Danmarks førende filmfestival aflyser
Onsdag aften lukkede statsminister Mette Frederiksen praktisk talt Danmark ned. Skoler lukker, offentligt ansatte sendes hjem, og der er et forbud mod forsamlinger på over 100 mennesker på vej.
Det er det største indgreb i danskernes liv siden Anden Verdenskrig – alt sammen på grund af coronavirus, hvor Danmark lige nu har den lidet eftertragtelsesværdige førerposition som det land i Europa med den mest hastige stigning i antal smittede.
Indgrebet vil få enorm betydning for biograferne og den danske filmbranche. Den første konsekvens kom allerede nogle få timer efter statsministerens pressemøde. Landets førende filmfestival Cph:Dox, der skulle være åbnet onsdag den 18. marts, har besluttet at aflyse hele festivalen.
”220 film og instruktører er sendt hjem,” lyder det i en pressemeddelelse, som festivalen netop har sendt ud – uden tvivl til stor skuffelse for mange filmnørder og fans af dokumentarfilm.
Festivalen har dog et lille plaster på såret, idet man arbejder på at vise nogle af filmene digitalt på en online-biografplatform.
”Sideløbende arbejdes der på, at festivalens seks konkurrencer fortsat vil blive bedømt online af de nedsatte juryer og anmeldt af danske og internationale filmkritikere – ikke i biografen, men igen på skærmen,” skriver festivalen og tilføjer, at konferencer og workshops vil blive afholdt online.
Men det fysiske møde mellem mennesker, der er alfa og omega for en festival, bliver altså ikke til noget i år.
Kommentarer