Dansk co-produktion vinder pris i Cannes
De danske vinderchancer var større end sædvanligt ved dette års Cannes-festival.
Dansk-iranske Ali Abbasi prydede hovedkonkurrencen med sin kontroversielle Trump-film The Apprentice. Det samme gjorde Magnus von Horn og hans dansksprogede seriemorderdrama Pigen med nålen.
I Un Certain Regard-programmet, der dyrker yngre eller mere eksperimenterende filmskabere, åbnede den danskuddannede islænding Rúnar Rúnarsson ballet med sorgdramaet When the Light Breaks.
Og i den franske instruktørforenings sidekonkurrence Quinzaine des cinéastes fik dansk-palæstinensiske Mahdi Fleifel en ekstatisk modtagelse.
Alligevel har ingen af de store danske Cannes-håb forladt festivalen med priser i bæltetasken. Det har til gengæld den danske producer Mette-Ann Schepelern, som er en af folkene bag The Brink of Dreams.
Dokumentaren om en gruppe unge, egyptiske piger, der trodsigt skaber et fællesskab omkring gadeteater, er en co-produktion mellem Egypten, Frankrig, Qatar, Saudi-Arabien og Danmark med Schepelern og hendes selskab Magma Film & TV som den danske co-producent.
Den konkurrerede i sideprogrammet Semaine de la Critique, som afholdes af det franske kritikersyndikat, og her vandt den dokumentarprisen Det gyldne øje.
Vindue til uset verden
The Brink of Dreams er instrueret af de egyptiske filmskabere Ayman El Amir og Nada Riyadh, og den deler dokumentarprisen med Ernest Cole: Lost and Found, som handler om en sydafrikansk fotograf under apartheid.
Den danske co-produktion får positive anmeldelser af blandt andre mediet Screen Daily, der kalder filmen for et vindue til en uset verden.
”Begivenhederne, der udfolder sig, skaber en forståelse af, hvor svært det er at trodse forventningerne til kvinder i Egypten,” skriver anmelderen Allan Hunter.
Udover at være producer og producent er Mette-Ann Schepelern også selv en erfaren instruktør.
Hun står bag dokumentaren Hjerter dame om LO-forpersonen Lizette Risgaard og var med til at instruere forstadsportrættet 100% Greve – en film fra virkeligheden.
I 2008 udgav Ekko hendes afgangsfilm Eksklusion om indvandreres rejse til Danmark som en del af dvd #7, der består af de syv bedste afgangsfilm fra Den Danske Filmskoles Tv-uddannelse. Dvd’en blev udgivet sammen med Ekko #43.
Kommentarer