Cannes: På den røde løber i bare tæer

”Hej Andrias, har du læst den mail, vi har fået? Din afgangsfilm er kommet med på Semaine de la Critique i Cannes.” 

Jeg bliver helt stille. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige til Johannes Nørregaard, som har produceret vores Super16-afgangsfilm Ikki illa meint. 

Filmen har haft en mildt sagt besværlig tilblivelse. Vi var nødt til at skifte historien ud tre uger inden optagelserne, som foregik over fire dage i en Føtex-butik og på Øresundskollegiet. I sidste ende var vi bare glade for, at vi havde fået lavet den skitseagtige afgangsfilm med værdigheden nogenlunde intakt. 

Vi prøvede at sende den til forskellige festivaler, men selvfølgelig uden held. Og nu er vi pludselig udtaget sammen med ni andre kortfilm til verdens fineste filmfestival. 

Nyheden må ikke slippe ud før nogle uger senere, så vi aftaler ikke at sige noget til nogen. Men knapt har Johannes lagt på, før jeg begynder at ringe rundt. Force majeure fritager én for ansvar, har jeg hørt, og min familie burde vide, hvorfor jeg går rundt med et enormt smil på mit buttede ansigt.

Et budskab til hele verden
En 60-årig mand med en sølvgrå hestehale og iført et lilla jakkesæt står klar i lufthavnen i Nice. Han skal på vegne af festivalen køre mig ind til Cannes sammen med en egyptisk instruktør, som også deltager i Semaine de la Critique. 

Hun forklarer, at hun har lavet en politisk kortfilm på trods af den egyptiske censur. Filmen er dedikeret til flere af hendes venner, som er blevet fængslet på grund af deres politiske holdninger. Det har været et helvede at lave filmen, og nu glæder hun sig til at dele filmen og dens vigtige budskab med den store verden. 

Hun spørger mig, hvad min film handler om. Brødebetynget forklarer jeg, at den handler om to færinge, som skændes i et supermarked om den enes Facebook-profil. 

Jeg bliver sat af ved min AirBnB, og den lillaklædte chauffør udpeger mig retningen til festivalområdet, som ligger ti minutter væk. Det er bare lige ned ad bakken og op til den store bygning med Cannes-logoet. 

Selvfølgelig farer jeg vild. Efter en halv time står jeg endelig foran det enorme festivalpalæ. Gallaklædte festivalgæster prøver at presse sig ind i den bedste kø, mens franske studerende tigger om billetter side om side med romaer, der tigger om penge. 

Soldater med skarpladte geværer er overalt, og en fransk fagforening er i gang med at demonstrere for bedre arbejdsvilkår for filmarbejdere. 

Det eneste, jeg ikke kan få øje på, er et skilt, der forklarer, hvor man kan hente sin akkreditering. Men efter et par desperate telefonopkald finder jeg ned i en kælder og får udleveret et orange skilt i en snor, som man forventes at hænge om halsen. Det er livslinjen i Cannes. Uden det er du intet. 

Den forkerte instruktør
Semaine de la Critique er en parallelkonkurrence, som blev etableret i 1962 af kritikere og er sit eget univers. De har egen biograf og eget backstage-område på en strand, så hvis man har lyst, kan man tilbringe hele festivalen i denne lille boble uden kontakt til de andre programmer.

Alle konkurrencedeltagerne får et Semaine-hurtigkort, så man er garanteret en gratis plads til enhver visning i programmet.

Åbningsfilmen hedder Litigante. Da jeg ankommer, er der allerede tre separate, lange køer foran biografen, men takket være mit kort, kan jeg springe dem alle sammen over. Efter fire sikkerhedstjek med kropsvisiteringer og taskeundersøgelser står jeg i forhallen, hvor der på væggen hænger billeder fra de udvalgte film samt et portræt af instruktøren.

Ikki illa meint er der også, men med et billede af den forkerte instruktør. Islandske Hlynur Pálmason har sin anden spillefilm i konkurrencen og er så heldig at få sit smilende ansigt med to gange på væggen. 

Inden filmen holder den colombianske instruktør en halv times åbningstale, hvor han inviterer hele filmholdet op på scenen, inklusive sin mor. Jeg kan ikke helt svare på, hvor god filmen er, da jeg falder i søvn tyve minutter inde i filmen. Jeg var stået op klokken halv fem om morgenen for at kunne flyve til Cannes, og nu klokken tyve mærker jeg konsekvenserne af det. Heldigvis vågner jeg, da rulleteksterne starter med højlydt applaus fra publikum. 

Til efterfesten snakker jeg med den svensk-finske instruktør Johanna Pyykkö, og vi beslutter hurtigt at gå ned til stranden, smide skoene og gå ud i vandet for at mærke Middelhavet mellem tæerne. 

Stranden er omdannet til en biograf, som denne aften viser Truffauts Ung flugt. Bag de opstillede biografstole sover hjemløse på sandet. Uden for bugten ligger en betydelig flåde af rigmands-yachter, der konkurrerer om opmærksomheden med lyset fra projektøren. 

Men Johanna og jeg nyder bølgerne bruse ind over vores fødder. 

No badge, then leave!
Når man har en akkreditering til festivalen, får man adgang til en hjemmeside, hvor man kan booke billetter til visninger i hovedkonkurrencen. 

Det viser sig dog at være noget af et lotteri. 

Sissal – en af skuespillerne i min film – har scoret en billet til førstevisning af Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood, hvilket vi er temmelig misundelige over. 

Den første større visning, jeg får billet til, er gallaen på Ken Loach’ Sorry We Missed You. Jeg ifører mig gallatøjet, som Tiger of Sweden har sponsoreret, samt et par stramme lædersko, der ikke er gået til. 

Men jeg bider smerten i mig, og efter at have ventet i en kø en time står jeg ved den røde løber med en billet i hånden. En brysk vagt kommer hen til mig. 

”Badge?” 

”What?” får jeg fremstammet. 

”No badge, then leave,” lyder det kontante svar.

Badge er gud, og hvis du ikke har det, er der ingen kære mor. Mit badge ligger i lejligheden, og dørene lukker om tre minutter. Jeg stikker i løb, men efter ti minutter kan jeg ikke længere ignorere smerten i mine fødder. Sorry I Missed You. Resten af aftenen byder på fodbad og behandling af de vabler og sår, som jeg har fået. 

Dagen efter har jeg fået billet til formiddagsvisningen af Jessica Hausners Little Joe. Klokken ti om morgenen står jeg klar i det stiveste puds – nu udstyret med både billet og badge. Andre gæster er bare iført t-shirts og bluser, men denne gang skal intet stoppe mig. 

Men mine fødder er ikke kommet sig efter gårdagens strabadser, så jeg tager de stramme lædersko af. Og således barfodet går jeg op ad den røde løber. Hvordan sikkerhedsvagten kan undgå at opdage det, aner jeg ikke, men det er en større oplevelse end filmen. 

To middage bli’r til tør croissant
Om aftenen har produceren Johannes planlagt en større middag for vores filmhold. Men så får jeg en anden middagsinvitation af to dejlige mennesker fra FilmFyn. Det er ikke hvert år, at en færøsk fynbo har en kortfilm med i konkurrence, og det vil de gerne fejre sammen med mig. 

Det er et tilbud, man ikke kan afslå, så hvorfor ikke snuppe to middage på en aften, når jeg nu endelig er i Cannes? 

Men jeg har ikke taget min mobiloplader med, og da jeg skal bruge Google Maps til at finde restauranten, som FilmFyn har valgt, er der kun to procent strøm tilbage på telefonen. Jeg begynder at løbe, men tre minutter væk fra restauranten, går mobilen ud. 

Efter at have ledt en halv time giver jeg op og prøver at finde caféen, hvor holdmiddagen foregår. Men uden telefonen kan jeg heller ikke finde den. Ved et lykketræf finder jeg efter en time tilbage til min AirBnB, og således bliver to betalte middage til en tør croissant, jeg har købt dagen inden. 

Slukøret bevæger jeg mig tilbage til festivalområdet og finder mit hold på en bar. De har fået selskab af afgangseleverne fra Den Danske Filmskole, der startede på samme tidspunkt, som jeg kom på Super16. Det har været en fornøjelse at følge deres udvikling, og jeg er aldrig blevet mødt med andet end varme og støtte fra dem. 

Enhver, som mener, at Filmskolen og Super16 konkurrerer mod hinanden, burde have været til stede i baren denne aften. Luften er fyldt med kærlighedserklæringer og omfavnelser, som bliver delt gavmildt rundt blandt alle omkring bordet. Det eneste krav er, at man skal kunne skåle med. 

Bagefter går vi i fælles flok ned til en strandklub, hvor SF Studios holder en fest for etablerede branchefolk. Her er det lige meget, hvilket badge eller hvilken billet man har. Det er også dejligt at opleve, at de på tværs af diverse filmskoler behandler folk ens. Og vi er ikke fine nok til at feste med SF Studios. 

Creme brulé med flammekaster
Jeg får imidlertid adgang til andre fester. Semaine de la Critiques egen halvvejsfest er den vildeste. 

Her er al mad og drikke gratis. Det lyder ikke af så meget, tænker jeg, indtil jeg opdager en separat bar, hvor de serverer gratis creme brulé. Du har simpelthen ikke oplevet en Cannes-fest, før du har set et langbord dækket med creme brulé, imens en tjener står med en kompakt flammekaster og sætter ild til det hele på én gang. 

Læg dertil en pandekagebod med chokoladefyldte crepes og en kaffebar, en ølbar og drinksbar. Og hele herligheden er gratis. Delikatesse-køerne smelter snart sammen med et overfyldt dansegulv, hvor technopop vælter ud af højtalerne. 

Den fest troede jeg ikke kunne overgås. 

Indtil jeg dagen efter hører om to danske producere, som er blevet inviteret med på en yacht-fest. Yachten viser sig primært at være et transportmiddel for at komme til en endnu større yacht, der har en indbygget pool og helikopterlandeplads. Der er kun omkring 30 yderst eksklusive gæster, heriblandt vistnok instruktørerne Terrence Malick og Werner Herzog. Mobiltelefoner med kameraer er naturligvis strengt forbudt. 

What happens in Cannes, stays in Cannes. 

Bergmans hjemø
Ikki illa meint bliver vist to gange på selve festivalen, og det er i sig selv en surrealistisk oplevelse at se det berømte Cannes-logo, inden ens film starter. 

Jeg er lidt nervøs for, hvordan et internationalt publikum vil reagere på en samtalefilm på færøsk. Visningerne går dog over al forventning, men værten kommer til at læse ”Faroe Islands” som ”Fårö Islands” – Ingmar Bergmans hjemø. Så første gang jeg skal på scenen i Cannes, er det som en svensk filminstruktør. 

Endnu mere overvældende er det at vinde Canal+-prisen for bedste kortfilm ved afslutningsshowet, og jeg kan faktisk ikke helt huske, hvad der skete. 

Det ene øjeblik sidder jeg i min stol og prøver at grine ad værtens franske åbningsmonolog. Det næste øjeblik står jeg på scenen og prøver at fremsige en tak til holdet, Super16 og Filmværkstedet, hvis støtte jeg er dybt taknemmelig for. 

Bagefter bliver jeg trukket backstage med mit diplom for at hilse på chefen for Canal+. Så skal der hilses med alle de andre prisvindere. Det er tumultarisk. Jeg lægger diplomet til side, og da jeg senere får det tilbage, har jeg vundet distributionsprisen sammen med en film, der hedder Vivarium. 

Og så går den vilde diplomjagt til langt ud på natten.