepropper.

De to er i omvendt opdragelsesforhold, hvor det er ham, der skaffer mad på bordet, vasker tøj og lægger hende i seng, når hun har fået for meget at drikke. Det eneste, han forlanger til gengæld, er en smule omsorg, som hun ikke sådan videre vil give.

Lige i hjertekulen
Kacey Mottet Klein kan noget med sit blik i rollen som Simon.

Det har en uskyldig paranoia over sig, når han lister ting op af fremmede jakkelommer, og det er fyldt med desperat længsel i filmens bedste scene, hvor han bliver ved med at hæve penge, som han vil give Louise for en enkelt nat, hvor hun bare holder om ham.

Louise giver ham lov ved 200 franc.   

Han får godt modspil af Lea Seydoux (der også spiller hovedrollen i en anden konkurrencefilm, Farewell, My Queen) som den fortabte pige, der smutter ud af døren med pengene for at drikke sig fuld, så snart Simon er faldet i søvn. 

Sister er en fin lille film, der måske går lige i hjertekulen på en juryformand som Mike Leigh med hang til socialrealisme.

Dag 5: Nøgne spøgelser og LSD-trip

Berlinalens femte dag bød på et blowjob fra et 80-årigt, mandligt spøgelse og Robert Duvall på LSD.

En nøgen, gennemsigtig mand på omkring 80 år bukker sig ned og tager den penis i munden, som på mystisk vis springer ud af væggen i spøgelseshuset.

Vi er midt i den sort-hvide drømme-film Keyhole, som på ingen måde kan sammenlignes med nogle af de mange andre filmoplevelser, jeg har haft på Berlinalen. Det hænger sammen med, at instruktør Guy Maddin er helt sin egen.

Den 55-årige canadiers film er baserede på hans egne drømme og minder og foregår i et univers så syret og surrealistisk, at det får David Lynchs verden til at ligne noget fra en Far til fire-film.

Keyhole, som er en såkaldt Berlinale Special på festivalen, er ingen undtagelse.

Onani i kosteskabet
Her er unge, synske piger, der vender tilbage fra druknedøden, og der sidder en kronisk onanerende teenagedreng i kosteskabet. 

Det er med andre ord svært at sætte ord på handlingen i Keyhole, som har Jason Patric, Isabella Rossellini og Udo Kier på rollelisten.

Modsat Maddins seneste film, der har været stumme, er der dialog i filmen, som foregår i gangsteren Ulysses Picks store villa, hvor han sammen med sine kumpaner gemmer sig fra politiet.

Medlemmer af hans familie, både spøgelserne og dem af kød og blod, dukker op hist og her, som filmen abrupt flyder ind og ud af Ulysses' erindringer og drømme.     

Drømmende instinkt
Jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg i alverden skal mene om Keyhole, og det er jeg nok ikke ene om. Efter filmen blev publikum blev siddende lidt længere end normalt.

Keyhole har Maddins distinktive klippestil, hvor han klipper så fragmenteret og frenetisk, at det virker, som om han gør det ud fra et drømmende instinkt.

Det er fængende, fordi man aldrig ved, hvad der venter i næste frame. Måske Isabella Rossellinis ansigt, måske to spøgelser, der dyrker sex.

Bedst uden ord
Universet er lige til at dykke ned i, men Jason Patrics gangster kniber det med – måske på grund af hans mange replikker. 

Et enkelt blik fra unge Guy efter den pige, han ikke kan få, siger det hele i den autobiografiske stumfilm Brand Upon the Brain! fra 2006.  

Det tager dog noget af Maddins brod, at karaktererne denne gang taler. Det går dårligt i spænd med instruktørens visuelle udtryk, som mest af alt ligner en eksperimenterende stumfilm fra 1920'erne. Guy Maddin er bedst uden ord.

Vaskeægte americana
Så er der langt mere konventionel historiefortælling på færde i Billy Bob Thorntons morsomme bidrag til hovedkonkurrencen, Jayne Mansfield's Car, der er skuespillerens fjerde film som instruktør.

Filmen er et vaskeægte stykke americana, en familiesaga fra sydstaterne i slutningen af 1960'erne, hvor demonstranterne mod Vietnam-krigen er en flok faderlandshadende hippier, og bilerne er længere, end dagen er lang.

Robert Duvall spiller den konservative pater familias, der for mange år siden blev forladt af sin kone til fordel for en engelsk mand (John Hurt). Nu er ekskonen død og skal lægges til hvile i staterne, og hendes engelske familie skal selvfølgelig med til begravelsen.

Farverige karakterer
Det rusker godt og grundigt op i den i forvejen dysfunktionelle familie, der er en omgang blandede bolcher, når det kommer til holdninger og overbevisninger.

Duvalls tre sønner tæller en fars dreng (Robert Patrick), en krigsprotesterende, hashrygende hippie (Kevin Bacon) og en traumatiseret krigsveteran (Billy Bob Thornton).

Jayne Mansfield's Car er et sobert komedie-drama om at se fortidens traumer i øjnene, der fungerer i kraft af de mange sammenstød mellem filmens parade af farverige karakterer.

Duvall på lsd
Bob Thornton selv stjæler opmærksomheden med sin mentalt ustabile karakter, der over for datteren af sin mors engelske gemal afslører sine noget utraditionelle flirt-metoder: ”Kan du ikke bare være nøgen og snakke med den der engelske accent?” 

Mødet med den engelske kvinde bliver nøglen, Bob Thornton låser sin problematiske fortid op med, mens et lsd-trip bliver Robert Duvalls.

Via stofferne, som barnebarnet putter i hans iste, ser den gamle patriark pludselig verden i dens mange farver, og det får selvfølgelig indflydelse på hans monokrome livssyn.

At se 80-årige Robert Duvall overgearet og febrilsk på lsd er ikke noget, jeg glemmer lige med det samme.

Dag 4: Berlinalen tages til fange

Veteranbrødrene Paolo og Vittorio Taviani har lavet Berlinalens hidtil bedste film - om fængselsindsatte, der spiller teater.

Ildkamp og kugleregn er ikke ligefrem hverdagskost i hovedkonkurrencerne på de europæiske filmfestivaler, hvor det stille drama som regel dominerer.

Jeg blev derfor noget overrasket over antallet af omkringfarende projektiler i den fransk-filippinske Captive, der er med i kampen om Guldbjørnen på årets Berlinale. Det var nærmest på niveau med en Arnold Schwarzenegger-film fra 80'erne.

Det var især overraskende for mig, fordi instruktøren bag er filippinske Brillante Mendoza. Han har godt nok lavet brutale voldsskildringer før, som i Kinatay, men ikke med så meget fysisk action som i Captive, og han er nok mest kendt for slice-of-life-dramaer som Serbis fra 2008, hvor livet går sin gang i en filippinsk pornobiograf.      
 
”Captive er noget anderledes end mine andre film,” indrømmede Mendoza da også på pressekonferencen efter filmen.

Fortæl sandheden
Captive er baseret på virkelige hændelser og handler om en gruppe gidsler, der i 2001 blev holdt fanget af muslimske terrorister i over et år.

Efter årtusindskiftet var der mange gidseltagninger i Filippinerne – det er der til dels stadig – og mange mener, at myndighederne og militæret håndterede situationen dårligt.

Lige i Berlin-ånden er Brillante Mendozas film i høj grad politisk, og det lagde han da heller ikke skjul på.
 
”Den her film handler om menneskeheden. Filminstruktører skal ikke bare nøjes med at være kunstnere. Der sker masser af begivenheder rundt omkring os, og de historier skal simpelthen fortælles. Man skal som filmskaber fortælle sandheden,” sagde Mendoza.

En udtalelse, der nok ikke forringer hans chancer for at vinde en pris på en festival, som sætter en ære i at hylde de politiske værker.    

Den hensynsløse verden
51-årige Mendoza, der har været i hovedkonkurrencen på Cannes to gange, viser kun momentvis sin sans for kompromisløs realisme i Captive, som da en kvinde – helt uden filmiske fiksfakserier – føder et barn på et hospital, der skydes sønder og sammen af det filippinske militær.

Den effektive symbolik er uforbeholden: Hvorfor overhovedet bringe et barn til en så hensynsløs verden?

Men filmens alt, alt for mange skuddueller drukner fuldstændig det menneskelige drama, der ellers ligger lige for. Mendoza dykker ikke ned i de interessante psykologiske mekanismer, som frihedsberøvelse udløser.

Hvordan er det at vænne sig så meget til sit fangenskab, at man er på fornavn med sine fangevogtere? Hvordan føles det, når andre gidsler løslades, fordi deres familier er villige til at betale løsepenge?

Disse spørgsmål forbliver ubesvarede, og karaktererne bliver statister i Mendozas historiske redegørelse, som det til dels også var tilfældet i Angelina Jolies In the Land of Blood of Honey om de etniske udrensninger på Balkan i 90'erne, der blev vist for et par dage siden.  

Shakespeare i fængsel
Så tilbyder de italienske Taviani-brødre et langt bedre indblik i menneskeskæbner med begrænset frihed.

Paolo og Vittorio Taviani har lavet film i over 50 år og har gennem karrieren vundet flere priser på både Berlin- og Cannes-festivalen med Guldpalmen til Padre Padrone i 1977 som højdepunktet.

Deres bidrag til hovedkonkurrencen, Ceaser Must Die, er den bedste film, jeg foreløbig har set på festivalen. Det er en hyper-stiliseret, sort-hvid dokumentar om en gruppe indsatte i et italiensk fængsel, der skal opføre Shakespeares Julius Cæsar.

Sydende sydlandsk
Vi er med hele vejen. Fra fangernes auditions til klimaks på scenen foran publikum, hvor Brutus fortryder at have forrådt Cæsar og frivilligt lader sig dræbe.

Især scenen, hvor fangerne aflægger prøve til rollerne, fungerer eminent. De bliver bedt om at give deres personlige oplysninger, først på nedtrykt facon, så fortørnet.

De barske mænds overgang fra små, triste skoledrenge med tårer i øjenkrogene til overspillede drengerøve, der bander og svovler løs på sydende sydlandsk er hysterisk morsom og forenede for første gang på årets Berlinale en hel biografsal i ét stort latterbrøl.

Opdagelsen af kunsten
Taviani-brødrene har med Ceaser Must Die lavet en lille genistreg på 75 minutter, hvor fangerne måske tror de øver sig på et teaterstykke, men i virkeligheden spiller for brødreparrets snurrende kamera.

Intet er overladt til tilfældighederne, og hver indstilling er minutiøst opstillet. Brødrene skaber en pudsig reminiscens af magtens korridorer i antikkens Rom ved at filme stierne mellem fængselscellerne fra oven.

Spillet mellem fangerne slår gnister – et stykke om forræderi og mord får bare ekstra nerve, når skuespillerne har fået rettens certifikat på, at de ikke er blandt Guds bedste børn.

Det er deres passion for teateret, der er ægte i denne dokumentar. Fangerne er udmærket klar over, at det er her, deres eneste frihed er.  

Som en af fangerne teatralsk og poetisk udtrykker det direkte til kameraet i sidste scene, efter opførelsen af stykket har fundet sted, og han igen sidder bag lås og slå: ”Siden jeg opdagede kunsten, er den her celle i sandhed blevet et fængsel.”

Dag 3: Nazisterne fra den mørke måne

Berlin-festivalen invaderes af nazister fra månen, mens Simon Stahos ungdomsmusical Magi i luften får en lunken modtagelse.

Især én film er der blevet hvisket om i krogene på årets Berlinale.

Ikke fordi der er store forventninger til dens kvalitet, men fordi filmjournalister fra hele verden er ved at dø af spænding over, hvordan den tysk-finske exploitation-film Iron Sky eksekverer sin vanvittige præmis.

Den er egentlig såre simpel: I 1945 byggede nazisterne en base på den mørke side af månen, og i det herrens år 2018 er de endelig klar til at invadere jorden!

Iron Sky vises i Panorama-serien, og billetterne er blevet revet væk til filmens i alt fem visninger. Jeg var så heldig at få en plads til dagens pressescreening, hvor der ikke var ét eneste tomt biografsæde.

Film for fans
Den finske instruktør Timo Vuorensula har brugt de sidste seks år på det store måne-projekt, som har et budget på over 50 millioner kroner, hvoraf mere end ti procent kommer fra crowd funding og investeringer fra dedikerede fans.

Og netop fansene vil næppe blive skuffede over Iron Sky, der lægger sig i forlængelse af andre kugleskøre b-film, som den norske Død snø fra 2009 om blodtørstige nazi-zombier. 

Her er massevis af ekstreme eksplosioner og computereffekter med den helt rigtige trashy b-film-æstetik. Og ikke mindst er der utallige intertekstuelle referencer, filmnørdernes favoritføde.

Det onde imperium i Star Wars havde Dødsstjernen, rumnazisterne har det imposante metalrumskib Götterdämmerung (som betyder gudernes tusmørke), og der udbryder også slåskamp i the war room som i Stanley Kubricks Dr. Strangelove.

Det er sjovest, når børnene i nazi-skolen ikke får hele sandheden at vide, når de får forklaret, at Charlie Chaplins Diktatoren er en af de bedste kortfilm nogensinde.

Forældet komik
For alle os, der ikke er exploitation-entusiaster, er Iron Sky gennemført og tilforladeligt rum-fjolleri, hvor man klukker hist og her.

Mest af alt slog det mig, at filmen på sin vis allerede er forældet. Fordi den har været så mange år undervejs, er flere af filmens komiske elementer udvandede.

Den amerikanske præsident i filmen er en tyk karikatur over Sarah Palin, som komikeren Tina Fey for år tilbage gjorde grin med i ugevis i det amerikanske sketch-show Saturday Night Live.    

I filmen kører Palin-klonen genvalgskampagne under mottoet ”Yes she can” med kedelig reference til præsident Obamas fire år gamle valgslogan.

Det er til gengæld et sjovt tilfælde, at filmen har premiere i en tid, hvor den republikanske præsidentkandidat Newt Gingrich har som erklæret mål at have en amerikansk base på månen inden 2020!

Af med trusserne
Under noget mindre bevågenhed blev også Simon Stahos ungdomsmusical Magi i luften vist for første gang på festivalens tredjedag.

Filmen fik hverken kritisk eller kommerciel succes i Danmark, men er alligevel udtaget til Berlinalens programserie for ungdomsfilm, Generation 14plus.

Musicalen med syttenårige Emma Sehested Høeg i hovedrollen som den håbefulde sanger Lina, der vil gøre hvad som helst – også smide trusserne – for at komme ind i branchen, får ikke pæne ord med på vejen af de internationale anmeldere.

Filmisk prut
Hårdest er det amerikanske blad Varietys anmelder Alissa Simons, der kalder Magi i luften ”hul” og ”selvfed”. 

”Filmens afgørende øjeblik er, da en homoseksuel teenager fortæller sin bedste ven, at man virkelig er forelsket, hvis man stadig vil være sammen med en pige, efter hun har pruttet én i ansigtet. Magi i luften er den filmiske pendant til at slå en prut,” skriver Alissa Simons i sin anmeldelse.

Engelske Mike Goodridge, der har anmeldt filmen for Screen, er noget mildere i sin dom.

”Denne hurtigt klippede og over-stiliserede affære kræver tålmodighed af seeren for at kunne engagere sig i dens unge, irriterende karakterer, men hen ad vejen finder filmen sin rytme og karakterne nogle intime øjeblikke,” skriver Goodridge.    

På torsdag får Nikolaj Arcel kritikernes nåde at føle, når En kongelig affære har premiere i hovedkonkurrencen.

Dag 2: Lindhardt indtager Berlin

Thure Lindhardt har bærende hovedroller i to film på Berlinalen. Den ene kan han være rigtig stolt af.

Hjemveen har trænge vilkår hernede i Berlin.

Jeg har over de første par dage i biografernes mørke tilbragt adskillige minutter i selskab med et velkendt, dansk ansigt.

Thure Lindhardt har tidligere spillet mindre roller i amerikanske produktioner som Sean Penns Into the Wild og Ron Howards Engle og dæmoner, men på årets Berlinale træder han frem på den internationale scene som leading man i hele to film.

Både det tyske ø-drama Formentera og den amerikanske indie-film Keep the Lights On kan prale af at have den 27-årige danskers stirrende øjne og karakteristiske tandsæt på rollelisten.

Tysk langgaber
Det er dog begrænset, hvor meget Thure Lindhardt kan prale af at have været med i Formentera, der udspiller sig på den spanske ø af samme navn.

Filmen, der vises i Forum-serien, er noget af en langgaber.

Lindthardt og den tyske skuespiller Sabine Timoteo spiller parret Nina og Benno, der besøger nogle af Bennos bekendte i deres idylliske middelhavshytte, hvor livet går sin bekymringsfrie gang.

Det er første gang, de er væk fra deres treårige datter, og som dagene på øen går, fornemmer man, at barnet har været den lim, der har holdt parrets skrøbelige forhold sammen.

Symbolsk farer de vild på deres første scootertur rundt på øen.

Upassende komik
Formentera ødelægges af nogle mærkværdige beslutninger fra instruktør Ann-Kristin Reyels' side.

Da Lindhardt finder sin kone i badet efter en natlig svømmetur, hvor hun trodsede ham og gik beruset i vandet, slår han arrigt ud efter hende. Men langsomt overvindes galskaben af lettelsen over, at hun er i live, og fuldt påklædt krammer han hende nænsomt under bruseren.

Desværre afbrydes den ømme scene på upassende komisk maner, da en af hyttens ældre beboere pludselig træder ind på badeværelset.

Publikum gik
Endnu værre er de mange scener, der trækkes i ulideligt langdrag.

Reyels virker som en instruktør med en opfattelse af, at hvis man lader scener dvæle længe nok, kommer forståelsen af karakteren helt af sig selv.

Men det er svært at afkode noget som helst uden hentydninger eller handlinger, og der er flere scener, hvor den kvindelige hovedperson bare går og går.

Flere publikummer blev inspireret og forlod visningen i utide.

Fra soveværelse til afvænningsklinik
Til gengæld kan Thure Lindhardt være pavestolt af sin præstation i Ira Sachs' fine Keep the Lights On, der deltog i hovedkonkurrencen på årets Sundance-festival, og som på Berlin vises i Panorama-serien.

Lindhardt spiller den altdominerende hovedrolle som bøssen Eric, hvis kæreste er afhængig af stoffer. I en mindre birolle som hans søster ses Paprika Steen.

Vi følger parrets mange op- og nedture over flere år. Fra forelskelsen og den hede bøssesex i soveværelset til de hårde, men nødvendige ord på afvænningsklinikken.

Thure og telefonrøret
Keep the Lights On er en karakterbåret film, og Thure Lindhardt bærer den med bravour. Han er med i hver enkelt scene og manøvrerer problemfrit og flot gennem hele følelsesregistret.

Lindhardt får det maksimale ud af scener, hvor et telefonrør er hans eneste medspiller.

Med sin ru stemme udtrykker han præcist Erics liderlighed, mens han har telefonsex. Og hans bævende stemme indeholder en kuldegysende sårbarhed, når Eric beder om resultatet af sin hiv-test over telefonen.

Det kniber med det engelske sprog her og der, men det er en mindre ridse i lakken for danskeren, der har krudt i karrieren. Thure Lindhardt medvirker i yderligere to udenlandske film i 2012.

Det er endnu uvist, hvornår det tyske drama Upgrade og den amerikanske fantasy-film Byzantium får premiere.

Dag 1: De politiske jagtmarker

Pressen var på politisk jagt på Berlinalens første dag, hvor kostumedrama åbnede hovedkonkurrencen, og Angelina Jolie inviterede til historietime. 

På sidste års Berlinale løb en tom stol med al opmærksomheden første dag.

Den iranske instruktør Jafar Panahi skulle have været medlem af sidste års jury, men blev inden da fængslet af det iranske styre for sine systemkritiske film. Den tomme stol var en stille protest, der blev hørt verden over.

Der var ingen opsigtsvækkende politiske stunts af samme karakter på dagens pressemøde, hvor årets jury med formand Mike Leigh i spidsen blev præsenteret.

Det var den sultne presse ikke tilfreds med, og efter de høflige, indledende spørgsmål blev der straks spurgt ind til, om politiske film har større vinderchancer i kampen om Guldbjørnen.

”Det er umuligt at bedømme filmene på passende vis uden at vurdere dem ud fra hver deres kontekst, om den så er politisk, social eller kunstnerisk. Vi i juryen er ærlig talt alt for sofistiskerede og intelligente til at undlade at gøre det,” lød Mike Leighs morsomme, men kryptiske svar.

Det Arabiske Forår i Frankrig
Det franske kostumedrama Farewell, My Queen , der deltager i hovedkonkurrencen, åbnede årets Berlinale.

Filmen skildrer den sidste tid på Versailles-slottet inden den franske revolution, og på det efterfølgende pressemøde gravede pressekorpset videre efter politisk guld. En journalist mente, at det franske kongeriges endeligt måtte være en klar parallel til Det Arabiske Forår!

”Det er op til publikum at vurdere,” lød det næsten for diplomatiske svar fra Diane Kruger, der i filmen spiller Marie Antoinette, mens instruktør Benoît Jacquot blot konkluderede, at ”slutningen på en æra altid er interessant”.

Farewell, My Queen er ikke en politisk film — det er først og fremmest en rodet film. Kostumedrama, spændingsfilm og lesbisk kammerspil på én gang.

Et lesbisk twist
Filmens hovedperson er tjenestepigen Sidonie (spillet af det franske stjernefrø Léa Seydoux), som er oplæser for dronning Marie Antoinette.

Det er især, når filmen følger de sidste dages panik fra hendes og resten af tjenestefolkenes synspunkt, at den er værd at skrive hjem om.

Benoît Jacqout, der har tyve film på CV’et, beviser, at han kan sit håndværk i sin beskrivelse af hysteriet i de smalle korridorgange, hvor tjenestefolkene løber forvirrede rundt som høner uden hoveder.

Det flakkende lys fra stearinlysene, det thriller-agtige score og det håndholdte kamera, der går klaustrofobisk tæt på personerne, er tilsammen åndenødsfremkaldende.

Samme spænding formår Jacqout ikke at skabe i spillet mellem Sidonie, Marie Antoinette og resten af adelen og hofdamerne i kammerstuerne højere oppe i hierarkiet, hvor dronningens varme følelser for en grevinde er i fokus.
 
Den franske revolution får dermed et lesbisk twist. Alene den sætning vidner om en film, der ikke aner, hvilken stol den skal sætte sig på.

Umulig kærlighed
Med Angelina Jolies spillefilmdebut In the Land of Blood and Honey , som vises uden for konkurrence, fik pressen endelig den politiske film, de havde ventet på.

Filmen foregår under krigen på Balkan i 1990’erne og følger muslimen Ajla og serberen Danijel, der forelsker sig, lige inden de etniske udrensninger begynder at finde sted. Hun ender med at være fange i den lejr, han er leder for.

Jolies debut er både ægte og forloren.

Ajla og Danijels umulige kærlighed skildres ømt og stilfuldt i scenerne på det kammer, hvor han ender med at placere hende — langt væk fra de andre fangevogteres daglige voldtægt.

Her danser de uden musik i skæret fra en enkelt lampe. Deres skygger på væggen er ens, men hun er nøgen og han i uniform.

Forloren historietime
Denne subtilitet savner man, når det kommer til selve håndteringen af krigens frygteligheder i In the Land of Blood and Honey . 

Det skinner igennem, at Angelina Jolie, der også har skrevet manuskriptet, med sin film har villet lave en historietime for vesterlændinge, der ikke er klar over, hvor grusom Balkan-krigen egentlig var — hvis de overhovedet har hørt om den.

Flere situationer er sat så meget på spidsen, at man føler Jolies dirigentstok. Babyer kastes ud af vinduet, geværskytter smiler overdrevent, og voldtægtsforbryderen voldtager en fange, mens han kigger de andre kvindelige fanger i øjnene.

Jolie vælger den lette og udpenslede vej, som i sin forhippelse på at skabe følelsesmæssigt indspark ender med at virke falsk.

Men pressen skal nok kaste sig over Angelina Jolie og In the Land of Blood and Honey på filmens pressemøde om et par dage.