Dansk film kan ikke undvære selskaber

”Professionel og interessant filmkunst foregår bedst på ryggen af et selskab, som har prøvet det et par gange, og som ikke bare synes, at alt er nyt og spændende.”

Sådan siger Det Danske Filminstituts direktør, Henrik Bo Nielsen, når man spørger ham til tendensen om, at flere og flere danske instruktører laver film uafhængigt af de store selskaber.

Den klassiske ”staldinstruktør”, der laver film for det samme selskab hele karrieren, synes at være en uddøende race, og et stigende antal instruktører skifter nu mellem selskaberne eller stifter simpelthen deres eget (læs også Danske instruktører går solo ).

Henrik Bo Nielsen anerkender, at nogle projekter måske lever bedst uden et stort produktionsselskab i ryggen. Men han ser ikke et fremtidigt filmlandskab for sig uden store og mellemstore produktionsselskaber.

Rigelig med køkkenbordsfirmaer
”Jeg oplever da bestemt, at der er instruktører, for hvem det faste samarbejde og det faste hold ikke er lykken.”

”Men jeg tror, det er meget individuelt, og det kan afhænge meget af, om man står med en stor produktion til 35 millioner eller et lille skævt projekt til otte millioner.”

”Vi mangler dog ikke det, som man lidt hovskisnovski kan kalde køkkenbordsfirmaer med halvanden medarbejdere. Dem har vi rigelig af. Vi har ikke megen glæde af engangsselskaber og engangsproducere,” siger Henrik Bo Nielsen, der dermed bakker op om sin forgænger Henning Camres vision om at opbygge en egentlig dansk filmindustri gennem en række stærke filmselskaber.

”Sikre kort” fører til konkurs
”Jeg anerkender fuldt ud Henning Camres pointe om, at der skal en vis volumen til for at tale om professionel filmproduktion. Derfor er det ideelt at have et mellemlag af selskaber, som man kan gå og drømme om bliver meget store,” mener Henrik Bo Nielsen.

”Men man kan samtidig bare konstatere, at det ikke er den vej, udviklingen er gået, og så må vi se på, hvordan man ellers kan samle nogle stærke kræfter.”

Instruktører som Jonas Elmer og Jacob Thuesen mener, at de store produktionsapparater kan dræbe filmens kreative energi. Og Henrik Bo Nielsen understreger da også, at filmselskaberne stadig bør tage chancer.

”Hver gang jeg hører, at et produktionsselskab nu vil spille på de sikre kort, så minder det mig om mine gamle venner i forlagsbranchen, når de sagde, at de nu ville til at udgive flere bestsellere. Det er noget sludder. Man kan ikke forudse, hvad der er sikkert. Det kan være svært at få råd til at tage chancer i dag, men selskaberne skal nok ende med at gå konkurs, hvis de bare spiller sikkert,” siger filmdirektøren.

Producenter skal skabe egne projekter
Blandt landets producenter genkender man billedet af, at instruktørerne ikke længere vil lade sig stavnsbinde af produktionsselskaberne.

Thomas Gammeltoft, der netop har løsrevet sit selskab Fine & Mellow fra Nordisk Film-koncernen for i stedet at gå sammen med det internationale selskab Eyeworks, mener, at udviklingen stiller nye krav til producenterne.

”Der er en tendens til, at instruktørerne stiller sig friere og friere i forhold til selskaberne. Det er en reaktion på nogle systemer, hvor instruktørerne har været bundet op på selskaber, som måske ikke altid har givet den fornødne tid og opmærksomhed, eller som bare var de rigtige for projektet.”

”Nu er det projektet, der bestemmer, hvem man allierer sig med. Og der skal vi som producenter være bedre til at skabe vores egne projekter — via for eksempel en rettighed til en bog eller et manuskript, der allerede er udarbejdet — og så tilbyde dem til instruktørerne. Så vi får en mere igangsættende rolle også.”

Udviklingsstøtte går til kreative
Fridthjof Film er et af de få mellemstore produktionsselskaber, der er vokset frem de senere år, og som har haft succes med film som Blå mænd, Julefrokosten og Armadillo. Her mener direktør Ronnie Fridthjof heller ikke, at de kreative bør gro fast i det samme selskab.

Han ser det dog ikke som et økonomisk eller kreativt problem for instruktørerne at arbejde med base i et etableret selskab som hans eget.

”I vores selskab har vi et princip om, at alle udviklingspenge på manuskriptplan går til de kreative. Jeg får som producent ikke en krone i udviklingsfasen, med mindre finansieringen fylder rigtigt meget allerede der. Og der kan man sige, at hvis instruktøren og forfatteren sidder med deres eget lille selskab, så skal husleje og mad jo dækkes af det ene projekt alene, hvilket tager penge fra selve filmen,” siger han.

Knowhow og effektivitet
”Det er klart, at det kræver noget at have et maskineri kørende. Sådan er det jo at have en virksomhed. Og der kan det da godt give noget fleksibilitet at være i et meget lille selskab.”

”Men et sted som vores har også en masse knowhow og effektivitet, fordi vi har prøvet tingene i flere forskellige projekter, ligesom der opstår en masse idéer, når man går op og ned af hinanden hver dag,” fortæller Ronnie Fridthjof, der samtidig hilser instruktørernes uafhængighed velkommen, men også giver et råd med på vejen.

”Man kan se, at det kommer bag på rigtig mange, hvad det vil sige at starte et selskab. Derfor kommer der en del, som hurtigt lukker. Så man skal utrolig godt forberedt, for ellers kan det gå ud over filmens og branchens økonomi,” siger Ronnie Fridthjof.