Filmfestival midt i flygtningekrisen

Der udspiller sig en humanitær krise i det nordlige Grækenland. Efter Makedonien har lukket sine grænser er omkring 15.000 flygtninge og migranter strandet i den lille landsby Idomeni, hvor der er mangel på mad, medicin og ordentlige sanitære forhold.

Lidt over en halv times kørsel derfra ligger Grækenlands næststørste by, Thessaloniki, der samtidig som krisen udfolder sig i Idomeni afholder den attende internationale dokumentarfilmfestival.

Festivalen er en af de større dokumentarfestivaler i Europa, og i år havde den et særligt fokus på flygtningekrisen i form af programmet Refugee: Escape to Freedom, hvor tre danske film har været repræsenteret. Andreas Koefoeds Et hjem i verden, Vladimir Tomics Flotel Europe og Michael Graversens Drømmen om Danmark. 

Michael Graversen har skrevet en dagbog fra festivalen til Ekko, som kan læses herunder.

Dag 1
Dagen starter med et høflighedsvisit. Øverst oppe på Olympion-biografens 6. sal gemmer de hellige programmere sig. Dem, der bestemmer, hvilke film der bliver udvalgt festivalen. Kort tid efter skal jeg fotograferes uden for Olympien, og derefter er der pressekonference.

Til pressekonferencen bliver jeg spurgt til, hvad jeg mener om den aktuelle flygtningekrise.

”Vi kan ikke lade Idomeni ske i vores egen (EU) baghave, mens vi sidder tilbage og tror, at aftale med Tyrkiet vil løse alle vores problemer,” svarer jeg og fortsætter: ”Flygtninge og smuglere vil bare finde farligere ruter. Forleden dag døde tre menneske, da de forsøgt at krydse grænsen til Makedonien.”

Jeg skynder mig videre til et interview med græsk tv, der foregår i det lokale filmmuseum. De spørger til filmen, de mange forsvundne, uledsagede flygtningebørn i Europa og til Danmarks kontroversielle smykkelov. Jeg har inden festivalen givet interviews til flere græske aviser og nyhedshjemmesider, og netop spørgsmålet om smykkeloven er en genganger. Efter interviewet til græsk tv skal jeg videre og tale til en Just Talking-session. Det er for branchefolk, og vi udveksler tanker og refleksioner om alt fra etisk behandling af medvirkende til finansiering af dokumentarfilm.

Efter en hurtig drink til Happy Hour er det videre til visningen på min film. Det foregår i biografen, der er opkaldt efter instruktøren John Cassavetes, som emigrerede fra Grækenland til USA. Biografen ligger ved havnen i bygninger, der for år tilbage husede havnearbejdere. Det vrimler med folk i lobbyen, og billetskærmen viser, at der er udsolgt. 

Publikum er helt stille under visningen. Der er ingen latter i modsætning til den danske visning under Cph:Dox. Det græske publikum virker meget seriøse.

Til den efterfølgende Q&A er de meget spørgelystne og vil gerne vide en masse om min hovedperson, den afghanske dreng Wasiullah.

Jeg fortæller, at det startede på et børneasylcenter, hvor Wasiullah og hans to venner, Mussa og Abdissa, inviterede mig indenfor. Det var svært at filme. Det er nemlig utroligt svært for mange af de unge, uledsagede flygtningebørn, at de er havnet i verden, de ikke forstår. De er fyldt med mistillid og stoler ikke på autoriteter.

Nogle af dem lærer aldrig at stole på nogen hundrede procent. Sådan er det også med Wasiullah. Selv om han nu har fået et midlertidigt ophold på fem år i Italien, opfører han sig stadig, som om han er på flugt. 

Efter Q&A tager jeg tilbage til hotellet. Jeg har igennem dagen været i kontakt med flere danske medier og arbejder videre på at forsøge at få dem interesseret i en øjenvidneberetning fra Idomeni. Det bliver sent, og jeg går først i seng ved et-tiden.

Dag 2
Jeg har fået samlet, hvad der svarer til knap 800 euro fra venner og familie i Danmark. Jeg tager til flygtningelejren i Idomeni, hvor der er mangel på helt basale fornødenheder. Jeg ankommer til Polykastro tæt på Idomeni, hvor et lille hotel er blevet omdannet til et hovedkvarter for nogle af de 150 frivillige, der er taget til Idomeni for at hjælpe.

Der er hektisk aktivitet. 

Luften er tyk af røg, og der tales koncentreret i mange mindre grupper om logistik og planlægning. I centrum af det hele finder jeg Aslam. Han er selv flygtning fra Syrien. I september ankom han til Lesbos og besluttede sig for at blive og hjælpe. Han er en slags godfather på stedet. Der kommer hele tiden folk forbi og spørger ham om logistik og nødhjælp. 

Over for ham sidder Apostolis. Han er græker. Født og opvokset på Lesbos. Han kender Aslan og har taget en uge fri fra arbejde for at komme og hjælpe. Sammen kører vi hen til lejren i Idomeni. Apostolis fortæller, at han så de første flygtninge på Lesbos i 1999. Måske en båd hver tredje måned. Da det eksploderede på Lesbos, kom der flere tusinde dagligt. 

Vi nærmer os Idomeni og kører forbi flere flygtninge familier, der går med rygsække langs vejkanten. Andre slæber på træer og grene, som de skal bruge til brænde. Flere iglotelte dukker op undervejs. Gamle faldefærdige huse er blevet beboet, og der står røg op fra interimistiske bål alle vegne. 

Vi ankommer til selve flygtningelejren. Der vrimler med flygtninge, og der er mange børn. Rigtig mange. Konsekvensen af stadigt flere lukkede grænser og asylstramninger har fået kvinder og børn på flugt. Men der er ikke kun flygtninge. Overalt er der mediefolk, paraboler og nødhjælpsarbejdere. 

Jeg kommer i kontakt med en syrisk dreng, der sidder og stirrer ud i luften. Han er beskidt og forstår ikke engelsk. Jeg viser ham mit kamera, og han lyser op, da han får lov at lege med det og tage billeder. Bag ved ham er en anden dreng ved at blive vasket med en flaske vand. Lejren er en tikkende helbredsbombe, da der ikke er ordentlige, sanitære forhold.

Der er massivt opbud af politi og militær, men alligevel tilsyneladende ingen overordnet organisation. 

Efter et par timer i lejren med masser af møder tager vi tilbage til hovedkvarteret. Her taler jeg med Aslam, som foreslår, at jeg kan bruge pengene fra Danmark til appelsiner. For de knap 800 euro får jeg købt 1.700 kilo appelsiner. Jeg hjælper efterfølgende en gruppe unge frivillige med at pakke en varevogn og tager med dem for at distribuere maden. 

Der er en kort briefing inden afgang. Ved det mindste antræk til ballade skal vi lukke ned og køre igen. Tre personer skal dele mad ud, resten skal forsøge at holde tropperne i ro. Der er mad nok til 2.000 mennesker.

På vej til lejren udtrykker flere frustration over de større ngo’er. Kun Læger Uden Grænser får pæne ord med på vejen. De andre ngo’er har ikke nok personale i selve lejren og er bundet politisk. Dermed overlades hjælpearbejdet til – for manges vedkommende – uprøvede frivillige. 

Da vi ankommer til lejren, nægter politiet os adgang. Vi cirkler rundt på de små grusveje, der er fyldt med parkerede biler og folk, som går frem og tilbage. Planen er at køre til den anden ende af lejren og distribuere maden. Efter en lang forhandling med politiet får vi lov at køre ind. Vi skal igennem en kødrand af mennesker, og flere børn hopper op på varevognen eller går faretruende tæt på.

Stemningen i bilen er nervøs. Efter noget tid kommer der et opkald, og distributionen bliver afblæst. Det er blevet for mørkt, og de frivillige tør ikke distribuere appelsinerne. Vi er ellers nået til enden af lejren, og de mange børn og voksne, der er fulgt efter os, er lynhurtigt ved at danne to rækker.

Vi fortsætter forbi de mange glade og spændte ansigter. Det er hjerteskærende. Vi når frem til endnu en politispærring og får ikke lov til at køre ud, så vi må vende om og køre igennem lejren endnu engang. Forbi de mange mennesker, hvis ansigter er gået fra glæde til skuffelse. 

På vej ud gennem lejren sidder vi fast, da der er 40-50 kampklædte betjente med hjelme og skjold, som blokerer menneskemængden og vejen. Der har været optøjer. Vi kommer endelig igennem, og i udkanten af lejren stopper vi. De frivillige kan trække vejret. De er lettede over, at ingen kom noget til. Imens går solen ned bag ved dem, og det bliver helt mørkt i lejren.

Jeg skynder jeg mig tilbage til Thessaloniki, men gps’en sender mig på afveje. Jeg har en Q&A over Skype efter en visning af Drømmen om Danmark hos Unicef i Haag. Jeg når det lige i løb op på værelset. Desværre er forbindelsen så dårlig, at vi må opgive. Jeg sender i stedet en videobesked.

Jeg arbejder videre med kommunikation med danske medier og klokken 23.15 er jeg igennem på telefon til Datolinjen på Radio24syv. De har dedikeret programmet til flygtningekrisen og dækker EU topmødet i Bruxelles, hvor EU og Tyrkiet forhandler om en aftale. 

Jeg får givet en øjenvidneberetning fra min tur til Idomeni. Jeg kan ikke sove. Adrenalinen kører stadig i kroppen.

Dag 3
Klokken 7.33 næste morgen er jeg igennem til Radio24syvs morgenprogram, hvor jeg igen fortæller om mine indtryk efter mit besøg i lejren. Jeg kører derefter tilbage til Idomeni, hvor det om morgenen er lykkedes at uddele appelsinerne til flygtningene. Jeg slutter mig til en ny gruppe frivillige og hjælper med at pakke madrationer.

Senere skal jeg igennem til TV 2 News og P1 Eftermiddag. De to interview ligger næsten oven i hinanden. Det lykkes at finde et stille sted og gennemføre interviewet med TV 2 News og direkte efter på P1.

Jeg bliver mødt med kritiske spørgsmål fra værterne på P1: ”Er der så også film på festivalen om landmanden i Calais, der fik ødelagt sin jord af flygtningene, eller kvinderne, der blev forulempet i Køln?”

De spørger om, hvorfor flygtninge altid skal vises som ofre i dokumentarfilm. Men jeg synes ikke, det er tilfældet. Film som Flotel Europe, A World Not Ours og A Syrian Love Story er med til at nuancere og vise det hele menneske frem for at forenkle og kun præsentere ofret. Efter mine oplevelser i Idomeni bliver jeg trist til mode over værternes spørgsmål. Det virker langt væk fra den virkelighed, som jeg har oplevet. 

Jeg når tilbage til Thessaloniki til den anden visning af min film. Igen er der udsolgt og en meget engageret Q&A, hvor jeg bliver spurgt til Wasiullahs psykologiske helbred og min indvirkning på hans situation. Efter visningen er der middag med de andre internationale gæster på festivalen. Klokken bliver 2, da jeg kommer i seng. 

Dag 4
Efter morgenmaden møder jeg den britiske filmskaber Marc Cousins. Jeg elsker at bruge hans udtalelse om, at film er ”a machine of empathy”. Festivalen hylder ham i år. Han fortæller med en fascinerende skotsk dialekt, at han godt kunne tænke sig at genindspille den propagandistiske kortfilm Now af Santiago Alvarez fra 1965. Han kalder filmen for verdens første egentlige musikvideo. Genindspilningen skal være med flygtningebørn fra de lokale lejre.

Efter frokost med et græsk journalistpar, som jeg har givet interview til, tager jeg hjem på hotellet og skriver på denne dagbog med følelsen af, at det er en umulig opgave at få alt med, hvad der er sket de sidste par dage. Uden for hotellet er der en større demonstration for at åbne grænserne.

Senere er der afslutningsceremoni i den stemningsfulde Olympion-biograf. Til stede er borgmesteren, kultureliten og politikere. Dimitris Eipides startede festivalen for atten år siden, men har i år valgt at trække sig tilbage. Hans åbningstale har fokus på flygtningekrisen, hvor han konstaterer, at grækerne nu selv i høj grad er blevet protagonister. Han understreger behovet for dokumentarfilm, der kan nuancere og menneskeliggøre flygtningeproblematikken. 

Festivalen er såkaldt non-competetive, men alligevel er der priser, der skal deles ud: Amnesty, WWF og publikumspriser til både græske og udenlandske film. De fleste talere nævner flygtningekrisen og virker tydeligt påvirket. En instruktør forsøger at forklare, at flygtninge- og migrantsituationen stikker dybere end de aktuelle problemer.

Vi må redefinere, hvem vi selv er, og implikationerne af de kultursammenstød og møder, vi ser, vil være evidente langt ud i fremtiden.

De internationale filmkritikere – Fipresci-juryen – uddeler også en pris. Den går til danske Jonas Poher Rasmussens Det han gjorde. Jonas kan ikke selv være til stede, så jeg er blevet bedt om at modtage prisen på vegne af ham. Efterfølgende er der igen fest, og det bliver sent. Festerne er også arbejde, og det er her, at mange kontakter til festivaler, producere og salgsagenter etableres. 

Dag 5
Vækkeuret ringer klokken 6.30. Vi bliver hentet på hotellet og kørt ud til lufthavnen. Der venter nu tolv timers rejse med stop i Istanbul, før vi er hjemme. 

Da jeg sætter mig på flyveren, er det med tankerne på børnene fra Idomeni – og især en lille familie bestående af mor, far og datter, der holdt hvil i vejkanten på vej til Idomeni. Faren, der giver datteren noget vand, og moren, der hviler sit hoved på hans skuldre. ”Hvad laver vi her?” siger hendes blik.