100: Dansk dokumentarfilms far

De fleste cineaster kender Carl Th. Dreyer. Han blev internationalt anerkendt som en af de rigtig store filmpionerer, og man kan dårlig tænke sig et filmhistorisk værk uden hans deltagelse.

Velfortjent, ja vist, men vi har i Danmark en anden veteran, som er mere eller mindre glemt af en dansk offentlighed og stort set ikke kendes i udlandet.

6. april ville han være fyldt 100 år, men med få undtagelser vakte det ikke megen opmærksomhed i Danmark.

Det er synd, for mens Dreyer blev kendt som auteur for sine ganske fåtallige spillefilm, var Theodor Christensens livsværk en skøn blanding af filmteori, filmpolitik og sine halvhundrede dokumentariske værker, der formodentlig har haft større betydning for udviklingen af det danske filmmiljø end auteuren Dreyer.

Det er hans fortjeneste, at vi i dag har en internationalt berømmet Filmskole, og pladsen foran skolen bærer da også hans navn.

22-årig filmteoretiker
Theodor Christensens arbejde var fra starten både af teoretisk og praktisk karakter. Et pædagogisk princip, som blev ført videre på Filmskolen med en insisteren på, at alle praktiske aspekter af filmproduktion også er en kunstnerisk proces.

Den Danske Filmskole er den dag i dag en selvstændig enhed under Kulturministeriet, hvor filmskoler mange andre steder i verden er lagt ind under universiteterne og dermed en mere teoretisk indgangsvinkel.

Selv startede han med teorien, da han sammen med vennen Karl Roos (de var begge kun 22 år) i 1936 udgav Danmarks første filmteori med den minimalistiske titel: Film. De fortsatte begge de teoretiske skriverier i diverse aviser og tidsskrifter, indtil Karl Roos’s alt for tidlige død som 36-årig i 1951.

Deres første fælles produktion var Et hjørne af Sjælland (1938) for Holbæk Turistforening. Herefter fik de begge ansættelse på Minerva Film. Her havde fotografen Ingolf Boisen igennem flere år fulgt entreprenørfirmaet Kampsax’ bygning af Den Transiranske Jernbane. Ud af et kæmpe materiale klippede Christensen og Roos Iran, det nye Persien (1939), der bliver anset for et gennembrud for dansk dokumentarfilm.

I begyndelsen havde de ingen praktiske erfaringer med film, men til gengæld masser af ideer fra engelske dokumentarister og forbilleder som John Grierson og amerikaneren Robert J. Flaherty. Selv havde de aldrig før set et filmlaboratorium indvendigt.

Til gengæld havde man på filmlaboratoriet aldrig set nogen klippe film på den måde, som de to gjorde.

Dokumentar uden tøjler
Den tids tidlige dokumentarfilm kunne ofte være en tør omgang informationsbåret propaganda, hvad enten de var bestilt af private aktører, som ovennævnte Kampsax, eller statslige foretagender, som Dansk Kulturfilm eller Ministeriernes Filmudvalg.

Men Christensen insisterede stædigt på, at dokumentarfilmen også var en kunstnerisk proces:

”Ved at være filmens avantgarde – og kun derved – kan den dokumentariske film leve og betyde noget. Eksperimenter og søgen efter det nye, det uprøvede, er derfor uløseligt knyttet til al dokumentarisk produktion.”

Denne hensigtserklæring bringer på mange måder mindelser om en anden af datidens store dokumentarister, tyskeren Leni Riefenstahl og hendes olympiadefilm fra Berlin 1936 og Triumph des Willens om den nazistiske partikongres i Nürnberg i 1934.

Men hvor hun stillede sine evner til rådighed for den nazistiske propaganda, lagde Christensen sig i den modsatte ende af det politiske spektrum.

Fiasko med fiktion
Både Theodor Christensen og Karl Roos var i en kort periode medlem af det kommunistiske parti, men deres hang til ytringsfrihed rimede ikke særlig godt med partilinjen.

Karl Roos blev direkte ekskluderet i 1932, og Theodor tog kort tid efter selv skridtet og meldte sig ud. De fortsatte begge med en humanistisk og demokratisk indstilling, hvor ytringsfriheden altid var i højsædet. ”Dokumentarisk film er ikke en bås,” ytrede Theodor Christensen. ”Den udtrykker en holdning til filmkunst, den udspringer af en indstilling til mennesket og dets virkelighed.”

Disse citater harmonerer udmærket med vor tids opfattelse af dokumentarfilmen, som de sidste ti år har fået megen succes. Især trækker den københavske dokumentarfestival Cph:Dox hvert år fulde huse i biograferne. Også de fire store europæiske a-filmfestivaler, Cannes, Berlin, Venedig og San Sebastián giver stadig mere plads til denne tøjleløse genre.

Men det er ikke så mange år siden, at biografpremierer på dokumentarfilm var stort set utænkelig.

De var i høj grad den fiktive films lillebror og blev, indtil for nylig, i bedste fald anset for en legeplads inden springet til den ”rigtige” spillefilm. Karl og Theodors eneste flirt med med dén kategori blev Jens Langkniv (1940), der endte som en af de mest eklatante fiaskoer i dansk filmhistorie. Parret havde udarbejdet et fyldigt manuskript, men optagelserne blev lagt i hænderne på den totalt uerfarne Per Knutzon, og end ikke Poul Reichardt i hovedrollen kunne redde miseren. Og op til premieren frasagde de to filmskabere sig ethvert ansvar for resultatet.

Til kamp mod Hitler
Da russerne i 1939 indledte vinterkrigen mod Finland, drog Ingolf Boisen og Christensen omgående til Sverige og Finland. Undervejs blev Danmark og Norge besat. Sidstnævnte ydede trods alt militær modstand, så de to idealister fortsætter dertil og deltager i felttoget mod nazisterne.

Hjemme igen klippede de filmen Det brænder i Norden, der dog ikke fik en chance hos den tyske filmcensur i Danmark. Den blev henlagt og skulle efter sigende befinde sig i skjul på et loft i Nordsjælland, men den er endnu ikke dukket op.

Imens organiserede Theodor modstandsbevægelsens filmgruppe, der filmede illegalt under besættelsen. Materialet blev fremkaldet på det selvsamme laboratorium, som tyskerne også benyttede. Så ved samme lejlighed fik de kopier af tyskernes optagelser. Christensen og Roos brugte det hele til to film, Danmark i Lænker (1945) og Det gælder din Frihed (1946), produceret for Danmarks Frihedsråd.

Her lagde de ikke fingrene imellem ved, med navns nævnelse, at hænge samarbejdspolitikken ud. Da udenrigsminister Scavenius 25. november 1941 opsøger Adolf Hitler i Berlin, hører man på lydsiden Karl Roos’s gnavne stemme: ”Det er Hr. Hitler til højre.”

Forpremieren var en katastrofe.

Kongehuset, flåden og hærens chefer, det meste af regeringen og Frihedsrådet var til stede. Men den ene efter den anden udvandrede, og filmskaberne blev truet med tæsk. De to film blev senere, i 1955, klippet om til en mildere udgave, De fem år, som skulle bruges til visning i skolerne.

Oprøreren mod systemet
Hermed startede den politiske modvind, som kun blev meget værre, efterhånden som den kolde krig spidsede til. Af uransaglige grunde blev Christensen i 1949 sat til at lave en film om Danmarks indtræden i Atlantpakten (NATO), som han var stærkt kritisk overfor. Selvom Sådan ligger landet blev færdig med utallige rettelser, har den aldrig været vist offentligt og føjer sig til rækken af hans forsvundne film.

I film- og kunstnerkredse var han særdeles vellidt, men administrationen og politikerne hadede ham indædt og spændte konstant ben.

Da Karl Roos døde i 1951, pegede filmkritikeren Bjørn Rasmussen på Christensen som afløser til Radioens Filmkronik. Men det huede ikke Radiorådet, som under ledelse af den senere kulturminister Julius Bomholt, prøvede at beskikke et par andre kandidater, Ole Palsbo og Harald Mogensen.

Det blev gjort under hånden således, at ingen af de tre ansøgere vidste, at de konkurrerede om jobbet. Da det alligevel kom frem i lyset, valgte de to at trække deres ansøgninger tilbage med en offentlig erklæring om, at ingen var bedre end Theodor Christensen.

Så måtte Radiorådet krybe til korset og ansætte den kontroversielle mand, men på en årskontrakt, der ganske enkelt ikke blev fornyet. Helle Virkner skrev i Politiken, at det var trist ikke at skulle høre hans kloge stemme i radioen mere.

Alligevel fik han, blandt mange fejlslagene projekter, færdiggjort en håndfuld film og modtog i 1961 en Bodil for Enden på legen (1960) – en advarsel mod indførelse af professionel sport i Danmark, som han mente ville gå ud over den stolte tradition for foreningsbaseret amatørsport.

Filmskolens fødsel
Samtidig arbejdede han utrættelig for dansk film i det administrative. Sammenslutningen af Danske Filminstruktører, der stadig eksisterer, er hans værk. Han medvirkede også i Socialdemokratiets Kulturudvalg. Og da man skulle vedtage en ny filmlov, kæmpede han for, at filmstøtten ikke måtte være for høj, således at den blev til glæde for vækstlaget og de kunstnerisk interessante film frem for de rent kommercielle – et princip, der sådan set stadig er gældende.

Hans mangeårige arbejde for at skabe en dansk filmskole lykkedes endelig i 1966.

Men til hans store skuffelse var det vennen, filmmagister I.C. Lauritzen, der blev udnævnt til rektor. Men han nåede at vejlede og undervise filmskolens første elever, der blandt andre talte Henning Camre, Ole John, Jørgen Ekberg, Jeppe Jeppesen og Edward Flemming.

Allerede fra starten inviterede han gæsteforelæsere som Alfred Hitchcock, John Frankenheimer, Bo Widerberg og Agnes Varda, Marlene Dietrich-instruktøren Josef von Sternberg var oven i købet fastansat lærer i en kort periode. Men mange film- og tv-folk husker ham også med glæde for de kurser, han gav hos Danmarks Radio, når han solbrændt kom ind af døren med en kasse Havanesere under armen.

Familietragedie og misbrug
Hvis Theodor Christensens professionelle liv var en rejse opad bakke, stod det ikke bedre til med privatlivet – hvis man overhovedet kan skille de to ad for hans vedkommende.

Han blev lykkelig gift med instruktørassistenten Tove Hebo, som han fik tre drenge med. I deres fælles liv var familie og film vævet tæt sammen.

Katastrofen ramte i 1950, da den ældste søn druknede i Christianshavns Kanal. Det overlevede deres forhold ikke, og ulykken og de mange faglige skuffelser medførte et stadig stigende alkoholforbrug.

”Han lod tingene flyde, kunne sjældent få noget afleveret til tiden: artikler, filmmanuskripter, film,” skriver hans elev John Ernst i sin bog om Christensen fra 1974.

”Hans venner kaldte ham kærligt for ’Theorod’, men de forstod ham og hjalp så godt de kunne. Han havde betydet så meget for så mange mennesker gennem årene og blev selv af de hårdeste drenge i branchen respekteret for sin ubestikkelighed og sit inspirerende og generøse væsen.”

På trods af skilsmissen stod Tove Hebo ham bi på enhver tænkelig måde livet igennem og forsøgte ofte at vifte filmprojekter i hans retning.

Frirum på Cuba
Hans redning blev Cuba. I 1961 mødte han den cubanske filminstruktør Octavio Cortázar ved Leipzig-festivalen for kort- og dokumentarfilm. Cortázar inviterede ham til at komme på besøg i Cuba, men på grund af hans mange gøremål besvarede han først invitationen i et telegram i 1962 med den korte ordlyd: ”Ready to come.” Octavio Cortázar fortæller om modtagelsen af telegrammet i et interview fra 1998:

”Jeg husker, at vi grinede meget, for det var midt under missilkrisen. Amerikanerne truede med at bombe os med atommissiler, så alle havde meget travlt med at komme væk fra Cuba. Og så skrev Theodor Christensen bare – Ready to come.”

Da Theodor Christensen ankom til Cuba, var revolutionen kun tre år gammel. Efter al den modgang i Danmark var der pludselig nogen, der havde brug for ham og oven i købet støttede ham fra politisk hold. Han blev hurtigt en integreret del af ICAIC (det cubanske filminstitut), som lod ham repræsentere instituttet ved møder med revolutionsregeringen i kulturpolitiske spørgsmål. I 1964 kæmpede han for ICAIC imod en midlertidig censur og indskrænkning af ytringsfriheden, som ellers var forslået af det voksende cubanske bureaukrati.

Den Gyldne Saks
Theodor Christensens primære opgave var imidlertid, at virke som assessor og oplære de purunge cubanske filmfolk i at producere dokumentarfilm, der kunne oplyse og informere en befolkning, hvor 85 procent var analfabeter.

Oprettelsen af ICAIC var en af de første love, som den nye regering satte i værk med aktiv indsats fra Che Guevara. Initiativet forløb samtidig med en alfabetiserings-kampagne, der sendte nyuddannede lærere ud til de fjerneste afkroge af øen. ICAIC inviterede mange andre europæiske filmfolk til Cuba, men ingen andre opholdt sig så længe og var så vellidt som Theodor Christensen.

Hans elever gav ham kælenavnet: La tijera dorada – Den gyldne saks! Octavio Cortázar lavede en dokumentarfilm om ICAIC’s historie, Así Comenzó el Camino (”Sådan startede det hele”), hvor han lader instruktøren Bernabe Hernández forklare Christensens rolle:

”I midten af 60’erne var det, som gjorde størst indtryk, tilstedeværelsen af en dansk filmmand, der hed Theodor Christensen. Vi fik besøg af andre, som Chris Marker, Joris Ivens, Luis Aldás. Men der var ingen, der fik så stor betydning for cubansk dokumentarfilm, som Theodor Christensen. Han lærte os ikke at lave det, som han gerne ville have, men derimod det, som vi gerne selv ville lave. Det fik en radikal betydning for mig og de film jeg lavede senere. Selvom han på det tidspunkt ikke var til stede på Cuba, blev jeg helt afgjort inspireret af Theodor Christensens arbejde.”

Ligesom på Filmskolen herhjemme var det hans store pædagogiske evne til at inspirere frem for at indoktrinere, der blev hans særkende. Eller som instruktøren Pastor Vega udtrykker det: ”Det er meget nemt at præge et ungt menneske. Det mest vanskelige er ikke at udøve nogen indflydelse, men tværtimod udvikle det, som den person selv indeholder. Det var det, han gjorde, og det er meget svært, men han var rigtig god til det.”

Kvindekamp på film
Et andet mål for revolutionen var en ligestillingskampagne rettet mod de cubanske kvinder.

Dette tema havde han netop beskæftiget sig med herhjemme i Dit navn er kvinde (1961). Med ICAIC som producent og et rent cubansk filmhold optog han overalt på øen gennem årene 1963-64 Ella (Hende) om kvindernes stilling på Cuba. Før der var noget, som hed rødstrømpebevægelse herhjemme, sætter han i filmen det nye kvindeideal op mod traditionen og det gammeldags tankesæt blandt mødre og mænd.

Men filmen skildrer også resocialiseringen af de tusindvis af prostituerede, som det amerikanske mafia-eventyr havde efterladt ved diktatoren Batistas fald i 1959. De prostituerede blev sendt på genopdragelses anstalter, hvor man dels fik dem ud af prostitutionen, dels gav dem en uddannelse. Af uvisse årsager blev mange af disse kvinder ansat som chauffører i transportsektoren, hvilket gik hårdt ud over Cubas bilpark.

Filmen tegner et overmåde interessant billede af et Cuba lige efter revolutionen.

Men den har også filmhistorisk slagkraft med banebrydende, nye teknikker som voxpop og en lystig blanding interviews og direkte iscenesatte optrin tilsat cubansk musik. Det totale fravær af en fortællerstemme var både for Christensen og den tids informationsfilm en nyskabelse. I 1964 havde filmen premiere i biografen Acapulco i Havana, og senere fik den afgørende betydning for ønsket om at uddanne kvinder og inddrage dem i arbejdsstyrken. Derfor sendte ICAIC et større antal kopier rundt på øen, og Ella blev vist i samtlige biografer i hvert et hjørne af Cuba.

Genfundet mesterværk
Da han vendte hjem til Danmark i 1967 efter sit tredje lange ophold på Cuba, fik alkoholen omsider has på ham. Det trak store overskrifter i de cubanske aviser, hvor man ud over at gengive hans filmografi også satte fire dokumentarister til at forfatte hver deres nekrolog.

Hans studerende omdøbte deres filmklub til Club de Cine Theodor Christensen.

Ella, der altså ikke er en dansk film, skulle blive hans sidste. Men på mange måder er den med sit internationale format langt den bedste i hele hans karriere. Desværre blev den glemt og forsvandt i ICAIC’s dårligt vedligeholdte arkiv.

I Danmark vidste man, at den eksisterede, men man interesserede sig meget lidt for at få den til landet – indtil undertegnede fandt den med cubanernes hjælp. Nu indgår den i Filminstituttets arkiv. Da han lavede den i 1964 i en alder af 50 år, kan den siges at føje sig ind som et dobbelt jubilæum i anledning af 100-årsdagen.

I maj viser Cinemateket en række af Theodor Christensens film, inklusive Ella.