Daniel Dencik vinder Nordisk Film Prisen

”Daniel Dencik er præcis den insisterende og ikke mindst højt kunstnerisk begavede inspiration, branchen og Danmark har brug for lige nu.”

Det synes Annette K. Olesen og de øvrige medlemmer af prisudvalget bag Nordisk Film Prisen 2014. Derfor overrakte de ham onsdag aften i Imperial film- og tv-branchens mest prestigefyldte talentpris. Med hæderen fulgte en check på Nordisk Films alder gange 1.000 kr. – et regnestykke, der i år giver 108.000 kroner.

”Det er et kæmpe skulderklap. Det er en alsidig pris, der ikke engang er begrænset til én faggruppe. Det er manuskriptforfattere, fiktionsinstruktører, dokumentarister og så videre. Givet af folk, som jeg har stor respekt for, og alle, der har fået prisen tidligere, er meget dygtige”, siger Daniel Dencik.

– Nu er det en talentpris. Hvad kan du blive bedre til?

”Alt! Jeg har især meget at lære om personinstruktion, hvor jeg ingen erfaring har. Jeg har ingen teknik, når en scene ikke fungerer, så jeg skal have en dygtig instruktørassistent og nogle skuespillere, som selv tager bolden og kan improvisere.”

I samme båd
Svenskfødte Dencik har vundet filmpriser før. Endda så sent som i januar, hvor han fik en Robert for sin korte dokumentarfilm om vennen og kunstneren Tal R.

Men han har skrevet flere bøger, end han har lavet film. Og de fleste film-aficionados forbinder nok efternavnet mere med skuespillerlillebroren David. De to brødre har samme intense brune øjne. Men Daniels hårgrænse har holdt bedre stand, og han har ikke brorens mellemrum mellem fortænderne. Ansigtet er mere rektangulært og markeret, smilet lidt mere valent.

Daniel Dencik har kaldt det en tilfældighed, at han blev uddannet klipper på Filmskolen, og i lang tid så han mere sig selv som forfatter end filmmand.

”I dag er nok efterhånden fifty-fifty. Drømmen om at blive forfatter kom først og har altid været der, men som teenagere så David og jeg rigtig mange film. Jeg tror, vi så Scarface 200 gange. Jeg siger stadig, at det er min yndlingsfilm, selvom jeg ikke længere ved, om det passer. I dag vil jeg lige så gerne lave en stor spillefilm som en stor roman.”

”Jeg har altid set mig selv som en outsider i filmbranchen. Men egentlig har jeg jo alle mine venner og bekendte i filmmiljøet og ikke i forfattermiljøet. Det er sikkert også en mere festlig flok med sjov og ballade og festivaler og drukture. Forfattere ser måske i højere grad hinanden som konkurrenter og irriteres over de andres succes. På Filmskolen fik vi indprentet, at vi er i samme båd, og at alle kan hjælpe hinanden på kryds og tværs. Jeg bliver kun skideglad, når Far til fire sælger 800.000 billetter,” fortæller Dencik.

Foranderlighed som vilkår
Den eksperimenterende dokumentarist har skrevet og klippet flere film og debuterede som instruktør i 2012 med Moon Rider – en portrætfilm om det danske cykeltalent Rasmus Quaade, der blev filmet med Super 8-kamera i grynede billeder (udgivet på Ekko-dvd #26). I Ekspeditionen til verdens ende veg smalfilmlooket og det nærgående psykologiske portræt for eksistensfilosofi og betagende naturoptagelser fra en uudforsket plet på Grønland. Sidste år kom også Tal R: The Virgin.

Tre film med stærke visuelle udtryk, der udvisker grænserne mellem fiktion og dokumentar, men også tre meget uensartede film både i form og emnevalg.

”For mig er der intet tilfældigt i det, men jeg kan godt forstå, at det kan se sådan ud udefra. Jeg tror, at et mønster vil være tydeligere, når jeg har lavet flere film,” siger Daniel Dencik.

”Det gennemgående i mine film er, at de stiller grundlæggende, eksistentielle spørgsmål til det at være menneske. Det er gamle, klassiske temaer grebet an på en ny måde.”

”Ekspeditionen til verdens ende havde med tunge temaer at gøre. Men den blev meget moderne, dels rent visuelt, dels ved sin ikke særlig pessimistiske tone omkring klimaforandringerne. En filosofisk tyngde erstattede den angst, der præger klimadebatten i medierne. Vi vil gerne have, at tingene er, som de var i går – at vores barndomshjem bliver stående uberørt resten af vores liv. Men verden har altid forandret sig. Det er et vilkår.”

Og det vilkår er en undertekst i Denciks livssyn og kunstneriske credo.

”Verden er ikke et stabilt og fikseret sted, og vi er ikke det sidste stadie i evolutionen, selvom vi godt kan lide at tro det. Sådan prøver jeg at tænke hver dag, når jeg vågner. På den måde bliver alting unikt. Det er et barnligt, rent blik, hvor man altid går på opdagelse i verden.”

Altid spyttråd med
Det barnlige blik prøver Daniel Dencik at bevare, når han laver film. Han skal have en ide og et overblik, men også paratheden til at afvige fra planen og stole på sin intuition.

”For nylig stod jeg på et test-shoot i Afrika med 200 statister, hvor jeg fik den scene i kassen, jeg havde forestillet mig. Fint, men også lidt kedeligt. Vi havde så lige ti minutters lys tilbage, og statisterne var der endnu, så det var åndssvagt at stoppe. Jeg fandt på at lave en drømmesekvens med hovedrollen, hvor alle statisterne råber hans navn, og det blev meget syret, men sikkert også hundrede gange bedre end den scene, jeg havde tænkt mig at lave.”

”Bo Widerberg, min lærer fra Filmskolen, var et vigtigt forbillede i den forbindelse. Han forstod, at alting er enestående, at intet nogensinde sker på nøjagtigt samme måde to gange. I hans film Barnevognen skulle han filme hovedpersonernes første kys, og da blev han helt vildt begejstret over at få en ’salivtråd’, altså en spyttråd, med,” erindrer Dencik.

”Jeg kan ikke lave film som Ingmar Bergman, der gik ud og lavede nøjagtigt det, han havde tænkt og skrevet. Jeg har stor respekt for ham, men det bliver en død proces for mig.”

– I Annette K. Olesens motivationstale hedder det også, at du trodser økonomiske begrænsninger og insisterer på at få dine film ud. Hvordan det?

”Branchen er hård. Der er store menneskelige omkostninger, når en film er undervejs i halvandet år for så at blive lagt ned på grund af manglende finansiering. På et tidspunkt bliver det for meget. I Sverige fik et af de største talenter, Björn Runge, nok og gik over til at lave teater,” fortæller instruktøren.

”Jeg tror også, at kritikken af Filmskolen kan bunde i, at branchen ikke længere tiltrækker de største talenter, fordi den er for hardcore og for bureaukratisk tung for mange blødere typer.”

”Som filmskaber kommer man let til at føle, at det mest handler om at skrive ansøgninger og vente på svar. Men det er ikke derfor, at nogle af os begyndte at lave film. Og hvis filmen er vigtig for én, så må man ikke lade sig standse, men tage sagen i egen hånd.”

”Med Ekspeditionen til verdens ende var det ikke en mulighed at vente på finansieringen, for ekspeditionen skulle af sted. Så vi lavede hele filmen for udviklingspengene, en million kroner, og så finansierede vi den bagefter. Med Tal R-filmen søgte jeg ikke engang støtte på Filminstituttet. Det var sikkert dumt, men det gjorde også, at det hele gik meget stærkere.”

Fra fornuften til det spirituelle
Med de 108.000 kroner fra Nordisk Film Prisen behøver Dencik ikke bekymre sig om penge i nogle måneder. I stedet kan han koncentrere sig om sin planlagte spillefilmdebut, som bliver en historisk film om dansk slavehandel i Afrika i 1830’erne.

Et underbelyst emne, der dukkede op under Denciks research til hans anmelderroste bog med langdigtet Via katastroferne. Nu har han skrevet et ”skidegodt” manuskript, fundet locations og en hovedrolle i den dansktalende nordmand Jakob Oftebro (Kon-Tiki, Lev Stærkt og Shooting Star ved årets Berlinale).

”90 procent af den skal optages i Ghana, og hvis alt går vel, går vi i optagelse til sommer. Det ser ud til, at Filminstituttet gerne vil støtte os, men der mangler stadig penge.”

”1700-tallet er enormt godt beskrevet i dansk film – senest i En kongelig affære – og de fleste historiske film er sat i den periode. Det er 1800-tallet til gengæld ikke, men jeg er helt betaget af det. Der er mange fællestræk med den tid, vi går i møde nu, hvor vi ligesom dengang med højromantikken bevæger os lidt væk fra fornuften og mod det sværmeriske og det spirituelle.”

”Jeg vidste faktisk ikke engang, at Danmark har haft besiddelser i Afrika. Men historien er kompliceret. Det er ikke sådan, at danskerne bare var nogle svin, og afrikanerne var ofre. Slaveri eksisterede i Afrika, før europæerne kom og satte det i system. Min historie udspiller sig 30 år efter, at slavehandel officielt er ophørt. Men da foregår det stadig illegalt i stor stil, fordi flere af de lokale stammer ingen interesse har i, at det ophører.”

– Med Robert-statuetten og nu Nordisk Film Prisen vil mange være nysgerrige efter at se det næste, du kommer med. Hvordan er det at være den kunstneriske inspiration, som hele Danmark har brug for?

”Det er et tungt åg,” griner Dencik.

”Lars von Trier står jo lovlig alene på det område. Han har været det kunstneriske fyrtårn i to årtier, og jeg håber, at nogle yngre folk, blandt andre jeg selv – selvom jeg aldrig bliver lige så god – i fremtiden kan lave nogle mere solide kunstneriske film, der som Triers kan sætte dagsordenen og både have kunstneriske kvaliteter og publikumsappel.”