Dan Laustsens vej til den amerikanske sump

Når de internationale stjerneinstruktører skal bruge en erfaren, velforberedt fotograf med flair for dybe lyskontraster til deres store amerikanske filmproduktioner, ringer de til Dan Laustsen.

Den danske fotograf har filmet de tre seneste John Wick-film og været nomineret til to Oscars, blandt andet for sit samarbejde med Guillermo del Toro på The Shape of Water, som vandt prisen for bedste film.

Over Zoom fortæller den 69-årige fotograf om arbejdet med den aktuelle musicaludgave af romanklassikeren Farven lilla, som Steven Spielberg lavede sin egen omdiskuterede version af i 1985.

”Jeg har aldrig set den gamle film,” indrømmer fotografen lidt overraskende.

”Der var ligesom bare aldrig en anledning, og da jeg blev hyret til den nye film, vidste jeg, at jeg ikke ville lade mig påvirke. Det eneste, der betyder noget for mig, er instruktørens vision, og den vision, vi sammen når frem til. Men jeg må hellere se at få set den gamle film!”

Instruktøren af den nyeer ghaneseren Blitz Bazawule, der står bag en enkelt mindre dramafilm, men aldrig tidligere har ledet en stor amerikansk produktion. Derfor havde han brug for en erfaren fotograf.

”Blitz var heldigvis meget dygtig og præcis med, hvor han ville hen. Men når jeg får tilbudt et projekt, er jeg ligeglad med, hvor erfaren instruktøren er. Hvis jeg kan lide vedkommende og manuskriptet, er instruktøren min kaptajn. Jeg er instruktørens mand til det sidste.”

Ingen angst for mørket
Farven lilla er et på mange måder trøstesløst drama om en incestuøst mishandlet, sort pige fra Georgias provins, der bliver adskilt fra sin elskede søster og giftet væk til en voldelig tyran, kaldet Mister.

”Blitz og jeg blev tidligt enige om, at vi ikke ville have noget lys indenfor. Alt lys skulle komme udefra og strømme ind af de små vinduer. Som om lyset vil sprænge hadet og løgnene i de mørke rum, så publikum længes efter lyset udenfor. ’Don’t be afraid of the darkness’blev et mantra for os.”

Selv om Dan Laustsen har fotograferet sangsekvenser før, er Farven lilla hans første egentlige musical. Den er en filmatisering af Broadway-musicalen fra 2005.

”Alle film har jo udfordringer, men med hensyn til musicals kan jeg ikke forstå, når det er drama det ene øjeblik, og det næste øjeblik står nogen og synger. Så vi har gjort meget for at integrere musikken i dramaet og gøre overgangene naturlige.”

Flere af de mest medrivende sangsekvenser foregår på det lokale værtshus i sumpen. For at kunne lave bygningen måtte sumpen først tømmes for vand og senere fyldes igen, ligesom der skulle findes plads til enorme lyskraner mellem skovens træer.

”Jeg bruger altid enormt mange kræfter på forberedelse. Det er vigtigt at kunne improvisere, hvis instruktøren får en indskydelse, men alle mine beslutninger er taget flere dage før optagelse.”

Træt af anmeldelser
Dan Laustsens vej til den amerikanske sump startede i 90’erne, hvor han gennem mange år havde arbejdet sammen med instruktøren Søren Kragh Jakobsen.

”Vi lavede Drengene fra Sankt Petri, og den fik ret mange hug af anmelderne. Det blev jeg noget gammelsur over. ’Nu laver man noget virkelig fedt, og så får man øretæver. Jeg gider sgu ikke det pis mere,’ tænkte jeg.”

Det førte til en pause fra film, hvor Laustsen udnyttede den nye kanal TV 2 til at filme reklamer. En win-win, da hans børn dengang var små, og reklamefilm tillod mere kvalitetstid med familien.

Pausen stoppede, da han blev foreslået en lavbudget-spillefilm ved navn Nattevagten, instrueret af debutanten Ole Bornedal.

Lidt modvilligt tog han jobbet, og det blev et kæmpehit, der ovenikøbet førte til et amerikansk remake, da Weinstein-brødrene fik øje på potentialet.

”USA var en anden verden. I Danmark skulle man bare blive færdig, men her var der fokus på at lave det bedst muligt,” fortæller Laustsen.

Nightwatch floppede, men Weinstein-brødrene var glade for filmens look og anbefalede danskeren, da Guillermo del Toro skulle lave gyseren Mimic.

Da instruktør og fotograf første gang mødtes til en kop kaffe, var makkerskabet dog lige ved at dø, før det overhovedet kom i gang.

”Vi klikkede bare overhovedet ikke. Det var lørdag eftermiddag, og jeg ville meget hellere lege med mine unger. Efter mødet sagde Weinsteinerne så, at vi var nogle tumper og måtte holde et nyt møde. Det hjalp – pludselig havde vi det bare superfedt sammen!”

Politisk stormvejr
De følgende år hoppede Dan Laustsen frem og tilbage mellem dansk og amerikansk film. Hans seneste danske produktioner er Ole Bornedals udskældte tv-serie 1864 og samme instruktørs kritiserede komedie Dræberne fra Nibe.

– Dårlige anmeldelser skræmte dig væk i 90’erne. Var det også det, der skete denne gang?

”Nej, jeg er blevet ældre og helt ligeglad med anmeldelser. Men den politiske storm mod 1864 var fuldstændigt fucking bullshit. Ole er en fantastisk instruktør og lavede den serie, han ville lave. Hvis man er utilfreds, må man lave sin egen serie,” siger han.

Trods arbejdet i udlandet er han dog aldrig flyttet fra Østerbro, hvor han har boet hele sit voksne liv.

”Jeg har ikke forladt dansk film, men de amerikanske produktioner bliver større og større og efterlader ikke så meget tid. Og så er der bare højere til loftet i USA, selv om det også er et hårdt miljø. Med det rette projekt ville det være skønt at lave dansk film igen.”

Lige nu er Dan Laustsen i Toronto for at optage studiesekvenserne til Guillermo del Toros kommende Frankenstein, som er et drømmeprojekt for dem begge.

– Hvilken instruktør har du været allergladest for at arbejde sammen med?

”Guillermo er en mester. Men der var også bare noget særligt over at lave Gummi Tarzan med Søren Kragh Jakobsen.”

– Hvad gør du rigtigt, siden du er blevet så efterspurgt?

”Jeg lytter til instruktøren og tolker hans idéer lige meget hvad. Jeg går aldrig ind og siger: ’Det kan man ikke, det er helt forkert.’ Men selvfølgelig er det nemmere at få sine idéer igennem, når man har været nomineret til et par Oscars,” griner fotografen.