Christina Rosendahl har godt fat i befolkningen
Efter en hård sommer med coronakrise og tropenætter er biografernes efterårssæson endelig skudt i gang.
Christina Rosendahls Vores mand i Amerika, der har Ulrich Thomsen i hovedrollen, har nemlig ramt en særlig tangent hos danskerne.
Filmen om Henrik Kauffmann, den rebelske ambassadør i USA under den nazistiske besættelse af Danmark, har solgt mere end 63.000 billetter efter anden weekend i de danske biografer.
Og det er på trods af den sensommervarme, som prægede landet i sidste uge.
”Der var hedebølge, da den fik premiere. Men nu hvor vejret er vendt, er det gået virkelig godt,” fortæller Frederik Juul, som er distributionschef for SF Studios.
”I forgårs solgte den lige knap seks tusind billetter, og det var på en mandag! Så vi kan roligt sige, at Vores mand i Amerika har rigtigt godt fat i befolkningen.”
Overvinder corona
Vores mand i Amerika fik ved premieren den 13. august gode anmeldelser af de fleste danske medier. Vores anmelder gav fire stjerner til spændingsdramaet.
Men både den buldrende sol og den uforudsigelige coronakrise kunne have sat en stopper for filmens momentum.
”Det et rart at se, at corona ikke har lagt filmen ned. Man kunne tro, at folk hellere ville se noget andet, men det er heldigvis ikke sket,” siger Frederik Juul fra et filmtræf i Svendborg.
Til sammenligning har det danske drama Undtagelsen – der fik premiere 2. juli og ligeledes distribueres af SF Studios – på små to måneder fået 144.000 mennesker i biografen.
Begge film er hjulpet af, at de bliver tilbudt i Biografklub Danmarks program. Med 200.000 medlemmer, der får tilbudt filmen til halv pris, har Vores mand i Amerika et solidt rygstød.
”Filmen følger et mønster, som vi har set før. Biografklub Danmark-medlemmerne fylder meget i hverdagene, og i weekenden er der mere løssalg,” fortæller Frederik Juul.
Kommentarer