Som en dødedans mellem Pippi Langstrømpe og Oskar fra Bliktrommen snegler Daimis tilværelse sig af sted. Tilsyneladende helt alene i en nedslidt lejlighed, kun i selskab af sin kælegris, men hvorfor?
Daimi er en anderledes dansk kortfilm, skrevet og instrueret af to unge kvinder – Eini Carina Grønvold og Marie Grahtø Sørensen – og tilgængelig på Ekko Shortlist, hvor den er blandt brugernes favoritter.
Handling
Anslaget viser en ung, mørkhåret pige, Daimi. Hun poserer og danser for kameraet, mens melankolske, 50’er-inspirerede toner former den lydlige kulisse. Scenerne er mørke, og farverne er mættede.
Der klippes til den egentlige handling, og vi får de første antydninger af filmens centrale tema.
Foran fjernsynet, med et blinkende juletræ i baggrunden, sidder hovedpersonen. Julegaven fra mor åbnes, men hvor er mor? Vi ser Daimi besørge i det insektinficerede køkken: en balletdansers ynde i et uhumsk hul. Her er altså noget helt galt!
Daimi lever, tilsyneladende, alene sammen med sin kælegris. Sammen foretager de sig de ganske dagligdags gøremål. Som en kærlig og omsorgsfuld mor med sit barn. I filmens centrale scener får vi dog et blik ind i det, som dækkes af den groteske overflade. Daimi opdager, at æggene i køleskabet er blevet til kyllinger.
Et klassisk indslag af magisk realisme: virkelighedens uforståelighed gennem barnelogik.
I ryk bevæger Daimi sig tættere og tættere på den konkrete virkelighed, og magien viger gradvist for erkendelsen af den modbydelige sandhed. I filmens point of no return ser vi Daimi konfrontere armoden. På badeværelset, en blodig hånd fra badekarrets kant. Moren har taget sit eget liv.
Daimi stirrer tilskueren direkte i øjnene – som i en bøn om hjælp – og tager symbolsk afsked med sin gris for derefter at gå i clinch med virkeligheden. Daimi forenes med moren i badekarret. Frygt og sorg lyser ud af den unge pige. Som en symbolsk dåb lader vandet Daimi manifestere sig som et nyt menneske, der ridser sit navn i den æggegule væg.
I udtoningen er grisen væk, og på dens plads er en baby. Magien er veget for erkendelsen af Daimis ansvar i denne verden. Iklædt de smukkeste, hjerteformede solbriller og til lyden af 1950’er-tonerne er forvandlingen komplet. Daimi overskrider hjemmets grænse og træder symbolsk ind i voksenlivet.
Mål for undervisningsforløbet
- At give eleverne en indsigt i, hvordan sorg og frygt behandles i en ung
psyke.
- At øge bevidstheden om, hvad der fortælles direkte og observerbart,
og hvad der opstår i fortolkningen.
- At arbejde med filmteknik gennem medieproduktion.
Didaktiske overvejelser
Det er tanken, at undervisningsforløbet skal omfatte flere faglige områder: filmens centrale temaer og dens visuelle udtryk samt en elevbevidsthed om udfyldelsen af filmens mange ”tomme” pladser.
Organiseringen vil tage udgangspunkt i inddeling af klassen i grupper – fire-seks elever per gruppe, som løbende arbejder praktisk og intellektuelt med filmens indhold og udtryk.
Forløbets struktur er tredelt: en stilladsering, hvor eleverne bliver sporet ind på filmens centrale tematikker, en handlefase, hvor eleverne aktivt arbejder med filmens tematikker og udtryk – og en evalueringsfase, hvor eleverne samler erkendelserne og italesætter dem i fællesskab.
Filmen standses midtvejs for at give plads til elevernes kvalificerede meddigtning.
Man kan lade grupperne filme hver deres afslutning på filmen, både for at fordre indlevelsen i Daimis situation og inspirere til filmtekniske overvejelser og begrundede fortolkninger.
Processen
Lektion 1+2
a) stilladsering
Da forløbet har to hovedspor, foreslår jeg, at man indleder forløbet på følgende måde:
I grupperne får eleverne fem minutter til at opliste alle de filmtekniske virkemidler, som de kender. Herefter skriver eleverne dem op på tavlen/smartboardet, og læreren tilføjer de elementer, der ikke er nævnt endnu.
Del to starter individuelt. Hver elev nedskriver alle de ord, som de forbinder med sorg, omsorg og angst. Ordene opdeles i positivt og negativt ladede. Eleven præsenterer og diskuterer ordenen med en sidemakker.
b) handlefase
Man bør standse filmen ved 7:40 og stille eleverne følgende spørgsmål:
- Hvem er Daimi – både fysisk og psykisk? Brug to-kolonne-notat til at
adskille det, der fortælles direkte, og det, som fortælles indirekte.
- Hvordan forestiller I jer moren?
- Hvilken symbolsk betydning har grisen, kyllingerne og juletræet?
- Hvorfor er Daimi så omsorgsfuld over for sin gris?
Lad eleverne bruge 15-20 minutter på at diskutere spørgsmålene og undervejs nedfælde svarene i deres logbog/analysehæfte. Afrund i plenum, så de forskellige syn og fortolkninger får plads.
Gense den første halvdel af filmen og bed eleverne lægge mærke til følgende:
- Lydside (musikken i indledningen og overgangene, det simple, men
glasklare reallydbillede, stemningsbærere).
- Billedside (lav dybdeskarphed, klaustrofobisk fornemmelse, måske
symbol på isolationsfølelsen).
- Kameraføring og beskæring (det håndholdte udtryk, close-ups,
synsvinkelskift).
Lektion 3+4
Eleverne er nu klædt på til at meddigte filmens afslutning. Lad eleverne skrive en drejebog for filmens afslutning. Man kan stille følgende krav:
- Filmen skal lyd- og billedmæssigt ligne filmens.
- Moren, grisen og legetøjet skal inddrages.
- Slutningen skal være åben.
- Maksimal længde: to minutter.
Eleverne kan optage og klippe filmen på smartphones/tablets. Mine elever bruger som regel app’en Splice til klip og iMajiCam Pro som effektfilter. Begge er gratis, nemme at bruge og har de funktioner, som skal til for at skabe et lækkert produkt.
Alternativt kan man vælge at lave slutningen som en novelle og lave en individuel opgave.
Lektion 5+6
Filmprocessen afsluttes med en fælles visning, hvor hvert filmhold begrunder deres fortolkning. Lad løbende grupperne stille hinanden uddybende spørgsmål til både det indholdsmæssige og det tekniske, så alle overvejelser kommer for en dag. I alt cirka 45 minutter.
Herefter vises filmens resterende del.
Som afrunding på forløbet kan filmens slutning danne udgangspunkt for en filosofisk samtale om begreberne ”sorg”, ”angst” og ”omsorg”, hvor elevernes ny-erhvervede erkendelser kan blive italesat. Følgende spørgsmål kan fungere som lærerens oplæg til samtalen.
- Hvordan forstår I begreberne ”sorg”, ”omsorg” og ”angst”?
- Hvad kan sorg gøre ved et menneske? Fokusér eventuelt på udvalgte
scener: foran juletræet, raserianfald i køkkenet og
badeværelsesscenen.
- Hvilke strategier bruger Daimi til at håndtere sin sorg og angst?
- Hvilken rolle spiller det for Daimi at vise grisen omsorg?
Afrunding
Lektionsinddelingen er naturligvis vejledende og bør tilpasses den enkelte klasses faglige niveau. Har man lavet film masser af gange, kan meget af arbejdet foregå som hjemmearbejde.
Dannelsesaspektet er ikke så nøje behandlet i indeværende, men er ikke uvæsentligt. Filmen kan ses som en moderne, psykologisk pendant til folkeeventyrenes tematiske og kompositoriske kendetegn: overgangen til voksenlivet indsat i en orden-kaos-ny-orden-komposition.
Daimi vil unægtelig gøre stort indtryk på flere elever. Derfor er det vigtigt at give plads og tid til efterbehandlingen og til samtalerne om sorg. Det handler om at få skabt en god og respektfuld stemning i skolearbejdet. Eleverne må gerne tage filmen ”med hjem”, men helst med en bevidsthed om, at det hele nok skal gå!
Titel:
Daimi
Instruktør:
Marie Grahtø Sørensen
Produktionsår:
2012
Filmens længde:
20 min.
Målgruppe:
Udskolingen
Timetal for undervisningsforløb:
4-6 lektioner
Tilgængelighed:
Ekko Shortlist
Kommentarer