Dansk film har brug for venlighed

Hårdkogte, kriminelle fængselsindsatte glemmer deres vrede og husker i stedet opskrifterne på barndommens kager.

Det er den lille bjørn Paddington, der får dem på lysere tanker. I løbet af en eftermiddag reformerer han det britiske fængselsvæsen med parolen: ”Hvis du rar og høflig, vil verden være i orden.”

Fordi Paddington behandler de indsatte med empati og venlighed, holder han volden og intolerancen på afstand.

Det er kernen i en bestemt type film, som har fået det sigende navn ”nicecore” af Indiewires David Ehrlich i et essay.

Foden på konfliktknappen
Nicecore repræsenterer en fantasi, hvor venlighed, ordentlighed og optimisme kan sejre over konflikter.

David Ehrlich mener, at den feelgood-agtige genre er opstået som en velopdragen modreaktion i Trump-æraen.

Kritikeren nævner Richard Linklaters Everybody Wants Some!!, Netflix-filmen Heart Beats Loud og børneprogrammet Welcome to the Neighborhood, der for nylig har inspireret en spillefilm med Tom Hanks og en fremragende dokumentar med titlen Won’t You Be My Neighbour?

Filmene adskiller sig fra et diktum om, at film skal køres med en fod på konfliktknappen og en anden på løsningsknappen for at være interessant.

Venlighed kan i sig selv være en forandrende kraft i plottet, fremhæver Ehrlich.

Nicecore skaber med andre ord ikke en lyserød verden, men en verden, hvor virkelighedens store problemer kan løses inden for spillefilmlængde.

Livet er vidunderligt
Nicecore er dog ikke et så nyt filmisk fænomen, som Indiewire-kritikeren gerne vil gøre det til.

Genren går helt tilbage til 1948, hvor julefilmen Det er herligt at leve havde premiere. Her spiller James Stewart en selvmordstruet mand, der takket være en engel indser alt det gode, han har gjort for andre i sit liv, og genvinder troen på, at livet er vidunderligt.

En anden nicecore-film er Forrest Gump (1994), hvor Tom Hanks spiller en mand, der trods et fysisk handicap og begrænset intelligens spiller en afgørende rolle i flere historiske begivenheder og for mennesker i sit liv.

Et nyere eksempel er Oscar-vinderen Green Book (2018), hvor venskabet mellem en afroamerikansk jazz-pianist og hans hvide chauffør bygger en forsonende bro over racekonflikten.

Men hvad med dansk film? Hvor er en ægte nicecore-film med hjertet på rette sted?

Det danske rædselskabinet
I Danmark – og Norden – er vi i de senere år blevet verdensberømte for at dyrke grufuldheden og udpensle den i detaljer.

I succeser som Forbrydelsen eller Broen kan mørket ikke fordrives med opmærksomhed og venlighed, og i Fred til lands er ondskaben uden ende. I film af store danske instruktører – Lars von Trier, Nicolas Winding Refn eller May el-Toukhy – lærer vi, at livet er hårdt og mennesket komplekst.

Det handler om tilværelsens skyggesider, og det giver point hos kritikerne. Jo mere deprimerende, jo bedre.

Og selv når vi skal grine og have det sjovt, morer vi os ikke i et stort, inkluderende fællesskab. Vi griner ad ”de andre”, alle dem, som befinder sig længere nede på den sociale rangstige, som er dumme og socialt inkompetente eller slet og ret bare stakler.

Klassefesten, Alle for én og Undercover er et rædselskabinet af pinlig opførsel og grænseløs afstumpethed. Jo dummere, jo bedre.

I Klovn-filmene laver Casper Christensen og Frank Hvam grin med sig selv som mænd og kulturelite. Men selv om satiren er vellykket, er der ikke megen håb.

Vi mangler kort sagt rare helte, gode venner og fordomsfrie kammerater på lærredet.

Forløsende fællessang
Men vi har faktisk et ærkedansk eksempel på nicecore. Det er bare ikke på film eller i serier, men i bedste sendetid fredag aften.

Under coronakrisen var danskerne så langt nede, at vi for en gangs skyld lagde ironien og sortsynet på hylden og i fællesskab skabte et håb.

I Fællessang med Philip Faber fandt vi Højskolesangbogen frem og skrålede løs med den venlige pianist, så vi for et øjeblik glemte den usynlige trussel, overfyldte hospitaler og en verden på randen af kaos.

Det blev en bragende succes og viser, at nicecore har et enormt potentiale – også i Danmark. Det kan også blive en succes på det store lærred, hvis danske filmskabere har modet til at tænke ud af filmskoleboksen og vise, at stor kunst kan være blid og fredsommelig.