Dansk dokumentar om Fassbinder på Berlinalen

Til februar løber 65. udgave af Berlin Internationale Film Festival af stablen. Og også i år får Berlinalen dansk islæt.

”Det er mig en stor glæde at kunne meddele, at min netop færdiggjorte film Fassbinder – at elske uden at kræve har modtaget en officiel invitation fra Berlin Film Festival,” lyder det fra instruktør Christian Braad Thomsen i en pressemeddelelse.

Dokumentarfilmen handler om en af Tysklands største instruktører, Rainer Werner Fassbinder, der levede fra 1945 til 1982.

74-årige Braad Thomsen, som Ekkos læsere også kender for hans skarpe pen i magasinets spalter, mødte Fassbinder ved netop Berlinalen i 1969. Og optagelserne til Fassbinder – at elske uden at kræve stammer fra de efterfølgende år.

”Filmen er bygget op omkring filmoptagelser, jeg lavede med Fassbinder op gennem 1970’erne, og som ikke tidligere har været offentliggjort. Det har taget mig 32 år at blive klar over, hvordan jeg skulle bruge optagelserne,” forklarer Christian Braad Thomsen i pressemeddelelsen, hvor han også beskriver Fassbinder som en nær ven.

Vanvittigt produktiv
Dokumentaren skal indgå i Panorama-programmet, der både huser fiktion og dokumentarer. De senere år er film som Eskil Vogts Blind, Joshua Oppenheimers The Act of Killing og Mahdi Fleifels A Wolrd Not Ours (udgivet på Ekko-dvd #28) blevet vist i Panorama-kategorien.

Fassbinder – at elske uden at kræve handler blandt andet om instruktørens meget store produktivitet. Gennem en periode på fjorten år lavede Fassbinder 60 film for biograf og tv, og derudover instruerede han også 30 teaterforestillinger.

Karrieren bød på værker som Petra von Kants bitre tårer (1972), Angst æder sjæle op (1974), Berlin Alexanderplatz (1980) og Querelle (1982).

Hug til Filminstituttet
Braad Thomsens film kommer også ind på Fassbinders forhold til 70-oprøret, kvindebevægelsen, den vesttyske terrorisme og – ikke mindst – hans tumultariske barndom i tiden efter Anden Verdenskrigs ophør. Fassbinder blev født i en stor katolsk familie, hvor faren skred, og moren var plaget af sygdomme og psykiske problemer.

Christian Braad Thomsen har selv som filminstruktør skildret barndomstraumer, blandt andet i spillefilmene Smertens børn (1977) og Drømme støjer ikke når de dør (1979) samt de selvbiografiske dokumentarer Herfra min verden går (1976) og Hvor mindets blomster gror (1991).

Han er også kendt som en ramsaltet debattør og utrættelig kritiker af Det Danske Filminstitut, som da heller ikke går ram forbi i pressemeddelelsen.

”Jeg har i mange år hævdet, at Filminstituttet ikke er kvalificeret til at foretage kunstneriske vurderinger, skønt dette er deres opgave. Det er nu rigeligt dokumenteret af Berlin-festivalen, der som en af årets bedste danske film netop har udvalgt én, som Filminstituttet ikke finder støtteværdig,” skriver Christian Braad Thomsen.