Craig skal spille whistleblower i Franzen-serie
Alt tyder efterhånden på, at Daniel Craigs dage som James Bond er talte. Men han kommer ikke til at gå arbejdsløs særligt længe.
Igennem den seneste tid har det nemlig forlydt, at Craig er tiltænkt den mandlige hovedrolle i Showtimes stort anlagte dramaserie Purity.
Nu bekræfter Craigs egne pr-folk rygterne.
Den engelske skuespiller skal spille rollen som den karismatiske internet-aktivist og whistleblower Andreas Wolf. En person, der i Franzens roman synes inspireret af Edward Snowden og Wikileaks’ Julian Assange.
Kvalitets-tv
Serien vil skildre den unge og rastløse Purity Tyler, der vikles ind i en tysk, aktivistisk organisation ledet af Andreas Wolf (Craig).
Men stærke folk står bag projektet.
Todd Field (In the Bedroom) skriver manuskriptet, mens Scott Rudin, der har produceret The Grand Budapest Hotel og The Social Network, producerer serien.
Tv-kanalen Showtimes direktør udtaler i forbindelse med projektet:
”Purity er en storslået, amerikansk roman, hvis energi pulserer som en psykologisk thriller. Som en spændende, længerevarende serie tegner den til at blive kvalitets-tv og lige netop, hvad Showtime stræber efter at lave.”
Franzen-serie har lidt skibbrud
Siden Jonathan Franzen brød igennem på den litterære scene med Korrektioner i 2001, er han blevet udråbt som den store, amerikanske samtidsforfatter.
I Korrektioner og murstensromanen Frihed fra 2010 tager Franzen den amerikanske middelklassefamilie under kærlig behandling.
I 2012 forsøgte instruktøren Noah Baumbach (Frances Ha) at lave Korrektioner til en serie. Men på trods af en stærk rolleliste med navne som Ewan McGregor, Maggie Gyllenhaal, Greta Gerwig og Chris Cooper stoppede HBO serien, da de så den første version af pilotafsnittet.
Baumbach har efterfølgende erkendt, at Franzens roman nok var for kompleks til at overføre til en tv-serie.
Kommentarer