Danmarks Radios glemte billedmagiker

Hvis du har set programmet for VOID International Animation Film Festival, har du sikkert bemærket Lejf Marcussen Award.

Festivalen beskriver afdøde Lejf Marcussen som en eksperimentel animator. Kortfilmene, der kan modtage prisen med hans navn på statuetten, er ”personlige, kunstneriske og skal vise et samspil mellem musik og billedside”.

I år var det instruktør Maja Gehrigs kortfilm Average Happiness, der løb med sejren.

Det lyder jo meget fornuftigt, men hvem er Lejf Marcussen? Navnet siger nok de færreste noget.

”Lejf lavede nogle meget interessante film, hvor han visualiserede klassisk musik. Og det gjorde han på et tidspunkt, hvor det var meget usædvanligt og nærmest ikke set før herhjemme,” siger Gunnar Wille, stifter af Filmskolens animationslinje, om den afdøde instruktør, der fandt inspiration hos folk som tyske Walter Ruttman og britiske Norman McLaren.

Fantastiske vilkår
Lejf Marcussen blev født i 1936. Han uddannede sig til grafiker på Kunsthåndværkerskolen og maler på Kunstakademiet.

”Han tegnede allerede som toårig, og i en alder af otte havde han instinktivt mestret perspektivtegning,” skriver Jayne Pilling i bogen Animation: 2D and Beyond fra 2001.

Marcussen fik en stilling som grafisk designer for DR. Han startede med at lave tegninger og tekster til tv-programmer, men undervejs opdagede han animationskunsten og lærte sig selv at animere kortfilm.

”Han havde nogle fantastisk gode vilkår på DR,” fortæller Gunnar Wille. ”Han fik lov til at sidde og lave film, som det tog ekstremt lang tid at lave, fordi han var tvunget til at skabe billede for billede.”

”Så han brugte måske et helt år på at lave en lille film på fem minutter. Men på det tidspunkt havde DR råd til at have en kunstner som Lejf siddende, hvilket jo var ganske exceptionelt.”

Skabte sit eget univers
I 1980’erne overbeviste Marcussen DR om at få stablet et værksted på benene, hvor man lavede animation uden tale. Værkstedet blev døbt Form-Atelieret.

Her lavede han film, som han ifølge bogen Dansk tegnefilm gennem 100 år selv engang betegnede som ”overflødige”. Hvorefter han med inspiration fra Voltaire tilføjede: ”Hvis vi ikke har det overflødige – dét, som ikke kan redde verden – så er der ingen grund til at redde den.”

Animatoren Pernelle Maegaard arbejdede i Form-Atelieret og kom til at lære den særegne kunstner at kende.

”Lejf formåede at skabe sit eget univers, hvor han kunne gå og skabe sine egne film, samtidig med at han lavede animationer til DR’s programmer,” fortæller Pernelle Maegaard.

Den offentlige røst viser et billede af en ugle, men efterhånden ændrer det sig med nedslag i nogle af kunsthistoriens største værker.

Tv-vært Jakob Stegelmann husker, at han første gang stødte på Lejf Marcussen i DR’s kælder i Gyngemosen i Gladsaxe.

”Jeg var begyndt at sende tegnefilmsprogrammer om amerikanske cartoons med Tom & Jerry, og det kunne Lejf ikke udstå,” siger Jakob Stegelmann med et smil.

”Han behøvede ikke at tænke på et publikum. Det var en sindssyg luksus. Og der var heller ingen, der sagde: ’Hvornår har du en film færdig, Lejf?’ Han kunne bare gå og komme, som han havde lyst til. Indimellem vandt han en pris, og så kunne DR’s ledelse sige: ’Næ, hvor fint!’”

Og priser vandt Lejf Marcussen.

Han var således den første europæer, der modtog The Norman McLaren Heritage Award for sine samlede værker på Ottawa Filmfestival i Canada i 1990.

Han vandt også UNESCO Grand Prix de la recherche, og herhjemme blev han på Odense International Film Festival i 1989 belønnet med en pris for mest fantasifulde film.

Inden sin død i 2013 nåede Lejf Marcussen også at optræde på Museum of Modern Art og på universiteter som Harvard og Berkeley, ligesom han er blevet hædret med retrospektive visninger på over 40 festivaler.

Det store sansebad
I modsætning til den fortællende Hollywood-tradition var Lejf Marcussen optaget af samspillet mellem billeder og musik.

”Jeg er ikke en historiefortæller,” sagde Lejf Marcussen som oplæg til visningen af sine film i USA i 1991 og fortsatte:

”For en visuel kunstner er det underligt at se, at både film- og tv-kunst er så stærkt domineret af prosa. Manuskript-idéer fungerer som adgangskort til alle produktioner, og i disse medier bliver både den auditive og visuelle forestillingsevne reduceret til instrumenter, der skal tjene den verbale forestillingsevne.”

I Tonespor lavede Lejf Marcussen hvide streger på papirruller, der blev kørt hen over et lysbord. Et 35mm Bolex-kamera spændt fast over bordet optog lyset gennem stregerne.

I Et billede fra 1977 tog Lejf Marcussen fra sin lejlighed gennem de fire årstider billeder af Fugleøen i Sortedamssøen med Københavns hustage i baggrunden og lod dem overtone hinanden til musikken fra Gustav Mahlers første symfoni.

I Sten fra 1982 finder instruktøren menneskelige skikkelser i stens overflader. Et hovedværk er Tonespor fra 1983.

Til tonerne af Carl Nielsens Symfoni nr. 5 er den syv minutter lange kortfilm en slags farverig visualisering af lydtæppet.

Små streger følger til punkt og prikke hver toneændring, hver trille fra en fløjte og hvert krumspring fra en kontrabas.

Hvad der starter som enkelte små streger, bliver til et fabelagtigt lysshow af sitrende streger i alle regnbuens farver. Det minder om en musikalsk version af slutningen på Rumrejsen år 2001.

Åbenbaring
Stanley Kubrick ville sikkert have været begejstret. Det er Marcussens døve kollega, animatoren Evan Kallermann, i hvert fald.

”Han har visualiseret musik af komponisten Carl Nielsen på sådan en måde, så jeg ikke behøver lyden,” skrev Kallermann i sin Marcussen-nekrolog i Politiken fra 2013.

Han fortæller, at det nærmest var en åbenbaring for Lejf Marcussen, da han på Annecy-festivalen i Frankrig så Piotr Kamlers kortfilm Le Pas fra 1975.

”Her fandt han en udfordring, han som kunstner var optaget af resten af sit liv: film, der ikke blev styret af ord, men af hans store kendskab til musikken og dens væsen.”

Tager arbejdet med i seng
Tonespor og Lejf Marcussens andre værker er da også først og fremmest sanseindtryk, siger Anne Winberg, der er festivalleder for VOID.

”Da jeg så et af hans værker for første gang, sad jeg bare med åben mund og tænkte: ’Jeg ved ikke, hvad der foregår!’ Men jeg fandt hurtigt ud af, at man skal holde op med at tænke over, hvad der foregår. Man skal bare mærke og suge det ind. Hans animation skyller ind over dig som de eksperimenter, de er,” forklarer Anne Winberg.

Visualisering af Carl Nielsens symfoni i Tonespor vækker mindelser om Kubricks psykedeliske mindfuck i Rumrejsen år 2001.

Festivallederen tilføjer, at det var derfor, at man valgte at opkalde en pris efter Lejf Marcussen.

”Der er nogle områder inden for animation, hvor der trænger til at blive skruet på volumenknappen. Det er ligesom hele vores festivals filosofi.”

Lejf Marcussen levede og åndede så meget for sit arbejde, at han tog det med hjem i seng. Det gjorde han helt bogstaveligt, da han i 1988 skabte kortfilmen Den offentlige røst.

”En lille skare ortodokse analytikere er på udstilling for at aflure kunstens mål og perspektiver. Men kunstens drillesyge dæmoner afskyr det gustne snylteri og lokker dem med på en afsindig zoomtur, der dybt inde sprænger alle målbegreber,” lyder ledsageteksten til filmen.

En sekvens starter med at vise en ugle, og når det zoomer ud, bliver uglen til næsen på Mona Lisa. Kameraet fortsætter med at zoome ud, hvorefter Mona Lisa viser sig at sidde i Hieronymus Bosch’ Lysternes have.

Det genkendelige viser sig gang på gang at forestille noget helt andet.

”Ved at fokusere på formernes silhuetter ville han lede i hukommelsen efter et andet maleri med samme former – ét, som passede til filmens rytme. Når han sad fast, ville han placere det problematiske billede for enden af sin seng, indtil han kom på det næste,” skriver Jayne Pilling i Animation: 2D and Beyond.

Selv har Lejf Marcussen udtalt:

”Jeg misunder spontaniteten hos malere og komponister, der bare kan gribe deres redskaber og arbejde uden at skulle forestille sig et resultat. Denne rene kombination af dig selv og dine værktøjer uden et manuskript, der på forhånd fastlægger processen.”

Brød sammen
Gunnar Wille beskriver Marcussen som en sjov, indesluttet og lidt beskeden mand.

I 1980’erne og 90’erne blev animation optaget på film. En enkelt rulle kunne indeholde optagelser af flere måneders animation.

Sådan en rulle film kom Marcussen en dag til at lukke op. Han troede, at filmen var færdigbehandlet, men tog fejl med det resultat, at de ikke-fremkaldte billeder blev totalt absorberet af lyset.

”Lejf brød fuldstændigt sammen. Han sad og tudede med sine ødelagte filmstriber,” husker Gunnar Wille om den dedikerede kunstner.

”Alt det arbejde, Marcussen dengang lavede manuelt, vil man i dag sætte en computer til at udføre. Han måtte kalkulere det inde i hovedet og beregne, at når han nåede frem til frame nummer 247, så skulle der være en bestemt ting på billedet.”

Mærkelig misundelse
Lejf Marcussens animationsværksted på DR lukkede i midten af 1990’erne. DR skulle spare, og så var der ikke længere penge til at støtte særpræget, nonverbal animationskunst i en statsinstitution med blikket stift rettet på seertal.

Et tab, mener Jakob Stegelmann.

”Jeg var på Annecy-festivalen, hvor Lejf vandt en pris. Men da jeg ringede hjem til Berlingskes kulturredaktion, var man ikke interesseret. De anede ikke, hvem han var, og jeg kunne ikke gøre det forståeligt, at han var noget,” fortæller tv-værten.

Den opfindsomme animator leger i kortfilmen Sten med tilskuerens forestillingsevne og viser menneskelige skikkelser i overflader på sten.

Nu har Lejf Marcussen fået en dansk filmpris opkaldt efter sig, men det er stadigvæk stort set umuligt at se hans små genistreger.

DR’s pressemedarbejder har ikke den fjerneste anelse om, hvem Marcussen er. Og efter en uges korrespondance er vi ikke blevet meget klogere på, om DR overhovedet er i besiddelse af hans film eller bare har arkiveret dem lodret.

Vi skriver den 10. marts direkte til direktør for DR Kultur, Henrik Bo Nielsen, der som tidligere direktør for Filminstituttet i et årti må være interesseret i at hive DR’s geniale huskunstner ud af glemslen.

”Den kommer jeg ikke til at kunne nå at gå ind i. Heller ikke selv om jeg er glad for film- og tv-historie,” lyder det kortfattede svar fra direktøren.

DR siger først, at Marcussens film ikke er tilgængelige på grund af rettighedsproblemer. Senere ændrer man det til, at det har været et spørgsmål om prioritering.

At DR i dag nærmest ikke vil kendes ved Lejf Marcussen, kommer ikke bag på Gunnar Wille.

”Lejf havde meget flotte vilkår på DR, men samtidig har der været en mærkelig misundelse og disrespekt i forhold til hans film. Det siger noget om, hvad animationsfilm for voksne kæmper med,” siger Gunnar Wille.

Mellem Vorbasse og sommerlejr
Heldigvis viser det sig, at DR rent faktisk stadigvæk har en lang række af Marcussens animationsfilm.

Ekko får langt om længe tilsendt en lang liste med de film, som DR ligger inde med – også på Marcussens produktioner, der indgår som indslag i andre programmer.

”Vi er i gang med at tilgængeliggøre de værker, vi har rettigheder til, på danskkulturarv.dk,” skriver Sidsel Katrine Schmidt, chef for DR’s arkiv.

Og vupti: Dagen efter vores henvendelse til Henrik Bo Nielsen gør DR Lejf Marcussens Et billede, Sten, Maskedrifter, Tonespor og Den offentlige røst tilgængelige på Dansk Kulturarv, der skal sikre, at danskerne kan gå på opdagelse i vores fælles historie.

Her ligger Marcussens kunstværker nu side om side med ”gammelt nyt fra Vorbasse” og ”københavnerbørn på sommerlejr i 1940”.

Men DR’s egen side – dr.dk – har ledelsen åbenbart ikke fundet værkerne værdige til at få en plads på.

Det Danske Filminstitut oplyser, at man er i gang med at arkivere og behandle film og andre materialer, som Marcussens familie har indleveret i 2020. Nogle af hans film kan man allerede se i Cinematekets videotek, hvis man vel at mærke befinder sig i København.

Svanesangen
Lejf Marcussen lavede sin sidste film i 2002 med blikket rettet mod fremtiden.

Han var ikke længere på DR, men han fik støtte af Det Danske Filminstitut til sin første computeranimerede film, Angeli, som han lavede på selskabet Zentropa Real.

”Marcussen fornemmer, at internettet må være den eneste mulighed for personlig kunst. Han eksperimenterer nu med computere, som han mener kommer med nye fascinerende muligheder,” skriver Jayne Pilling i Animation: 2D and Beyond.

Angeli var Lejf Marcussens første og eneste computeranimerede film, der med dukker og skræmmende figurer visualiserer hospitalspatienters drømme.

Angeli, der kan ses på Cinemateket, er en visualisering af hospitalspatienters drømme med angst og håb. ”En surrealist ballet,” kaldes filmen i Dansk tegnefilm gennem 100 år, hvor Marcussen siger om sin svanesang:

”Drømme og mareridt har ikke noget manuskript, men når uforudsigelse metamorfoser blæser gennem sjælens dybder, fortæller det også historier.”

Elleve år senere døde han på denne dato, den 19. marts. Internationalt anerkendt, men glemt af den institution, som i mange år sørgede for, at han kunne lave sine unikke værker.