Shortlist: Danseglade teletubbies

Tre kvinder i neon-farvede kedeldragter vrider og vender sig i rytmiske stød. En arm svinger gennem luften, et ben sparkes i vejret, en fod peges mod himlen, så tåspidsen bliver til en antenne.

Danserne synes at tale sammen via digitale satellitsignaler. Det klikker, fløjter og piber af metalliske beats, indtil de tre mekaniserede teletubbies mødes i en fælles disco-dans.

Brugerne af Ekko Shortlist overraskede endnu en gang, da de bragte en ordløs, eksperimenterende dansefilm direkte ind på tredjepladsen.

Speciale i dansefilm
Satellit er instrueret, skrevet og koreograferet af danseren Maia Elisabeth Sørensen. Hun spiller også selv et af de tre danse-dyr. Filmen er produceret på det lille selskab Friishaynes, der specialiserer sig i dansefilm.

Vi møder Maia Elisabeth Sørensen og producer Mille Haynes på firmaets nye kontor i Frihavnen. For få uger siden var det lille rum et pulterkammer med orange vægge og ildelugtende væg-til-væg-tæppe. Nu er alt malet hvidt, trægulvet dufter, og der er en jazz-LP på pladespilleren.

De har netop bakset med at samle to nye stole. Så nu kan instruktøren og produceren sætte sig ned og fortælle, hvad i alverden deres film er for en størrelse.

Som en børnetegning
Satellit er inspireret af teletubbierne på tv, computerspillet Tetris og bandet Crystal Castles. Og den handler om kommunikation, forklarer Maia Elisabeth Sørensen: Hvordan mennesker sender signaler for at forstå hinanden. Hvilket ikke altid er ligetil.

”Vi luller lidt rundt i vores egen verden. Vi kan ikke se andre end os selv. Også nu. Jeg har en masse billeder i mit hoved, som jeg prøver at kommunikere videre. Men hvordan ser det ud inde hos dig?” spørger hun og peger på Ekkos udsendte.

Filmen udforsker kommunikationstemaet helt uden ord og traditionel filmisk udvikling. Instruktøren plejer at kalde filmen et ”abstrakt narrativ”. Det kalder vist på en uddybning.

”Det er en børne-punkts-tegning. Sådan én, hvor man sætter streger imellem punkter. Hver streg er bevægelserne, og hvert punkt er en del af plottet. Rummet mellem punkterne giver plads til det sanselige og til dansens sprog.”

Nichefilm
Produktionsfirmaet Friishaynes ejes af producer Mille Haynes og instruktør Maja Friis. De startede selskabet for at kunne producere dokumentarfilmen Ballerina, som blev mødt med mange roser på Cph:Dox festivalen sidste år.

Filmen er en sfærisk beretning om balletdanserinden Elsa Marianne von Rosen, som fortælles i dans mere end i ord. Genrekrydsning og dansefilm er blevet duoens særlige niche.

”Vi opdagede, at der var den her type film, som havde svært ved at få plads, fordi de er virkelig svære at finansiere, pitche og sælge. Men både jeg selv og Maja Friis har en stor kærlighed til denne type film. Eksperimentalfilm, musikfilm, kunstfilm og dansefilm,” forklarer Mille Haynes.

Haps!
Oprindelig var tanken, at produktionsselskabet kun skulle realisere partnernes egne projekter. Men nu har de åbnet op for samarbejde med eksterne instruktører.

Den beslutning blev taget, da Mille Haynes stødte ind i Maia Elisabeth Sørensen.

”Jeg arbejdede på Ballerina, og det havde Maia så hørt om,” husker Mille Haynes.

”Så sagde jeg: ’Haps!’” bryder Maia Elisabeth Sørensen ind, før Mille Haynes fortsætter:

”På et tidspunkt tog hun fat i mig ude foran Grand-biografen og sagde: ’Jeg ved godt, hvem du er! Jeg vil gerne pitche noget til dig.’”

Produceren skærer ansigt af sin instruktør, som må grine undskyldende.

”Det er sådan, jeg gør det!” siger Maia Elisabeth Sørensen.

Et twist af disco
Det lille produktionsselskab havde egentlig nok at se til, men Maia Elisabeth Sørensens ide var for god til at sige nej til.

På det tidspunkt var instruktøren allerede i fuld gang med at udvikle filmen. Testfilmingen var essentiel – hvordan skulle hun få kameraet med i dansen? Hun startede ensomt med armbevægelser i et tomt dansestudie.

”Jeg ville undersøge, hvordan man kan forstærke kroppens bevægelser med kamerabevægelser. Dermed genskaber man den tredje dimension ved en live-performance, som man mister i det todimensionelle filmmedie,” forklarer hun.

Derefter inviterede hun filmens to andre dansemyrer, Nanna Schaumburg-Müller og Kristina Skovby, med indenfor i dansestudiet.

”Udgangspunktet var, at vi skulle have det virkelig sjovt. Vi fyrede noget musik på, og så rendte vi rundt og fjollede som børn,” griner hun, mens armene begynder at fægte.

”Derefter pillede vi bevægelser ud. Det her ser sjovt ud, det her virker. Og derfra har vi udarbejdet koreografien.”

De mekaniske spjæt i Satellit kan strengt taget godt kategoriseres som moderne dans. Men Maia Elisabeth Sørensen foretrækker at kalde dem noget andet: ”Finurlige bevægelser med et twist af disco”!

Fotografens koreografi
Ambitionen om at forene dansen og filmmediets bevægelser stillede helt særlige krav til fotografen Mathias Tegtmeier.

”Han er jo ikke danser. Men han havde faktisk også sin egen koreografi bag kameraet. Det klarede han jo fantastisk godt med det der tunge kamera.” Maia Elisabeth Sørensen demonstrerer det imponerende med sin egen krop.

”Det skulle vi faktisk have filmet!” udbryder Mille Haynes.

De mange bevægelser foran og bag kameraet var besværlige at planlægge i ord og billeder. Et manuskript og et storyboard var ikke nok.

”For at holde styr på alle retninger i kameraets og dansernes bevægelser klippede jeg simpelthen hele filmen ud af testoptagelserne, før vi skød den. Det gjorde, at vi kunne klippe den færdige film på en uge.”

Finger til pande
Satellit er blevet til i samarbejde med Filmværkstedet, som uddeler økonomisk støtte til unge, aspirerende filmskabere. Maia Elisabeth Sørensen er taknemmelig for, at institutionen også vil støtte eksperimenterende film som hendes. På ansøgningsskemaet kan man sågar sætte kryds i rubrikken ”Dansevideo”.

Men når man vil lave en fiktionsfilm, skal ansøgningen indeholde et fysisk manuskript. Og det var en udfordring. Instruktøren griner, mens hun genfortæller, hvordan dét lød: ”Finger peger. Finger flyttes til pande!’”

”Det var egentlig lidt for sjov. Min konsulent Christina Rosendahl syntes også, det var sjovt, tror jeg. Men hun sagde også: ’Det der skal du nok kun bruge internt – det skal ikke publiceres!’”

Død over danseforskrækkelse
Når man arbejder med dansefilm, risikerer man at støde på udbredte fordomme om genren.

Og de to kvinder vil for eksempel gerne pointere, at dansefilm ikke kun er noget for piger. Da Ballerina gik i biograferne, blev mange mænd slæbt ind af deres kærester for at se den. De fleste var positivt overraskelse, når de trådte ud.

– Hvad vil I sige til folk, der opfatter dansefilm som noget støvet museumskunst, man ikke helt forstår?

”Det er noget vrøvl!” fastslår Maia Elisabeth Sørensen. ”Der er mange i Danmark, der har den forestilling. Vi er lidt danseforskrækkede.”

”Også kropsforskrækkede, som folkefærd,” tilføjer Mille Haynes. ”Vi går og fryser hele tiden og sidder ret op og ned på stole. Der skal meget til, for at man lige sidder og vipper lidt.”

En rummelig genre
Produceren vipper lidt forsigtigt på stolen, men bliver nødt til at grine.

”Folk har sådan en forestilling om, hvad moderne dans er,” tilføjer Maia Elisabeth Sørensen og laver et meget smalt rum mellem håndfladerne.

”Men i virkeligheden er det kæmpe bredt og kan rumme alle mulige udtryk, der også indeholder elementer fra andre genrer som street dance eller tango, for eksempel. Det behøver ikke at være enormt indadvendt og indelukket.”