Dagens mand

Thomas Elley vil gerne give et ”anderledes interview”. Instruktøren håber, at vi med denne artikel kan komme lidt dybere end vanligt. I en mail til redaktionen skriver han:

”Rigtigt meget film- og kulturjournalistik er så kedeligt og aktualitetssøgende, en slags abc-opbygning. Det er ikke til at holde ud, og jeg synes også, at ansvaret ligger hos filmskaberne, der tit opfører sig som politikere med dertilhørende korps af spindoktorer.”

Aktualiteten kommer vi desværre ikke udenom.

Thomas Elley dimitterede i fjor fra Filmskolens fiktionslinje med hele to afgangsfilm – en usædvanlig bedrift, der sidst er set engang i det forrige århundrede. Og begge film, Nationen og Romantica, er blevet nomineret til Ekko Shortlist Awards 2024 for henholdsvis bedste fiktion og bedste dokumentar.

For at råde bod på det aktualitetssøgende element indfrier vi gerne ønsket om ”en længere snak end den sædvanlige korte, meget nydelige og høflige interviewartikel, man tit ser”.

Men hvad skal snakken handle om?

”Altså, for at være helt ærlig, så er det ret åbent, men jeg fik at vide, at det kunne være fedt at få taget nogle billeder af et sted, som har sådan en meget maskulin aura, og så tænkte jeg: ’Okay, så er det måske noget med det,’” siger 27-årige Thomas Elley, en høj, slank gut med fuldskæg og briller.

Arrogance fra herskerklasse
Han har inviteret indenfor i sit lille kælderkontor nær det sekssporede motortrafikfænomen, Bispeengbuen, i det københavnske Frederiksberg-kvarter.

Instruktøren, der er klædt i kasket, Salomon-sneakers og skjorte med pen i brystlommen, holder til i et dunkelt lokale med bøger om kunst og film i stakke og idéer til nye projekter naglet fast til opslagstavlen – blandt andet en lastbilfilm i Bulgarien.

Vinduet foroven fører ud til en hyggelig baggård, mens en billedkunstner og en hattemagerarbejder i de to tilstødende værelser. Arbejdsfællesskabet oser mere af kreativitet end testosteron, men når iagttagere beskriver Thomas Elleys arbejde, dvæles der ofte ved det mandede.

Da Elleys afgangsfilm blev anmeldt, var det netop tematikken om maskulinitet, som blev fremhævet. Politiken fremhævede instruktørens ”enestående sans for at portrættere udkantsmænd”, mens Weekendavisen konstaterede et ”talent for at iscenesætte maskuline kulturelle koder”.

”Mine film er skabt af det samme grundmateriale,” fortæller Thomas Elley.

”De handler om en gruppe mennesker, der føler sig overset og alene, og som ikke giver meget for den retning, den offentlige samtale bevæger sig i. De hader den politiske korrekthed, den nye måde at tale på, der i deres øjne ikke er andet end arrogance fra den herskende klasse.”

Jeg har aldrig
Hovedfilmen Nationen handler om en gruppe kortklippede og scooterkørende mænd – spillet af amatørskuespillere – der stemmer dørklokker et sted i provinsen for at advare mod en fjende, der er begyndt at brede sig i Danmark: ulven!

Fjenden kunne ligeså vel være systemet eller tidsånden, og når få omkring dem deler deres mission, finder de tryghed hos hinanden.

I Romantica blander Elley fiktion og dokumentar og viser flere af de samme medvirkende som en række skæve skæbner, der higer efter intimitet og romantik i en collage af meningsløs druk.

I en scene har Elley fået tre ikke-professionelle skuespillere til at spille druklegen ”Jeg har aldrig”, hvor det går ud på at overgå hinanden i seksuelle eskapader. Elley har ikke skrevet replikker, men blot arrangeret situationen.

”Jeg har aldrig gået så længe uden sex,” begynder den ene af dem. ”Da jeg endelig fik et blowjob af en luder, så spermede jeg hende ud igennem næsen. På et hotel,” fortsætter fyren grinende og bunder et shot vodka.

Instruktøren ved ikke, om historierne er løgn eller sandhed. Nok et sted midtimellem, og det er et sted, Thomas Elley befinder sig godt.

”Jeg interesserer mig ikke for professionelle skuespillere,” har han skrevet i et essay bragt i Magasinet Atlas. Han tilslutter sig idéen om at lade ”rigtige mennesker” repræsentere sig selv i filmens iscenesættelse.

”Jeg er ikke den eneste, der har forbundet brugen af ikke-professionelle skuespillere med efterkrigstidens italienske neorealisme, hvor man for alvor begyndte at anvende folk fra gaden, ikke bare bagerst i kulissen eller som et ansigt, der hurtigt kunne klippes til, men som faktiske hovedroller i fortællingen,” fortsætter han i essayet.

”Publikum mærker det. At noget her, inde i fiktionen, er virkeligt.”

Underkuet gemyt
Thomas Elley opdagede den ene af de medvirkende, klejnsmeden Palle Würtz, i et teaterstykke om krigsveteraner. En anden, Johnni, fandt han i en kristen debatgruppe på nettet. Her var Johnni inde og trolle, fordi han er satanist.

Det var meningen, at en gammel gymnasiekammerat skulle have spillet hovedrollen i Nationen. Han arbejder som arborist, altså én, der klatrer op i og beskærer træer. Han har ingen skuespilerfaring, men er ”et sært gemyt”, som Elley fandt oplagt til filmen.

”Vi lavede nogle prøver, som var perfekte, men så skulle han igennem et eller andet forløb med sit arbejde, og det er jo vilkåret, når man arbejder med ikke-professionelle skuespillere. Så har de jo faktisk ved siden af et liv, som de skal passe.”

Men arboristen havde et bud på en anden, nemlig en fyr, han kendte fra skateboardmiljøet.

”Jeg så en story med ham på Instagram, hvor han kørte ud over en havnekant og ned i vandet på en rød damecykel.”

Thomas Elley fik fyren, Jonas Smedegaard, til casting, og efter en enkelt meget nervøs prøve viste det sig, at Smedegaard var perfekt til rollen. Især fordi han ligesom rollen kommer fra en geografisk udkantsposition og har ”et lidt underkuet gemyt”.
Thomas Elley holder af at bruge de samme ikke-professionelle skuespillere igen og igen.

”For det første tager det lang tid at caste de her mennesker, og derfor er det bæredygtigt at genbruge. For det andet opbygger vi en tillid til hinanden,” forklarer instruktøren.

”De bliver dygtige, de lærer metoden at improvisere, og de ved, hvad de skal gøre. Eller måske især, hvad de ikke skal gøre. De skal være sig selv og forsøge så lidt som muligt at gøre som de skuespillere, de har set på film.”

Kontroltabet
Da Thomas Elley startede på at lave film, var det film af instruktører som svenske Ingmar Bergman og østrigske Michael Haneke, han beundrede. Film, der emmer af kontrol.

”Jeg kunne godt lide den auteuragtige idé om, at manuskriptet skal være skrevet på en bestemt måde, og skuespillerne skal følge præcis det, der står.”

Men da han selv prøvede kræfter med den form, fandt han det livløst.

”Det blev ikke særligt spændende, for det hele kom jo fra min hjerne. Jeg fandt ud af, at jeg skal sætte mig selv på spil i mødet mellem rigtige mennesker, som er ukontrollerbare og uregerlige.”

Han henviser til sociologen Hartmut Rosa, der mener, at det ukontrollerbare er den eneste måde at finde resonans i livet.

”Mennesker har en stor hang til at beherske og kontrollere, så når vi slipper kontrollen, finder vi resonans. Sådan har jeg det også, når jeg laver film,” siger Thomas Elley og tilføjer:

”Det er først, når jeg kommer ud af mit eget hoved, at det giver mening for mig. Men det er en konstant slåskamp mellem at prøve at kontrollere og vide, hvad man vil sige, og så at give helt slip.”

Et syrebad
En filmskaber, som ifølge Elley mestrer denne hybridgenre mellem dokumentar og fiktion, er portugisiske Pedro Costa.

”Han taler om, at der er en dør mellem dokumentar og fiktion, så han hele tiden kan bevæge sig frem og tilbage. Det synes jeg er flot formuleret, og det er det samme, jeg prøver på. Jeg er ikke interesseret i, at publikum skal vide sig sikre på, hvad der er fiktion, og hvad der er dokumentar i mine film.”

Hans to afgangsfilm er markant forskellige på ét punkt. Hvor Nationen antyder en retning for den politisk ukorrekte provinsmand, fremviser Romantica et meningsløst mandeunivers, hvor der er ikke noget tegn på, at tingene bliver bedre.

”Det provokerede lærerne på Filmskolen. De fandt filmen for ensporet og mente ikke, at det er kunst bare at skildre én nuance i 30 minutter. De havde brug for en bevægelse eller et eller andet.”

”Vi viste Romantica på en festival i Lissabon i efteråret, og ti mennesker udvandrede, da det gik op for dem, at der ikke kommer til at ske noget eller være en mening til sidst.”

”Det kan være enormt udfordrende – især når det, der bliver fremstillet, er umiddelbart usympatisk. Hvis det var en rar utopi, tror jeg ikke, at folk ville blive provokeret. Det siger ekstremt meget om deres temperament og holdning til kunst.”

”Nationen kan på en måde bekræfte nogle af de ting, som man godt vidste i forvejen, mens Romantica er et syrebad. Og jeg skal ikke kunne sige, hvad der er den bedste film.”

”Jeg var i gang med at filme nogle skitser uden for pensum, da jeg fik tilbudt midler, der var kommet i overskud på skolen. Romantica blev derfor lavet på en mere fri måde. Jeg har selv optaget det hele med et gammelt kamera fra 1990’erne, og jeg er slet ikke trænet i det. På den måde er det et af de mest radikale værker, der er lavet på Filmskolen. Fordi den er så handlingsmæssigt ensporet og håndværksmæssigt skrabet.”

Lærerig lektion
Det er ikke første gang, at Thomas Elley oplever kritik.

Under overskriften Racisme og dinosaur-lærere på Filmskolen udgav Ekko i vinteren 2021 et debatindlæg skrevet af en anonym filmskoleelev.

Eleven kritiserer i indlægget undervisningen for at være racistisk og minoritetsfjendtlig, og eleven mener, at undervisningen sætter sine spor i de film, der laves på skolen.

”Værst står det til i Thomas Elleys film,” konkluderer eleven og sætter spørgsmålstegn ved, om Elley har udnyttet de ikke-professionelle medvirkende i hans midtvejsfilm. Den handler om en gruppe mænd på et mandekursus, og Elley bliver kritiseret for ikke at fælde dom over de ”latent racistiske mandemænd”.

Dengang afviste Thomas Elleys kritikken.

”Man skal se på dem, man kritiserer. Folk, der stemmer Stram Kurs eller Dansk Folkeparti, gider jeg ikke bare kalde dumme. Det bliver de i øvrigt ikke færre af. Måske tværtimod,” sagde han i Ekko.

Det svar står han ved i dag, men han understreger, at al kritik er velkommen.

”Den specifikke kritik var en lektion i, hvordan det er at give slip på en film og se, hvordan andre tager imod den og danner deres eget indtryk af den. Det er jo sådan noget, man skal vænne sig til,” siger instruktøren.

Han afviser dog at udnytte sine medvirkende.

”De ved udmærket, hvad det er, de medvirker i. Vi har en løbende dialog, og på Romantica havde de medvirkende også redaktionsret. De fik lov til at fjerne ting, hvis de ikke ville have dem med.”

Ind i ubehaget
Thomas Elley er i øvrigt ikke imod, at filmskabere moraliserer.

”Der findes masser af aktivistiske værker, som er gode og vigtige. Jeg elsker britiske Ken Loach for eksempel. Jeg bliver altid skiderørt af hans film. Selv om jeg fra første sekund kan mærke, hvad han prøver på, får han mig alligevel, fordi det flugter med min egen opfattelse af verden,” siger instruktøren.

”Men jeg har svært ved selv at lave den slags film. Jeg begynder straks at tvivle på mig selv. Ved jeg nok om verden til at kunne fælde moralsk dom over andre mennesker?”

Det handler om, at Thomas Elley udmærket godt ved, at han som hvid, heteroseksuel mand er rimelig privilegeret.

”Jeg har god adgang til den offentlige samtale, jeg bor i København og befinder mig i noget, man kunne kalde kulturelle kredse. Så jeg har nemt ved at virke bedrevidende. Men når jeg bliver provokeret, tænker jeg, om jeg ikke ville reagere på samme måde som de her mænd, hvis jeg var i deres sted.”

Thomas Elley interesserer sig mere for, hvorfor de mænd, han skildrer, opfører sig, som de gør.

”En ting er, om deres adfærd er rigtig eller forkert. Men noget andet er, hvad det egentlig betyder for de her mænd at have det, som de har det,” siger instruktøren.

Han tilføjer dog, at han godt kan forstå, at film uden løsningsforslag kan være irriterende.

”Det her er et interessant rum at arbejde i som filmskaber, men det er også et rum, som man nemt kan gemme sig i. Hvad er det egentlig, jeg vil med mændene? Vil jeg sige noget om dem, eller vil jeg bare vise dem frem? Det er jo lige præcis det, Romantica er blevet kritiseret for.”

Thomas Elley mener dog, at hans kritikere må kigge bedre efter.

”Romantica er et koncentrat. Der er mangel på kvinder i filmen. Jeg starter en refleksion, men så forventer jeg også, at publikum skal gøre en del af arbejdet selv. Hvad gør det ved dig? Hvis du synes, det er ubehageligt, hvorfor er det så egentlig, at du har det sådan?”

Han er konstant på udkig efter mennesker, som man har let ved at rynke på næsen af.

”Det er mennesker, vi kalder dumme, grimme og groteske, og som man måske ville ønske ikke fandtes. Min idé er, at hvis man kigger på sådan et menneske længe nok, vil man opdage, at man ikke er så forskellige.”

Dødsensfarlig cocktail
I starten lavede han kun film om kvinder, men det ændrede sig en dag.

”Da jeg åbnede porten ind til mændene, lukkede jeg den ikke igen. Nu er jeg blevet fuldstændigt besat af manderi. Det er jo noget, jeg frastødes helt vildt af, og samtidig er jeg enormt tiltrukket af idéen om at være en rigtig machomand.”

”Det er alt det, jeg for alt i verden ikke vil være, men som jeg virkelig også prøver på at være. Og jeg bliver ved med at vende tilbage til de her mænd, som har meget svært ved at forstå, at det er dem, der skal forestille at være de privilegerede. I deres liv har det mere handlet om at være en taber. De har aldrig følt sig som det stærke køn.”

Thomas Elley forklarer, at der blandt disse mænd er en strukturel styrke, nemlig patriarkatet, og så er der en individuel afmagt.

”Når de skal passe ind i en eller anden bestemt form for mandetype, som tidsånden måske dikterer, og som de bare ikke passer ind i, kan de blive enormt vrede.”

Instruktøren fortæller om en undersøgelse, der viser en sundhedskrise blandt en særlig demografi af danske mænd, den fattigste tredjedel. Modsat den resterende del af befolkningen lever de kortere og kortere.

”Kombinationen af at være single, ufaglært og ikke have mange penge er en dødsensfarlig cocktail. Det er nogle socialt udsatte mennesker, som kæmper en anden kamp end alle andre.”

”Mens folk finder nye måder at gøre tingene på i det moderne samfund, så er der mennesker ude på sidelinjen, som slet ikke taler det samme sprog. Det synes jeg er spændende. For de findes jo stadigvæk. Det er vores fædre, onkler og fætre.”

Feminin dreng
Thomas Elley indrømmer, at han har det ambivalent med at skildre disse mænd.

”I nogles øjne tager jeg til Middelfart Kommune og filmer mennesker, der siger dumme ting, og så bringer jeg det tilbage til København og viser det på Filmskolen. Ud at stjæle og så tilbage igen,” siger instruktøren.

Selv om han i dag bor i hovedstaden, kommer han faktisk fra en lille by nær Middelfart, Strib. Moren var sygeplejerske, og faren arbejdede på en vindmøllefabrik i Horsens. Filminteressen begyndte, da han fik et lille digitalkamera, som han filmede sine venner med – a la Jackass.

Han har aldrig været en del af de miljøer, Nationen og Romantica skildrer, men har mødt dem i sin opvækst.

”Jeg filmede meget af de to afgangsfilm i min onkels kro i Middelfart, og det er et miljø, jeg kender indgående. Men samtidig må jeg jo også sige, at jeg nu befinder mig i et andet miljø. Taler jeg indefra eller udefra? Det har jeg ikke noget svar på, det er noget, jeg slås lidt med.”

– Må du lave film om andre end dig selv?

”Ja, absolut. Men for min egen skyld vil jeg gerne føle, at jeg ikke bare kommer som en total outsider,” siger han og beskriver sin familie som ganske ordinær.

”Mine forældre har altid været nysgerrige, også kulturelt, og der har aldrig været nogen tvivl om, at jeg kunne være og lave lige præcis, hvad jeg havde lyst til.”

På grund af sit lange hår blev han i folkeskolen kaldt ”pigen”. Han var den eneste med langt hår. Han klædte sig gerne ud, gik med kappe og skrev engang en liste med ti fremmedord, som han ville gøre til en fast del af sit ordforråd for at lyde mere boheme.

”Men jeg blev aldrig mobbet. Jeg var en feminin dreng, og det er sjovt, fordi tiderne forandrer sig, og fordi der næppe er nogen i København, der vil betegne mig som en feminin mand. Men selv føler jeg ikke, jeg har ændret mig.”

Slaraffenland
Da Thomas Elley flyttede hjemmefra, oplevede han først en glæde ved at komme væk fra provinsen. Han mæskede sig i at blive en del af et miljø, hvor moralen løbende opdateres, og hvor alle er enige om det meste.

”Men så kom der et mætningspunkt. Jeg fik nok. Det føltes hult, at alle var enige med mig, at alle sagde de samme ting. Filmbranchen er enormt konsensussøgende og intetsigende. Så dette fokus på mænd er også en modreaktion.”

Thomas Elley søgte tilbage til det, han kendte – eller i hvert fald kendte til. Mændene stod både for noget velkendt og fremmed.

”Jeg så dem forskellige steder i min opvækst. Det var spændende, da der i min klasse startede en rigtig rod, som jeg blev bedste venner med.”

”Han kom fra hjem, hvor man drak, og hvor der ikke blev holdt så meget øje med børnene. Det var et slaraffenland at være en del af. Men mens det for mig var en fase eller et eksperiment, var det hele lidt vanskeligere for min ven.”

Thomas Elley er derfor pinligt bevidst om, at det er et kæmpe privilegium at kunne observere og skildre provinsmændene og samtidig være langt fra alle problemerne.

”Er det kynisk? Er det sympatisk?” spørger Thomas Elley. Han har ikke svaret selv.