Danmarkshistoriens største røveri filmatiseres
”Jeg har aldrig set dansk action så brutal.”
Sådan skrev Ekkos anmelder om action-thrilleren Shorta, da filmen fik premiere med historien om to politimænd fanget midt i voldelige optøjer.
Nu er en af instruktørerne bag klar med sin næste film, der tager et dyk ned i det kriminelle miljø og tegner til at blive endnu en eksplosivt voldelig fortælling.
Instruktøren Frederik Louis Hviid spillefilmdebuterede med Shorta, som han lavede med Anders Ølholm. Med en udtagelse til Venedig-festivalen, flotte anmeldelser og 114.000 solgte billetter i danske biografer blev filmen en succes. Og opfølgeren har store armbevægelser.
Den har titlen De lydløse og handler om Danmarkshistoriens største røveri. Under finanskrisen i 2008 begår 25 mænd et spektakulært kup mod Dansk Værdihåndtering og slipper afsted med 70 millioner kroner, hvoraf kun nogle af pengene er blevet fundet.
”De lydløse handler om kriminelle, men jeg er ikke interesseret i at fortælle publikum, hvad de skal mene om livet som kriminel,” udtaler Frederik Louis Hviid i en pressemeddelelse.
”Til gengæld vil jeg gerne placere publikum midt i kaosset og give dem et indblik i, hvordan man jagter det umulige i et sprængfarligt samfund, som de færreste kender til. Det er farligt, utilregneligt, voldeligt og ukontrollerbart.”
Bagmand som konsulent
Frederik Louis Hviid er uddannet på filmuddannelsen Super16. Her gik han på årgang med produceren Kasper Dissing, der fik et stort gennembrud som en af producerne på Thomas Vinterbergs Oscar-vindende succes Druk.
Hviid og Dissing finder nu sammen om De lydløse, som Kasper Dissing producerer for Zentropa.
Til at hjælpe sig med filmen har de to filmfolk allieret sig med manuskriptforfatteren Anders Frithiof August. Han har skrevet så forskellige film som Afdeling Q-filmen Marco Effekten, fodbolddramaet Sommeren ’92 og filmatiseringen Lykke-Per.
Filmholdet har desuden fået Steffen Andersen, en af forbrydelsens bagmænd, og journalisten Peter Sloth, der sammen har skrevet bogen Røver om sagen, til at fungere som konsulenter på filmen.
De lydløse skal efter planen optages i 2022 og få premiere i 2023.
Kommentarer