Danmark er engageret i en angrebskrig for første gang siden 1864. Dengang var det som bekendt ikke nogen ubetinget succes, og også i dag er der delte meninger om nytten af den danske indsats i Afghanistan.
Det mest påfaldende ved krigen er nok, at det hele foregår så fjernt fra Danmark. Krigen opleves som underligt uvirkelig. Det er først, når kisterne med de faldne kommer hjem, at den bliver til virkelighed. 29 danske soldater er i skrivende stund blevet dræbt af fjenden eller af friendly fire, som det hedder. Endnu flere fjender og uheldige civile.
Hvordan er det kommet så vidt? Det kan være svært at afgøre, for adgangen til informationer er ikke ukompliceret. Christoffer Guldbrandsen oplevede systemets aktive modstand og røgslør, da han i Den hemmelige krig gik tæt på den udemokratiske beslutningsproces. Hans erfaringer minder påfaldende om den aktuelle sag om Jægerbogen: Statsmagten vogter nidkært over sandheden, men får i sine bestræbelser også udstillet en del hemmeligheder og løgne for den undrende offentlighed.
Men hvis sandheden skal frem, kan dokumentaristen selv tage til Helmand-provinsen og skyde film dér, hvor soldaterne slår fjender ihjel. Janus Metz, der er ved at færdiggøre dokumentaren Armadillo, har sammen med de danske styrker oplevet kampens skræk og rædsel, men også dens eufori og forløsning. Soldaterne sætter livet på spil i en stor sags tjeneste – eller for at opleve suset, når den pludselige død er en faktor, man må kalkulere med.
Krigen er et uskyldstab og en slags syndefald. Ikke mindst for vores nationale kultur, hvor krig ellers typisk har sat sig spor som Dengang jeg drog af sted eller spændende historier om besættelsestidens helte og anti-helte.
Krigen og kunsten kører en slags gensidig udveksling af tjenester. I kunsten bliver krigens fortællinger fastholdt, så krigen får en aura af betydningsfuldhed og patos. Og krigen leverer godt stof – fuld af spænding og drama – som kunsten har brug for. Men krigen kan også vække indignation; antikrigskunsten er nærmest en genre i sig selv.
På den måde fortsætter krigen, som Danmark udkæmper, symbolsk i mediernes og kunstens regi. Krigen som politik og paranoia, krigen som thriller-underholdning og krigen som en eksistentiel og psykologisk tilstand, der regerer under overfladen i det fredelige Danmark.
Annonce
Kommentarer