Nyhed
12. aug. 2006 | 17:34

Danmark og danskerne på film

Toneangivende filmfolk og kritikere er på scenen, når EKKO og Dansklærerforeningen februar-marts 2007 afholder FilmForum
Af Jonas Varsted Kirkegaard

fem eftermiddage om Danmark og danskerne i nyere dansk film.

Hvordan ser Danmark og danskerne ud på det store lærred? Hvilket billede tegner nyere dansk film af vores kultur, samfund og sindelag?

Sådan lyder udgangspunktet for Dansklærerforeningen og EKKOs kursusrække FilmForum07, som samler en række af landets mest markante filminstruktører og manuskriptforfattere samt nogle af vores mest velanskrevne filmeksperter og -skribenter. I form af foredrag, samtaler, filmvisning og en master class sættes spot på dansk film og dansk virkelighed fra fem forskellige vinkler.  
 
De fem kursuseftermiddage om Danmark og danskerne i nyere dansk film ser således ud:

Et Danmark? (onsdag 28. februar kl. 12-15) 
Lektor Peter Schepelern taler om dansk films skildring af de forskellige samfundslag. 
Som optakt til en samtale mellem Schepelern og filminstruktør og satiriker Lotte Svendsen vises novellefilmen Royal Blues. Lotte Svendsen har i mere end ti år markeret sig som kommentator af tidsånd og samfund. Hendes hjerte banker for folk på bunden af det danske samfund, men i Svendsens ikke sjældent barokke, overrumplende og sorthumoristiske skildringer af Danmark og danskerne kan intet segment vide sig sikker.  
 
Danmark og danskere som dramatisk råstof (torsdag 8. marts kl. 12.30-15.30) 
Vi har sat to af de absolut mest erfarne og efterspurgte skikkelser i dansk manuskriptskrivning stævne: Mogens Rukov og Kim Fupz Aakeson diskuterer deres dramatiske udgangspunkt og giver prøver på deres arbejdsmetoder. Er Danmark og danskerne et godt afsæt for en historiefortæller? Der vil blive vist klip fra udvalgte værker af de to manuskriptforfattere. Redaktør Claus Christensen styrer slagets gang.

Timer, tørre tæsk og tårer (torsdag 15. marts 2007 kl. 12-16) 
Ulrich Breuning taler om børne- og ungdomsfilm og sætter særligt fokus på "skolen" og "læreren" i dansk film. Vi ser filmen Drømmen, der er baseret på instruktør Niels Arden Oplevs erindringer fra opvæksten i Nordjylland og ikke mindst hans skoletid. Bagefter samtaler Ulrich Breuning med filmens instruktør, blandt andet om forholdet mellem erindring og digt.

At turde tro i Danmark (tirsdag 20. marts 2007 kl. 12-16) 
Nok er Carl Th. Dreyers Ordet fra 1955 et af de mest centrale værker i dansk filmhistorie, men generelt har vores instruktører ikke haft travlt med at tage favntag med religiøse temaer. Hvorfor ikke? Det giver filosof og forfatter Peter Tudvad et bud på og viser bl.a. klip fra Adams æbler. Vi ser Annette K. Olesen Forbrydelser, som tager tilværelsens store spørgsmål alvorligt, og bagefter diskuterer instruktører filmens mirakuløse dimensioner med Peter Tudvad.

Den magiske barndom (onsdag 28. marts 2007 kl. 12-15) 
Nikolaj Arcel skrev manuskriptet til Klatretøsen (2002), og fik to år senere stor succes med den politiske thriller Kongekabale - en imponerende præstation ikke mindst i betragtning af, at genren er praktisk talt ubeskrevet i dansk filmhistorie. Med De fortabte sjæles ø (premiere primo 2007) fortsætter Arcel sin uforfærdede færd — her har han nemlig kastet sig over den i dansk sammenhæng omtrent lige så usædvanlige fantasy-genre. Arcel vil, i dialog med filmkritiker Bo Green Jensen, give en master class i sin nye film — sekvens for sekvens.

Sted: Det Danske Filminstitut, Cinematekets store biografsal, Gothersgade 55, 1123 København K. 
Pris: 2.000 kr.
Særpris: 1.750 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen, Dansk Film- og Medielærerforening og Medielærerforeningen for Gymnasiet og HF.  
Kursusnummer: FB1.2207 
Tilmelding: Mail til kursus@dansklf.dk eller kontakt Ditte Nielsen, Dansklærerforeningen Rathsacksvej 7, 1862 Frederiksberg C. Tlf. 3379 0010. 
Tilmeldingsfrist: 10. januar 2007. 

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko