Nyhed
04. feb. 2024 | 12:30

Dansk films fortabte søn vinder Robert-prisen

Foto: Danmarks Filmakademi

Bastarden-instruktøren Nikolaj Arcel var tre gange på scenen for at modtage en statuette, men tredje gang, hvor det gjaldt hovedprisen for bedste danske spillefilm, havde han hele filmholdet med.

Nikolaj Arcels Bastarden, dokumentaren Apolonia, Apolonia og DR-serien Huset blev de største vindere i en maratonlang prisuddeling, hvor Dronning Margrethe glimrede ved sit fravær, og Selma Sunniva holdt aftenens bedste tale.

Af Claus Christensen

”Jeg tog til USA og smadrede fuldstændigt min karriere. I fem år skete der ikke en skid, og så lavede jeg en lortefilm (The Dark Tower, red.), som blev svinet til. Jeg gik helt ned og troede, at min karriere var forbi, men så vendte jeg hjem til Danmark.”

Det var en meget rørt Nikolaj Arcel, der lørdag aften i Tivoli Hotel & Congress Center modtog Robert-prisen for årets danske spillefilm: Bastarden.

Og historien om den fortabte søn, som efter et mislykket eventyr i Hollywood vender hjem og skaber Bastarden med Mads Mikkelsen, var som skabt til Robert, der er den danske filmbranches årlige selvfejring.

Bastarden blev i det hele taget aftenens største vinder med ni priser, inklusive mandlig hoved- og birolle (Mads Mikkelsen og Simon Bennebjerg), fotograf (Rasmus Videbæk) og manuskript (Nikolaj Arcel og Anders Thomas Jensen).

Historisk blev det, da Lea Glob som den første dokumentarist vandt prisen for bedste instruktør takket være sin mesterlige Apolonia, Apolonia.

Filmen om den franske kunstmaler Apolonia Sokol vandt alle de fem kategorier, som den var nomineret i: instruktør, dokumentar, klipper, sounddesign og underlægningsmusik.

Uddelingen til danske serier blev en ensidig affære.

DR’s fængselsdrama Huset ryddede bordet og vandt alle kategorier: bedste serie, mandlig og kvindelig hovedrolle (David Dencik og Sofie Gråbøl), mandlig og kvindelig birolle (Gustav Giese og Laura Christensen).

Genistreg gav bagslag
Aftenen mest kendte vinder, Dronning Margrethe, glimrede ved sit fravær. Hun blev bedste kostumedesigner for sit arbejde i Bille August-serien Ehrengard: Forførelsens kunst.

Hvad der lignede en genistreg, kom dog tilbage i hovedet på Danmarks Filmakademi som en boomerang. På scenen kritiserede producer Marcella Dichmann nemlig Danmarks Filmakademi, der står bag Robert-prisen, for en mild grad af majestætsfornærmelse.

”Jeg er oprigtig ked af, at Filmakademiet ikke har ønsket at tage de nødvendige hensyn, så Hendes Majestæt Dronning Margrethe kunne være her i dag og modtage denne flotte anerkendelse for sit arbejde,” sagde Marcella Dichmann uden at komme ind på, hvad det egentlig drejede sig om.

Mon ikke Margrethe havde gennemskuet, at det ville blive en uendeligt lang og frugtesløs aften, hvis hun ikke vandt en pris. Og det ville Filmakademiet åbenbart ikke på forhånd give hende et diskret vink om. For i Danmark er vi vel alle lige, eller hvad?

”Jeg tror, de fleste har lært, at vi rejser os for de gravide i bussen og selvfølgelig også for de ældre. Det mener jeg ikke er forskelsbehandling, men at tage hensyn,” sagde Dichmann skuffet.

Tak, tak, tak
Margrethe kan trøste sig med, at hun ikke gik glip af det store.

Fire stive timer med en pause varede prisshowet, men show er nu så meget sagt. Det var en prisoverrækkelse uden et eneste underholdningsindslag og med skuespilleren Lise Baastrup som en bramfri afviklingsvært.

Iført en blomstermønstret guldkjole og sminket som Dame Edna forsøgte Baastrup også at være sjov ved at træde på influenceren Katherine Diez, der allerede ligger ned, og komme med stikpiller til branchens problemer med uligeløn og børnearbejde.

Men det var lige så ufarligt som en dansk folkekomedie, og aftenen udviklede sig til en demonstration af, hvorfor man taler om begrænsningens kunst.

32 priser er en maratonagtig kamp at komme igennem, når prisvinderne skal sige tak til Gud og hver mand og ikke er til at slæbe ned fra scenen, når først de er kommet derop. Kunne den kreative branche ikke i det mindste opfinde et par synonymer for ”tak”, så der kunne komme en smule variation?

Mest interessante tak kom fra instruktøren Søren Peter Langkjær Bojsen, der med sin privatfinansierede lavbudgetfilm Det store glitch/Paradisets børn vandt prisen for bedste ungdomsfilm. Han takkede det danske dagpengesystem, som mange instruktører og skuespillere er afhængige af.

Producer Louise Vesth havde skrevet en flot tale til Marianne Moritzen, der i januar trådte af som fiktionschef på Filminstituttet efter 21 år og fortjent blev hædret med en Æres-Robert. Men tolv minutter var langt over smertegrænsen – selv for Moritzen, hvis søde smil efterhånden blev noget stift.

Robert blev engang tv-transmitteret, men den 40-årige, indspiste prisfest har aldrig været længere væk fra et tv-comeback. At kigge med på livestreamingen var indimellem som at overvære fremmede folk feste eller snakke løs med hinanden på en live på TikTok.

Eller som skuespilleren Nina Rask sagde, da hun indtog scenen: ”Grineren arrangement. Spøjs stemning.”

Cirklen blev sluttet, da Nikolaj Arcel takkede sin hustru Sara Isabella Jønsson, som umiddelbart bagefter kom på scenen og takkede sin mand. Jønsson vandt prisen for bedste originale manuskript for fremragende Ustyrlig sammen med instruktør Malou Reymann, som takkede Arcel for at have anbefalet hende at arbejde med Jønsson! 

Reymann indrømmede, at hun var blevet noget overrislet igennem aftenen, hvor gæsterne i salen fik serveret mad og drikkevarer. Det forstod man godt. Hjemme ved computeren ville man bare ønske, at man også havde en kæp i øret for at kunne få det fulde udbytte af hendes improviserede helaftenstakketale.

Fremtiden for dansk film
Anderledes velforberedt var Reymanns skuespiller Jessica Dinnage, der vandt for bedste kvindelige birolle i Ustyrlig. Hun holdt en elegant meta-tale, som var dedikeret til kvinder, men i lige så høj grad til mænd.

Jakob Engel-Schmidt har succes med den ellers umulige mission at være en populær kulturminister for en kronisk brokkebranche. Han slog et slag for at sikre børns rettigheder i film- og serieproduktion, og det er tankevækkende, at han som prisoverrækker var en af de mest karismatiske på scenen.

Måske ligger der en fremtid på de skrå brædder?

Aftenens bedste takketale leverede Ekko Shortlist-vinderen Selma Sunniva, der efterhånden har vundet det meste med sit rystende drama fra en psykiatrisk afdeling, kortfilmen Et eksempel: Dem på gulvet.

Sunniva formåede at udstille Israels folkedrab, protestere over Roberts herostratisk høje billetpriser (selv nominerede studerende skal betale fuld pris), hylde sin nyligt afdøde mor og tale dunder imod nedprioriteringen af psykisk sygdom, uden at det føltes usammenhængende eller et ord for langt.

Midt i fætter-kusine-festen trådte et menneske med noget på hjerte frem. Selma Sunniva giver håb for dansk films fremtid. Måske også bedre prisfester.

Robert-vinderne 2024


Spillefilm
VINDER: Bastarden, instr. Nikolaj Arcel
Den store stilhed, instr. Katrine Brocks
Toves værelse, instr. Martin Zandvliet
Ustyrlig, instr. Malou Reymann
Viften, instr. Frederikke Aspöck

Dokumentarfilm
VINDER: Apolonia, Apolonia, instr. Lea Glob
Bjergene, instr. Christian Einshøj
Munken, instr. Christian Sønderby Jepsen
Music for Black Pigeons, instr. Andreas Koefoed og Jørgen Leth
Twice Colonized, instr. Lin Alluna

Børne- & ungdomsfilm
VINDER: Det store glitch/Paradisets børn, instr. Søren Peter Langkjær Bojsen
Roselil og stentrolden, instr. Karla Nor Holmbäck
Shabholm, instr. Gigis

Instruktør
VINDER: Lea Glob (Apolonia, Apolonia)
Katrine Brocks (Den store stilhed)
Malou Reymann (Ustyrlig)
Martin Zandvliet (Toves værelse)
Nikolaj Arcel (Bastarden)
Søren Peter Langkjær Bojsen (Det store glitch/Paradisets børn)

Originalt manuskript
VINDER: Malou Reymann og Sara Isabella Jønsson (Ustyrlig)
Anna Neye (Viften)
Christian Andersen og Martin Strange-Hansen (Synkefri)
Katrine Brocks og Marianne Lentz (Den store stilhed)
Malene Choi og Sissel Dalsgaard Thomsen (Stille liv)

Adapteret manuskript
VINDER: Anders Thomas Jensen og Nikolaj Arcel (Bastarden)
Dagur Kári og Mads Tafdrup (Hygge!)
Eskil Vogt (København findes ikke)
Jakob Weis (Toves værelse)
Ida Maria Rydén og Jenny Lund Madsen (Meter i sekundet)

Kvindelig hovedrolle
VINDER: Paprika Steen (Toves værelse)
Amanda Collin (Bastarden)
Anna Neye (Viften)
Emilie Kroyer Koppel (Ustyrlig)
Sofie Torp (Meter i sekundet)

Mandlig hovedrolle
VINDER: Mads Mikkelsen (Bastarden)
Dar Salim (Underverden 2)
Lars Brygmann (Toves værelse)
Nicolai Jørgensen (Viktor mod verden)
Sylvester Byder (Synkefri)

Kvindelig birolle
VINDER: Jessica Dinnage (Ustyrlig)
Bodil Jørgensen (Stille liv)
Lene Maria Christensen (Ustyrlig)
Sara Fanta Traore (Viften)
Sonja Oppenhagen (Toves værelse)

Mandlige birolle
VINDER: Simon Bennebjerg (Bastarden)
Anders Heinrichsen (Ustyrlig)
Elliott Crosset Hove (Den store stilhed)
Joachim Fjelstrup (Toves værelse)
Thomas Hwan (Meter i sekundet)

Fotograf
VINDER: Rasmus Videbæk (Bastarden)
Jacob Møller (København findes ikke)
Linda Wassberg (Viften)
Loui Ladegaard (Synkefri)
Louise McLaughlin (Stille liv)
Mia Mai Dengsø Graabæk (Den store stilhed)

Scenograf
VINDER: Jette Lehmann (Bastarden)
H. M. Dronning Margrethe II (Ehrengard – Forførelsens kunst)
Heidi Plugge (Når befrielsen kommer)
Josephine Farsø (Stille liv)
Rie Lykke (Ustyrlig)

Klipper
VINDER: Andreas Bøggild Monies og Thor Ochsner (Apolonia, Apolonia)
Adam Nielsen (Music for Black Pigeons)
Kasper Leick (Underverden 2)
Mathias Saabye (Det store glitch/Paradisets børn)
Nikoline Løgstrup (Den store stilhed)
Olivier Bugge Coutté (Bastarden)

Kostumedesigner
VINDER. H. M. Dronning Margrethe II (Ehrengard: Forførelsens kunst)
Charlotte Moe (Viften)
Emilie Bøge Dresler (Når befrielsen kommer)
Kicki Ilander (Bastarden)
Mads Nikolaj Elley Jacobsen (Ustyrlig)

Sminkør
VINDER: Sabine Schumann (Bastarden)
Henrik Steen og Thomas Foldberg (Nattevagten 2 – Dæmoner går i arv)
Sara Sofia Kasper (Ustyrlig)
Sofie de Mylius (Englemageren)
Tina Helmark (Når befrielsen kommer)

Sounddesigner
VINDER: Jacques Pedersen, Anna Żarnecka-Wójcik (Apolonia, Apolonia)
Adrian Aurelius og Philip Nicolai Flindt (Underverden 2)
Anne Gry Friis Kristensen (Farvel uden tak)
Claus Lynge og Hans Christian Kock (Bastarden)
Nino Jacobsen (Nattevagten 2 – Dæmoner går i arv)
Peter Albrechtsen (Music for Black Pigeons)

Underlægningmusik
VINDER: Jonas Struck (Apolonia, Apolonia)
Anders Malta og Jonas Struck (Synkefri)
Dan Romer (Bastarden)
Jens Ole Wowk McCoy (Underverden 2)
Johan Carøe (Den store stilhed)
Lasse Aagaard (Viktor mod verden)

Original sang
VINDER: Så ved man, hvad man får (Lasse Dein fra Meter i sekundet)
A Beautiful Life (Christopher fra A Beautiful Life)
Jeg har dig (Pil fra Roselil og stentrolden)
Life's a High (Emma Grankvist fra Højst besynderlige typer)
Shabholm (Gigis fra Shabholm)

Visuelle effekter
VINDER: Alexander Schepelern og Nina Strøm (Bastarden)
Dan Dirckinck-Holmfeld (Jomfruer fra rummet)
Erik Hals, Katharina Bormann, Martin Madsen og Sune Reinhardt (Ehrengard – Forførelsens kunst)
Erik Hals, Katharina Bormann og Martin Madsen (Nattevagten 2 – Dæmoner går i arv)
Simon Sandin (Når befrielsen kommer)

Kortfilm: Fiktion og Animation
VINDER: Et eksempel: Dem på gulvet (Selma Sunniva)
Ivalu (Anders Walter)
Lið við lið (Andrias Høgenni)
Salmon (Mattis Huus Heurlin)
Sværddrage (Amalie Maria Nielsen)

Kortfilm: Dokumentar
VINDER: Dagen jeg døde (Alexander Rahnami Mannstaedt)
Eternal Father (Ömer Sami)
Once Upon a Time on Twitch (Rikke Nørgaard)
Soviet Bus Stops (Kristoffer Hegnsvad)
Vildkvinde (Pauline Merrildgaard)

Engelsksproget film
VINDER: Oppenheimer (Christopher Nolan)
Barbie (Greta Gerwig)
Killers of the Flower Moon (Martin Scorsese)
Tár (Todd Field)
The Whale (Darren Aronofsky)

Ikke-engelsksproget film
VINDER: Close (Lukas Dhont)
De 8 bjerge (Felix van Groeningen og Charlotte Vandermeersch)
Den blå kaftan (Maryam Touzani)
Faldne blade (Aki Kaurismäki)
The Quiet Girl (Colm Bairéad)
Wannsee-konferencen (Matti Geschonneck)

Kort tv-serie
VINDER: Killjoy (Jennifer Vedsted Christiansen, Emma Sehested Høeg)
Bag enhver mand (Jesper Zuschlag og Julie Rudbæk)
En af drengene (Teys Schucany, Frederik Rye)
Forhøret 3 (Christoffer Boe, Lasse Kyed Rasmussen)
Valdes jul – Skovens vogter (Jesper Fink, Thomas Porsager, Morten BH)

Tv-serie
VINDER: Huset (Kim Fupz Aakeson, Frederik Louis Hviid, Michael Noer)
Agent (Nikolaj Lie Kaas)
Carmen Curlers 2 (Mette Heeno, Josefine Kirkeskov, Samanou Acheache Sahlstrøm)
Dansegarderoben (Ditte Hansen og Louise Mieritz)
Sygeplejersken (Dorte W. Høgh, Kasper Barfoed)

Kvindelig hovedrolle – tv-serie
VINDER: Sofie Gråbøl (Huset)
Fanny Louise Bernth (Sygeplejersken)
Josephine Park (Sygeplejersken)
Maria Rossing (Carmen Curlers 2)
Marie Bach Hansen (Dansegarderoben)

Mandlig hovedrolle – tv-serie
VINDER: David Dencik (Huset)
Esben Smed (Agent)
Jacob Lohmann (Oxen)
Jakob Oftebro (Dansegarderoben)
Morten Hee Andersen (Carmen Curlers 2)

Kvindelig birolle – tv-serie
VINDER: Laura Christensen (Huset)
Fanny Leander Bornedal (Dansegarderoben)
Josephine Park (Oxen)
Marie Reuther (Dansegarderoben)
Mille Lehfeldt (Dansegarderoben)

Mandlig birolle – tv-serie
VINDER: Gustav Giese (Huset)
Anders W. Berthelsen (Dansegarderoben)
Christian Tafdrup (Carmen Curlers 2)
Nicolai Jørgensen (Carmen Curlers 2)
Sami Darr (Huset)

Publikumsprisen
Bastarden

Æres-Robert
Marianne Moritzen

Ib-prisen
Sara Stockmann

Kommentarer

Danmarks Filmakademi

Stiftet i 1982 som dansk pendant til det amerikanske Oscar-akademi.

Akademiet består af cirka 2900 medlemmer med tilknytning til film- og tv-branchen.

Robert adskiller sig dermed fra Bodil-prisen, der uddeles af omkring 50 filmjournalister.

Har siden 1984 årligt uddelt Robert-prisen, som dermed har 40-års jubilæum i år.

Jacob Neiiendam er forperson for bestyrelsen.

Nikolaj Arcel i Ekko

Ekko #95 fortæller Nikolaj Arcel åbenhjertigt om sit mislykkede Hollywood-eventyr og sin succesfulde tilbagevenden til dansk film.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Bestil magasinet her og få det tilsendt.

Magasinet er på vej ud i løssalg over hele landet.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko