Danmarks svar på Harry Potter

Det er ligesom en X Factor-audition. Bilerne ormer sig fra Rådhuspladsen og op langs Peblinge Sø, hvor en hær af pigebørn myldrer ud i martskulden og stiller sig i en kø.

Inde på Hotel Kong Arthur i Nørre Søgade kæmper Karin Jagd og hendes medcaster med at få de eksalterede piger til at trække vejret i mennesketempo. Træk ind ... pust ud. Laaangsomt. Så beder de dem om at slå øjnene ned, løfte blikket og holde øjenkontakten.

Det er et blik, de leder efter. Pigen skal kunne kigge på én, så man føler sig afsløret. Hun skal trods alt spille Dina, Skammerens datter, som med sine særlige evner kan stirre direkte ind i et fremmed sind og se alt det, der får dette menneske til at føle skam.

Men de finder ikke blikket. Hverken på Hotel Kong Arthur, fire dage senere i Rønne eller ugen efter i Kolding. 5000 forventningsfulde piger, ingen Dina.

”Vi vidste, at vi skulle finde noget ekstraordinært. Vi ledte ikke efter en pige, vi bare kunne sætte foran en køkkenvask hjemme i Danmark, men en pige, der kunne spille op imod nogle af Skandinaviens allerstørste skuespillere foran 3-400 statister på en stor borgplads i Tjekkiet. Samtidig med at en masse special effects-folk rendte rundt og sagde: ’Den her tennisbold er en drage, og den her grønne skærm er et stort landskab,’” siger Nina Lyng.

Hun er producer på den ambitiøse filmatisering af Lene Kaaberbøls populære fantasy-roman Skammerens datter. Bogen foregår i en middelalderlig verden befolket af drager, riddere og dødningedamer – og Dina, som har arvet sin mors skammerevner. Hun ville allerhelst være som de andre børn, men hendes ejendommelige talent kommer hende til nytte, når hun hvirvles ind i et farligt opgør med dragefyrsten Drakan.

Hun virkede uinteresseret
Efter den resultatløse casting tog Karin Jagd sagen i egen hånd. Hun besøgte skoler og gav sig til at patruljere i sin bil. En dag forfulgte hun en pige på skateboard ned ad Nørrebros sidegader efter at have set hende ud af øjenkrogen.

Men det var på en danseskole på Indre Nørrebro, at hun fandt blikket. Da hun trak i dørhåndtaget og stak hovedet ind, kunne hun se en lille klynge piger øve deres trin. En af dem drejede hovedet.

”Vi havde en lang øjenkontakt. Lidt sky, men med et lille smil i øjnene. Jeg var helt fortabt,” husker Karin Jagd.

Pigen hed Rebecca Emilie Sattrup, og hun havde faktisk tænkt på at tage til den åbne Skammerens datter-casting, men da dagen kom, havde hun alligevel ikke lyst.

”Det var ikke, før jeg så Rebecca på video, hvor hun bare sad og talte om sig selv, at jeg tænkte: ’Hold da kæft, dér er noget!’” siger instruktør Kenneth Kainz. Hun var ikke ligesom de andre piger. Hvor de kerede sig nidkært om deres ydre fremtoning og rankede ryggen og truttede munden, når kameraet tændtes, var Rebecca uimponeret.

”Udfordringen med piger i den alder er, at de er så bevidste om at skulle være smarte og lækre. Det var meget vigtigt at have det rigtige tøj på, at se de rigtige ting i fjernsynet, at få et gavekort til Sticks’n’Sushi i fødselsdagsgave. Det var svært at komme om bag alle overskrifterne og mærke personen,” forklarer Karin Jagd.

”Rebecca virkede på en eller anden måde lidt uinteresseret,” erindrer Kenneth Kainz. ”Hvilket var enormt attraktivt. Der er noget ufortalt over hende, en hemmelighed. Man får ikke det hele serveret, og det fungerede godt til rollen.”

Bag Rebeccas beherskelse boblede dog begejstringen.

”Jeg syntes, det var vildt, men det skulle lige gå op for mig,” fortæller Rebecca. ”Det var nok derfor, jeg ikke freakede helt ud. Jeg tænkte slet ikke over, at jeg var afslappet. Jeg gjorde bare mit bedste, og jeg fokuserede ikke på, om jeg så dum ud. De ledte ikke efter nogen, der hele tiden tænkte: ’Puha, har jeg dobbelthage, når jeg sidder sådan?’” fortæller Rebecca.

Kæmpe omvæltning
Men Rebecca Emilie Sattrups tilbageholdne facon blev også en udfordring. Hun skulle ruskes og løsnes op, før hun kunne træde i karakter som Skammerens datter.

Hun blev sat til at råbe skuespilleren Peter Gantzler op i hovedet, og hun skulle løbe for sit liv med Kenneth Kainz i hælene. Hun gik til læseprøver, stemmetræning, ridetræning og stunttræning, hvor hun lærte at tage imod en lussing. Og selvom hun var udkørt, når hun kom hjem, var hun i spruttende humør. ”Mor, jeg kan jo klare hele verden!” udbrød hun en dag.

”Og så kom jeg alligevel i tvivl,” siger Kenneth Kainz. ”Kunne de spinkle, elleveårige skuldre klare det? Jeg havde aldrig arbejdet med børn i dette omfang før, så jeg ringede til Søren Kragh-Jacobsen for at høre: ’Hvornår ved jeg, at det er rigtigt?’ Og han sagde: ’Du må stole på den resonans, det skaber i dig, når du bliver ramt. Så må resten komme med slid og hårdt arbejde.’”

Men det var ikke gjort med det. Først skulle produktionsselskabet Nepenthe Film sikre sig, at Rebeccas ben står så godt fast på jorden, at hun ikke bliver blæst omkuld af den bevågenhed, der følger med, når man er Danmarks svar på Harry Potter.

”Havde hun psyken til det? Vi sendte hende til en børnepsykolog for at finde ud af, om hun var klar til det og med på, hvad det indebar. Det er en kæmpe omvæltning for en ung pige at være centrum for sådan en produktion i tre måneder. Alle kigger på dig og sætter dit hår og kører dig frem og tilbage og fortæller dig, hvad du skal gøre og hvornår. Og lige pludselig en dag er det slut. Det skaber et vakuum, som kan være svært for børn at tackle,” fortæller Nina Lyng.

”Man skal selvfølgelig også møde forældre og søskende. Har hun en stærk base derhjemme, så hun kan klare de fysiske strabadser med natoptagelser og de psykiske, både under optagelserne og her bagefter, hvor hun med stor sandsynlighed bliver verdenskendt i Danmark?”

”Man kan godt have den perfekte pige og så vælge hende fra på grund af forældrene,” siger Karin Jagd. ”Der skal meget til, men det er afgørende, at der er et godt samarbejde. Man fornemmer nogle gange, at forældrene hellere ville være med i filmen end børnene, og så er det synd at trække børnene ind i det.”

Og så var der det med pengene.

”Vi rådede forældrene til at tilknytte en advokat, og så lavede vi en kontrakt. Det var en god aftale for Rebecca, men det er jo ikke amerikanske forhold. Det er ikke millioner, vi taler om,” siger Nina Lyng.

Barnets filmfamilie
Børnepsykologen sagde god for pigen, og filmselskabet gav thumbs up til familien. Begge Rebeccas forældre er arkitekter og bor i det mondæne komponistkvarter på Østerbro i et murstensrækkehus med dannebrogsvinduer, lyst samtalekøkken og familiebilleder i vindueskarmen på trappeafsatsen.

Og forældrene tøvede ikke længe med at give deres datter lov. Moren Naomi konsulterede Sofie Gråbøl, der også er forælder fra Bernadotteskolen, hvor Rebecca går, og ringede til datterens gamle klasselærer: ”Åh, nej,” var hans første reaktion. ”Men hvis nogen kan klare det, er det hende,” tilføjede han.

Det hjalp, at Naomi, der selv har tjekkiske aner, netop var gået på barsel med en efternølersøn og kunne blive indkvarteret i en lejlighed under de to måneders optagelser i Prag. Ellers var det ikke sikkert, at Rebecca havde fået lov.

I Prag måtte Naomi dog finde sig i at blive sat udenfor. Hun måtte pænt blive i lejligheden, mens Rebecca var på optagelse med en børnepasser som ledsager og kom hjem segnefærdig og sengeklar.

”Det var lidt svært for min mor at rende alene rundt i Prag med en barnevogn. Men jeg blev hurtigt gode venner med hele holdet, så jeg følte mig aldrig på udebane,” fortæller Rebecca.

”Man fortæller forældrene, at vi er glade for at måtte arbejde med deres barn,” siger Nina Lyng. ”Men når hun er på optagelse, så er hun på arbejde, og så er det vigtigt, at de ikke er til stede. Børn bliver anderledes, når deres forældre er dér. De kigger hele tiden over mod dem og søger billigelse og bekræftelse, men den skal de jo søge hos instruktøren. Det duer heller ikke, hvis forældrene sidder ovre i hjørnet i skoleklassen hele tiden. Det forstår de godt, og det handler om at sørge for, at forældrene er trygge ved at overlade deres børn til os,”

”Det er vigtigt,” supplerer Karin Jagd, ”at forældrene forstår, at det her er barnets filmfamilie, og den er de ikke en del af. For vi skal have skabt nogle nye roller i den familie. Min rolle var at være good guy, lyttende og forstående, mens Kenneth ... ja, han bliver jo aldrig nogen bad guy, fordi han er så skidesød og empatisk, men det er mega vigtigt, at børnene forstår, at når de er ved ham, så skal der leveres.”

Tud nu, unger!
”Med børn gælder alle kneb,” fortæller Kenneth Kainz. ”Det er én stor pærevælling af alle pædagogiske tricks. Pisk og gulerod. De skal have lov at være børn, men de skal også vide, at de er der for at levere noget foran kameraet. De skal vide, at de ikke kan snøre mig – jeg bliver ved, indtil jeg får det, jeg leder efter. Man skal give plads og stille krav på samme tid.”

Han husker den sidste optagedag, hvor Rebecca og Petra Maria Scott Nielsen, som spiller Dinas veninde Rosa, skulle græde. De havde været på nettet for at finde teknikker, men de slog ikke til. De var utidige og ville have mere tigerbalsam under øjnene, men Kenneth Kainz tog bad guy-rollen på sig.

”Tud nu, unger, det kan I godt. Om ikke andet så ses vi måske aldrig mere, så kan I græde over det.”

Han gav Rebecca instruks om at knække stemmen på et bestemt ord. ”Du skal få mig til at græde!” forlangte han. Det gjorde hun så. Et lille knæk og et snøft, og instruktøren stod med tårer i øjnene og en klump i halsen ved sin monitor.

”Taaaaark!” råbte han og spænede hen til hende. ”Se, hvad du gør, se, hvad du gør! Du får mig til at stå og tude!” ivrede han og pegede på sin kind. ”Slap dog af, Kenneth, det er jo bare skuespil,” kom det koldt fra Rebecca, og så vidste instruktøren, at hun var blevet en rigtig skuespiller.

Rebecca kan også godt huske den optagelse. ”Mig og Petra var gået helt i stress inden scenen. Men ja, jeg ved ikke hvorfor. Jeg kunne bare. Det var slet ikke så svært, som jeg havde troet.”

Men skuespiller? Det ved hun nu ikke helt. Kort efter hjemkomsten fra Prag blev hun spurgt, om hun ville være med i en afgangsfilm fra Filmskolen, men hun trængte til at hvile sig. Og hun ved heller ikke, om hun vil lave flere film, når hun er færdig med at spille Dina i de næste film i serien.

Hverdagen truer
Hjemme på hendes værelse sidder hun på sin seng og viser mig et fotoalbum med mindebilleder. Hun husker dengang, hun frygtede for sit liv, fordi hun havde hørt, at et hus skulle eksplodere foran hende. Hun havde ikke forstået, at det var computerlavet og havde ikke villet spørge dumt.

Over Rebecca hænger hendes Dina på filmplakaten med snavset ansigt under en brun pelshætte og stirrer på mig med lysende grønne øjne. De er lidt mindre grønne i virkeligheden, og hun er i det hele taget svær at kende i dag, som hun sidder i sin grå hættetrøje og sine stramme, sorte jeans med neglelak på fingrene. Håret titter længselsfuldt ned til livet, hvor det gik til, før det blev klippet kort og tjavset til filmen.

Hun kunne godt mærke tomrummet, da hun kom hjem. Hverdagen var pludselig lidt kedeligere end før. Men det gik over igen. Nepenthe havde talt med 1990’ernes Krumme-Stine, Line Kruse, for at høre om hendes erfaringer. Og de havde taget deres forholdsregler.

”Det er vigtigt at almindeliggøre det så meget som muligt. De kan hurtigt vænne sig til at blive vartet op. Det er en bjørnetjeneste at give børnene al den opmærksomhed, for efter tre måneder er det et chok at komme hjem og være helt almindelig. Man kan godt lade dem hente deres mad selv, eksempelvis,” forklarer Karin Jagd.

Det råd tog forældrene til sig. Også af hensyn til Rebeccas ældste lillebror Adam, som havde det svært med den opmærksomhed, der pludselig tilstrømmede storesøsteren.

Så derhjemme snakker de så lidt film som muligt. Faktisk er Rebecca næsten også træt af at tale om Skammerens datter.

”Det kan godt være lidt irriterende, når man får det samme spørgsmål hele tiden. Har det være sjovt? Ja, selvfølgelig! Det siger jo sig selv. Jeg er glad for, at folk er interesserede, så jeg bliver ikke sur, men det er svært at svare på en ny måde hver gang,” siger hun.

Facebook angriber
De spørgsmål bliver hun næppe fri for det næste stykke tid. Nepenthe ventede længe med at offentliggøre hendes navn, men filmen er ude 26. marts, og det kan ikke udskydes længere. Hun siger, hun glæder sig. ”Men kunne man ikke have en tænd/sluk-knap?” spørger hun med et smil.

”Vi holder nogle workshops både alene med pigerne og sammen med forældrene, hvor vi vil snakke alle mulige scenarier igennem. Det er ikke kun pressen – der kan også være piger på Facebook, som er misundelige, og så kan det være spredt til hele hendes skole på to sekunder,” siger Nina Lyng.

”I forhold til pressen vil det blive i begrænset omfang, men vi ved jo, at der vil komme stor interesse. Der vil være piger, som gerne vil høre om hendes yndlingsfarve, om hvad hun vil være, når hun bliver stor, og om hun har en kæreste. Og hun må beslutte sig for, hvor meget hun har lyst til at dele. Vores opgave er at sørge for, at hendes grænser respekteres.”

Rebecca fik en forsmag på, hvad der venter, da hendes navn sidste år slap ud til offentligheden. Facebooks keyboardkrigere gik straks til tasterne og brokkede sig over, at hendes hår ikke var sort nok, og hendes øjne havde en forkert nuance af grøn.

”Jeg prøver at lære mig selv ikke blive sur over sådan noget hate, men det kan godt være lidt svært nogle gange,” fortæller hun. ”Men jeg blev ikke ked af det. Jeg tænkte bare: Vent og se!”

Denne artikel har været bragt i Ekko #67.