Dansk film for 100 år siden

For præcis 100 år siden – det vil sige den 9. januar 1921 – bragte dagbladet Politiken en hel side om emnet dansk film.

Den rummede to artikler.

Den ene var ”Storm Petersen fortæller om sit Arbejde med Tegne-Filmen”.

Den anden var skrevet af den i dag forglemte skuespilforfatter Edgard Høyer (1859-1942). Høyer havde leveret manuskriptet til Carl Th. Dreyers anden spillefilm, den ambitiøse Blade af Satans Bog, som havde premiere kort tid senere.

”Paa et forholdsvis tidligt Tidspunkt i Filmsskuespillets Liv fik jeg Lyst til at eksperimentere lidt med denne nye dramatiske Form. Det var jo let at se, at Filmen var en ægtefødt Datter af Thalia, om end stum,” skriver Høyer og fortsætter:

”Men pantomimen og balletten er jo ogsaa stumme, og ingen vil dog bestride, at en Dramatiker kan udtrykke sig i disse to Former. Naturligvis er det et stort Savn for Dramatikeren at miste ’Ordet’ som Hjælpemiddel, men Ordet er ikke alt. Ogsaa Minespillet, Blikket og Gestikulationen kan tale og tale tydeligt, baade lystigt og rørende.”

Overladt til røvere
Edgard Høyer føler imidlertid, at hans forfatterkolleger svigter det nye medie.

”Desværre synes Dramatikerne Verden over at lade Filmen skøtte sig selv. Det er aabenbart ikke ’fint’ nok at skrive Film. Og den, der indlader sig paa det, antages at have solgt sin Sjæl for Guld,” skriver Høyer, som dog kan berolige sine ængstelige kolleger.

”Hvor Filmens berømte Guld bliver af, véd jeg ganske vist ikke, men at det ikke anvendes til at ødelægge Forfatteren med, det kan jeg attestere. Saa af den Grund skal ingen Dramatiker holde sig tilbage.”

”Og hvad det ’fine’ angaar – naa ja, saa er det jeres egen Skyld, kære Kolleger, naar Filmen ikke endnu er blevet det, den kan og sikkert vil blive. I har overladt Thalias stumme Datter værgeløs mellem de Røvere, hun straks faldt iblandt.”

Hæsblæsende jagt
For manuskriptforfatter Edgard Høyer er det klart, at filmens potentiale i høj grad ligger i manuskriptet.

”Filmens fotografiske Teknik, Filmsskuespillernes Teknik og Filmsinstruktørernes Teknik gaar fremad med Kæmpeskridt, men Manuskriptet, det Skuespil, som al denne Masse af Teknik skal give Liv, lader man til ikke at bekymre sig om.”

”Ligesom Kalejdoskopet kun bestaar af saa og saa mange kulørte Glasstykker, der rasler rundt mellem hverandre, synes de allerfleste Filmsskuespil kun at bestaa af saa og saa mange Tricks, som ogsaa vilkaarligt rasles rundt.”

Høyer fremhæver dog en undtagelse.

”En Filmsdramatiker som Urban Gad f. Eks. har gjort et smukt Stykke Pionerarbejde. Men han er en Røst, der raaber i Ørkenen. Hvor kender vi ikke til Lede alle disse ækle Tricks! Avtomobiler, der kører om Kap med Jernbanetog, Mennesker, der hisser sig ned fra svimlende Højder ad spinkle Tove osv. osv. – alt kun en hæsblæsende Jagt efter ’Sensation’”.”

”Naar derfor jeg som gammel, scenevant Dramatiker har slaaet mig lidt paa Filmen nu, er det for at give mit beskedne Bidrag til, at Manuskriptet faar den Plads som Hovedhjørnesten i Filmsbygningen, som det bør have, hvis Filmsskuespillet skal gøre den Kulturindsats, som det kan gøre. Og i det Haab, at Eksemplet skal smitte større og evnerigere Dramatikere!”

De store masser
Edgard Høyer minder om, at det nye medie har en helt særlig suggestionskraft.

”Glem dog ikke, ærede og højtagtede Kolleger, at Filmsskuespillet taler til de store Masser Verden over, og at disse letpaavirkelige Børn netop ved filmen kan ledes og paavirkes af jer i en Grad, som I aldrig før har drømt om at kunne lede og paavirke Mennesker.”

”At det staar i jeres Magt at nære dem med sand Føde, mens de nu ødelægger deres Smag og aandelige Fordøjelse med giftige Tricks, raa Nick-Carter’ier og vammel Sentimentalitet.”

Edgard Høyer slutter med at udtrykke forhåbning om, at manuskriptforfatterne vil ”bryde en Lanse for Udfrielsen af Thalias stumme Datter.”

Som bekendt gik der ikke ret mange år, før filmen fik talens brug. Men manuskriptets betydning i filmmediets kunstneriske udvikling er forblevet et åbent spørgsmål.

Film blev instruktørens medie, ikke forfatterens – det er jo unægteligt også Dreyer, der huskes, ikke Høyer. Men det er stadig uomtvisteligt, at instruktørens succes afhænger af det gode manuskript.