Danmarks Filmakademi får ny bestyrelse
Tidligere i august holdt Danmarks Filmakademi et bestyrelsesmøde, og her blev bestyrelsen enige om, at der skal nye folk til, skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Akademiet består af cirka 3.000 medlemmer fra film- og tv-branchen og står for at uddele de årlige Robert-priser – Danmarks svar på Oscar-uddelingen.
Siden 2018 har forpersonen for akademiets bestyrelse været Jacob Neiiendam, som til daglig er chef for Det Danske Filminstituts internationale afdeling. Nu kommer Elisabeth Victoria Winther til at tage over.
Hun er produktionschef i filmselskabet Apple Tree Productions, som blandt andet har produceret Skruk og den Robert-nominerede serie Dansegarderoben.
Hun har siddet i filmakademiets bestyrelse de seneste fem år.
”Det er vigtigt for mig, at Danmarks Filmakademi med sine 3.000 medlemmer spejler branchen og den tid, vi lever i, i al sin mangfoldighed,” udtaler den nye forperson i pressemeddelelsen, hvor hun også byder velkommen til flere nye navne i bestyrelsen.
Den nye viceforperson og kasserer er Per Damgaard Hansen, som er partner og producer i Paloma Productions. Desuden indtræder instruktøren Stine Likodelle sammen med producerne Sigrid Dyekjær og Anna Hørlyck, hvoraf sidstnævnte er suppleant.
”Vi skal give endnu mere plads til den nye generation af unge talenter, som nu også er repræsenteret i bestyrelsen. Robert-prisen blev i år afholdt for 40. gang, og som en af Danmarks vigtigste filmpriser er det essentielt, at vi løbende justerer og fornyer den, så vi følger med tiden,” fortsætter den nye forperson.
Med den nye generation refererer hun sandsynligvis til Stine Likodelle og Anna Hørlyck, der begge er omkring de 30 år.
Ingen særbehandling
Ved den seneste Robert-uddeling kom akademiet galt afsted, da Dronning Margrethe II kort efter sin abdicering ikke mødte op for at modtage sin pris for bedste kostumedesign i Bille Augusts Netflix-film Ehrengard: Forførelsens kunst.
Dronningen var nomineret til to priser, men havde ikke fået at vide, at hun ville vinde, hvorfor hun ikke mødte op til den marathonlange prisuddeling.
”Jeg tror, de fleste har lært, at vi rejser os for gravide i bussen og selvfølgelig også for de ældre. Det mener jeg ikke er forskelsbehandling, men at tage hensyn,” sagde produceren Marcella Lindstad Dichmann skuffet, da hun på dronningens vegne modtog Robert-statuetten.
Jacob Neiiendam gik til slut selv på scenen og sagde, at hvis nogen var utilfreds, var der mulighed for at ændre på tingene ved at melde sig til bestyrelsesarbejdet.
Efterfølgende kritiserede Ekkos chefredaktør og flere danske filmbranchefolk akademiet for dårlig dømmekraft.
Filmakademiet forsvarede sig med, at ingen – end ikke dem med royalt blod – får at vide på forhånd, om de har vundet. Men et anonymt filmselskab afslørede over for Ekko, at de selv fik netop den særbehandling.
Beklagelig fejl
Jacob Neiiendam svarede, at det var en beklagelig fejl. Og han tilføjede, at reglerne kan ændres.
”Men det kræver jo, at dem, som synes, at reglerne bør være anderledes, engagerer sig og kommer med et oplæg. Hvis man synes, at vindere skal have noget at vide på forhånd, kan de kontakte Filmakademiet og tale deres sag,” sagde den daværende forperson.
Det er uvist, om den nye bestyrelse har tænkt sig at lave om på reglerne.
I en anden sag fra i år kritiserede en række komponister nomineringen af Dan Romers musik til Bastarden, efter at Ekko havde afsløret, at den minder mistænkeligt meget om Hildur Guðnadóttirs musik til Joker.
Jacob Neiiendam forlader Filmakademiets bestyrelse efter tretten år. Skuespilleren Michael Asmussen genopstiller heller ikke.
Den næste Robert-uddeling finder sted den 1. februar 2025.
Kommentarer