Dansk Cannes-succes er overdrevet

Der er fest i den danske filmpresse efter offentliggørelsen af programmet for årets filmfestival i Cannes.

Lars von Trier deltager i hovedkonkurrencen med Melancholia, ligesom Nicolas Winding Refn med Drive for første gang er i kamp om Den Gyldne Palme. Og Frederikke Aspöcks Labrador får premiere ved en særlig visning.

”Det er en stor fjer i hatten for dansk filmkunst — at hele tre danske værker i går blev udvalgt til den officielle del af verdens største og vigtigste filmfestival,” skriver Berlingskes mangeårige filmanmelder Ebbe Iversen.

Rød-hvide klaphatte
Politikens Kim Skotte blander sig i hyldestkoret:

”Der er én mulig konklusion: Efter Golden Globe og Oscar til Hævnen og nu med torsdagens offentliggørelse af programmet til den kommende Cannes-festival er krisen i dansk film godt og grundigt afblæst!”

Men er krisen virkelig afblæst? Og skal de rød-hvide klappepølser nødvendigvis pustes?

Amerikansk i lange baner
Drive er ikke en dansk film.

Vurderes filmen ud fra det pointskema, som Bodil-komiteen — hvori Kim Skotte sidder i bestyrelsen —benytter til at afgøre en films oprindelsesland, er den amerikansk. Refns film opnår kun tre ud af seks påkrævede point, idet instruktøren er det eneste danske ved Drive.

Filmen, der handler om en stuntmand i Hollywood med nebengesjæft som flugtchauffør for en flok bankrøvere, er baseret på en roman af amerikaneren James Sallis. Filmatiseringen er skrevet af amerikaneren Hossein Amini, finansieret med amerikanske penge og besat med amerikanske skuespillere som Ryan Gosling og Christina Hendricks, der taler amerikansk.

Ikke 1-0 til Danmark
Det giver otte point til USA efter Bodil-komiteens kriterier.

Skulle filmen modtage en nominering ved Bodil-uddelingen næste år, kan det kun blive i kategorien bedste amerikanske film. Så selvom Refn har scoret, bliver det ikke 1-0 til Danmark.

Det var heller ikke ”en fjer i hatten” for tysk film, da eksil-tyskeren Roland Emmerichs Independence Day i 1996 blev den næstmest indtjenende film i historien.

Personlig succes for Refn
Med udtagelsen af Drive får Nicolas Winding Refn et ordentlig rygstød til den internationale karriere, han har forsøgt at opbygge de seneste år. Og der er al mulig grund til at glæde sig over, at dansk film har fostret et talent som ham.

Men den danske filmbranche kommer ikke til at mærke meget til Refns personlige succes. Visningen i hovedkonkurrencen åbner døre og vil gøre ham endnu mindre afhængig af den hjemlige filmbranche, han gradvist har fjernet sig fra gennem hele sin karriere.

Det berettiger også til jubel, at Frederikke Aspöck har været i stand til at følge op på sine fine kortfilm, Happy Now og Får, ved at få sin spillefilmdebut vist på festivalen.

Og så er det glædeligt, at det igen er blevet Trier-år. Lars von Trier deltager næsten per automatik i hovedkonkurrencen, og siden debuten med Forbrydelsens element i 1984 har Trier kun været fraværende fra hovedkonkurrencen med Epidemic og Direktøren for det hele.

Djævlens advokat
Der deltager altså kun to danske film i det officielle program på Cannes. Den ene helt forventet, den anden en lille glædelig overraskelse.

Og så deltager der en amerikansk film med en dansk instruktør, der først blev tilbudt instruktørstolen, da b-film-virtuosen Neil Marshall forlod den.

Det afblæser ikke krisen. Djævlens advokat kunne endda hævde, at det netop er et udtryk for krise, at en så talentfuld dansk filminstruktør som Nicolas Winding Refn ikke længere laver danske film.