Dag 8: Kunsten at kede sig

Tiden går i stå på Berlinalen. Og ikke kun i Miranda Julys The Future, hvor en af hovedpersonerne fryser tiden for at værne sig mod en ubehagelig sandhed.

Det sker også i biografsæderne, når man hører en rungende snorken nogle rækker væk, efterfulgt af et brat ”RRRJA!”, når den sovende vækkes af irriterede naboer.

Jeg skal ikke være hellig. Når man har set tre-fire film om dagen i over en uge, er det en arbejdsskade, når mere og mere distante lyde fra biografens højtalere smelter sammen med surrealistiske drømmebilleder på det lærred, der er indersiden af øjenlågene.

Som ved den franske dokumentar Territoire Perdu om Sahrawi-ørkenfolket i Vestsahara, der vises i Forum-programmet. Skudt i grim, sort-hvid 8mm består filmen af mange lange minutters billeder af vindblæst sandørken, uden mål eller mening. Snork!

Spaghetti i realtid
To konkurrencefilm viser dog, at det kan være en kunst at kede og kede sig.

Den egensindige ungarske auteur Bela Tarrs konkurrencefilm A Torinói Ló (Den torinske hest) består af blot 30 kameraindstillinger på to en halv time. Det er en minimalistisk ikke-historie om en mand og hans datters liv i et barskt, øde område, der i imponerende billeder skaber en meditativ stemning.

Og i Lee Yoon-kis Saranghanda, Saranghaji Anneunda, der betyder noget i retning af ”Kommer regn, kommer solskin”, bliver selv tilberedningen af spaghetti vist i realtid.

Den koreanske film er konkurrencens eneste asiatiske bidrag og et tyst drama i traditionen efter Ozu, hvor konflikterne ligger i det ufortalte.

Udramatisk break-up
Saranghanda, Saranghaji Anneunda starter med en lang biltur, optaget i én indstilling, hvor et ungt ægtepar taler om løst og fast, før kvinden røber, at hun går fra ham.

Hans nærmest høflige reaktion får én til at fatte interesse for forholdet mellem de to: ”Er der ingen chance for, at du ombestemmer dig,” spørger han roligt, bare lige for at være sikker.

I næste scene er vi tilbage i huset, hvor hun pakker sammen og gør klar til at flytte. Udenfor pisker regnen ned, mens han omgås hende, som om intet var hændt. Ikke fornægtende, bare bemærkelsesværdigt accepterende.

Da en kat sniger sig ind i huset, tvinges følelserne dog en smule frem, og kvinden må forholde sig til, om hun har taget det rigtige valg. Instruktøren har selv med et glimt i øjet sagt om filmen til The Hollywood Reporter:

”Publikum vil kede sig, uanset hvor umage jeg gør mig. Jeg ville have, at hver en scene skulle føles, som om den var lig normal tid. Hvis historien fandt sted over flere dage, ville jeg ikke være i stand til at portrættere hvert øjeblik og karakterernes følelser med samme dybde.”

Vildbassen Baader
Han har ret i begge dele: man keder sig - og fascineres af den detaljemættede dybde.

Samme dybde mangler én af torsdagens øvrige konkurrencefilm, der griber det tidslige aspekt helt anderledes an: Her når vi over Cuba-krise, Vietnam-krig og Rudi Dutschke-mordet i en håndevending.

Andres Veiels Wer Wenn Nicht Wir (”Hvem, hvis ikke os”) begynder i starten af 60'erne, hvor de unge, intelligente og politisk bevidste Gudrun Ensslin og Bernward Vesper forelsker sig. Og den følger den hyppigt skildrede tyske venstrefløjsterrorisme fra naiv oprørstrang til radikalisering i den ene eller anden retning:

Mens Bernward tager stoffer for at nå en større, litterær erkendelse, grundlægger Gudrun sammen med vildbassen Andreas Baader Rote Armee Fraktion, som bliver hendes skæbne.

Filmen er således et slag parallelbind til Uli Edels Baader Meinhof Komplekset fra 2008, hvor Gudrun Ensslin fremstilles som en ikke videre oplyst psykopat.

Hvem vinder Bjørnen?
Den nye film øger bestemt nuancerne og beskriver hende som en yderst begavet litterat, der ansporet af Baader indser, at ord ikke rækker i revolutionen. Og den er væsentligt strammere fortalt end det ujævne action-brag Baader Meinhof Komplekset.

Men i tidsbillede såvel som personportræt ender filmen også som en lidt overfladisk fornøjelse i sin forhippelse på historisk gengivelse fra A til Å.

Wer Wenn Nicht Wer snupper næppe Guldbjørnen på en Berlinale, hvis timeglas er ved at rinde ud. Læs med senere, når min kollega Henrik Østergaard og jeg går linen ud og udpeger favoritterne til at hjemtage priserne i morgen.

Dag 7: Talefejl og nazi-forvekslinger

Berlin er Otto Sander med englevinger, der nysgerrigt følger efter en gammel mand til en sønderbombet Potsdamer Platz i Wim Wenders drømmende Himlen over Berlin .

Det er Franka Potente, der løber, løber, løber for livet over Oberbaumbrücke i Tom Tykwers Lola Rennt . Det er Walter Rutmanns stumme storbysymfoni, der begejstret indsnuser byens menneskemylder og puls.

Historie og film krydser hinandens spor ved Berlins genopbyggede pladser og monumenter – og på onsdagens Berlinale også i biograferne, hvor to film fortalte de gode, små historier, der følger i slipstrømmen på historiens store vingesus.

Sidehistorie til Madonna
Alle englændere kender historien om Edvard 8., der abdicerede fra tronen på grund af sit kontroversielle kærlighedsforhold til den to gange skilte Wallis Simpsons.

En historie, der i øvrigt er i centrum for Madonnas kommende film W.E. , som har vakt stort postyr her i Berlin, fordi Madonna selv har været til stede for at sælge den. Rygtet vil vide, at den får premiere på Venedig-festivalen.

Tom Hoopers Kongens store tale fokuserer derimod på den langt mindre kendte historie om det stammeproblem, der udgjorde en seriøs forhindring for Edvard 8.’s lillebror, der fik titlen Kong George 8., og hans succes som efterfølger på tronen.

Træning i bandeord
I filmens angstprovokerende åbningsscene står han foran et fyldt Wembley Stadion, men er ude af stand til at få ordene ud over læberne.

Hans kones sørgmodige reaktion (fint underspillet af Helena Bonham Carter) spejler tilskuerens: Vi bliver kede af det på mandens vegne.

George – eller Bertie, som hans kælenavn lyder – får hjælp af den australske talepædagog Lionel Logue (Geoffrey Rush). En falleret Shakespeare-skuespiller, der bruger uortodokse metoder som sang og hurtig gentagelse af bandeord. Og som gennem venskabelige, terapeutiske samtaler prøver at finde roden til det hæmmende taleproblem.

Livsfarlig sentimentalitet
Kongens store tale er kæmpefavorit til at vinde Oscar’en sidst på måneden, og den kan da også lyde som en vaskeægte Oscar-tåreperser.

Men den er faktisk langt mere afbalanceret end forventet. Varm og humoristisk, men også ganske nøgtern, hvilket ikke mindst skyldes Colin Firth’ Bertie, der både er aristokratisk og lun, empatisk og temperamentsfuld.

Som Firth forklarede efter filmen:

”Tom (Hooper, red. ) og jeg talte meget om, at figuren ikke skulle have ondt af sig selv. Hvis det blev for sentimentalt, ville det slå filmen ihjel, og derfor var humoren og ironien i selv de scener, hvor Bertie fortæller om sine barndomstraumer, enormt vigtig.”

Min frygt er min egen
På et spørgsmål om, hvad hans egen personlige frygt er, svarede Colin Firth på en måde, der understregede hans egen elegante britiske klasse.

”Jeg bliver nok nødt til at svare, som Peter O’Toole gør det til Omar Sharif i Lawrence of Arabia : ’My fear is my concern.’”

Kongens store tale er et scoop for Berlinalen, også selvom der kun er tale om en europæisk premiere, som vises uden for konkurrencen.

Fortegnet skygge
Helt så vellykket er tyske Mein Bester Feind ikke.

I Wolfgang Murnbergers film, der deltager i konkurrencen, er bagtæppet som så ofte før i tysk film i disse år Anden Verdenskrig.

Omdrejningspunktet er den rige jødiske galleriejer-søn Victor Kaufmann (Moritz Bleibtreu, en af tysk films mest benyttede skuespillere) og hans gode ven Rudi Smekal (Georg Friedrich), der ved krigen bliver nazist.

Rudi er søn af familiens tro tjenestepige, og selvom han altid er blevet behandlet som familie, finder han nydelse i at se rollerne i det sociale hierarki byttet om.

Verdenskrig som underholdning
Disse to nøglekarakterers indbyrdes forhold bliver aldrig synderligt interessant – og filmens skildring af krigen er kun en bleg, fortegnet skygge af film som Der Untergang og Falskneren . 

Mein Bester Feind har derimod sin berettigelse med et forvekslings- og farceplot.

Victors familie er nemlig i besiddelse af en ægte Michelangelo-tegning, som kommer i høj kurs blandt nazisterne, og som for alvor spiller Victor og Rudi ud mod hinanden. Hvem ved, hvor den ægte tegning befinder sig? Hvem snyder hvem?

Filmen viser, at Tyskland efterhånden godt kan lave Anden Verdenskrigs-film, der ikke er alvorstung bearbejdelse af et nationaltraume, men munter underholdning. På den måde er filmen i sig selv et lille appendiks til historien.

Dag 6: Komiker nedlægger Berlin

Britiske Submarine er kommet ind fra højre som filmen, man ikke må gå glip af på Berlinalen.

Hvert år er der på Berlinalen en film, som ingen talte om før festivalen, men som oparbejder sig et rygte undervejs. Der hviskes i krogene og sms’es flittigt: Her er filmen, man ikke må gå glip af. 

I 2006 var det den barske australske western The Proposition . I 2008 var det John Crawleys Boy A .

I år er det den britiske Submarine . En skæv coming of age-historie, som danske distributører da også allerede har haft snøren ude efter.

Hvilket de ikke skal høre et ondt ord for!

Største bifald hidtil
Filmen, der vises i sidekonkurrencen Forum, høstede i dag det største bifald, jeg endnu har oplevet ved årets Berlinale. Også takket være filmens instruktør, komikeren Richard Ayoade, der under det efterfølgende interview lagde salen ned med sine hurtige replikker.

”Kan du ikke give det en chance, til festivalen er forbi. Jeg er sikker på, det kun går op ad bakke herfra,” svarede han efter filmen, da intervieweren – inspireret af en specifik scene – sagde, at hun gerne ville tale om selvmord.

Submarine foregår i et trøstesløst Wales og fortælles af teenageren Oliver, der forelsker sig i skolens mobbeoffer nr. 1, men han slås også med sin egen manglende popularitet.

Han er på samme tid en typisk og usædvanlig teenager, der både har storhedsvanvid og mindreværdskomplekser, og som bekymrer sig om sine forældres manglende sexliv i sådan en grad, at han føler sig forpligtet til at foretage jævnlige kontrolcheck af deres soveværelse.

Badlands et forbillede
I en af filmens første scener, der anslår filmens humor suverænt, fantaserer Oliver om, hvordan skolekammeraterne, forældrene og, ja, hele Wales vil reagere efter hans pludselig død.

Der er grædeoptog i gaderne, og på pressekonferencer beskrives han som en heroisk ung fyr, som pigerne elskede. Indtil han en dag genopstår, svævende og i sort kappe – ”stærkere end nogensinde”!  

Om hovedpersonen Oliver forklarede Richard Ayoade bagefter filmen:

”Oliver beskriver sig selv som en cool, næsten Alain Deloin-lignende type. Men i virkeligheden er han udenfor. Terrence Malicks Badlands var et af forbillederne. Her er der også en voice over, der fortæller dig noget, som billederne modsiger.”

Et gennembrud
Submarine er dog en væsentligt lettere og sjovere film end Malicks mesterværk. Et sensitivt, veloplagt miks mellem Michael Cera-komedier som Juno , Noah Baumbachs The Squid and the Whale og David McKenzies Hallam Foe .
 
Det er en hamrende underholdende romantisk ungdomskomedie med en række eminente skuespilpræstationer.

Blandt andet Sally Hawkins (Happy-Go-Lucky ) i rollen som Olivers paranoide mor, der forgæves forsøger at vække sin konfliktsky, apatiske biologlærermand til live, men i stedet flirter med naboen, en holistisk selvhjælpsguru med tyskerfrisure.

Talende kat
Skæv humor er der også til overflod i The Future , Miranda Julys imødesete opfølger til indiehittet Me, You and Everyone We Know .

July er en fascinerende personlighed, der både skriver, instruerer og spiller hovedrollen i sine film, og hendes barnlige, ejendommelige karakterer er ikke alles kop te.

Og med en talende kat og et par, der stopper tiden efter forgodtbefindende, er The Future da også næsten en parodi på indie-filmens selvbevidst særprægede stil.

Verdensfjerne mennesker
I branchebladet Screen fik filmen en hård medfart med kun én stjerne (ud af fire). Men jeg hører nu til dem, der tilgiver Julys fejlslagne idéer (katten!) på grund af hendes melankolske portrætter af naive og verdensfjerne mennesker, der er helt ude af sync med det moderne karriereliv.

I The Future , der deltager i konkurrencen, er disse mennesker det tosomhedsprægede par Sophie og Jason, som beslutter sig for at købe en dødssyg kat.

Der går dog en måned, før de kan modtage den, og gennem et fuldstændig ulogisk ræsonnement overbeviser de sig selv om, at det bliver deres sidste måned i frihed. Og dermed en måned, de skal leve, som var det den sidste.

The Future er mørkere og mere absurd end Me, You and Everyone We Know . Langt fra formfuldendt, men afgjort en anbefaling værd, hvis man ikke lader sig skræmme af en snakkende kat ramt af tilværelsens brutalitet.

Dag 5: Homo-erotisk brydekamp

Tre film mandag havde erotiske over- eller undertoner, og der var noget for enhver smag.

Vores kollegaer på Ekstra Bladet kan det der med at skrue en saftig overskrift sammen.

”Grænseoverskridende sexscene i dansk film,” skriver de med henvisning til Heidi Maria Faists anden spillefilm, Frit fald , som i dag spillede for fulde huse på Berlinalen.

Sexscenen, der refereres til, udspiller sig mellem filmens fjortenårige hovedkarakter Louise (Frederikke Dahl Hansen) og den voksne Hans (Dar Salim).

Filmen skildrer fintfølende og med energisk ungdommeligt filmsprog – men også lidt forudsigeligt – teenagelivets stormfulde forvirring. Louise forsøger at leve op til sin flyvske, festende og aldeles uansvarlige, unge mor, og et skridt i dette frie fald er at score hendes ekskæreste.

Største maskuline udstråling
Sexscenen er nu ikke så grænseoverskridende endda, men sex sælger. Det ved enhver, også Ralph Fiennes, som i sin debut som instruktør – den moderne Shakespeare-fortolkning Coriolanus , der deltager i konkurrencen – i en homoerotiske brydekamp med Gerard Butler.

Butler (300 , Rocknrolla , The Ugly Truth ) og Fiennes er to af tidens skuespillere, der besidder den største maskuline udstråling, og den rå fysik i de grafiske nævekampe mellem dem er filmens mest medrivende scener.

Fiennes spiller titelrollen som Coriolanus, en krigshelt i det gamle Rom, der hyldes for sine brave bedrifter, men siden vækker et folkeligt oprør på grund af sin magtarrogance. Et oprør, der ledes af Butlers figur, Tullus Aufidius.

Fiennes overspiller
Fiennes har valgt at henlægge handlingen til et nutidigt storbymiljø (filmen er optaget i Beograd), men dialogen følger Shakespeares original. Og det er her, filmen knækker.

Der er noget distancerende over en replikudveksling, hvor personerne refererer til telte i Rom, når alle kan se, at de befinder sig i betonbygninger i Østeuropa.

Dertil kommer, at Fiennes afslører, hvor svært det må være at instruere sig selv.

Den normalt så fremragende skuespiller, som har stor erfaring med Shakespeare fra de skrå brædder, overspiller rædsomt i sine lange monologer, og man fornemmer alt for klart, at han som spillende træner har villet give den en ekstra tand for at imponere sit hold.

Nabosatire
Mere underspillet er præstationerne i Les Femmes du 6éme étage (Kvinderne fra sjette etage), der mandag blev vist i konkurrenceprogrammet, men uden for kampen om Guldbjørnen.

En varm lille perle, som man kun kan håbe, en dansk distributør henter hjem til en smal dansk premiere.

Franske Philippe Le Guays film er en besnærende hyldest til det frivole liv – og en morsom satire over forholdet mellem de to nabolande Frankrig og Spanien.

Tjenestepigernes livslyst
På femte etage bor den fisefornemme, vanetænkende direktør Jean-Louis med sin hjemmegående hustru, der bruger dagen på at sludre med veninder og få ordnet negle.

På etagen ovenover, derimod, bor en håndfuld spanske kvinder, der arbejder som tjenestepiger i områdets fine franske familier. Kvinder, der har temperament og livslyst a la España.

Da Jean-Louis’ familie får den smukke Maria som tjenestepige, opdager han langsomt deres frimodige levevis i kontrast til hans eget ensformige liv. Og snart bliver han én af flokken.

Han kører pigerne på skovtur, danser og synger til spanske ballader og hjælper dem med deres store og små problemer.

Spansk passion
Dette møde mellem kølig fransk arrogance og spansk passion er fornøjeligt og hjertevarmt, og selvom filmen måske er knap så elegant som Pedro Almodóvars Volver , forstår man udmærket Jean-Louis’ nysgerrige betagelse af de spanske señoritas.

De spilles nemlig af kræfter som Carmen Maura og Lola Dueñas, der begge var med i netop Volver , og den mere ukendte argentiner Natalia Verbeke, der er frodigt erotisk på Penelope Cruz-måden. 

På den måde kom der mandag endelig lidt sex på Berlinalen – og lidt for enhver smag.

Dag 4: Lækkerier i tre dimensioner

Berlin tog søndag kiksede briller på for at være i selskab med Wenders, Herzog og fransk animation i 3D.

3D er død, har både den anerkendte klipper Walter Murch og kritikeren Roger Ebert slået fast. I så fald var søndagen på Berlinalen ét langt ligtog.

Dagen bød på hele tre 3D-film, to af dem endda fra veteraner, som man ellers skulle tro, ville være de sidste til at ryge med på den bebrillede modedille: Wim Wenders og Werner Herzog.

Men modsat flere store actionbrags spekulative 3D-brug, ser det ud til, at de gamle mestre er sluppet godt fra deres favntag med teknologien.

Pinas altseende blik
Mens Herzog i stigende grad dyrkes som en kultfigur, er Wenders’ betydning, siden mesterværkerne Paris, Texas og Himlen over Berlin i midt-80’erne, langsomt fordampet.

Nu er Wenders dog tilbage med en smuk dokumentarfilm om den legendariske koreograf Pina Bausch. Hun er berømt for sine opsætninger, der med ekspressionistisk bevægelse, surrealistiske gentagelser og minimal dialog har sat nye grænser for dansekunsten.

Pina, som filmen hedder, skulle have været lavet i samarbejde med kunstneren, men til filmholdets chok døde hun i juni 2009. Wenders ville have fulgt Pinas opsætninger rundt i verden i en slags road-movie, men han måtte ændre konceptet efter titelpersonens pludselige bortgang.

”Intet kunne gemme sig for Pinas blik. Hun så lige igennem dig, men ikke på en måde, så du følte dig nøgen eller udsat,” fortalte Wim Wenders, der i filmen kanaliserer Pinas blik gennem bjergtagende optagelser af hendes kompositioner og interviewbider med hendes dansere.

Stoledans for viderekomne
Selv for en danse-ukyndig er scenerne guf for øjet.

I en slags stoledans for viderekomne balancerer en mand med seks-syv velvoksne grene på hoved, arme og skuldre, eg det excessive spil mellem danserne emmer gennemgående af ensomhed, smerte og vildskab.

Musikken veksler mellem alt fra spansk folkemusik og moderne elektronisk, og 3D’en kommer virkelig til sin ret, fordi vi oplever dybden i Pina Bausch’ kompositioner.

Banale eventyr
Mere ligegyldig synes 3D-brugen i Michel Odelets franske animationsfilm Tales of the Night . Tegneteknikken baserer sig på silhuetter, og instruktøren har da også indrømmet, at filmen mest af alt blev lavet i tre dimensioner, fordi det var på mode.

I filmen mødes en pige og en dreng i en biografsal og fantaserer sig ind i en lang række forskellige eventyrhistorier, som filmen er bygget op om. Eventyrerne er af og til humoristiske, men også ganske banale, og efter de første par historier bliver strukturen fortærsket.

Herzogs hulemalerier
Mere innovativ i 3D-forstand skulle excentrikeren Werner Herzogs dokumentarfilm Cave of Forgotten Dreams være. Filmen blev i dag vist ved en screening, der var så velbesøgt, at biografdøren smækkede for næsen af Ekkos udsendte. Bittert!

Filmen kredser om verdens ældste hulemalerier i Chauvet-Pont-d’Arc i Frankrig, som Werner Herzog er én blandt få, der har fået lov til at gå på opdagelse i. 3D-teknikken skulle vække både malerier og huler til live for biografpublikummet, og Screen International går så langt som til at konstatere:

”Herzog’s decision to shoot in 3-D is the film’s greatest asset.”  

Så 3D-teknologien lever stadig – i dokumentarformatet.

Dag 3: Humor mod kulturkløfter

Peter Aalbæk og Zentropa-band spillede Hit the Road Jack , da den danske filmbranche samledes på Berlinalen, der lørdag bød på noget så usædvanligt som en morsom tysk film.

Der er ingen danske film i denne udgave af Berlinalens hovedkonkurrence. Man kunne have frygtet et år, hvor den danske filmbranche ikke rigtigt ville have noget at snakke med hinanden om. 

Men så blev dokumentarfilmkonsulenten Jesper Jack fyret efter René Fredensborgs artikel i det nye nummer af Ekko.

Og pludselig fik hele branchen en fælles referenceramme, selvom det ikke var alle, der rent faktisk havde læst artiklen.

Hit the Road Jack
Jesper Jack-sagen er kort sagt kommet til Berlin, og da den danske filmbranche skålede med sig selv og dens samarbejdspartnere ved Filminstituttets såkaldte Meet The Danes -arrangement fredag aften, gav ordene ”Jesper Jack” genlyd i den højloftede balsal.

Peter Aalbæk Jensen spillede trommer i aftenens musikalske indslag, Zentropa Jazz Band, som tog det hele oppefra og ned: Bandet spillede både Ray Charles’ Hit the Road Jack og Eric Claptons Cocaine .

Nogle kaldte artiklen for hamrende relevant og underholdende, andre kaldte den for sensationsjournalistik af værste skuffe.

Og så var der dem, der i spøg spurte, om Filminstituttet ikke serverede noget mere slagkraftigt i baren end øl og vin.

Laaang snørebåndsbinding
Man kan næsten komme til at glemme, at der også finder en helt anden duel sted i Berlin. En duel på film, som dog – desværre – er langt mindre dramatisk.

Den bedste af lørdagens tre film i konkurrenceprogrammet deltager symptomatisk uden for kampen om de eftertragtede bjørne. Er den for let og underholdende til at være en konkurrencefilm?

Alvorstunge film, hvor vi skal se samfulde fem minutter, som det tager for hovedpersonen at binde sine snørebånd, synes at have patent på konkurrencedeltagelse.

Tysk Jalla! Jalla!
Dagens underholdende film hed Almanya – Willkommen in Deutschland . Det er en slags tysk Jalla! Jalla! , nemlig en vellykket overdreven karikatur på de mange tyrkiske indvandrere i Tyskland – og på de massive fordomme, tysk og tyrkisk kultur har i forhold til hinanden.

Bedstefar Hüseyin kom til Tyskland, da der var brug for arbejdskraften i 70’erne. Han tog sin kone og børn med, og da de voksede op, blev både de og deres børn lige så tyske som tyrkiske.

Alligevel bliver barnebarnet Cenk mobbet i skolegården, fordi han stammer fra en lille landsby, der ligger så langt mod øst i Tyrkiet, at den ikke er med på den klassens Europa-kort. Magneten med Cenks navn må derfor placeres et sted i tavlens ingenmandsland!

Humor bygger broer
For at understrege sin tyrkiskhed inviterer den aldrende Hüseyin hele den pukkelryggede på dømt-til-at-gå-galt-familietur tilbage til rødderne i den tyrkiske landsby, mens filmen sideløbende i flashbacks fortæller historien om Hüseyins egen vej fra Tyrkiet til Tyskland.

Flashbackene bliver set gennem Cenks fantasifulde, barnlige øjne, og da han ikke kan tyrkisk, snakker alle personerne i Tyrkiet selvfølgelig også tysk – en fiks lille måde at skabe et indholdsmæssigt alibi for tyskernes hang til eftersynkroniseringer.

Almanya – Willkommen in Deutschland er et charmerende eksempel på, at humor bygger broer over kulturkløfter. Lige hvad man trængte til på en filmdag, der ellers kunne føles som én lang, ørkesløs kameraindstilling.

Dag 2: Bankkrak og kønsforvirring

Fransk film om en tiårigs kønsforvirring er bedre til at skabe spænding end stjernespækket Hollywood-thriller, skriver Jacob Ludvigsen fra Berlin.

Berlinalen er som barndommens årlige sommerferie hos bedsteforældrene. Man føres straks tilbage til tidligere års bekymringsfri oplevelser, og man henrykkes ved at se, at alt er, som det plejer.

Det er stadig de samme mere eller mindre vanvittige spørgsmål, journalisterne stiller ved pressekonferencerne (i dag skulle en journalist lige fortælle Kevin Spacey og Jeremy Irons om sine personlige oplevelser med en voldelig far, før hun stillede spørgsmål til en film, der handler om en investeringsbank omkring finanskrisen).

Og der står stadig en smoking-klædt herre og sørger for rene håndklæder til lurvede pressefolk på toilettet i det luksuriøse festivalcentrum Hyatt Hotel.

Manhattan-krak i Berlin
Vanen tro finder man også de største filmoplevelser dér, hvor man allermindst venter det.

Det sidste døgn har et afmålt fransk drama om en tiårig pige, der giver sig ud for at være en dreng, eksempelvis langt overgået ovennævnte stjernespækkede Hollywood-thriller med Spacey og Irons i kunsten at skabe spænding.

Margin Call , som finanskrisefilmen hedder, er skabt af den debuterende instruktør J.C. Chandor. Plottet følger en stor, anonym Manhattan-investeringsbank i 24 timer fra det øjeblik, hvor man opdager, at den er helt gal med firmaets aktiver.

Inden for meget kort tid vil banken krakke og ryste verdensøkonomien. 

Det menneskelige ansigt
Det kunne have været spændende, men filmen bliver et fadt bekendtskab.

Først er det de unge bankanalytikere, der opdager den dystre fremskrivning, og derfra ryger den videre op i systemet til chef efter chef, der reagerer på hver deres facon.

Kevin Spaceys leder har fortrængt sin moral efter sytten år i jobbet, men gemmer på en vis empati, hvilket filmen viser os i oversymbolske scener, hvor han græder over sin døende hund. Mens Jeremy Irons direktør for det hele er kold, dekadent og brutal.

Filmen forsøger at vise det menneskelige ansigt af de bankfolk, der er blevet dæmoniseret kraftigt siden nedsmeltningen på Wall Street i 2008. Den peger på systemets indgroede fejlslutning. Men historien bliver aldrig det intense kammerspil på 40. etage, som den efterstræber.

Tissemand af modellervoks
Og her er det så, at Margin Call kunne tage ved lære af Céline Sciammas franske Tomboy, der vises i sideprogrammet Panorama. Titlen refererer til drengepigen Laure (eminent spillet af Zoé Heran), der lige er flyttet med sin familie til et nyt kvarter.

Med sit korte hår og sin ranglede krop kan hun sagtens give sig ud for at være en dreng – hvilket hun gør, da hun møder kvarterets andre børn.

”Mikael”, som hun kalder sig, bliver hurtigt populær i flokken. Han kan slås, er god til fodbold og har et sødt skævt smil. Den smukke Lisa har et godt øje til ham – og Mikael/Laure til hende.

Suspensen opstår, fordi vi hele tiden ved, at det er dømt til at gå galt. Så den står på seriøs neglebidning, når Mikael/Laure skal tisse i skoven med fare for at blive opdaget. Og ikke mindst, når hun – med en tissemand lavet ud af modellervoks i badebukserne – slås med de andre drenge på en tømmerflåde i vandet.

Lillesøsterens guldkorn
Filmen tager sig god tid til at skildre den kærlige stemning i Laures familie, så vi også fint sympatiserer os med morens chokerede reaktion, når bluffet bliver afsløret.

Lillesøsteren er i sig selv en grund til at se filmen. En kvik lille pige, der bliver en medsammensvoren i Laures bedrag, og som leverer det ene humoristiske guldkorn af en replik efter den anden. Og Zoé Heran i hovedrollen som Laure er eminent i hvert et sigende, generte blik.

Da spændingen endelig udløses, afvikler filmen den uden forceret stordramatik. Laures forvirring over sit eget køn er næppe blevet meget mindre. Men det går nok alt sammen alligevel.

Dag 1: Jafars stol og Hailees bande-kop

Coen-brødrene og Jeff Bridges red gennem Berlin, men en tom stol stjal opmærksomheden, skriver Jacob Ludvigsen i sin Berlinaleblog.

Berlin Film Festival har et særligt godt øje til politiske film. Det fik vi allerede et fysisk bevis på ved åbningspressemødet med juryen: et navneskilt og en tom stol.

På navneskiltet stod ordene ”Jafar Panahi”, den iranske instruktør, som er med i årets jury, men ikke vil få hverken Berlin eller Guldbjørne-kandidaterne at se.

Panahi sidder nemlig i iransk fængsel på grund af sine systemkritiske film, og der skal han blive de næste seks år.

Trods sit fravær var han pressemødets egentlige hovedperson. Og mens hans jurykollegaer med formand Isabella Rossellini i spidsen understregede, at kunst er afhængig af retten til at udtrykke sig, sad jeg med en lurende fornemmelse af, at film om ytringsfrihed og demokrati i år vil være særligt gunstigt stillede i kampen om Guldbjørnen.

I forvejen har Berlinalen – Europas tredjevigtigste efter Cannes og Venedig – en tradition for at hylde de rigtige snarere end de bedste film.

Et brag af en åbningsfilm
I det lys forstår man godt, at Coen-brødrenes western True Grit stiller op uden for konkurrence. Den åbnede festivalen befriende upolitisk med glamour og klassisk Hollywood-stemning.

Den tidobbelte Oscar-nominerede True Grit trak fulde huse ved både visning og efterfølgende pressekonference, hvor både Jeff Bridges, Josh Brolin, de to Coen-brødre og filmens kun fjortenårige kvindelige hovedrolle, Hailee Steinfeld, var til stede.

Joel og Ethan Coen bed da heller ikke rigtigt på journalisternes fantasifulde fortolkninger af den samfundsmæssige baggrund for, at Coen-brødrene havde valgt at genindspille Charles Portis’ roman fra 1968.

Om filmens hævngerrige heltinde, der er yderst ferm til tal og handel, er en allegori over finanskrisen? ”Nej, det ville nok være at gå til yderligheder.”

Om der er en grund til at aktualisere western-genren netop nu? ”Nej, vi tænker faktisk ikke rigtigt over den samtidige relevans.”

Fordrukken Bridges
True Grit blev i 1969 filmatiseret med John Wayne i rollen som den hærdede U.S. Marshall Rooster Cogburn. Men Coen-brødrene afslørede, at de ikke havde skelet til den gamle film, som de ikke har set, siden de var børn.

”Bogen er i sig selv som et Coen-manuskript,” sagde Jeff Bridges og udnævnte i forbifarten de to brødre til ”verdens bedste instruktører”.

Bridges spiller den nye udgave af Rooster Cogburn: en fordrukken, udslidt håndhæver af loven, som i Arkansas i 1878 modstræbende hyres af den unge pige Mattie til at fange forbryderen Tom Chaney (Josh Brolin), der nådesløst slog hendes far ihjel.

Fjortenårigt scoop
Jeff Bridges spiller den næsten uforståeligt mumlende Cogburn med falleret autoritet, men Mattie er filmens virkelige scoop: en voksen, lynende skarp dame i en fjortenårigs krop og en benhård forhandler.

I en fortrinlig scene kører hun en erfaren handelsmand så meget rundt i manegen, at han næste gang giver op på forhånd. Debutanten Hailee Steinfeld fortjener sin Oscar-nominering, og også bag kameraet styrede hun sine stjernekollegaer med hård hånd, fortalte hun på pressemødet:

Under optagelserne indførte hun for eksempel en bande-kop, hvor det kostede fem dollars, hvis man sagde det berygtede f-ord. Brolin var den største velgører. Og som han veloplagt bemærkede på pressemødet: Hailee tjente mere på bandekoppen end på at være med i filmen!

Mere hesteopera end Coen
True Grit er fuld af glimrende dobbelttydige replikskifte, og spillet mellem Cogburn, Mattie og den stolte, men lidt kiksede U.S. Ranger LaBoeuf (Matt Damon) er konstant fornøjeligt.

Men selvom instruktørerne mener, at filmen ikke er en typisk, mytologisk western, er True Grit alligevel mere klassisk hesteopera end krøllet Coen’sk. Filmen vil tiltale de Coen-fans, der elsker gangsterdramaet Miller’s Crossing , mens de, der – som jeg selv – er mere til Barton Fink , kun vil finde den rigtig gedigen.

Til gengæld er True Grit Coen-brødrenes første rigtige blockbuster i moderlandet. Josh Brolin havde denne forklaring:

”Vores land er blevet dovent. Vores hylder er fyldte med selvhjælpsbøger, men alligevel kan vi ikke finde ud af det. Her får vi mulighed for at vende tilbage til de gamle tider, hvor det hele var mere enkelt.”

På den måde sluttede festivalens første dag alligevel en lille smule politisk.