”Jeg har lavet et spontant helvede i junglen”

Det har ikke kostet mere end femten millioner kroner for Daniel Dencik at lave Guldkysten.

Filmen følger en idealistisk botaniker, Wulff Frederik Wulff (spillet af Jakob Oftebro), der med tro på videnskab og oplysning i 1836 bliver udsendt til Ghana for at lære de afrikanske slaver at dyrke landbrug – årtier efter den danske stat har forbudt salg af slaver til De Vestindiske Øer.

Men i Ghana oplever han en tidslomme, hvor de sorte bliver behandlet som dyr, og hvor slaver – i al hemmelighed – stadig bliver sendt over Atlanten i både. Det hele går op i aggressioner, sår, krig og sygdom.

Det er imponerende at skabe en så flot film med forholdsvis få midler. Man får spaghetti-western-mesteren Sergio Leone i tankerne, når man ser filmen. Den rå, visuelle realisme med summende fluer, åbne rifter og sved til fuld skue.

Man får også Werner Herzog i tankerne. Junglen, selvopofrelsen, sindssygen. Med lange optagelser af et blad, der drypper. Daniel Dencik går efter det magiske øjeblik, og når det sker, skal billedet have lov at udfolde sig. Man kan tydeligvis mærke de dokumentariske kneb i filminstruktørens første fiktionsfilm.

”Både produceren, fotografen og jeg kommer fra dokumentarverdenen og forsøger at bruge så meget fra den verden som muligt. Jeg lader ting ske uden at forberede dem,” siger Daniel Dencik over en kop kaffe hos distributøren SF Film på Islands Brygge.

Et nedslag i Afrikas nutid
Dencik tog med et lille filmhold til junglen i to måneder og arbejdede meget spontant med det, der dukkede op. Det gjaldt ikke mindst de mange ghanesiske statister.

”Jeg instruerede ikke statisterne, for de skulle ikke være forberedte. De skulle ikke have en behagelig dag med slikbord og kaffe, men være nøgne og slaver. Det skulle være et helvede. Der er så ulemper, som at de hele tiden kiggede i kameraet. Og der valgte jeg at sige, at det ikke er noget problem. I kan ikke gøre noget, der er forkert. Sådan er det også i Roy Anderssons film,” fortæller han.

Der var insekter og sygdom i luften. Var der et regnvejr, blev det brugt. Daniel Dencik omgav sig med små børn og geder. Hvis en ged bliver skræmt, må han jo have fat i noget rigtigt, for den kan man ikke forberede, som han siger. Han brugte også så lidt sminke som muligt.

”Wulffs sår er et rigtigt sår. Når de pisser på Wulff, pisser de rigtigt. Det var virkelig vildt og grænsesøgende. Hver dag skulle overgå den næste. Det var som Roskilde Festival i to måneder. Det var støvet uden søvn med masser af følelser i kog. Jeg græd og var syg. Det var som en lang drøm, og det var meget hårdt,” siger Daniel Dencik.

Resultatet skulle blive en svulstig og hypnotiserende drømmende oplevelse – ikke bare for ham, men også for tilskueren.

”Et nedslag i Afrikas nutid,” siger filminstruktøren. Netop disse ord er værd at studse over. For er det ikke et paradoks at lave en historisk film om Afrikas nutid?

Wulff slog sine slaver
Daniel Dencik er gået antropologisk til værks. Realismen har været et ideal, men han har brugt fiktionen til at fortælle historien, som han vil. Tag Wulff Frederik Wulff. Han var ikke botaniker, men købmand. Og han var ikke så sød mod de sorte, som vi ser i filmen.

Daniel Dencik fandt Wulffs breve og dagbøger på Det Kongelige Bibliotek. Her læste han øjenvidneskildringer om den illegale slavehandel og det gamle Kolonidanmark.

Wulff Joseph Wulff, som han egentlig hed, blev ligesom i filmen udstationeret på det danske Fort Christiansborg som handelsmand i Ghanas hovedstad Accra. Han havde slaver og giftede sig med en mulat, som skulle arve slaverne. Hans foragt for de sorte og deres skikke kommer tydeligt frem i Thorkild Hansens bog Slavernes kyst bygget på dagbøgerne, og som Guldkysten også er inspireret af. Den virkelige Wulff afreagerer fysisk på slaverne, men i Daniel Denciks film er han god mod de sorte og forsøger at selvstændiggøre dem.

– Havde det ikke været mere historisk korrekt og interessant at skildre Wulffs mørke sider?

”Nu har jeg ikke skildret den rigtige Wulff. Jeg har brugt brevene som inspiration eller snarere som desperation. Der er meget ensomhed og raseri i brevene og beskrivelser af, hvordan han forsvandt ud i Afrikas jungle. Det blev jeg meget betaget af. Men min Wulff er også racist i starten. Han siger, at slavernes jord er for de danske, og at de ikke har ejendomsret. Han er barn af sin tid, men bliver mere og mere betaget af de sorte og særligt den lille elleveårige dreng Lumpa.”

– Men han er jo betaget af Lumpa næsten fra starten. Han kigger forfærdet til, når slavedrengen bliver pisket for at stjæle. Hvorfor ikke lade Wulff piske drengen?

”Det optog vi faktisk, men jeg synes, det var unødvendigt. Det ville være en for stor hurdle at komme over. Det ville være for svært at tro på, at den lille dreng ville følge ham rundt derefter.”

Alt for moderne kvinde
Daniel Dencik faldt for Paul Isert i sin research. Det er en læge i Dansk Vestindien, der blev forfærdet over behandlingen af slaver og fik den idé, at de sorte kunne arbejde på plantager i Afrika frem for at blive fragtet.

Denciks Wulff er en sammensmeltning af de to personer, og det giver en moralsk god, men desperat Wulff.

Helt bevidst benytter han sig også af anakronismer – et fagbegreb for historikere, hvor man bringer noget nutidigt ind i fortiden, for eksempel en adfærd eller moral. I filmen er Danica Curcic særligt iøjnefaldende som kvinden, der vil kristne og frigøre de sorte.

”Danicas karakter er alt for moderne. Kvinder sad jo ikke med om bordet dengang, og de talte ikke imod mændene. Men det har været vigtigt for mig at lave en moderne film. Historien må ikke lukke om sig selv og fortiden. Jeg vil tale i et nutidigt sprog,” siger filminstruktøren, der mener, at det ville være en begrænsning at lave noget, historielærerne ville kunne lide.

”Jeg skal nok få hug af historikerne. Jeg tror bestemt ikke, at filmen kan bruges i historietimerne. Det skal den heller ikke. Jeg har ikke lavet en historisk korrekt film, men den er korrekt i forhold til, hvad den vil, og hvad den kan. Den skal bruges i billedkunst eller filosofi.”

Tilbage til Romantikken
Filmen kan måske bedst beskrives som et nutidigt, filosofisk budskab til samfundet. 1830’erne og nutiden minder meget om hinanden, mener Daniel Dencik.

Dengang i Romantikken gav man slip på Oplysningstidens idealer om videnskab og rationalitet og gav sig til at drømme. Nogle dyrkede det inderlige og fantasifulde, og netop det skal vi til igen, nu vi har overstået 1900-tallet, fornuftens århundrede, et elendigt århundrede, siger Daniel Dencik.

Det er den samme rejse fra fornuft til drømme, som Frederik Wulff gennemgår i filmen.

”Han starter med at katalogisere og navngive verden. Det er en videreførelse af en racistisk, fornuftig tankegang. Men jo længere vi kommer hen, jo mere finder han ud af, at det ikke er her sandheden ligger. Han bevæger sig hen mod helhedstanken, der har med Romantikken at gøre ved at se mennesket som en del af naturen. Wulff bliver inderligt opslugt af naturen.”

Gå ud til blomsterne
Wulff er et gennemgående symbol – en slags centrifugerende kraft. Han vender sig mod følelserne, barnet, naturen og det inderlige.

”Jeg håber på, at filmen kan åbne øjnene og ørerne hos folk. Jeg synes, der er enormt meget støj i tiden. Jeg kan godt lide at tale om naturen, og læg mærke til, at jeg ikke siger ’miljø’. At bruge ordet ’natur’ er en meget 1800-tals-måde at anskue verden på. For miljø er noget omkring os, mens naturen er en del af os. Vi skal fremme det kollektive og åndeligheden i samfundet. Den følelse, som en kirke, en skov og også en biograf kan skabe, er, at man opholder sig ved noget, der er større end livet. Og det må være meningen med livet.”

Den franske filosof Rousseau siger det ifølge Daniel Dencik rammende: Mennesket er født frit og er overalt i lænker.

”Vi er frie, men vi skal passe på med at løbe derhen, alle andre gør. I dag er det meget oppe i tiden med meningsytringerne, og man synes, det er vigtigt at få 1000 likes. Hvorfor det? Det er mere interessant at få nul eller et like og være den, man selv er. Menneskeheden har mulighed for noget meget smukkere, end det vi ser nu. Så gå ud og vær hos blomsterne, det må være filmens budskab.”

– Du slår et slag for romantikkens tanker, men i Guldkysten er naturen kaotisk. Den er sygdom og død. Er det ikke paradoksalt?

”Nej, det, vi anser for kaos, er slet ikke så kaotisk. For os ligner det rod, men naturen har også et mønster, og den er også geometrisk. Vi er blevet gode til at bruge vores fornuft, men vi er ikke gode til at se naturens mønstre.”

– Så vi skal ikke tilbage til Romantikken, hvor filmen foregår?

”Vi skal ikke tilbage, men vi skal indgå mere i naturen, og vi kan bruge de tanker, man havde i Romantikken og fraktalfilosofien for nogle årtier siden. Vi mennesker tror, at vi er slutproduktet af evolutionen, men der tager vi fejl. Myrerne har for eksempel været her længere tid end os, og de vil helt sikkert være her længere end os. Vi bliver nødt til at betragte os som en del af naturen og ikke noget, der står udenfor.”

– Hvad byder fremtiden så på?

”Jeg ved det ikke. Jeg har lyst til at flytte ud i skoven. Måske skrive en bog.”