Danmarks bedste birolle

”Det er næsten som en blind date,” griner Anders Brink Madsen og rejser sig fra den afskallede bænk i Østerbro-enden af Søerne i København.

Den 43-årige skuespiller skubber solbrillerne op i panden og smiler. I mailkorrespondancen, som førte frem til dette interview, har han skrevet, at han nok skulle sende en meddelelse om, hvilket tøj han havde på, så han var genkendelig.

Men det er Brink Madsen nu uanset hvad.

For skuespilleren er over alt i danske film og især tv-serier for tiden. Alene i det seneste år har den selvlærte skuespiller gjort sig bemærket i så forskellige sager som far i DR3-serien Doggystyle, bankdirektør i DR Drama-serien Bedrag, fodboldtræner og iværksætter i Xee-serierne Sunday og 31 samt ikke mindst forundret forælder i Klovn på TV 2.

Samtidig har han haft større og mindre biroller i film som Julemandens datter og Journal 64, og om en god måneds tid er han så aktuel som fængselsbetjent i Frederikke Aspöcks De frivillige.

”Ja, som cv’et afslører, synes jeg, alt arbejde er fedt,” siger skuespilleren og skridter af sted.

Baggrundshistorien
Normalt taler man om hovedrollerne i dansk film. Om hvordan Paprika Steen og Mads Mikkelsen eller Elliott Crosset Hove og Victoria Carmen Sonne indtager en film og lader dens handling sive ud fra sig.

Men rundt om hovedrollen spiller ofte solide og nuancerede danske spillere, som i den grad bliver sendt i mange retninger, når de skal være alt fra en mand, der står og venter på bussen, til en låsesmed, som skal bryde en dør op. Nogle lægger man mere mærke til end andre, fordi deres nærvær skinner ud af lærredet eller skærmen.

Denne kategori hører Anders Brink Madsen til, og da han har takket for den beskrivelse her ved Søerne, forklarer skuespilleren sin hemmelighed, som ligger i forberedelsen.

”Jeg går til en rolle med udgangspunkt i historien. Jeg tænker, at alle roller er udtænkt nøje, når en manuskriptforfatter har arbejdet på en films skelet i flere år, og derfor må jeg også give den alt, hvad den kan trække.”

Brink Madsen tipper igen solbrillerne ned foran øjnene, mens han forklarer, at han altid insisterer på at læse hele manuskriptet og samtidig selv at udvikle sin rolle. 

”Hvis jeg ikke gør det, er det svært at finde ind i stemningen. Jeg møder af og til skuespillere, der spørger, om vi lige skal løbe en scene igennem aftenen inden, men på det tidspunkt har jeg sådan set været i gang længe,” griner han og sparker lidt grus ud i det algeramte søvand.

”Jeg skaber altid min egen baggrundshistorie for rollerne, fordi de ikke altid er helt defineret. Det kan være noget, jeg gør selv, eller også sker det sammen med instruktøren. En god birolle er én, der bakker hele filmen op og ikke bare kigger ind undervejs.”

Kunsten at finde tonen
Det er måske i virkeligheden dét, der er så imponerende ved Anders Brink Madsens arbejdsraseri i dansk film de senere år. Tonen. Uanset om det er Journal 64, hvor han har få replikker, eller Sunday, hvor han bærer store dele af serien, så rammer han alvor og humor perfekt.

”Når du kommer ind og kun har to optagedage, så skal du være forberedt, for ellers er du jo ved siden af filmen eller seriens tone. Derfor ser jeg instruktørens tidligere film og serier, ligesom jeg generelt holder mig opdateret, så jeg kan være så skarp som mulig.”

– Må du også nogle gange instruere dig selv?

”Ja, men jeg er også blevet bedre til bare at byde ind. Da vi lavede Journal 64, hvor jeg spiller en mand, som skal bryde en væg ned i en lejlighed, der har stået uberørt i mange år, kom jeg for eksempel med et forslag,” siger skuespilleren og griner listigt. 

”Min makker og jeg havde ingen replikker, og jeg tænkte, at to håndværkere da vil sige et eller andet, når de træder ind sådan et sted. Så jeg spurgte instruktør Christoffer Boe, om vi ikke skulle sige noget. Han overvejede det i fem sekunder og sagde: ’Jo, find på nogle replikker!’”

”Det gjorde jeg så, og de kom med i filmen. Sådan noget oplever man somme tider i små roller, og det er simpelthen fedt, at vi har et filmlandskab, hvor der lyttes til alle.”

”Han løb den vej!”
Anders Brink Madsens vej ind i dette filmlandskab har da også været præget af initiativrigdom. Han søgte ind på de danske skuespillerskoler et par gange, men kom højst til tredjeprøven. Til sidst blev ventetiden for lang.

Derfor startede han teatergruppen Von Baden sammen med Frederik Meldal, Morten Lundgaard og Henrik Vestergaard. De fire har siden 2003 lavet alverdens mere eller mindre krøllede forestillinger, hvor mantraet til en start var ”live cinema” – altså en slags filmoplevelse fra teaterscenen.

Gruppen har især optrådt på Teatret Svalegangen i Aarhus og Teater Grob i København.

Men de senere år har Anders Brink Madsen så valgt at fokusere mere på film og tv.

”Sideløbende med teatret havde jeg virkelig mange roller i film og tv, hvor jeg kun skulle sige: ’Han løb den vej!’ Men min første større rolle var i Kidnapning i 2017, som min ven Frederik Meldal instruerede,” siger han og guider os hen over Dronning Louises Bro og tilbage mod bænken på Østerbro.

”Danmark er et lille sprogland, så der er ikke mange roller. Men opblomstringen af serier har gjort, at birollerne har fået mere spilletid. Indtil da må man nok sige, at branchen var meget navnefikseret for at få filmene solgt.”

Seriernes indtog og den selvudlærte skuespillers tiltagne erfaring har altså givet karrieren et skub.

”For mig har det handlet om netværk. Jo flere folk, der ser, hvad jeg laver, og hvor umage jeg gør mig, jo flere roller har det givet. Men efter Kidnapning valgte jeg så også at fokusere på film og tv. Det har gjort, at jeg er blevet mere opsøgende, og det er jo også derfor, at jeg har fået flere roller.”

Det seje træk
Dermed ikke sagt, at Anders Brink Madsens karriere i birollerne er et samlebånd, hvor det ene tilbud afløser den næste. Men han ranker ryggen her i solen, når han siger, at der ikke har været en arbejdsløs dag i mange år.

”Jeg tror ikke, man kan karriereplanlægge sig igennem skuespillet. Det handler om det lange, seje træk, og jeg synes da, jeg har bevist, at man godt kan blive skuespiller på andre måder end ved at komme ud af skolerne. Hvis man altså også er villig til at supplere skuespillet med ti år som handikaphjælper i mit tilfælde.” 

– Du må vel også gå til mange castings?

”Ikke så mange mere. Men rollerne i Sunday og Doggystyle kom via castings. Den proces kan jeg godt lide, fordi man kan arbejde med rollen. Det ligger i mig fra teatret, at man skal løfte i flok, og på teatret skal man levere noget for at udvikle processen. Forfængeligheden og sårbarheden er mindre, end den er i filmbranchen.”

”De fedeste processer er dem, hvor jeg kan tale med instruktøren og de andre skuespillere om, at jeg ikke føler mig tryg i scenen,” siger han og sætter igen solbrillerne op i panden med en pointe.

”Jeg er blevet bedre til at sige, at jeg vil have plads. Den gode birolle skal jo hjælpe hovedrollen videre, og derfor skal der også være plads til den. Det kræver dog, at min intuition er fin-tunet, så jeg ved, hvornår jeg skal byde ind.” 

Følelsesmæssig tur
Anders Brink Madsen er altså ikke utilfreds med sin position som primært birolleskuespiller. Men han håber da, at de tiltagende størrelser på birollerne vil føre til interessante hovedroller i dansk film.

”Jo mere travlt jeg får, jo mere kritisk bliver jeg også, inden jeg siger ja tak til roller. Jeg vil gerne have så nuancerede roller som muligt, og jeg synes, at jeg er god til at være naturlig i virkelig mange roller. Jeg vil selvfølgelig gerne have nogle hovedroller, men jeg vil faktisk hellere spille en fed birolle end en tam hovedrolle.”

En sådan birolle med kød på har han i De frivillige, som får premiere 13. juni. Her spiller han fængselsbetjenten, der fascineres af en indsat og ikke rigtigt kan sætte sig igennem.

”I De frivillige er min rolle på en følelsesmæssig tur, og for mig er det vigtigt, at jeg ved, hvad han gennemgår, men publikum behøver kun at fornemme det. Hvis jeg har gjort mit forarbejde godt nok, så får folk alligevel noget ud af ham.”