Nyhed
12. juni 2012 | 12:11

Dansk film tordner mod rekordår

Foto | Jiri Hanzn
En kongelig affære

To millioner har indløst billet til danske film på årets første seks måneder. Dermed tegner 2012 til at blive rekordår.

Af Jacob Ludvigsen

Kun to gange siden 1980 har danske film solgt mere end fire millioner billetter på et år.

I 1981, hvor Cirkus Casablanca, Jeppe på Bjerget, Gummi Tarzan, Kundskabens træ og to stk. Olsen-banden-film fik danskerne til at stimle sammen ved billetlugerne.

Og i 2008, hvor film som Rejsen til Saturn, Flammen og Citronen og To verdener fik publikum til at se dansk.

Men 2012 kan meget vel gå hen og overgå de to rekordår. De første seks måneder (per 11. juni) har danskerne nemlig indløst hele 2,1 millioner billetter til hjemlandets film, viser en opgørelse fra Danske Biografer på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Biers frisørkomedie
Det er især Hvidstengruppen med 755.000 og En kongelig affære med 507.000 solgte billetter, der trækker læsset, men også familiefilmene Min søsters børn alene hjemme (311.000) og Gummi T (121.000) og tv-serie-filmatiseringen Lærkevej – Til døden os skiller (100.800) har solgt pænt.

Der er samtidig grund til at tro, at resten af 2012 formår at følge op på de opmuntrende resultater. I hvert fald er der en række lovende film på plakaten.

Susanne Biers dramakomedie Den skaldede frisør tegner til at blive åbningsfilmen i Biografklub Danmark sidst i august og bliver højst sandsynligt en sællert. Komedier som Jonathan Spangs Talenttyven og Hella Joofs Sover Dolly på ryggen er også skabt til det brede publikum, mens næste omgang i Far til fire-serien nærmest med garanti kommer til at sælge 3-400.000 billetter. 

Jagten kan komme i år
Endelig kommer Bille August med sin første dansksprogede film siden Pelle Erobreren, det historiske drama Marie Krøyer – ligesom meget lige nu tyder på, at Thomas Vinterbergs Cannes-succes Jagten vil få dansk premiere i år.

Kan disse seks film hver lokke cirka 300.000 danskere i biografen, er rekorden i hus for 2012.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko