Nyhed
08. feb. 2012 | 11:23

Dansk filmlegendes hjem brændt ned

Foto | Børge og Joanika Ring
Børge Ring

Den Oscar-belønnede animator Børge Ring, 91, har mistet alle ejendele i branden. Datter har startet hjælpefond.

Af Henrik Østergaard

Den 90-årige danske animationslegende Børge Ring og hans hustru Joanika mistede tirsdag i sidste uge deres hus i en brand.

Det var en gnist i skorstenen, der antændte taget på gården i det sydøstlige Holland. Få timer efter var deres hjem i mere end 50 år brændt ned til grunden.

Børge Ring og hans hustru undslip sammen med deres to katte med livet i behold, men alle deres ejendele, inklusive den Oscar, som Børge Ring vandt for kortfilmperlen Anna & Bella i 1985, røg op i flammer.

Står uden leveindtægt
Efter at Børge Ring gik på pension for nogle år siden, har parret primært levet af deres bed & breakfast-faciliteter i huset, foruden Joanikas arbejde som skulptør og kunstlærer.

Huset var forsikret, men det var indtægterne fra aktiviteterne i hjemmet ikke. En egentlig indkomst for parret har derfor lige nu svære udsigter.

Deres datter Anne Mieke Bovelett-Ring har oprettet en fond, hvor folk kan donere penge til parret, som bor hos venner og naboer, indtil de finder et mere permanent sted at være.

Far til Valhallas træhytte
Børge Ring er måske især kendt herhjemme for at være manden bag en af de mest mindeværdige scener i tegnefilmen Valhalla fra 1986.

Nemlig scenen, hvor de to menneskebørn børn og jætten Quark bygger en træhytte og fløjter en sang, som Ring i øvrigt selv komponerede.

Derudover har han lavet introsekvensen til Den lyserøde panters forbandelse, leveret tegnefilm-sekvenser til Pink Floyds koncerter, arbejdet som animator på film som Asterix og Cleopatra, Asterix og briterne og kultfilmen Heavy Metal og lavet adskillige reklamefilm.

Humor og melankoli
Ring har modtaget flere prestigefulde priser igennem årene.

Foruden Oscaren for Anna & Bella var han nomineret til samme pris i 1978 for kortfilmen Oh My Darling, som han også vandt juryens pris for på Cannes. Ligeledes er Og møllen drejer (2000) om en drengs stofmisbrug højt skattet af animation-afficionados.

”Charmerende og smågeniale film, som med meget få midler fortæller store, vedkommende historier, hvor Børge Ring jonglerer dygtigt med både humoren, tragedien og melankolien,” skrev Christian Monggaard om de tre film i et stort portrætinterview med Børge Ring i 2004.

Datter henter ærespris
Samme uge som branden modtog Børge Ring en ærespris ved Annie Awards — animationsfilmens svar på Oscar-uddelingen.

Trods den svære tid for familien insisterede Børge Ring og hans hustru på, at datteren som planlagt rejste til Los Angeles for at tage imod prisen i Børge Rings navn.

Datteren Anne Mieke Bovelett-Ring oplyser på Børge Rings hjemmeside, at det kun er muligt at komme i kontakt med Børge Ring via brevpost, da han har mistet både sin computer og telefon.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko