Dansk film får årlig pulje til efteruddannelse
Dansk film befinder sig lige nu i en krise, og det er krævende at følge med tidens film- og medievirkelighed, der ændrer sig nærmest minut for minut.
Derfor er det afgørende, at landets filmfolk er så veluddannede og kompetente som overhovedet muligt.
I lang tid har stemmer i branchen kaldt på bedre muligheder for efteruddannelse, blandt andet i forbindelse med protestbrevet om dårlige arbejdsforhold, som blev bragt i Ekko i 2021.
Især har der været mangel på dygtige ledere, og det kræver efteruddannelse at ændre på det, sagde sekretariatschef for Film- og tv-arbejderforeningen René Høyer Jørgensen dengang til Ekko.
I år trådte en ny filmaftale i kraft. Her afsættes årligt tre millioner kroner til en pulje for efteruddannelse og kompetenceudvikling. Kulturministeriet meddeler, at puljen åbner den 15. september, hvor man vil kunne ansøge om tilskud via Det Danske Filminstituts hjemmeside.
”Den danske filmbranche er i hastig udvikling, og der bliver hele tiden stillet nye og større krav til, hvad filmfolk skal kunne,” udtaler kulturminister Jakob Engel-Schmidt i en pressemeddelelse.
”Med filmaftalen har vi blandt andet aftalt initiativer, som skal sikre den nødvendige arbejdskraft og løbende opkvalificering.”
Udvikling og innovation
Enhver, der arbejder i den danske filmbranche, kan søge om midlerne.
Det er ligegyldigt, om man er producer, tonemester eller distributør. Tilskuddene går nemlig både til uddannelse inden for selve filmproduktion og til områder rundt om produktionerne.
Det kan være forretningsudvikling, udvikling og brug af ny produktionsteknologi, kunstnerisk udvikling, innovation og bæredygtighed i filmproduktioner, står der i pressemeddelelsen.
”Hvis vi skal fremtidssikre den danske filmbranche, er det helt afgørende, at vi understøtter efter- og videreuddannelse inden for alle de faggrupper, der beskæftiger sig professionelt med filmbranchen,” udtaler Jakob Engel-Schmidt.
Tilskuddene kan bruges til at betale for uddannelsesforløbene, men også til at kompensere for tabt arbejdsfortjeneste. Det er også muligt at søge om tilskud til forløb, man allerede har tilmeldt sig eller gennemført i 2024.
Ud over den nye pulje indeholder Filmaftalen flere andre tiltag, der har til formål at sikre fremtiden i dansk film.
For første gang er der afsat 1,5 millioner kroner til uddannelserne 18Frames, Super16 og Super8. Og Den Danske Filmskoles Production Design-uddannelse er genåbnet.
Kommentarer