Dansk films first lady

Susanne Bier ligger ned.

Ikke majestætisk som Kleopatra i Hollywood-klassikeren med Elizabeth Taylor. Snarere som en veninde, der er så tryg i ens selskab, at hun som det naturligste i verden placerer kroppen i dens fulde længde på sofaen, fordi det nu engang er mest bekvemt.

Den afslappede stilling under interviewet står i skærende kontrast til de strikse forberedelser.

Jeg får besked på at indfinde mig på det eksklusive Hotel Sanders i København 20-25 minutter før og tage en covid-19-test på stedet. Det er et krav fra Susanne Biers amerikanske personal assistant.

Forinden har Ekko været igennem en flere uger lang godkendelsesprocedure hos streamingtjenesten Paramount+, hvor man kan se Biers episke serie The First Lady. De meddeler, at vi ikke må bringe interviewet i det trykte magasin, fordi det er på gaden i Danmark tre dage før en aftale med et amerikansk medie, som har sikret sig retten til at være først ude.

Vi skal også sende artiklen til en anden af instruktørens assistenter – hendes personlige, danske pr-rådgiver – så han sammen med Bier kan gennemgå teksten inden offentliggørelsen.

Prætentiøse mænd
”Der er lidt køligt, men det er sådan, hun ønsker det,” forklarer Paramounts flinke, danske pr-mand – en anden end hendes danske pr-rådgiver – mens han fører mig ad snørklede gange ind til hotellets inderste gemak.

”Hun giver ikke hånd på grund af corona,” tilføjer han, inden han banker på døren til suiten.

Susanne Bier åbner døren.

”Her er Claus fra Ekko, dagens sidste mand,” siger pr-manden til instruktøren. ”I har en halv time. Jeg kommer op og banker på klokken 18.45. Der står mad til dig 18.50, har hotellet lovet mig. Så vi er tæt på at have tjek på det hele.”

”Skønt,” svarer Susanne Bier med et skævt smil og viser mig hen til et sofa-arrangement.

Pr-manden har oplyst, at der vil være en assistent for Bier til stede under interviewet, men hun er ikke til at få øje på. Døren til et andet værelse står på klem, så måske sidder hun derinde og lytter diskret med.

Jeg har medbragt Ekko #31 fra 2006, hvor Bier pryder forsiden sammen med Mads Mikkelsen. Det er i forbindelse med premieren på Efter brylluppet. Seksten år senere er netop de to Danmarks største filmstjerner i verden.

”Nej, hvor sjovt,” siger den 62-årige instruktør og bladrer nysgerrigt i magasinet, mens jeg sætter mig i stolen over for hende.

– Din serie handler om tre amerikanske førstedamers forventninger, når de træder over dørtrinet til Det Hvide Hus. De får fra starten at vide, hvad deres plads er, og de skal kæmpe for at blive respekteret. Jeg har tænkt, at vi skal tage en tur tilbage ad mindernes allé, fordi du er dansk films first lady!”

”Åh, nej, den havde jeg ikke lige set komme,” siger Susanne Bier overrasket og griner, mens hun lægger sig tilrette i sofaen.

Susanne Bier og Mads Mikkelsen pryder forsiden af Ekko #31 i 2006, hvor de var aktuelle med Efter brylluppet. I dag er de dansk films største internationale stjerner (foto: Erik Molberg Hansen).

– Du må kunne nikke genkendende til problematikken med som kvinde at skulle kæmpe for sin plads, da du trådte ind over dørtrinet til dansk film i 1980’erne?

”Jeg blev uddannet på Den Danske Filmskole, hvor alle ville lave mystiske og filosofiske film a la Tarkovskij. Vi var på studietur i Finland med andre nordiske instruktører, og Eva Bjerregaard og jeg var vist de eneste kvinder. Vi sad med de tunge drenge, der var iført læderjakker og bar solbriller inde i biografen. De havde en ufattelig evne til at tale om sig selv på en hårdtslående, prætentiøs måde.”

”Det tog mig ret mange år at finde ud af, at man ikke behøver være sådan. Der var et kæmpe skel mellem dem og deres film. Det er som at læse et højtravende interview med en rockmusiker, der har skrevet en god, men banal sang.”

– Var Filmskolen præget af en machokultur?

”Ja i den grad. Med al respekt var to af vores lærere Jørgen Leth og Mogens Rukov, så jeg var omgivet af en kultur, som ikke alene hyldede et klassisk mandeideal, men også mandlige instruktører. Mange af dem ser jeg stadig op til, men jeg følte mig ikke rigtigt hjemme og havde svært ved at falde ind i rollen som den store instruktør og tale om mine film på den måde.”

Stoppede beruset filmhold
– Hvordan var det efter Filmskolen at gå ud i branchen?

”Jeg lavede Det bli’r i familien, og så kom boksebolden tilbage lige i bøtten på mig. Det var nok meget sundt. Det er en ekstremt effektiv pædagogisk øvelse at få et ordentligt hug tidligt i karrieren. Man lærer, at man overlever både succes og fiasko. På mange måder er succes nok farligere end fiasko, hvis det kommer tidligt. Mange får lyst til at kigge tilbage, hvis de får et tidligt hit, og så bliver det angstfremkaldende.”

– Var det problematisk at være kvindelig general på settet i en mandeverden?

”Egentlig ikke, for jeg har altid haft et helt ukompliceret forhold til at instruere. Det havde jeg også på Filmskolen. Rektor Henning Camre var så træt af mig, da vi lavede midtvejsfilm. Jeg lavede en mærkelig film om en dværg og en prinsesse, og så skulle der være 200 statister i middelalderkostumer.”

”Vi havde fået lov til at låne kostumerne et sted, men Camre sagde, at vi ikke havde råd til 200 statister. Jeg sagde, at jeg nok skulle skaffe dem gratis, men så ville han have underskrevne kontrakter fra hver af dem.”

Philip Zandén og Ghita Nørby spiller søn og mor i skæbnedramaet Det bli’r i familien, som i 1993 fik en ublid medfart af anmeldelserne (foto: Erik Zappon).

”Jeg stillede mig på Strøget, hyrede folk og kom tilbage med 200 underskrevne kontrakter på mennesker, som ville være på optagelserne i tre dage. De kom første dag, men jeg skal være ærlig at sige, at da de så, hvor rodet og utjekket jeg var, vendte mange af dem ikke tilbage næste dag. Der var dog nok til, at vi kunne lave filmen. Det er et eksempel på, at jeg altid har haft samme tilgang. ’Jamen, det gør vi da bare!’, har jeg altid sagt, ligesom jeg heller ikke har været bange for skuespillere.”

– Igennem årene har jeg hørt fra folk i branchen, at Susanne Bier er skrap og kold. Ville man sige det om en mand?

”Jeg er bestemt ikke kold, men måske er jeg hård, og jeg er i hvert fald kompromisløs. Jeg har ingen problemer med at tage beslutninger – også dem, der ikke nødvendigvis er populære. Men jeg ved med mig selv, at jeg ikke er kold, og folk, der kender mig godt, vil nok heller ikke kalde mig kold.”

”Og nej, man ville aldrig sige sådan om en mand. For ganske nylig var jeg ude for en situation med en kvindelig music supervisor, der har arbejdet på mange store film. Vi havde et telefonmøde med nogle mandlige bosser, og da det var slut, sagde hun: ’De ville aldrig have talt sådan til en mand!’ Så det sker stadig hele tiden, men i dag er jeg ligeglad. Jeg er mere bekymret for mine yngre kvindelige kolleger, der skal vide, at de må have hård hud for at klare sig.”

– Er der situationer, hvor du har måttet sætte dig i respekt?

”Jeg lavede i 1992-93 den lille tv-film Luischen på DR. Dengang drak man bajere til frokost. Der var en scene, hvor Annika Johannessen skulle ligge i en seng og røre ved sig selv. Jens Okking havde fyldt øl og sprut på filmholdet over frokost, og vi skulle optage den scene om eftermiddagen.”

”Jeg stod ung og uerfaren med en hel bande af halvberusede mænd og tænkte: ’Nu siger jeg tak for i dag!’ Produceren blev sur, men jeg sagde, at det måtte være sådan.”

Mødet med praktikanten
Den første gang, jeg oplevede, at Susanne Bier satte sig i respekt, var i 2002 – altså tre år efter hendes store gennembrud med komedien Den eneste ene.

Jeg var blevet ansat som redaktør for Ekko og havde fået en kontorplads på Det Danske Filminstitut. En ung, mandlig praktikant fra universitetet fik til opgave at tage ud til Susanne Biers private hjem for at interviewe hende til Filminstituttets daværende blad Film.

Han kom grædende tilbage.

Sonja Richter og Nikolaj Lie Kaas stråler af lykke inden den fatale ulykke i Elsker dig for evigt (2002), som er den første film, Susanne Bier skrev med sin mangeårige medmanusforfatter Anders Thomas Jensen (foto: Rolf Konow).

Susanne Bier insisterede på, at de skulle sidde ude i haven, selv om hans båndoptager havde svært ved at opfange ordene på grund af vinden. Instruktøren blev også meget misfornøjet, da hun opdagede, at Filminstituttet havde sendt en praktikant og ikke en professionel journalist.

– Jeg har ofte tænkt på den episode som et eksempel på, at du har følt, at du skulle kæmpe for at blive respekteret?

”Jeg hader sjusk. Og det er ligegyldigt, om man bager en kage, renser et toilet, leger med Lego eller laver en film. Alle mennesker laver fejl, og det er okay at mislykkes, hvis man har gjort sit bedste. Men at være uforberedt og slendrianagtig har jeg ingen respekt for.”

– Du skrev bagefter en klage til Filminstituttet over, at man havde sendt en praktikant?

”Jeg husker det nu,” siger Susanne Bier og sætter sig op i sofaen. ”Men min klage gik mest ud på, at han ikke havde lavet sit hjemmearbejde. Man kan godt mærke, om en journalist har sat sig ned og tænkt et interview igennem, eller om vedkommende bare lirer noget af.”

– Der er en central replik i The First Lady: ”En kvinde er som en tepose. Du ved aldrig, hvor stærk hun er, før du kommer hende i kogende vand.” Hvornår fandt du ud af, at du er meget stærk?

”Jeg har aldrig tænkt over, om jeg er stærk eller ej. Men jeg har altid vidst, at jeg er nødt til at være tro mod, hvad jeg synes er det rigtige at gøre. Og jeg er ikke bange for at tage en konfrontation med folk, der er over mig i systemet – for eksempel chefen for et filmselskab. Jeg får derimod megadårlig samvittighed, hvis jeg kan mærke, at jeg har været uvenlig over for en assistent. Det bryder jeg mig ikke om.”

Kunsten at overleve en fiasko
Utallige danske filmfolk er i det seneste årti taget til USA for at gøre karriere i Hollywood. Men de er stort set alle sammen vendt lidt slukørede hjem.

Susanne Bier er en undtagelse.

– Hvad er forklaringen på, at du har overlevet i det store udland med den benhårde konkurrence?

”Jeg er ikke flyttet til USA, men har fastholdt min base herhjemme og derfor brugt meget tid i lufthavne og på fly. Men hemmeligheden er måske, at jeg aldrig har taget karrierebeslutninger. Jeg har altid forholdt mig til konkrete projekter og taget stilling til, om det var det rette for mig. Det er nok nemmere at lykkes, hvis man er drevet af en reel interesse for et projekt.”

”Jeg er heller ikke lykkedes med alle mine projekter. Her bliver man nødt til at kunne tilgive sig selv. Når jeg ikke er lykkedes med et projekt, er det, fordi jeg har sigtet lidt skævt. Sådan er kreative processer. Man tager indimellem fejl.”

– Serena med Bradley Cooper og Jennifer Lawrence blev i 2014 en så stor fiasko, at det for mange udenlandske instruktører i Hollywood ville have betydet farvel og tak – men ikke dig!

”Det faktum, at jeg aldrig har været tilbageskuende, men altid fokuseret på, hvad jeg havde lyst til næste gang, har været min redning. Jeg har altid kigget fremad. Det gælder også efter en succes. Jeg er dårlig til at få ros, og jeg er ikke særligt optaget af, hvordan jeg tager mig ud, eller hvordan andre tænker om mig.”

”Med The First Lady så jeg udfordringen i at lave ti timer, hvor tre historier skulle klippes sammen. Det lød som en vanvittig udfordring, det ville være sjovt at prøve kræfter med. Som at stå på en vippe og tænke: ’Tør jeg hoppe?’ Det har altid drevet mig.”

– Der gik rygter om, at du sad i København med Bradley Cooper og forsøgte at redde Serena på klippebordet?

”Ja, det er rigtigt. Jeg kom med en europæisk vision om at lave en meget mørk film, som tilfældigvis havde Hollywoods lovely darlings i hovedrollerne. Hvis jeg havde haft skuespillere, der ikke er lige så elskede, var det nok ikke blevet en succes, men måske havde den fået lov til at være den film, som den var tænkt.”

Susanne Bier stod sensationelt med USA’s mest hotte stjerner, Jennifer Lawrence og Bradley Cooper, i periodedramaet Serena, men det gav nogle uventede problemer (foto: Larry D. Horricks).

”Men Bradley Cooper og Jennifer Lawrence var på det tidspunkt så hotte, og jeg blev hevet ind i et cirkus, hvor vi klippede filmen i to år. Jeg var arrogant, fordi jeg troede, at jeg kunne gøre det. Jeg skulle have været mere bevidst om, hvad der er forskellen på europæisk og amerikansk film.”

”Men jeg blev heller ikke hjulpet af, at der var en meget stor europæisk producent og en mindre amerikansk finansier, der havde final cut. Der er nødt til at være en entydig vision, som skal være bestemt af dem, der betaler for filmen, og andre magtfaktorer såsom filmens stjerner. Og visionen skal være så klar, at den bliver forstået af distributøren.”

Illusionen om final cut
– Du er stærk og målrettet, men begår dig alligevel godt i Hollywood, som er kompromisernes holdeplads. Hvordan magter du den balanceakt?

”Jeg har egentlig aldrig oplevet Hollywood som kompromisernes holdeplads. Der bliver lavet fantastisk mange gode film og vildt mange gode serier. Indimellem er der forskellige kræfter, som vil forskellige ting med et projekt, og det bliver sjældent godt.”

”Jeg blev enig med forfatteren David E. Kelley om visionen for serien The Undoing, og HBO var med på den. Jeg får jo bank, når jeg siger det i et dansk medie, men du kan godt kæmpe for at få final cut, men hvis distributøren synes, det er en skodfilm, hvad hjælper det så?”

”Man kan altid diskutere, om en scene skal være kortere eller længere. Sådan er det også med stjerner, hvor man står med deres forfængelighed eller rettere ambitioner. Som instruktør kan man godt hyle og skrige, men når det kommer til stykket, ved vi godt, at stjernerne skal ud og lave presse for projektet. Og hvis de ikke var glade for filmen, har man et problem. At lave film er ikke en plenumdebat, men man må forstå, at der er mange elementer i et projekt, og alle skal spille i samme toneart.”

Gillian Anderson som præsidentfruen Eleonor Roosevelt vises i Susanne Biers yndlingsindstilling – nærbilledet – i den aktuelle serie The First Lady (foto: Showtime).

– Normalt hylder vi auteurs med særlige stiltræk. Hvor kan man se, at The First Lady er instrueret af Susanne Bier?

”Det synes jeg er helt tydeligt, men det er måske bare, fordi jeg kender min egen måde at arbejde på. Jeg har en meget distinkt måde at beskrive mennesker på – ofte gennem alt det, de ikke siger med ord. Det gør filminstruktører måske altid, men jeg tror, at jeg gør det i særlig grad.”

”Jeg har altid været optaget af nærbilleder. På Filmskolen blev vi spurgt, hvad vores yndlings-kameraindstilling var. Andre elever havde nogle sofistikerede kamerakørsler ind og ud ad døre eller lignende. Jeg har også stor respekt for den virtuose åbningssekvens i Once Upon a Time in the West. Men min yndlingsindstilling er et nærbillede. Det er i min verden et filmisk mesterværk, når jeg ser et ansigt og kan læse, hvad personen føler og tænker. Det berører mig helt vildt meget.”

– Nærbilledet er det særlige stiltræk i din kunst?

”Ja, det er forståelsen af et menneske ud fra, hvordan det bevæger sig, og hvad ansigtet gør. Alle de detaljer.”

– Du er ikke bange for at arbejde med meget store følelser i dine film og serier. Er dit filmsprog mere accepteret i USA end herhjemme?

”Det troede jeg i hvert fald engang, at det ville blive. Jeg har ikke noget ønske om at være sofistikeret, men jeg vil gerne være følelsesmæssigt tilgængelig. Jeg er også blevet beskyldt for at være melodramatisk, men det oplever jeg ikke nødvendigvis som noget dårligt. I virkeligheden er jeg nok snarere følelsesmæssigt uforbeholden – uden filter.”

Det banker på døren. Den halve time er gået. Audiensen hos dansk film first lady er forbi.

”Tak, det var hyggeligt,” siger jeg, og Susanne Bier returnerer til oprejst positur og følger mig ud som en god værtinde.